|
|
|
Corneille – Maleri, grafik og skulptur
|
|
Corneille
Maleri, grafik og skulptur
22. maj - 18. september 2005
Tirsdag-søndag kl. 10-17, mandag lukket
Juli måned alle dage kl. 10-17
Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum
Birk Centerpark 1
7400 Herning
www.chpeamuseum.dk
|
Au sein du désert il y a encore la place pour jeux, 1949. Olie på lærred. Galerie Moderne
|
Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum præsenterer en stor særudstilling med den hollandske kunstner Corneille. Udstillingen er andet afsnit i en udstillingstrilogi, der indledtes med Karel Appel i 2004 og afsluttes med en præsentation af Pierre Alechinsky i 2006.
Med dette trekløver af kunstnere ønsker museet dels at præsentere de internationale sværvægtere fra Cobra-bevægelsen, og dels at sætte disse kunstnere i relation til museets egen fornemme samling af Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts værker.
|
Tumulte d'un nouvel automne, 1961. Olie på lærred. Privateje
|
Corneilles kontakt til Danmark blev grundlagt i slutningen af 1940’erne. Her fik han kontakt til bl.a. Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt, de besøgte hinanden, udvekslede ideer og medvirkede til Cobra-bevægelsens etablering. Carl-Henning Pedersen og Corneille malede sammen i en længere periode i sommeren 1951 i Danmark, og Corneille har siden besøgt Danmark utallige gange.
Udstillingens fokus er lagt på Corneilles tidlige, og for de fleste mindre kendte, produktion. Kunstnerens udvikling følges fra afsættet i efterkrigstiden og de formative Cobra-år, gennem 1950’erne og 1960’erne, hvor Corneilles palet er afdæmpet og formsproget abstrakt, og frem til de senere årtiers velkendte og farvemættede billeder – befolket med kvinder og fugle.
|
L'été, 1964. Olie på lærred. Privateje
|
Foruden værker fra danske kunstmuseer, gallerier og kunstsamlere, bidrager en række private samlere i udlandet samt Cobra museet i Amstelveen og gallerier i Frankfurt og Amsterdam til udstillingen, der omfatter flere end 50 malerier, skulpturer og tegninger.
Udstillingen er tilrettelagt af museets ledelse i samarbejde med Cobra-eksperten Per Hovdenakk. Der udgives et rigt illustreret katalog på 144 s. med tekst af Corneille, Per Hovdenakk, museumsleder Hanne Lundgren Nielsen og udstillingsassistent Lotte Korshøj.
|
Sous le ciel feluri, l'oiseau, la femme, 1973. Olie på lærred. Privateje
|
|
|