Privatlivspolitik
Kunstrejse Cote d'Azur med Matisse Chagall & Fondation Maeght samt Asger Jorn's Albissola » Læs mere om
rejsen her
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

 
Kara Walker i GL STRAND
8. november 2008 - 18. januar 2009
Tirsdag-søndag 11-17. Mandag lukket

GL STRAND
Gammel Strand 48
1202 København K

www.glstrand.dk

Kara Walker

GL STRAND præsenterer for første gang i Skandinavien en soloudstilling med den internationalt anerkendte kunstner Kara Walker, som er blevet berømt for sine forførende smukke karikaturlignende silhuet-scenarier om race, køn og forskelligheder.
Kara Walker er født 1969 i Stockton, Californien og voksede op i Atlanta, Georgia. Hun er uddannet på Atlanta College of Art og Rhode Island School of Design. Walker er en af de mest debatskabende og ambitiøse amerikanske kunstnere i sin generation. Allerede som 27-årig slog hun igennem internationalt med sine karakteristiske silhuetklip i menneskestørrelse, der spiller på stereotyper i en stil hentet fra tiden omkring Den amerikanske borgerkrig. Med foruroligende skønhed og mørk humor blotlægger kunstneren den historiske racisme for yderligere at sætte spørgsmålstegn ved nutidige problemstillinger i fremstillinger af race, seksualitet, køn og identitet.
I en mangfoldighed af medier fra film, video, og installation til dukketeater, tegning, maleri og de enorme karakteristiske silhuetklip udforsker hun fortidens fortrædeligheder og nutidens problemstillinger i modsætninger mellem frygt og glæde, kærlighed og had, race og klasse, undertrykker og undertrykt.
Kara Walkers værker har referencer til kunsthistorien, filmklassikere, amerikansk litteratur, slavefortællinger, europæisk eventyr og græsk mytologi. Silhuetklippets historie spiller også en væsentlig rolle. Dette medie var op gennem 1800-tallet en populær fritidssyssel både i det pæne borgerskab og blandt kunstnere og passede med sit klare formsprog fint til tidens nyklassicistiske kunst med dets fokus på tydelige konturer.
Walker har de seneste år udstillet på førende museer og festivaler over hele verden, herunder Venedig Biennalen 2007, Whitney Museum of American Art og The Metropolitan Museum of Art i New York, Hammer Museum i Los Angeles og på Musée d´Art Moderne de la Ville de Paris. Udstillingen på GL STRAND er tilrettelagt i samarbejde med Walker Art Center i Minneapolis.

Kara Walker, Excavated from the Black Heart of a Negress, 2002

”I det store silhuetklip Excavated from the Black Heart of a Negress, 2002, hvor Walker har brugt grå og hvide klip mod en sort baggrund, ses et andet tilbagevendende motiv i hendes kunst – moderskabet som en umulighed i det institutionaliserede slaveri. En sort kvinde har bogstaveligt talt fået revet sit nyfødte barn fra sig, der har efterladt et tydeligt hul i kvindens livmoder. Navlestrengen og moderkagen dingler i luften, men barnet er på vej videre i slaveriets økonomiske fødekæde, måske for at blive solgt og ammet af fremmede kvinder på fremmede plantager. Plantagernes kvindelige slaver fungerede bl.a. som ammer for de hvide børn og havde derfor ikke altid næring til deres egne børn. Derfor var det gængs praksis, at de sorte kvinder deltes om hvervet for at sikre slavebørnenes overlevelse. Intimitet blandt mor og barn var derfor sjældent en given sag.

Kara Walker, Harper’s Pictorial History of the Civil War, 2005


Kara Walker, Harper’s Pictorial History of the Civil War, 2005

I den litografiske serie Harper’s Pictorial History of the Civil War, 2005 placerer hun sine silhuetfigurer på en eksplicit historisk baggrund, idet hun inddrager billedmateriale fra antologien Harper’s Pictorial History of the Civil War, der udkom kort efter borgerkrigen, og som ligesom filmen Gone With the Wind indhyller krigen og tiden i et vist idylliserende skær. Silhuetfigurerne markerer dermed historiens skyggesider, og giver de stemmeløse slaver en mere dominerende plads i fortællingen.

Kara Walker, Do You Like Creme in your Coffe and Chocolate in Your Milk?, 1997


Kara Walker, Do You Like Creme in your Coffe and Chocolate in Your Milk?, 1997

I akvarellen Do You Like Creme in your Coffe and Chocolate in Your Milk?, 1997 kredser en af figurgrupperne om den diende sorte kvinde reduceret til ammemaskine. Disse figurer kan ses som en form for kontraikoner til temaet ’mor med barn’, idet de undergraver den gængse aflæsning af motivet som ikonet på intimitet, moderskab og naturligvis på Jomfru Maria med barnet.
Walkers bevidste genbrug af stereotyper er ikke gået upåagtet hen, og især den ældre generation af afro-amerikanske kunstnere med personlige erindringer om borgerrettighedskampene i 1960erne har reageret politisk på Walkers kunst. I 1997 udsendte kunstneren Betye Saar (f. 1926) ca. 200 breve til kuratorer, gallerister etc. for at advare mod Walkers samfundsskadelige og degraderende værker. Også billedkunstneren Howardena Pindell (f. 1943) langede samme år hårdt ud efter flere af tidens hotte afro-amerikanske kunstnere og deres beundrere blandt det hvide kunstpublikum. Hun beskyldte kunstnere som Michael Ray Charles, Ellen Gallagher og Kara Walker for at være medansvarlige for at bekræfte de racistiske klicheer. I 1998 mundede diskussionerne ud i en konference på Havard University i forbindelse med en soloudstilling med Walker. Fortalerne fremhævede bl.a. nødvendigheden af at se stereotyperne i øjnene, at komme ind under huden på dem for at kunne bekæmpe dem. Under den ophedede debat udførte Walker serien Do You Like Creme in your Coffe and Chocolate in Your Milk?. Tegningerne kan ses som en form for dagbogsnotater med både visuelle og skriftlige refleksioner over kontroversen. På et stykke hvidt papir skriver hun fx ”The Final Solution: How to unfairly Stereotype White People” og nederst på siden tilføjer hun legende ”for balance”. ” Nana Bernhardt.