| |
|
Andreas Gursky – Louisiana
13. januar – 13. maj 2012 Tirsdag-fredag 11-22, lørdag, søn- og helligdage 11-18. Mandag lukket
Louisiana Museum for Moderne Kunst
Gl. Strandvej 13
3050 Humlebæk
http://www.louisiana.dk/
|
Andreas Gursky-udstilling på Louisiana Museum of Modern Art
Installation shot
Foto: Brøndum & Co/Poul Buchard
|
|
Den tyske fotograf Andreas Gurskys billeder er i kraft af deres visuelle mesterskab en insisteren på billedets enorme fascinationskraft og et moderne bud på, hvad skønhed kan være. Andreas Gurskys fotografier er kunstens svar på ekstremsport. Fotografens værker vokser ud af timers arbejde med at flette hundredvis af billeder, optaget med det mest avancerede grej fra ofte ekstreme positioner, sammen til ét billede.
|
Andreas Gursky
Nha Trang, 2004
C-print, 295,5 x 207 x 6,2 cm
© Andreas Gursky / VG Bild-Kunst, Bonn / COPY-DAN BILLEDKUNST 2011.
Courtesy Sprüth Magers Berlin London
|
|
Louisiana indleder udstillingsåret 2012 med en præsentation af omkring 40 gigantiske fotografier samt et antal mindre værker skabt af den verdensberømte, tyske fotograf Andreas Gursky (f. 1955 i Leipzig og bosat i Düsseldorf). I mere end tyve år har han arbejdet med fotografi i stort format, der matcher kunstens store komponerede billeder og forfører betragteren til at tro, at de med det teknisk perfekte foto er kommet tæt på det virkelige. Men således forholder det sig ikke. Ved nærmere øjesyn er der nemlig noget fundamentalt galt med Gurskys billleder. De fleste af billederne, viser det sig, repræsenterer noget, der kan ses, men selv er de ikke et produkt af nogen, der har set. Ikke en gang kameraets ene øje. Selv kalder han sine værker ”visuelle strukturer eller systemer”. Gursky bygger simpelt hen sine billeder op i computeren af de fotografiske optagelser, han har skudt, gerne fra et højt tårn eller en helikopter – han er kunstens svar på ekstremsport – men selve det færdige billede vokser ud af timers arbejde med at flette de mange enkeltbilleder sammen til ét billede.
|
Andreas Gursky
F1 Boxenstopp I, 2007 (F1 Pit Stop I, 2007)
C-print, 188 x 508 x 6,2 cm
© Andreas Gursky / VG Bild-Kunst, Bonn / COPY-DAN BILLEDKUNST 2011.
Courtesy Sprüth Magers Berlin London
|
|
Gursky er billedkunstner, inden han er fotograf. Fotografiet – og computerens utrolige programmer – er midlet til at skabe billeder, der handler om noget, billeder der virker, billeder der i kraft af deres lighed med virkelighed udfordrer alle de andre billeder, vi har af, hvad vi mener, er virkeligt. Ved netop at flirte grundlæggende med billedets mulige sandhed – fotografiets traditionelle dyd, fra journalistisk til retssal – og dernæst sætte den på spil i ét greb, der har fascinationen som omdrejningspunkt, er Gursky med til at fastholde de kunstneriske billeders nødvendighed i vores stadige forsøg på at erkende den verden, vi er i.
Udstilling viser fotografier fra hele Gurskys produktion frem til de allernyeste fotografier, som præsenteres i kunstnerens galleri, Gagosian Gallery i New York i dette efterår – den giver således beskueren mulighed for at følge billedernes forvandlinger og forvandlingskraft gennem mere end to årtier.
|
Andreas Gursky
Madonna I, 2001
C-print. 307 x 220,4 x 6,2 cm
© Andreas Gursky / VG Bild-Kunst, Bonn / COPY-DAN BILLEDKUNST 2011.
Courtesy Sprüth Magers Berlin London
|
|
Andreas Gursky er tidens mest toneangivende fotograf – ved siden af den lidt ældre Jeff Wall – når det kommer til et mere subtilt mellemværende med virkeligheden, og han finder sine motiver verden over.
I starten af 1980’erne blev han uddannet på Staatliche Kunstakademie i Düsseldorf med generationsfællerne Thomas Ruff, Axel Hütte, Candida Höfer og flere andre, hvor han studerede hos det legendariske ægtepar Bernd og Hilla Becher, kendt for deres serier af eksempelvis industriarkitektur i Ruhr-området.
|
Andreas Gursky-udstilling på Louisiana Museum of Modern Art
Installation shot
Foto: Brøndum & Co/Poul Buchard
|
|
|