Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

 
Moderna kvinnor
Kvinnliga målare i Norden 1910-1930
28. februar 2007 - 27. maj 2007
Tirsdag og torsdag 11-18
onsdag 11-21
fredag–søndag 11-17

Göteborgs Konstmuseum
Götaplatsen
Göteborg
http://www.konstmuseum.goteborg.se/


Sigrid Hjertén, Ateljeinteriör 1916
Sigrid Hjertén, Ateljeinteriör 1916
© Moderna Museet, Stockholm


Kvindelige kunstnere optager kun en meget begrænset del af den nordiske kunsthistorie og nævnes sjældent i samme omfang som deres mandlige kolleger. Moderna kvinnor sætter fokus på denne problemstilling og viser en række af Nordens centrale profiler fra denne tid, samt markante kvindelige kunstnere, hvis talent har stået i skyggen af mændenes.

Udstillingen belyser den kunsthistoriske brydningstid, hvor kunstnerne i stor udstrækning rejste ud og lod sig inspirere af bl.a. den samtidige franske og tyske kunst. Modernismens mangfoldighed illustreres af udstillingens kunstnere, der med stor individualitet bidrog til udforskningen af maleriet på dette tidspunkt. Således er udstillingen et møde med adskillige stilarter inden for modernismen; fauvisme, ekspressionisme, kubisme og konstruktivisme.

Greta Hällfors-Sipilä, Skt. Johanneskirken ca 1918
Greta Hällfors-Sipilä, Skt. Johanneskirken ca 1918
© Konstmuseet Ateneum, Statens Konstmuseum, Finland
Foto: Central Art Archives / Hannu Aaltonen


Uddrag af Sanne Kofod Olsens artikel Gruppebillede med dame:

”Ser man på gruppebilleder af kunstnere i oversigtsværker over dansk modernisme, kan man konstatere, at der er meget få, om nogle, kvinder med på billederne. Det ser ud til, at ikke mange kvindelige kunstnere blandede sig i de mandlige fællesskaber. Ved videre læsning i forskellige oversigtsværker kan man få den opfattelse, at der ikke var særlig mange kvindelige kunstnere blandt de moderne malere. Men det var der! Og nogle af dem gik det rigtig godt. I hvert fald mens de levede.

Men hvorfor dette fravær fra nutidens kunsthistoriebøger? Udelukkelsens mekanismer er mangfoldige. Om det er kunstsystemets værdisætning eller en uartikuleret samstemmighed, der er årsagen, er vanskeligt at afgøre. Måske begge dele med en selvforstærkende effekt. Sociale og kulturelle forhold spiller øjensynligt en rolle, men det gør også de mere abstrakte værdier og forestillinger om, hvad god kunst er, og hvad en kunstner i det hele taget er.

 Ellen Thesleff, Arno 1914
Ellen Thesleff, Arno 1914
© Helsinki City Art Museum, Finland Foto: Hannu Aaltonen


Et par eksempler kan belyse både konsensus og værdisætning i forhold til den kvindelige kunstner med udgangspunkt i dansk kunst. Haavard Rostrup indleder sin lille monografi over Ebba Carstensen fra 1937 med følgende ord: “Man har sagt: “Le style, ce n’est pas la femme” (Stilen, det er ikke kvinden). Og i denne vittighed er der en sandhedskerne, forsaa vidt som det synes uomtvisteligt ved et blik på billedkunstens udviklingshistorie, at kvinden ikke har vist sig i besiddelse af evner, der i dybeste forstand kan kaldes stilskabende. Det banebrydende arbejde, det egentlige grundlag for en ny stils opstaaen, er altid og overalt gjort af mandlige kunstnere. Men det er paa den anden side ikke mindre sandt, at kvinden som formkunstner indenfor vexlende stilperioders fastlagte grænser har frembragt værker, der ikke savner særpræg, og som paa almengyldig maade giver udtryk for noget personligt og oprindeligt”.

Udsagnet forekommer naturligvis ganske gammeldags i dag og er fremsat ud fra en stilhistorisk vinkel. Rostrup skal på ingen måde bebrejdes det. Men udsagnet må ses som et udtryk for den fremherskende enighed i forhold til kvinder og kunstproduktion, som datidens kvinder måtte slås med, samtidig med at de forsøgte at fastholde et kunstnerisk virke. En enighed, der har stor betydning for, hvilke kunstnere vi kender i dag og ikke mindst, hvem vi ikke gør.

