Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

 
Maria Lassnig - At male med kroppen

18. november 2016 - 26. februar 2017
Kunsten
Museum of Modern Art Aalborg
Kong Christians Allé 50
9000 Aalborg
www.kunsten.dk


Maria Lassnig
Maria Lassnig
I samarbejde med Tate Liverpool præsenterer Kunsten Museum of Modern Art Aalborg den første udstilling i Danmark nogensinde med en af de mest originale malere i det 20. århundrede, den østrigske kunstner Maria Lassnig (1919-2014). Udstillingen viser et bredt udsnit af hendes livslange værk – fra de første abstrakte malerier fra 1940’erne til nogle af de sidste selvportrætter hun malede kort før sin død i 2014.

Gennem en imponerende karriere har hun inspireret yngre generationer af kunstnere, herunder amerikanske Paul McCarthy og tyske Martin Kippenberger. Særligt selvportrættet var et centralt omdrejningspunkt for Lassnigs kunstneriske arbejde sammen med udtrykket "kropsbevidsthed", som hun brugte til at beskrive sin kunstneriske praksis.

Hendes mod svigtede ikke med alderen. Tværtimod. I de allersidste værker, som hun malede i en alder af 94 år, fortsatte hun med at udfordre grænserne – både beskuerens og sine egne. Hun så forlegenhed og ubehag som udfordringer, der skulle overvindes, og skabte til det sidste, portrætter med stor oprigtighed og kraft – ofte med sin egen nøgne, aldrende krop som model.


Maria Lassnig
Maria Lassnig, Selbstporträt mit Stab, 1971
© Maria Lassnig Foundation
Maria Lassnig blev født i Kappel am Krappfeld i Østrig i 1919. Hun blev uddannet på Kunstakademiet i Wien i 1941-44. I Wien omgav hun sig med forfattere, kunstnere og intellektuelle fra den samtidige kunstscene. I Østrig blev hun især påvirket af malere, som Egon Schiele og den stadig levende Oskar Kokoschka, hvis stil præger hendes tidlige malerier fra 1940'erne og 1950'erne. I 1951 rejste hun med bl.a. Arnulf Rainer til Paris på et stipendium, hvor hun mødte flere fra den surrealistiske gruppe, bl.a. André Breton, en af surrealismens hovedskikkelser. Hun fandt desuden stor inspiration i tidens kunstneriske nybrud, herunder Art Informel.

Lassnig boede fast i Paris i årene 1961-68, og i New York i 1968-80. I New York havde hun svært ved at slå igennem. Popkunst og minimalisme var periodens dominerende retninger, og gallerierne i New York var ikke interesseret i Lassnigs ekspressionisme.

I 1970'ernes New York blev film en del af Lassnigs kunstneriske praksis. Hun studerede animation på New York School of Visual Arts, og som del af gruppen Women/Artist/Filmmakers, Inc., skabte hun en række film, hvis selvbiografiske fortællinger på legende vis omhandler kvindernes rolle i samfundet og teknologiens stigende indgreb i menneskets liv.

Lassnig uddannede sig oprindeligt inden for animation, hvor hendes maleri ikke slog igennem på markedet. Hun betragtede dog ikke denne praksis som adskilt fra sit maleri, og hendes arbejde med animationen synes at have bidraget til nogle af de radikale stilskift, som hun foretog i løbet af sin tid i USA. I tidens eksperimenterende filmmiljø genkendte hun aspekter af sin egne ideer, og hun oplevede, at hendes arbejde blev mødt med større forståelse hos det filmskabende publikum.

Når man ser Lassnigs værker inden for rammerne af de diskussioner og debatter, der udfoldede sig blandt de eksperimenterende filmskabere og deres publikum i 1970'erne, fremstår hun som en kunstner, der aktivt gik i dialog med en række andre praksisser i tiden, herunder tidens performance- og kropskunst.

I 1980 vendte hun tilbage til Wien, hvor hun underviste indtil 1989.


Maria Lassnig
Maria Lassnig, Dame mit Hirn, c. 1990
© Maria Lassnig Foundation
"Jeg træder så at sige nøgen hen foran lærredet. Jeg har intet bestemt formål, ingen bestemt plan, hverken en model eller et fotografi. Jeg lader tingene ske. Men jeg har dog et udgangspunkt, som stammer fra min erkendelse af, at den eneste sande virkelighed er mine følelser, sådan som de udspiller sig i min krop. Der er tale om fysiologiske fornemmelser: en følelse af tryk når jeg sidder eller ligger ned, en følelse af spænding og rumlig udstrækning. Disse ting er ret svære at skildre."

Med ovenstående citat beskriver Maria Lassnig sin livslange undersøgelse af selvportrættet og den overordnede idé i sin kunst, princippet om 'kropsbevidsthed'. Hun stræbte kort sagt efter at skabe portrætter af kropslige fornemmelser snarere end af den ydre fremtræden, og at male de tryk og spændinger, kroppen indeholder.
I den sammenhæng ligger Lassnigs værk ikke fjernt fra performancekunsten, hvor kroppen – normalt kunstnerens – konfronteres med sig selv. Det skal dog bemærkes, at Lassnig allerede formulerede sin egen kunstneriske tilgang længe før f.eks. Wieneraktionismen i Østrig og andre eksponenter for kropskunst gjorde sig gældende. Hun var inspireret af informel kunst og abstrakt ekspressionisme, der fokuserede på forbindelsen mellem kunstneren og lærredet under skabelsen af et kunstværk.

I Lassnigs radikale selv-portrætteringer møder vi hende i mange forskellige roller, ikke blot som kunstner i et atelier, som kvinde og køn, men også som borger i en stigende teknologisk og konfliktfyldt verden.


Maria Lassnig
Maria Lassnig, Zwei Arten zu sein - Doppelselbstporträt, 2000
© Maria Lassnig Foundation
At tegne var vigtigt for Maria Lassnig. "Tegningen er tættest på øjeblikket. Hvert øjeblik har kun én mulighed", som hun engang udtalte for dermed at understrege den betydningsfulde rolle, som tegningen spillede i hendes kunst. Lassnig brugte tegningen til at teste sine ideer og hun så den som et medie, der med større lethed end maleriet kunne udtrykke hendes kropsbevidsthed.
Tegningen kunne hun skabe stående, siddende eller liggende, hvilket gjorde det muligt for hende at overføre fornemmelsen af de forskellige kropspositioner direkte til papiret.

Lassnigs arbejde modtog bred anerkendelse, da hun repræsenterede Østrig ved den 39. Venedig Biennale i 1980. Hun deltog endvidere på documenta-udstillingerne i Kassel i både 1982 og 1997. Men det internationale gennembrud fik hun først i en sen alder, og det var først i de sidste 15 år, at hendes malerier begyndte at sælge for alvor. I 2013 blev hun tildelt Den Gyldne Løve, Lifetime Achievement Award på Venedig Biennalen.