Biografi 1922
Corneille Guillaume Beverloo fødes d. 4 Juli i Liége, Belgien. Forældrene, Maria Cornelia Goosen og Willem van Beverloo, kom oprindeligt fra Rotterdam, men på grund af faderens arbejde bosætter familien sig i Liége. Corneille vokser op i en harmonisk borgerlig og katolsk/protestantisk familie.
1937
Familien flytter til Haarlem, Holland. Omkring dette tidspunkt begynder Corneille at tegne og deltager i kurser på en lokal kunsthåndværkerskole.
1939-40
Corneille bosætter sig i Amsterdam, hvor han i en alder af 17 år optages på forskolen til kunstakademiet. Her deltager han i kurser indenfor tegning og grafik.
1943-46
Optages som 21-årig på kunstakademiet i Amsterdam. Han oplever dog hurtigt, at han bevæger sig i en anden retning end den, der dikteres gennem den meget konservative undervisning på akademiet. Akademitiden er desuden præget af krigen og undervisningen er uregelmæssig. Corneille møder Karel Appel på Akademiet og de indleder et mangeårigt kammeratskab og samarbejde. Umiddelbart efter krigens afslutning rejser Corneille til Flandern og genser sin fødeby Liége.
1946
Corneille afholder sin første separatudstilling i Groningen, Holland. I juni og juli bidrager han til udstillingen ”Jonge Schilders” (Unge Kunstnere) på Stedelijk Museum i Amsterdam, hvor også Appel, Brands og Rooskens er repræsenteret. Rejser til Belgien og stifter for første gang bekendtskab med den afrikanske kunst hos professor Burssen i Bruxelles. Et kendskab, der senere skulle få stor indflydelse på hans kunstneriske
inspiration og motivvalg.
1947
Udstiller sammen med Karel Appel i Gildehuys, Amsterdam. Første rejse til Paris, hvor han bl.a. møder Edouard Pignon og Bazaine. Corneille møder desuden kunstsamleren Margit Eppinger og inviteres af denne til at udstille i Budapest. Han bliver i Budapest i flere måneder, hvor han introduceres til den ungarske kunstscene og deltager i udstillingen ”Europai Iskola”. Corneille imponeres af tysk kunst, heriblandt Paul Klee, Kandinsky og Oscar Schlemmer. Møder boghandler og galleriejer Imre Pan og maleren Jacques Doucet samt digteren og forretningsmanden Louis Tiessen. I 1947-48 begynder hanat arbejde med grafik og eksperimenterer desuden med collage og assemblagearbejder. Møder Constant Nieuwenhuys.
1948
Er sammen med Constant og Karel Appel primus motor i dannelsen af den eksperimentelle gruppe i Holland. Udgiver i dette forum tidsskriftet Reflex, der havde mange lighedspunkter med den danske Høst-gruppe og tidsskriftet Helhesten. Kort efter gruppens grundlæggelse absorberes den i den internationale Cobra-sammenslutning, som Corneille sammen med bl.a. Jorn, Appel, Constant og Dortemont lader grundlægge på cáfe Nôtre Dame i Paris. Corneille følger i Klees fodspor idet han, i selskab med veninden Henny Riemens, foretager sin første rejse til Afrika. Corneilles fascination af Afrikas landskab og ikke mindst af den ’primitive’ kunst forstærkes under denne rejse.
1949
I efteråret er Corneille, Appel og Constant igen repræsenteret på Høst-udstillingen, og i den forbindelse opholder de sig i en periode i Danmark. De udstiller bl.a. hos Galerie Birch i København og besøger maleren og keramikeren
Erik Nyholm i hans hjem i Jylland. Her dekorerer de væggene i Nyholms opdrætterhus. I perioden maj-juni udstiller Appel, Constant og Corneille hos galleriejeren Colette Allendy. ”Exposition Internationale d´Art Experimental”, den første Cobra udstilling afholdes på Stedelijk Museum, Amsterdam. Udstillingen er organiseret af museets direktør Willem Sandberg og designet af arkitekt Aldo van Eyck. Corneille redigerer i tilknytning til udstillingen det 4. nummer af Cobra-tidsskriftet og udgiver ”Promenade au pays des pommes” – en samling tuschtegninger. Foretager sin anden rejse til Afrika (Algeriet).
