|
Himmel Falden – Brandts Klædefabrik
Himmel Falden
29. juni – 5. september 2003
Udstillingen er åben tirsdag-søndag 10-17 I juli og august hver dag 10.00-17.00
Kunsthallen Brandts Klædefabrik
Brandts Passage 37 & 43
5000 Odense C
www.brandts.dk
 | | Antony Gormley, Capacitor II, 2002 |
Tyngdekraften er noget vi i dag trodser som en selvfølge når tonsvis af metal sætter kurs gennem skyerne, men for få hundrede år siden var den en grundlæggende kraft i vores fysiske erfaringsverden, som det kun var forundt de hellige personer og fuglene at trodse.
At flyve, at hæve sig op, at transcendere lovene blev et af den kristne religions hyppigst gentagne billedfortællinger. Billedkunstnere har i mange hundrede år været optaget af motivet – og ikke bare i den religiøst forankrede kunst. Også i modernismen og i samtidskunsten trives fascinationen af tyngdekraften og i den sammenhæng dens forhold til såvel religion som kunst.
Fra den første luftballons opstigning og til samtidens rumprojekter er nogle af menneskets ældste drømme gået i opfyldelse. Nogle grænser er flyttet, men de gamle billeder rummer stadig en poetisk og visionær kraft der i sammenstillingen med vor egen tids kunst forstærker fremkomsten af nye visioner.
 | | Giulio Licinio, Nedtagelse af Kristus, der bæres af engle, 1571/1572, olie på lærred. Lånt af Diozesanmuseum Graz, Alte Galerie des Landesmuseum Joanneum. |
I alle Kunsthallens store sale vil man fra den 29. juni kunne møde hellige personer i balancegang på lammehvide skyer, i høj hastighed på vej opad mod det ukendte eller i frygtelige styrt mod afgrunden.
Hele dette fascinerende område har givet inspiration til denne forrygende udstilling, der rummer kunstværker fra 1400-tallet til i dag. Værker af 72 internationale kunstnere er samlet i en udstilling med omkring 150 værker: træsnit, raderinger, malerier, relieffer, skulpturer, fotos, installationer og videoværker.
Værkerne er delt op i fire tematiske spændingsfelter: Tyngde og Levitation, Opstigning og Tiltrækning, Svæven og Balance, Rotation og Styrt.
Blandt de mange overraskende sammenstillinger kan ses Albrecht Dürer og Richard Serra. Gianlorenzo Bernini og Antony Gormley, Philip Otto Runge og Roman Signer, Giovanni Batista Tiepolo og Dara Friedman, Johann Heinrich Füssli og Magnus Wallin.
Udstillingen er kurateret i Østrig, i Graz der i år er Europæisk Kulturby. Det er Eleonora Louis, Johannes Rauchenberger og Alois Kölbl fra Kulturzentrum den Minoriten og i samarbejde med Landesmuseum Joanneum har samlet udstillingen. Dansk kurator for udstillingen er Lene Burkard.
|