Ebba Carstensen, om hvem Rostrup skriver, var i sin levetid en velrespekteret kunstner. Som ganske ung tog hun en kort periode til Paris, hvor hun studerede med blandt andre Jais Nielsen. Som mange andre kunstnere var hun optaget af de nye tendenser i kunsten, såsom fauvisme, kubisme, m.m. Hun blev uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi, var medlem af en af datidens førende sammenslutninger, Decembristerne, var i en periode medlem af Akademirådet og fik både Eckersbergs Medalje og Thorvaldsens Medalje. Hun havde masser af gruppeudstillinger og soloudstillinger, og avisudklip viser, at hun fik gode omtaler i aviserne i løbet af hele sin karriere. Med andre ord, fik hun alle de anerkendelser, man som billedkunstner helst skal have for at stikke frem i landskabet. Haavard Rostrups lille monografi vidner også om dette. Som alle andre danske kunstnere bidrog Carstensen ikke til stilbrud i forhold til den overordnede modernistiske kunsthistorie (som Picasso f.eks. gjorde det), men hun var ligeså eksperimenterende og kubistisk inspireret som mange af hendes mandlige kolleger. Alligevel er Ebba Carstensen kun småt, hvis overhovedet, repræsenteret i bøger om dansk kunst. Efter hendes død i 1967 stilner skriverierne af. Først i 1988 arrangeres der en monografisk udstilling over hendes værker fra perioden 1920-1940 (Vejle Kunstmuseum m.fl.), herefter vises hendes værker i forskellige gruppeudstillinger, primært med kvindelige kunstnere. Men hvorfor udstilles og omtales hun ikke i mere generelle sammenhænge? Sammen med andre kunstnere, der arbejdede kubistisk inspireret, men fastholdt det genkendelige og hverdagen, som f.eks. hendes gamle studiekammerater Jais Nielsen og Olaf Rude eller hendes kolleger fra Decembristerne?

Ebba Carstensen, Fuglebur 1921
Ebba Carstensen, Fuglebur 1921
© Statens Museum for Kunst


Af avisinterviews fremgår det, at Ebba Carstensen var godt tilfreds med sit liv som kunstner og ikke anfægtede sin position som kvindelig kunstner. Det gjorde til gengæld den lidt yngre Anna Klindt-Sørensen, der oftere tog bladet fra munden. I et interview i Ekstrabladet i 1942 kommenterede hun sin egen rolle som kvindelig kunstner i et svar på en bemærkning fra intervieweren om at “det går bedre med tidens kunstsalg”. “Ja, maaske”, siger hun, “men det er sandelig ikke moderne kunst og frem for alt er det ikke malerindens arbejder. Mens kvinder paa andre felter faar samme betaling for deres arbejde som mandlige kolleger, tag f.eks. læger, tandlæger, jurister, osv. saa maa malerinder nøjes med urimelig smaa priser, selvom deres kunst af kritikken for længst er placeret i plan med mænds. Jeg ved ikke hvorfor publikum stiller sig saaledes. Mener man monstro, at hos den kvindelige kunstner slukkes den hellige ild uvægerligt, naar hun gifter sig, at hendes interesse da opsluges af mand, hjem og eventuelle børn, eller mener man, at kvinden er for materialistisk indstillet til at kunne lade fantasien tage flugt. Jeg ved som sagt ikke, hvad der ligger til grund for den kulde, der vises os, men tro mig, vi lider under den baade aandeligt og fysisk, men vi bliver ogsaa ved at slaas for vor kunst og for tilværelsen i det hele taget”. (Ekstrabladet 30.4., 1942). Intervieweren [Erna] kommenterer endvidere uddybende: “Men kritikken sætter dog ikke skel mellem kunstnerne formeldest deres køn?”. Anna Klindt-Sørensen svarer: “Nej, absolut ikke, jeg har ikke det mindste at klage over paa det felt...”.

