Privatlivspolitik
Kunstrejse Cote d'Azur med Matisse Chagall & Fondation Maeght samt Asger Jorn's Albissola » Læs mere om
rejsen her
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

 
Girlpower & Boyhood
14. oktober 2006 - 7. januar 2007

Tirsdag-søndag 10-17

Kunsthallen Brandts
Brandts Torv 1
5000 Odense C
http://www.brandts.dk/


Kiki Smith: Born, 2002
Kiki Smith: Born, 2002

Udstillingen sætter fokus på det nye figurative fantasy-maleri og har deltagelse af 22 billedkunstnere fra Europa, USA og Sydamerika.

Det er interessant, at så mange unge kunstnere her i det 21. Århundrede igen inddrager figurer og fortællinger, og især fokuserer på et figurativt udtryk, hvor fantasien spiller en væsentlig rolle. Billederne har meget tilfælles med tidens computer - og rollespil, idet grænserne mellem virkelighed og fiktion synes ophævet, som i vores virkelighed i dag. Som noget forholdsvist nyt bliver vi af malerne inviteret med ind i fremstillinger af personlige fantasier og erindringer, der blotlægger pige- og drengedrømme, og rummer mere end vage erindringsforskydninger om "evigt solskin i et pletfrit sind". En kunstnerisk optagethed af overgangen fra barn til voksen skaber mulighed for at dykke ned i komplekse lag af erindringer og drømme, hvor mange ellers umulige ting kan ske.

Kathrine Ærtebjerg: Overgivelse, hengivelse
Kathrine Ærtebjerg: Overgivelse, hengivelse

Tendenser til at arbejde med "fantasy-genren" og bryde med hidtidige normer findes nok især hos de unge kvindelige kunstnere, hvis frækhed det er at vise os ind i barnekammeret og lukke op for ungpigeforestillingerne: ikke just noget man er forvænt med, og for mange, der arbejder indenfor finkulturen, langt vanskeligere at acceptere end det andet køns leg med figurer og fantasy. En artikel skrevet af kritikeren Lisbeth Bonde om de unge kvindelige kunstnere "Hjerteholdet" blev begyndelsen til udarbejdelsen af et koncept til udstillingen med titlen Girlpower.

På et møde i IKT (International Forening af kuratorer) sidste år blev kuratorerne Lene Burkard fra Kunsthallen Brandts og Pat Fisher fra Talbot Rice Gallery i Edinburgh enige om et samarbejde omkring udstillingen. Både Talbot Rice Gallery og Kunsthallen Brandts har i flere år interesseret sig for - med forskellige udstillinger - at følge udviklingen indenfor det samtidige maleri, der inddrager rummet, men også, som i tilfældet med denne udstilling, hvor det drejer sig om nogle nye tiltag. Der var hurtigt enighed om at udvide udstillingens koncept til at inddrage et udvalg af kunstnere fra forskellige lande og naturligvis også nogle af de mandlige kunstnere, der arbejdede med de samme temaer. Endvidere blev der inviteret nogle kunstnere fra andre generationer, der netop også arbejdede med fantasy, figuration, narration og med transformationen fra barn til voksen, Det blev til titlen og udstillingen Girlpower & Boyhood.

Julie Nord: Afternoon at the fringe, 2005, Courtesy MOGADISHNI
Julie Nord: Afternoon at the fringe, 2005
Courtesy MOGADISHNI


De udstillende kunstnere er: Ida Applebroog USA, Carolina Raquel Antich AR, Lise Blomberg Andersen DK, Hernan Bas USA, Trine Boesen DK, Louise Bourgeois FR/USA, Stephen Brandes UK, Ann Craven USA, Enrico David IT, Jana Gunstheimer DE, Jens Fänge SE, Paula Kane UK, Eske Kath DK, Simon Keenleyside UK, Julie Nord DK, Christopher Orr UK, Vanessa Phaff UK, Julie Roberts UK, Sandra Scolnik USA, Kiki Smith DE/USA, Judit Ström SE, Kathrine Ærtebjerg DK.