1950
I forbindelse med udstillingen ”Tendences” er Corneille igen repræsenteret på Galerie Colette Allendy, denne gang sammen med Tajiri, Doucet, Atlan, Appel og Constant. Sammen med de to sidstnævnte bosætter Corneille sig i Paris, hvor han samme år deltager i udstillingen ”Les Mains éblouies” (Forblændede hænder) på Galerie Maeght. Michael Ragon bliver talsmand for Cobra-sammenslutningen, hvilket får afgørende betydning for gruppens aktivitet frem mod dennes opløsning i 1951. Deltager i Le Salon de Mai-udstillingen og har en separatudstilling hos Galerie Birch i København. ”Bibliothèque de Cobra” udgiver i serien om de frie kunstnere, et hæfte om Corneille med tekst af Dotremont.
1951-52
Michael Ragon organiserer en Cobra-udstilling i Paris på Liberaire 73 i februar, efterfulgt af udstillingen ”Cinq peintres Cobra” (Fem Cobramalere) i Galerie Pierre to måneder senere. Corneille tilbringer sommeren med den danske kollega Carl-Henning Pedersen. Producerer en lang række tegninger til digte og fortsætter denne aktivitet i de følgende år. I september 1951 opløses Cobra-sammenslutningen. Den afsluttende udstilling finder sted på Palais des Beaux-Art i Corneilles fødeby, Liége. Corneille udstiller i London og New York. Han krydser Hoggar bjergene i det sydlige Algeriet. Denne rejse får stor indflydelse på hans billedverden i denne periode, hvor en tydelig inspiration fra såvel den afrikanske natur som den ’primitive’ kultur afspejles.
1953
Corneille har sin første separatudstilling i Paris i Galerie Colette Allendy og samme år er han repræsenteret på biennalen i Sao Paulo, Brasilien. Rejser til Mallorca. Stifter bekendtskab med raderingsteknikken i Stanley W. Heytens studie i Paris.
1954-55
Fortsætter med at eksperimentere med nye medier. Sammen med Asger Jorn, Wilfredo Lam, Matta, Enrico Baj og Fontana udforsker han det keramiske felt i Mazzotis studie i Albisola, Italien. Udstiller på Venedig Biennalen og deltager bl.a. sammen med Carl-Henning Pedersen på udstillingen ”Contemporary Painting and Sculpture”, Carnegie Institute, Pittsburg.
1956
Deltager i ”Guggenheim International Exhibition” og modtager Guggenheim prisen for Nederlandene. Talrige separatudstillinger i Paris samt udstillinger på Palais des Beaux-Arts i Bruxelles og Stedelijk Museum, Schiedam og Amsterdam.
1957-58
Deltager i flere gruppeudstillinger. Sammen med Henny Reimes og nogle venner krydser Corneille Afrika i bil – turen går gennem 9 lande fra Senegal til Etiopien og Kenya. Besøger de nederlandske Antiller, hvor han har en separatudstillling på Musée de Curaçao. Foretager sin første rejse til USA og Sydamerika.
1959-60
Udgiver dagbogsblade fra sine rejser. Deltager i vandreudstillingen ”European Art Today”, der bliver vist på flere museer i USA. Er med på Documenta og Sao Paolo Biennalen og udstiller på Stedelijk Museum i Amsterdam. Sammen med Jorn og Alechinsky deltager Corneille i udstillingen ”Cobra 1960” på Lefebre Gallery, New York.
1961-62
I tiåret for Cobra-gruppens opløsning ses bevægelsen nu i et historisk lys. Corneille bidrager med værker til mindre Cobra-udstillinger i København og Paris. Rejser til Mallorca. Opholder sig i længere perioder i Cadaques, hvor han arbejder med gouache. Separatudstilling på Gemeentemuseum i Haag og Stedelijk Van Abbemuseum, Eindhoven. På Biennalen i Venedig tildeles han i 1962 en hel pavillon. Har samme år en stor separatudstilling på Lefebre Gallery i New York.