Denne sidste bemærkning afspejler, at Anna Klindt-Sørensen i sin levetid var aldeles aktiv og respekteret som kunstner og fik de fleste udmærkelser, der hører til faget og anerkendelsen, selvom hun måtte leve med nogle noget uslere vilkår end hendes mandlige kolleger. Alligevel er også hun en sjældent repræsenteret kunstner i oversigtsværker over dansk kunst. Måske fordi hendes stil er temmelig egenartet i forhold til dansk kunst og således ikke lige passer ind i en bestemt gruppe eller stilart. Anna Klindt-Sørensen var primært uddannet på forskellige kunstskoler i Paris efter at have forladt Det Kgl. Danske Kunstakademi i vrede i 1920. Hun blev i Paris indtil 1938, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark. Her blev hun godt modtaget og hurtigt optaget i det danske kunstliv, som hun løbende havde holdt kontakt til i pariserårene. Det betød, at hun både før og efter sin hjemkomst deltog i mange udstillinger og havde flere soloudstillinger.

En sådan god modtagelse fik Anna Klindt-Sørensens samtidige Franciska Clausen ikke, da hun efter mange år i Berlin og Paris vendte hjem til Danmark i 1931. Som Klindt-Sørensen tog hun til udlandet i 1921. Først til München og Berlin, hvor hun undervistes af Hans Hoffmann, Laszlo Moholy-Nagy og Alexander Archipenko, og dernæst til Paris, hvor hun undervistes af Ferdinand Léger. I Paris blev hun knyttet til gruppen af konkrete malere og fik anerkendelse inden for dette felt i europæisk sammenhæng. Nogle kalder Franciska Clausen Danmarks første abstrakte maler, men denne karakteristik fik hun ikke, da hun kom hjem i 1931. Her kunne hun ikke rigtigt finde sit ståsted i det københavnske kunstliv og kom til at leve et kunstnerisk isoleret liv i Åbenrå. I flere sammenhænge nævnes det, at hendes modtagelse var en kold skulder. Et maleri fra 1932 bærer da også titlen “De kolde skuldres land”. Først i begyndelsen af 1960’erne blev hun genopdaget i en dansk sammenhæng med flere separatudstillinger, der kulminerede i en monografi af Troels Andersen og Günther Hansen i 1974. Siden tog anerkendelsen fart og i dag er Franciska Clausen vel nok en af de mest kendte danske kvindelige modernistiske malere.

Astrid Holm, Udsigt over Collioure 1913
Astrid Holm, Udsigt over Collioure 1913
© Statens Museum for Kunst


I den litteratur, avisudklip m.m., der forekommer om de danske kunstnere i denne udstilling, også Christine Swane og Olivia Holm-Møller, fremgår det, at de i deres levetid opnåede stor kunstnerisk anerkendelse. En undtagelse er Astrid Holm, som ikke i så høj grad anerkendtes for sit kunstneriske arbejde (hun fik ingen medaljer og havde kun meget få udstillinger), men for sit organisatoriske arbejde og for sin viden om vævning. Astrid Holm, der havde været elev af Henri Matisse, var en god iværksætter og startede i 1919 Kunstnernes Croquisskole efter fransk forbillede. To år senere blev hun afdelingsleder for Det Kgl. Danske Kunstakademis væveskole. I 1920’erne tilhørte vævningen den billedkunstneriske disciplin. I de mange avantgardebevægelser i Europa (Bauhaus, purisme, De Stijl, russisk konstruktivisme, m.fl.) var arbejdet med tekstiler en del af den kunstneriske produktion. Måske var dette kun en parentetisk tendens, for senere blev vævning en kunstform, der kom til at høre ind under kunsthåndværk og design. Berettigelsen af dette er forsat til diskussion. Om det er det faktum, at Astrid Holm kastede sig over vævningen, eller om hendes kunstneriske produktion står i lyset af hendes administrative og iværksættende arbejde, er svært at afgøre på grundlag af eksisterende kildemateriale. Det er også væsentligt at bemærke, at Franciska Clausen måtte vente til hun var over tres på anerkendelsen i det danske kunstmiljø, men opnåede så som den eneste en reel anerkendelse i dansk kunsthistorie. Trods de øvriges anerkendelse udgør de i dag et meget lille kapitel i dansk kunsthistorie. Man kan undre sig over hvorfor. Hvornår sætter udelukkelsesmekanismerne ind? Hvornår skilles fårene fra bukkene i bogstaveligste forstand? Det ser ud til, at det i disse tilfælde sker i historieskrivningen. Når den store historie skal skrives, sies de fra. De er også ofte blevet siet fra i museernes kronologiske ophængninger, hvor der kun sjældent bliver plads til mange repræsentanter for en bestemt kunstart. Og blandt disse få udvalgte er kvinderne ikke med.”

