|
jorn <<< ensor
3. marts 5. juni 2012
Museum Jorn
Gudenåvej 7-9
8600 Silkeborg
Tirsdag-fredag 12-16, lørdag-søndag 10-17, mandag lukket
http://www.museumjorn.dk
|
James Ensor
Vieille femme aux masques (Gammel kvinde med masker), 1889
Olie på lærred, 54 x 47,5 cm.
Museum voor Schone Kunsten, Ghent, Belgien
|
Jorn anbefaler: James Ensor
|
jorn <<< ensor er den første i en række af tre ambitiøse udstillinger, der placerer Asger Jorn sammen med nogle af de mestre, han selv betragtede som sine vigtigste forbilleder og inspirationskilder. Ensor, Picasso, Miro, Klee, Munch og Kandinsky.
James Ensor var en af Asger Jorns store inspirationskilder. Hans værker har de seneste år været vist på separate udstillinger på Museum of Modern Art i New York og Musée dOrsay i Paris. Men i Danmark er den belgiske kunstners værker ikke særlig kendte i den brede offentlighed. Det råder Museum Jorn i Silkeborg nu bod på med udstillingen jorn <<< ensor, der er den første store samlede præsentation af den excentriske kunstner James Ensors værker i Danmark nogensinde.
|
Optakt til 100-års jubilæum
|
På anbefaling af Jorn er overskriften på Museum Jorns fejring af Asger Jorn op til hans 100-års jubilæum i 2014. James Ensor, Pablo Picasso, Miro, Klee, Munch og Kandinsky er på udstillingsprogrammet frem til fødselsdagen for at præsentere og hylde Jorn som den maler og kreative tænker, der for alvor satte Danmark på den moderne kunsts verdenskort. Asger Jorn indgik i en kunstnerisk dialog med James Ensors billeder. Ensor var en formidabel maler og grafiker. Fuld af vildskab og optaget af det groteske, det fantastiske og surrealistiske. Fejringen af Jorn begynder meget passende med et festfyrværkeri af Ensorfarver.
|
James Ensor
LÉtonnement du masque Wouse (Wouse-maskens forbløffelse), 1889
Olie på lærred, 109 x 131 cm.
Koninklijk Museum voor Schone Kunsten, Antwerpen, Belgien
|
Pioner for den moderne kunst
|
Masker, skeletter, kranier og mennesker der prutter eller kaster op. James Ensor (1860-1949) dyrkede det mystiske og skabte fantastiske og groteske universer. Den bedste historie om ham er og bliver billederne selv, siger museumsdirektør Jacob Thage, der er stolt over, at præsentere en af det sene 19. århundredes mest betydningsfulde kunstnere på Asgers Jorns museum. James Ensor levede det meste af sit liv i fødebyen Oostende, der ligger ud til kysten i den flamske del af Belgien. I de første år af sin karriere mødte han megen modstand mod sine motiver, der blev oplevet som undergravende og provokerende. Først som midaldrende blev han anerkendt og hyldet for sin kunst med hædersbevisninger og medlemskab af Det Kongelige Belgiske Akademi. I dag anses den belgiske kunstner som en forløber for såvel surrealismen som ekspressionismen i det 20. århundrede.
|
James Ensor
Masques regardant une tortue (Masker ser på en skildpadde), 1894
Olie på lærred, 22 x 37 cm.
The Franck Deceuninck Collection
|
På anbefaling af Jorn
|
Asger Jorn møder allerede som ung James Ensors billeder i København. Nogle år senere skriver han til sin franske kunstnerkollega, Pierre Alechinsky, der er med i redaktionen på kunsttidsskriftet Cobra: »Jeg vil på det kraftigste opfordre jer til at bringe en stor artikel om den fantastiske side af James Ensors værk. Det er en meget vigtig maler i verdenskunsten, og han er alt for lidt kendt«.
|
Fælles inspiration
|
Det groteske, ironiske, og fantastiske binder Jorn og Ensor sammen på tværs af generationer. Der er 54 års aldersforskel mellem dem, men de er begge bevidste om livets absurditet, og benytter fantasiens kraft til at knytte forbindelse mellem det virkelige og det fantastiske. jorn <<< ensor sammenstiller Asger Jorn og James Ensors malerier og grafiske arbejder og giver et indblik i udviklingen af Jorns kreative proces. Udstillingen viser 30 malerier og 60 tegninger og grafiske værker af Ensor lånt fra belgiske, hollandske, tyske og franske museer og private samlere. Desuden 25 Jorn-malerier, 50 tegninger og grafiske værker samt en række keramiske værker af Jorn og masker fra Ensor-museet i Oostende.
|
Katalog
|
Til udstillingen udgiver Museum Jorn et 250 siders rigt illustreret katalog på dansk og engelsk med bidrag af blandt andre den belgiske Ensor-ekspert, Xavier Tricot, museumsinspektør ved Statens Museum for Kunst, ph.d. Henrik Holm og direktør for Bornholms Kunstmuseum, Lars Kærulf Møller, der har forsket i kunstsamleren Herbert von Garvens-Garvensburgs rolle i Jorn-Ensor forbindelsen.
|
|
|