1963-64
Begynder at bemale lærreder, der ikke står på staffelier, men ligger på et bord og dermed kan angribes fra alle sider. Hans maleri bliver mere dynamisk. Rejser til Brasilien. Udstiller igen på Lefebre Gallery i New York, der i 1960erne og 70erne jævnligt udstiller hans værker.
1965
I anden halvdel af tresserne forlader Corneille gradvist den nonfigurative abstraktion og nærmer sig en meget jordnær og erotisk folkekunst. Corneilles udstillingsaktivitet stiger, og han er i de kommende årtier repæsenteret med flere separatudstillinger årligt og deltager ofte i tema- og gruppeudstillinger. I Skandinavien udstiller han hyppigt på gallerier i Silkeborg, København Malmø, Stockholm og Oslo.
1966-67
Interessen for Cobra-bevægelsen vokser og Corneille deltager i udstillingen ”Cobra 1948-51”, der vises på Louisiana og Museum Boijmans Van Beuningen, Rotterdam. Separatudstilling på Kunstverein für de Rheinlande und Westfalen, Düsseldorf og Stedelijk, Amsterdam. Udstiller med Alechinsky og Appel på Galerie Birch. Rejser til Cuba, hvor han bliver i adskillige måneder.
1968
Deltager i frembringelsen af mosaikker i Vela-Luka, Jugoslavien. Er dette år repræsenteret på en Cobra-udstilling i Tokyo, hvor også Appel, Alechinsky og Jorns værker vises. Udstiller sammen med Appel i Bogota.
1970-71
Rejser til San Francisco og Mexico, udstiller sine værker inspireret af opholdet i Mexico på Galerie Ariel i Paris. I disse år udstilles Corneilles værker flere steder i Europa: Rom, Trieste, Ibiza, Ljubliana, Salzburg og kan igen opleves på Gallery Lefebre i New York. Til dette års udstilling udkommer et katalog med Gunnar Jespersens tekst ”Interview with Corneille. A green Girl with a red Flower and a blue Bird”. Udstiller sammen med Appel på Kunstforeningen i København.
1972-73
Deltager i ”Norsk internationale Grafik Biennale”. Tildeles Ibizas grafiske pris. I Assen, Holland skaber han en række monumentale malerier til Provinshuset.
1974
Udstiller hos Galerie Birch under titlen: ”Frie Kunstnere” sammen med Carl-Henning Pedersen, Else Alfelt, Mogens Andersen, Egill Jacobsen og Richard Mortensen m.fl. Retrospektiv udstilling på Palais des Beaux-Arts, Charleroi og Musee de Beaux-Arts, Gent.
1975-76
Udstiller på kunstmuseet i Sao Paulo i 1975. Der udgives adskillige publikationer om hans rejser til Afrika og om hans afrikanske samling. Stifter for første gange bekendtskab med den asiatiske verden under rejser til Kina, Japan og Indonesien. Flere udstillinger i Danmark, bl.a. i Silkeborg og København.
1977-78
I 1977 udgives albummet ”Room 422”, der indeholder tegninger og fotografier af Corneilles og Natachas elskovsleje på det berømte Chelsea hotel. Køber et tårn fra det 16. århundrede ved Piediripa, Macerata i Italien og indretter sig med atelier i haven.
1981
Udstiller på Lefebre Gallery sammen med bl.a. Carl-Henning Pedersen og Alechinsky.
1982
I en alder af 60 år bliver Corneille far, da Natacha Pavel, som han har dannet par med siden midten af 1960’erne, føder deres søn Dimitri.
1984
Corneille udstiller på Galerie Moderne i Silkeborg. Separatudstilling på Museum of Art, Fort Lauderdale i Florida og på Fine Art Galley i Tokyo.
1985-86
Deltager i udstillingerne ”Cobra – Kollektivt Eksperiment” på Kunst Industrimuseet i København og Cobra-udstilling på Malmø Kunsthal, med bl.a. Alechinsky, Constant, Carl-Henning Pedersen, Else Alfelt og Ejler Bille.