Helene Schjerfbeck, Arvesmykket 1915-16<br />© Konstmuseet Ateneum, Statens Konstmuseum, Finland <br />Foto: Central Art Archives / Joel Rosenberg
Helene Schjerfbeck, Arvesmykket 1915-16
© Konstmuseet Ateneum, Statens Konstmuseum, Finland
Foto: Central Art Archives / Joel Rosenberg




DANSKE KUNSTNERBIOGRAFIER:

Olivia Holm-Møller (1875-1970)
Olivia Holm-Møllers farvestrålende, ekspressive og undertiden næsten abstrakte malerier er blevet betragtet som værker, der skaber en forbindelse mellem den tidlige modernisme i dansk kunst i 1910erne og 1920erne og det senere Cobramaleri fra omkring 1950. Olivia Holm-Møller beskæftigede sig dog ikke kun med maleri, men ligeledes med skulptur, grafik, tegning og akvarel. Hun arbejdede først som lærer på en række grundtvianske fri- og højskoler, indtil hun i 1901 søgte ind på Det Kgl. Danske Kunstakademi for at blive billedhugger. Hun forlod dog Kunstakademiet i 1910 uden at have taget afgang derfra. Olivia Holm-Møller havde igennem hele livet økonomisk trange kår og var derfor nødt til at arbejde ved siden af sine studier. For de penge hun sparede sammen, rejste hun til udlandet for at studere kunst på museer. Omkring 1905 tog hun blandt andet til London og Italien, hvor hun gennem studier af græsk og etruskisk kunst blev inspireret til at lave sine første værker, en række relieffer i et rent og klart formsprog. Fra 1908 begyndte hun at beskæftige sig med raderinger og efterfølgende med træsnit i en primitivistisk, ekspressiv stil. Interessen for farven førte hende siden hen til maleriet.
I 1908 debuterede Olivia Holm-Møller på Charlottenborgs Forårsudstilling, og i 1914 fik hun sit maleriske gennembrud med maleriet Niobe, der blev skabt som en reaktion på 1. Verdenskrigs udbrud. Gennem hele sit liv anvendte hun ofte scener fra Biblen og mytologien til at kommentere på begivenheder i samtiden. Årsagen hertil er blandt andet blevet søgt i hendes højskolebaggrund og hendes kunstneriske rødder i den symbolistiske kunst fra det forrige århundrede, med J.F. Willumsen og Ejnar Nielsen som centrale kunstnere.
Efter sin svigerindes død i 1914 vendte Olivia Holm-Møller tilbage til sin fødeby Homå ved Grenå for at tage sig af sin broder Severin Holm-Møller og dennes to små sønner. Hun købte nabohuset og indrettede her et atelier, som hun kunne male i, når hun ikke passede broderens husholdning. Dette blev kunstnerisk set en meget produktiv periode, hvor hun skabte talrige billeder med de to nevøer, herunder maleriet Læsende drenge (ca. 1925). Selv forblev hun ugift og fik ikke nogen børn. Fra 1921 begyndte Olivia Holm-Møller at rejse igen, og hun udviklede sig i disse år som maler, idet hun nu malede med lysere farver og samtidig tilførte dem symbolsk betydning. Hun afbildede særligt høstlandskabet i alle dets gule farvenuancer og ændrede de religiøse motiver fra blot at være fortællende til at udtrykke almenmenneskelige værdier. Det var mennesket og dets relationer, naturen og universet, der havde hendes primære interesse.
Olivia Holm-Møller deltog livet igennem i udstillinger. Hun var med på mange gruppeudstillinger og havde også adskillige separatudstillinger, bl.a. i Den Frie Udstillingsbygning, hvor hun i perioden 1916-68 havde ikke mindre end 20 udstillinger. I 1935 deltog hun desuden i verdensudstillingen i Bruxelles. Olivia Holm-Møller fortsatte ligeledes hele sit liv med at rejse, først alene og herefter sammen med familien. Efter 2. Verdenskrig begyndte hun endvidere at rejse til fjernere steder i verden, som eksempelvis Mexico, ofte sammen med kunstnerkollegaen og vennen Jens Nielsen, som hun i dag deler museum med i Holstebro.

