Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

 
Jørn Utzon - Louisiana


Jørn Utzon – Louisiana
2. april - 29. august 2004
Alle dage 10-17. Onsdag 10-22

Louisiana Museum for Moderne Kunst
Gl. Strandvej 13
3050 Humlebæk

http://www.louisiana.dk/




Jørn Utzon
Jørn Utzon. . Foto: © Ole Haupt, Frederiksborg Museet

Den danske arkitekt Jørn Utzon (f. 1918) er kendt verden over som manden bag Sydneys vartegn – operahuset. Utzons mangeårige arbejde, som aldrig tidligere er blevet præsenteret i sin helhed på en udstilling, rummer imidlertid en forskelligartet produktion, og det har været et længe næret ønske for Louisiana at sætte lys på denne store arkitekt og hele hans værk. Jørn Utzon er en arkitekt, hvis arbejde er gennemsyret af ideen om at skabe bygninger for og til mennesker – og altså ikke som arkitektoniske monumenter. Så selvom operahuset i Sydney, parlamentsbygningen i Kuwait og kirken i Bagsværd i historisk lys har fået monumental karakter, har det hver gang været bygningens formål, der har været det primære for Utzon.

Sydney Opera Hus, som åbnede i 1973. Foto: Kjeld Kjeldsen
Sydney Opera Hus, som åbnede i 1973. Foto: Kjeld Kjeldsen

Udstillingen på Louisiana vil tage udgangspunkt i tre hovedtemaer: plateauet, det organiske og det additive, eksemplificeret gennem udvalgte projekter. Operahuset i Sydney (1957-73) viser på fornemste vis Utzons arbejde med plateauet som et fundament for anlæggelsen af bygningen. Det additive princip i arkitekturen kommer blandt andet til udtryk i Utzons udvikling af Kingohusene (1956-58), Fredensborghusene (1959-65) og Espansiva (1969), men også en mindre kendt side af hans arbejde vil blive præsenteret - hans design af møbler - ligeledes udtænkt på basis af det additive. Endelig vil udstillingen belyse det organiske som tema, og hvordan naturen altid har stået som et af de mest markante udgangspunkter for Utzon. Her vil der blandt andet blive sat fokus på hans urealiserede 1. projekt til Silkeborg Kunstmuseum (1963).

Fredensborg gårdhusene, 1962-65. Foto: © Keld Helmer-Petersen
Fredensborg gårdhusene, 1962-65. Foto: © Keld Helmer-Petersen

Bagsværd kirke, interiør, 1968-76. Foto: © Bent Ryberg, Planet Foto
Bagsværd kirke, interiør, 1968-76. Foto: © Bent Ryberg, Planet Foto

Udstillingen vil vise processen i Utzons arbejder og fokusere på både hans værker og hans inspirationskilder i form af modeller, fotos, tegninger og skitser. Og den vil også give mulighed for at se urealiserede projekter som modeller eller 3-d animationer bl.a. gennem den nyeste audio-visuelle og computerbaserede teknologi. Udstillingen er skabt i samarbejde med Jørn Utzon og hans søn Jan Utzon.

Utzons private hus, Can Lis, Mallorca, 1971-73. Foto: © Bent Ryberg. Planet Foto
Utzons private hus, Can Lis, Mallorca, 1971-73. Foto: © Bent Ryberg. Planet Foto

Parlamentsbygningen i Kuwait, 1972-82. Foto: © Hans Munk Hansen
Parlamentsbygningen i Kuwait, 1972-82. Foto: © Hans Munk Hansen