Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

 
Ed Ruscha – Fifty Years of Painting

Moderna Museet, Stockholm
29. maj – 5. september 2010
http://www.modernamuseet.se

Haus der Kunst, München
12. februar – 2. maj 2010
http://www.hausderkunst.de/

Hayward Gallery, London
14. oktober 2009 – 10. januar 2010
http://www.southbankcentre.co.uk

Af Flemming Jespersen

Moderna Museet i Stockholm viser sommeren over en stor retrospektiv udstilling af den amerikanske kunstner, Ed Ruschas malerier. Udstillingen, der sker i et tæt samarbejde med Hayward Gallery i London, omfatter 78 malerier og viser hele Ruschas ouevre gennem 50 år.


Standard Station, 1966
Courtesy Private Collection
© Ed Ruscha 2009
Photography: Paul Ruscha


Ruschas billeder er kendetegnet ved en forfinet og elegant stil. Ord- og lydbillederne fremtryller mentale billeder og de stiliserede kulturelle landskaber og byscener fra Los Angeles fungerer som symboler og tegn. Ved at trække på elementer fra den kommercielle kunst har han udvidet grænserne for maleriet. Ruscha er kendt for sit insisterende eksperimenterende og banebrydende arbejde med talrige medier, som maleri, grafik, artist books, fotografi og film, og de mange eksperimenter med uortodokse kunstneriske materialer, som krudt, tobak, mad, medicin og blod. Ruschas visuelle og verbale værker forundrer og provokerer i dag, som hans første værker gjorde for et halvt århundrede siden.

Ruscha blev i 1960’erne den ledende figur i The West Coast Pop Art movement, som løb parallelt med den mere kølige New York Pop Art. Han kom i øvrigt tidligt i forbindelse med Pop Art i New York, da han mødte Andy Warhol og James Rosenquist under en studierejse til New York i 1961.

Ruscha skabte meget tidligt i karrieren en lang række mesterværker, hvoraf Standard Station fra 1963-66 står som et af hovedværkerne i nyere amerikansk kunst. Hans enestående pionerindsats har været af stor betydning for yngre generationer af kunstnere. Listen af kunstnere er lang og tæller bl.a. prominente navne som Richard Prince, Anselm Kiefer, Andreas Gursky og Jeff Wall.

Ed Ruscha er født i 1937 i Omaha, Nebraska og voksede op i Oklahoma. Han flyttede til Los Angeles i 1956, hvor han blev uddannet i 1956-60 på Chouinard Art Institute, som dengang var kendt som uddannelsessted for Disneys tegnere og animatorer. Efter uddannelsen tog han i en periode et job som layoutdesigner i Los Angeles.

Ruscha malede i sine første studieår i en spontan, abstrakt ekspressionistisk stil, men han følte ikke, at det var det helt rigtige kunstneriske udtryk for ham. Som ung kunstner følte han sig mere tiltrukket af efterkrigstidens nye mediekultur, som TV, film, foto, reklamer, aviser, blade, bøger og ord end af det traditionelle maleri, som han oplevede som forældet og en gammeldags form for kommunikation. Efter at have set de første billeder af Jasper Johns’ værker i et kunstmagasin i 1957 blev Johns en vigtig inspirationskilde for den unge Ruscha. Johns’ banebrydende og raffinerede værker med symboler, som flaget, skydeskiven, tal og bogstaver - ting, som alle har et forhold til, men som de ikke før havde set anvendt så direkte i billeder, var et klart alternativ til den herskende abstrakte ekspressionisme.
I et større kunsthistorisk perspektiv ses i horisonten dadaisten og kubisten Marcel Duchamp og surrealisten René Magritte samt den amerikanske precisionist Charles Demuth som vigtige inspirationskilder for Ruscha.

Siden begyndelsen af 1960'erne har han kanaliseret sin fascination af ord i billeder. Ruschas udforskning af sprog og kultur i Los Angeles og Hollywood har gjort ham til en af de mest fremtrædende og indflydelsesrige kunstnere i sin generation. Hans legende brug af teknik, materialer, stil, ironi og absurde sammenstillinger gør det vanskeligt at placere ham i en bestemt kunsthistorisk isme. Han har haft berøring med såvel Pop Art som Conceptual Art.

Han deltog i den første og vigtige Pop Art-udstilling i Amerika New Painting of Common Objects på Pasadena Art Museum i 1962 sammen med bl.a. Roy Lichtenstein, Andy Warhol, Joe Goode, Jim Dine og Wayne Thiebaud.

Samme år skabte Ruscha sin første og vigtige fotobog Twentysix Gasoline Stations, som blev af afgørende betydning for udvikling af Conceptual Art. Ruscha havde besluttet sig for at tage snapshots af samtlige tankstationer på Route 66 highway, der forbinder Oklahoma City og Los Angeles. Bogen var omhyggeligt designet, mens fotografierne inde i bogen bedst kan betegnes som bad photography, banale fotos uden store æstetiske overvejelser. Flere af fotografierne er taget på stor afstand, ofte fra den anden side af vejen. Route 66 er iøvrigt en legendarisk rute, der bl.a. kendes fra Steinbecks The Grapes Of Wrath og fra Dennis Hoppers film Easy Rider.

Ruscha skabte en lang række fotobøger: Various Small Fires, 1964; Some Los Angeles Apartments, 1965; Every Building on the Sunset Strip, 1966; Thirtyfour Parking Lots, 1967; Royal Road Test, 1967; Business Cards, 1968; Nine Swimming Pools and a Broken Glass, 1968; Crackers, 1969; Real Estate Opportunities, 1970; Babycakes, 1970; A Few Palm Trees, 1971; Records, 1971; Dutch Details, 1971; Colored People, 1972.

I årene fra 1965 til 1969 skabte han tillige layoutdesign for
kunstmagasinet Artforum.


The Mountain, 1998
Courtesy Allison and Warren Kanders
© Ed Ruscha, 2009
Photography: Paul Ruscha


Ruscha havde sin første separatudstilling i Ferus Gallery, Los Angeles i 1963 og i 1970’erne begyndte han at samarbejde med Leo Castelli Gallery i New York.
I dag samarbejder han med Gagosian Gallery i New York, Los Angeles
og London.
Ruscha har haft talrige retrospektive museumsudstillinger, startende i 1983 på San Francisco Museum of Modern Art, derefter Centre Georges Pompidou, Paris i 1989, The J. Paul Getty Museum, Los Angeles i 1998, Hirshhorn Museum and Sculpture Garden, Washington, DC i 2000 og Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofia, Madrid i 2002. The Whitney Museum of American Art i New York arrangerede to samtidige udstillinger i 2004: Cotton Puffs, Q-tips® og Smoke and Mirrors: The Drawings of Ed Ruscha, som også blev vist på MoCA Museum of Contemporary Art, Los Angeles og National Gallery of Art, Washington, D.C. Ligeledes i 2004 Ed Ruscha and Photography på Museum of Contemporary Art i Sydney, udstillingen blev også vist på Museo Nazionale delle Arti del XXI Secolo, Rom og Scottish National Gallery of Modern Art, Edinburgh. Ruscha repræsenterede USA på den 31. Venedig Biennale i 2005 og endelig arrangerede Jeu de Paume i Paris en fotoudstilling i 2006.