Christine Swane (1876-1960)
Christine Swane blev i en ung alder præget af det kunstneriske miljø, som hun kom i kontakt med gennem sin bror, Johannes Larsen. Denne udgjorde en central skikkelse blandt Fynsmalerne, der frem for alt fokuserede på naturalistiske og farvestærke landskabs- og bondemotiver, og som blev en stor inspirationskilde for Christine Swane i de tidlige år, hvor hun fortrinsvist malede blomsterbilleder. Hun blev uddannet hos Fritz Syberg, som ligeledes var en del af Fynbomalerne, på teknisk skole i Fåborg fra 1897 til 1898 og igen fra 1901 til 1902. Fra 1898 til 1901 gik Christine Swane på Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder. Her havde hun Viggo Johansen som lærer, men endte med ikke at tage afgang. I en kort periode studerede hun desuden hos J. F. Willumsen og besøgte Harald Giersings skole i 1920. Alligevel fik mødet med den svenske maler Karl Isakson og giftermålet med maleren Sigurd Swane omkring 1910 størst betydning for hendes kunstneriske udvikling. Begge var inspireret af den nyere franske kunst, som lagde stor vægt på det koloristiske. De franske kunstnere, især Matisse og kubisterne, inspirerede også Christine Swane. På baggrund af de nye indtryk skiftede hun fra en naturalistisk malestil til at arbejde med et todimensionelt billedrum og med et mere forenklet, dekorativt og let kubistisk formsprog, bestående af geometriske eller facetagtige mønstre. Sideløbende blev farverne lysere, hvor særligt de gule, blå og grønne nuancer kom til at dominere.
Efter sønnen Lars’ fødsel i 1913 begyndte hjemmet at stille nye krav til Christine Swane, som dog aldrig tænkte på at opgive kunsten, selv om der nu ofte gik længere tid mellem hendes deltagelse i udstillinger. Hun startede med at udstille allerede i 1905, hvor hun var med i Journalistforbundets Udstilling af Arbejder afviste fra Charlottenborg. Herefter havde Christine Swane løbende separatudstillinger og deltog i officielle udstillinger som Charlottenborgs Forårsudstilling, Kunstnernes Efterårsudstilling og Grønningen, hvor hun i 1937 blev optaget som medlem. Kunstforeningen viste desuden retrospektive udstillinger med hendes værker i 1935, 1941 og 1957.
Christine Swane fik Tagea Brandts Rejselegat i 1938 og modtog Eckersberg Medaljen i 1943. Hun blev skilt fra Sigurd Swane i 1920, hvorefter hun blev ramt af en langvarig depression og flyttede sammen med sin søster. Denne tog husførelsen på sig, sådan at Christine Swane kunne koncentrere sig om sin kunst. Familien betød meget for hende, og hun var særligt knyttet til sin søn Lars, der også blev maler. Han ledsagede hende på hendes rejser rundt i Europa, og derudover opholdt hun sig jævnligt i Sverige og Norge. Christine Swanes to brødre hjalp med at forsørge hende økonomisk, indtil hun omkring 60-års alderen blev en anerkendt kunstner.