1987-92
Talrige udstillinger. Genoptager og udvikler arbejdet med de grafiske teknikker som han påbegyndte i 1948. Adskillige monografier dedikeres til ham. Corneille udfolder sig nu i alle tænkelige materialer, han dekorerer bl.a. flygler, kuglepenne for AB-Bank og sporvogne! I 1988 kan enkelte tidlige Corneille værker ses på udstillingen: ”Cobra er mit spejl”, en præsentation af Karel van Stuijenbergs store Cobra-samling, Brandts Klædefabrik i Odense.
1992
I 1992 er han i Afrika under optagelse af en film instrueret af Jos Wassink, der senere bliver vist på udstillingen ”Het afrikaanse gezicht van Corneille.” (Corneilles afrikanske ansigt) i Haag og året efter i Ostende. Udstillingen er en præsentation af Corneilles store samling af afrikanske masker og skulpturer. Samme år producerer han de første fritstående og polykrome træarbejder, og snart spreder han sit kunstneriske udtryk til et bredt spektrum af medier. Corneilles 70 års fødselsdag fejres med udstillinger i Amsterdam, Stockholm, Malmø, Paris, Ajacco, m.fl. I Budapest vises udstillingen: ”The return of Corneille”.
1993
Rejse til Bali. Udfører et stort murmaleri til en kunstskole for børn i Paris. Et stort oevre katalog over Corneilles grafiske arbejder fra 1948-75 udkommer.
1994
Udstillingen ”Corneilles afrikanske ansigt” vises på Brandts Klædefabrik i Odense.
1997-98
Stor retrospektiv udstilling på Cobra museet i Amstelveen i 1997. Corneille laver sine første akvagravure-arbejder, der vises for offentligheden ved SAGA i Paris senere samme år. Efter en lang periode, hvor han ikke har beskæftiget sig med terra cotta mediet, arbejder han igen med keramik i atelieret i Treigny ved Tonne egnen. Rejser til Skt. Petersborg. Deltager i talrige Cobra-udstillinger, b.la. i Lausanne, München, Wien, Dortmund, Frankfurt am Main. I Danmark markerer Arken 50-året for Cobras dannelse med en stor udstilling. Udstillingen ”Corneille & Afrika” bliver vist i Bochum og Salzburg. Corneille køber en ejendom få minutter fra van Goghs grav i Auvers-sur-Oise.
1999
Modtager Herbert-Broeckl prisen.
2001
Udstiller ’firehændige’ malerier, som han har lavet sammen med Enrico Baj på galleri San Carlo i Milano. Producerer sit hidtil største kunstværk – dekorationen af en varmeluft ballon, sponsoreret af et vikarbureau i Amsterdam.
2002
Corneilles 80 års fødselsdag markeres med en række retrospektive udstillinger, bl.a. i Budapest, Amstelveen, Malmø, Amsterdam, Antwerpen, Frankfurt og i Danmark med udstillinger i Galleri Huset, København, og Galerie Moderne, Silkeborg. På Cobra-museet i Amstelveen vises en udstilling om Corneilles rejse til Budapest: ”Corneille 1947- het hongaarse avontuur”. Corneilles katteskulptur i bronze ”Le chat volant” opstilles foran museet. Foretager talrige rejser til Cuba, Sankt Petersborg og Jaffa i Israel, hvor han arbejder med grafiske tryk.
2003-05
Omfattende udstilling af grafiske arbejder i München og Augsburg. Deltager i en stor Cobra vandreudstilling, der bliver vist på flere museer i England og Irland i 2003.Udstiller bl.a. i Israel og på Liu Hai Su Art Museum, Shanghai, Kina. Pierre Restanys omfattende monografi om Corneille udkommer på Editions Cercle d’Art. Corneille udstiller for første gang på Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Herning.
2007
I forbindelse med kunstnerens 85 års fødselsdag vises udstillingen "Some of these days" på Cobra-museet i Amstelveen.
2010
Corneille dør d. 5. september i Auvers-sur-Oise, Frankrig, 88 år gammel.
|