|
|
|
Cecil Balmond - Den skjulte orden
|
|
Arkitekturens grænser I
22. juni – 21. oktober 2007
Alle dage 10-17. Onsdag 10-22
Louisiana Museum for Moderne Kunst
Gl. Strandvej 13
3050 Humlebæk
http://www.louisiana.dk/
|
Cecil Balmond, London 2006 Foto: Thomas Graham ©Arup/Thomas Graham
|
”Cecil har ændret mit syn på struktur og sat mig i stand til at gentænke arkitektur”.
(Arkitekt Rem Koolhaas)
”Balmond er gal, han er genial, han ændrer formerne i verden”.
(Arkitekt Philip Johnson)
Ingeniøren Cecil Balmond har ikon-status blandt verdens toneangivende arkitekter. Han er personen, som drages ind fra idéfasens første færd og hele processen igennem, og han er én af hjernerne bag flere af verdens store arkitekturprojekter med hans ekspertise og hans måde at tænke på. Hos Balmond nyfortolkes ingeniørens rolle og grænserne mellem disciplinerne opløses.
|
Serpentine Pavilion London, 2002 Cecil Balmond (ARUP) Arkitekt: Toyo Ito ©ARUP
|
|
Udstillingen Arkitekturens grænser I - Cecil Balmond: Den skjulte orden er den første udstilling i en serie på fire, som Louisiana viser i de kommende år fra 2007-2010. Udstillingsserien vil belyse nye og alternative arkitekturbevægelser i dag og hvilke spor, der netop nu peger ud mod, hvad vi opfatter som arkitekturens grænser. I disse år inddrager arkitekturen impulser fra mange fagområder. Serien undersøger og synliggør de potentialer, nye tanker og billeder, som den hastige teknologiske udvikling genererer. Denne første udstilling skal ses som en afdækning af forholdet mellem videnskab og arkitektonisk formgivning, hvor ingeniøren Cecil Balmond om nogen er et eksempel på, hvilke anderledes refleksioner og undersøgelser, der ligger til grund for nutidens – og ikke mindst fremtidens – arkitektur. Balmonds inspirationskilder, tanker og arbejdsmetoder er
derfor omdrejningspunktet for udstillingen.
|
Chemnitz Stadion, Tyskland, 2002 Tagkonstruktion Foto af tegning, Arup Arkitekt: Peter Kulka med Ulrich Koenigs ©Arup
|
|
Balmond siger om sin arbejdsmetode, at han ’promoverer ingeniørarbejde som en helheds-orienteret og helt igennem kreativ aktivitet’. Han praktiserer et crossover af forskellige genrer, som på sin vis afspejler renæssancens billede af det skabende menneske, der forener discipliner som kunst, videnskab og filosofi. Han lægger ikke skjul på, at han går mange utraditionelle veje for at opnå sine resultater, som afspejler en levende opfattelse af geometri og strukturer. Balmonds inspirationskilder er mange – musik, matematik, kvantefysik, fraktaler, algoritmer og numerologi. Han betoner sammenhængen mellem natur og æstetik, og han har en holistisk forståelse af altings oprindelse.
|
Kinas TVs hovedkvarter Beijing 2003-2008 Cecil Balmond (APUP)/OMA Architect ©ARUP/OMA/Ole Scheer & Rem Koolhaas
|
|
Cecil Balmond er født i 1943 på Sri Lanka, uddannet som civilingeniør på University of Southampton og er siden tilknyttet ARUP i London. Her stiftede han i 2000 ”Advanced Geometry Unit” (AGU), hvorfra han bl.a. arbejder sammen med videnskabsfolk, arkitekter og ingeniører om undersøgelser af nye æstetiske former. Fra slutningen af 1980erne startede et arbejdsfællesskab med en række toneangivende arkitekter som Rem Koolhaas, OMA, Enric Miralles, Arata Isozaki, Toyo Ito, UN Studio, Daniel Libeskind og Alvaro Siza.
|
Coimbra Footbridge, Portugal, 2006 Photo: Cecil Balmond Design: Cecil Balmond / AGU ©Arup
|
Hans visionære og utraditionelle syn på sammensmeltningen af arkitektur- og ingeniørarbejde har båret alternative løsninger frem, som har sat sig tydelige spor i projekter som f.eks. Staatsgalerie Stuttgart 1984 med James Sterling, Kunsthal Rotterdam 1994 med Rem Koolhaas, Serpentine pavillonerne hvert år siden 2001 i London med bl.a. Toyo Ito, Daniel Libeskind og Alvaro Siza, rumskulpturen Marsyas på Tate Modern 2002 i London med den britiske kunstner Anish Kapoor, Casa da Musica i Portugal 2005 med Rem Koolhaas og nu under opførelse bl.a. Centre Pompidou i Metz 2009 med Shigero Ban og CCTV New Headquarters, Beijing 2008 med OMA.
Cecil Balmond er forfatter til bøgerne ”No. 9”, 1998 og ”Informal”, 2002.
I 2002 modtog han en af Japans mest prestigiøse priser til strukturelle ingeniører, ”Gengo Matsui Prize” og i 2003 ”RIBA Charles Jencks Award for Theory in Practice”.
|
|
|