Astrid Holm (1876-1937)
Astrid Valborg Holm studerede først til ingeniør ved Polyteknisk Læreanstalt men afbrød hurtigt sine studier til fordel for Emilie Mundt og Marie Lublaus private malerskole, hvor hun dimitterede fra i 1903. Fra 1904 til 1909 gik hun på Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder, dog med flere længerevarende pauser, idet hun fra 1907 til 1910 primært opholdt sig i Italien. Efter at have studeret kunst i Italien, rejste hun videre til Paris og tog her del i det internationale kunstliv frem til 1914. Astrid Holm indgik i den skandinaviske kunstnerkoloni sammen med bl.a. Jais Nielsen og billedhuggeren Johannes Bjerg, og hun udstillede på salonerne, ligesom hun kom tæt på det kubistiske miljø. Hun lærte flere af den franske avantgardes centrale skikkelser at kende, herunder kritikeren André Salmon, som hun rejste rundt med i Bretagne. I 1910 studerede hun for en periode hos Matisse, der fik stor betydning for modernismen i Skandinavien generelt. Astrid Holm er foruden Carl Forup den eneste dansker, der har været personlig elev hos Matisse, og hun blev én af de første til at introducere fauvismens kunstsyn i Danmark.
Alligevel kom hun hjemme i Danmark ikke med i udstillingsfællesskabet hos den unge generation af kunstnere. Disse havde en stor modvilje mod ”malende damer”. Det var således på Den Frie Udstilling, at Astrid Holm i 1913 havde sin første større udstilling. Hun vakte opsigt med sin modernistiske udtryksform, men mødte dog mest anerkendelse hos anmelderne for sit koloristiske talent. Hendes kunstneriske udtryk var karakteriseret ved forenkling og fasthed og ofte med en kraftig omridslinie, sådan som man kender det fra fauvismen, mens motiverne mest var landskaber, interiører og opstillinger med blomster og frugter.
Astrid Holm rejste på et studieophold til De Vestindiske Øer, da 1. Verdenskrig brød ud i 1914. Tilbage i Danmark udstillede hun fra 1915 til 1918 sammen med andre kunstnere i den modernistiske gennembrudsbevægelse. I 1919 startede hun Kunstnernes Croquisskole i det daværende Frederiks Hospital, nu Kunstindustrimuseet, som hun ledede til sin død i 1937. Astrid Holm skabte her et samlingspunkt for de mange skandinaviske modernister, som i disse år opholdt sig i København. Hun fik tildelt en del rejsestipendier og tog tilbage til Paris i 1920 for at studere vævning på Manufacture des Gobelins. Året efter blev der oprettet en væveskole på Det Kgl. Danske Kunstakademi med Astrid Holm som leder.
Hendes kunstneriske produktion var i de sene år domineret af vævning, ofte i samarbejde med veninden Ebba Carstensen. I 1926 var Astrid Holm desuden medarrangør af Nordiske Kvindelige Kunstneres Udstilling, og hun var optaget af at forbedre de kvindelige kunstneres uddannelsesmuligheder. I 1939 arrangerede Kunstforeningen en mindeudstilling for hende. Men selvom hun var en af de få danskere, der indgik aktivt i det parisiske avantgardemiljø i tiden før 1. Verdenskrig og herhjemme gjorde en stor indsats for at uddanne tekstilkunstnere, er hun siden stort set blevet glemt. Astrid Holm blev aldrig gift og fik heller ingen børn.

Ebba Carstensen (1885-1967)
Ebba Ninna Beck Carstensen viste talent for tegning og akvarelmaling allerede i skoletiden, og hendes forældre støttede hende i at forfølge en kunstnerisk uddannelse. Hun begyndte efter endt skolegang på fætteren og maleren Sigurd Wandels malerskole i Helsingør. Fra 1903 til 1905 tog hun på studieophold i Paris, hvor hun blandt andet lærte den impressionistiske stil at kende. Efter en kort tid på Johan Rohdes malerskole blev Ebba Carstensen indskrevet på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1909. Hun var en af de første kvindelige kunstnere, som fik adgang på lige fod med de mandlige, men forlod dog Kunstakademiet igen i 1913, angiveligt i forbindelse med datteren Astrids fødsel i 1912.
Ebba Carstensen havde sin første udstilling i 1908 på Charlottenborg. Efter at have stiftet bekendtskab med den franske kubisme på en udstilling i 1916 og være kommet i god kontakt med de jævnaldrende malere, Jais Nielsen, Olaf Rude og William Scharff, gik Ebba Carstensen bort fra den hidtidige impressionistiske stil til fordel for et friere formsprog, kendetegnet ved forenkling og geometrisk stilisering. I løbet af 1920’erne blandedes den kubistiske indflydelse med impulser fra klassicismen og ekspressionismen. I 1921 tog Ebba Carstensen således på studierejser til London og Paris, hvor hun især blev påvirket af den ekspressionistiske kunstretning. Hun modtog desuden Kaufmanns Legat i 1929, hvorefter hun rejste til Middelhavsområdet og blandt andet studerede antikken. I 1930 var hun i Berlin. Endelig blev hun i 1936 tildelt Tagea Brandts Rejselegat, som hun brugte på en rejse til Spanien og Frankrig.
Ebba Carstensen gik aldrig væk fra det figurative udtryk, og hendes valg af motiver var især påvirket af kærligheden til naturen og opvæksten i landlige omgivelser i Nordsjælland, som hun vendte tilbage til som voksen. Ebba Carstensen deltog i mange udstillinger, dog primært i sammenhæng med andre kunstnere. Hun udstillede jævnligt på Charlottenborgs Forårsudstilling frem til 1935 samt på Kunstnernes Efterårsudstilling i perioden fra 1913 til 1951. I 1932 blev hun desuden optaget hos Decembristerne og tog del i deres årlige udstillinger. Derudover udstillede hun også i udlandet, og herhjemme havde hun endvidere separatudstillinger i blandt andet Kunstforeningen i 1933 og 1960. Endelig fik hun tildelt Eckersberg Medaljen i 1930 og Thorvaldsen Medaljen i 1951.
Ebba Carstensen forblev ugift hele livet og boede sammen med datteren Astrid, også kaldet Tulle, med sin moder i København, indtil dennes død i 1932. Kort tid herefter købte hun et sommerhus i Horneby ved Hornbæk i nærheden af Astrid Holm, som var hendes gode veninde. Ebba Carstensen var sammen med Astrid Holm optaget af at arbejde for at forbedre kvindernes forhold, og de var begge aktive i Kvindelige Kunstneres samfund, stiftet i 1916.

Anna Klindt Sørensen (1899-1985)
Allerede som barn gik Anna Klindt Sørensen op i at tegne og male. Dette bifaldt hendes forældre, om end de udelukkende betragtede det som en passende fritidsbeskæftigelse for deres datter. Anna Klindt Sørensen forsøgte i samråd med sine forældre i første omgang at blive porcelænsmaler, hvilket var et fag, der traditionelt blev anset for at være et ”kvindefag”. Hun blev dog hurtigt træt af det og begyndte i stedet at male oliemalerier. Efter et højskoleophold tog hun i 1919 undervisning hos maleren Viggo Brandt og blev siden optaget på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Ikke desto mindre forlod hun Kunstakademiet igen i 1920, blandt andet fordi undervisningen ikke indfriede hendes ønske om at blive indført i den modernistiske kunst. I 1922 tog hun derfor på en studierejse til Paris, som med afbrydelser kom til at strække sig over 17 år. Her studerede hun på forskellige malerskoler hos fremstående malere som Marcel Gromaire, Fernand Léger og André Lhote, hvoraf de første to også havde undervist Franciska Clausen. Deres fokus på det konstruktivistiske gav Anna Klindt Sørensen en grundlæggende færdighed i billedkomposition. Ligesom Gromaire skabte hun monumentale modelstudier og havde i sine tidlige værker en tung og afdæmpet farveholdning, mens fragmenteringen af ting i geometriske former, betoningen af fladen samt sammensætningen af figurative og nonfigurative elementer i hendes billeder var inspireret af Léger og Lhote. Omkring 1935 nåede hun imidlertid frem til et mere personligt og ekspressionistisk udtryk. Det konstruktivistiske blev trængt i baggrunden af en dirrende og livlig uro, skabt ved hjælp af en bølgende og ornamental linjeføring, samtidig med at hendes farver blev lysere.
I Paris udstillede Anna Klindt Sørensen på Salonen i 1925 og 1931, men kom derudover aldrig til at have faste udstillinger i Frankrig. Efter hjemkomsten til Danmark boede hun skiftevis hos sin moder i Ry, hvor hun fra midten af 1950’erne indrettede et atelier, og i sine boliger i København. Omkring 1930 havde Anna Klindt Sørensen sine første udstillinger i møbelforretninger og i lånte lejligheder i København og Århus, og hun blev hurtigt en del af den danske kunstscene. Fra 1928 til 1942 udstillede hun jævnligt på Kunstnernes Efterårsudstilling og fra 1942 på Charlottenborgs Efterårsudstilling, som medlem af Grafisk Kunstnersamfund. Samme år blev hun desuden medlem af Decembristerne. Derudover havde hun en del separatudstillinger og var endvidere medlem af Kvindelige Kunstneres Samfund, hvor hun i adskillige år sad i bestyrelsen.
Mens 2. Verdenskrig havde begrænset Anna Klindt Sørensens rejseaktiviteter til Bornholm, hvor hun sammen med blandt andet Olga Lau, Ebba Schou, Ellen Fischer og Asta Ring Schultz dannede en koloni af kvindelige bornholmermalere, rejste hun i efterkrigstiden på skift rundt i Norden og i Middelhavsområdet. Anna Klindt Sørensen forblev ugift og fik ingen børn. Hun forsøgte i sine sidste leveår at oprette et museum for kvindelige kunstnerne i hjemmet i Ry, hvilket dog aldrig blev realiseret. I 1963 modtog hun Eckersberg Medaljen og i 1973 Thorvaldsen Medaljen.

Franciska Clausen (1899-1986)
Franciska Clausen indtager en særlig position i dansk kunsthistorie, idet hendes kunstneriske løbebane primært formede sig i samspil med avantgarden i 1920’ernes europæiske storbyer. Hun voksede op i det dengang tyske Åbenrå i en velhavende, dansksindet handelsfamilie. Efter genforeningen i 1920 gik Franciska Clausen, der inden da blandt andet havde studeret på Großherzogliche Kunstschule i Weimar, også kendt som det senere Bauhaus, en tid på Det Kgl. Danske Kunstakademi, men tog siden tilbage til Tyskland. Her modtog hun fra 1921-22 undervisning hos den ekspressionistiske maler Hans Hoffmann i München. 1922 rejste hun til Berlin, hvor hun kom i forbindelse med den ungarske konstruktivist og senere Bauhaus-professor Laszlo Moholy-Nagy, som i tre måneder var hendes privatlærer. Franciska Clausen blev herigennem bekendt med det konstruktivistiske avantgardemaleri på internationalt plan, og hendes kunst bevægede sig nu over mod de moderne, abstrakte retninger, som i disse år prægede kunstscenen i de tyske storbyer. Hendes værker kom til at repræsentere adskillige stilarter inden for modernismen såsom Neue Sachlichkeit, konstruktivisme, kubisme, neoplasticisme, surrealisme og purisme.
I 1923 havde Franciska Clausen sin debut på Große Berliner Kunstausstellung sammen med den avangardistiske Novembergruppe. Året efter rejste hun til Paris og startede på Fernand Légers kunstskole, Académie Moderne. Hun var i mange år Légers elskerinde og i flere tilfælde udførte hun en del af hans malerier, som han signerede efterfølgende. Fra denne periode stammer blandt andet kompositionen Skruen, som findes i forskellige udgaver. Efter 1926 begyndte Franciska Clausen dog efterhånden at frigøre sig mere og mere fra Léger og orientere sig hen imod det nonfigurative maleri og et rent geometrisk formsprog. Omkring 1930 blev hun især påvirket af den hollandske maler Piet Mondrian, men hun gik aldrig ind i hans teoretiske ideer. I 1929 blev Franciska Clausen medlem af den internationale gruppe Cercle et Carré, der havde som kunstnerisk program at udbrede og forsvare den abstrakte kunst. Til gruppen hørte blandt andet Mondrian samt Georges Vantongerloo, Jean Arp og Sophie Taeuber-Arp.
Cercle et Carré opløstes i 1930, og Franciska Clausen vendte året efter tilbage til Danmark på grund af økonomiske problemer. Her boede hun, efter et kort ophold i København, i barndomshjemmet frem til de sidste år af sit liv. Hun giftede sig desuden aldrig og fik heller ingen børn. I Danmark forsøgte Franciska Clausen forgæves at slå igennem som kunstner, men måtte leve af at male portrætter. Hun havde en separatudstilling i København, kort efter hun var kommet hjem fra Paris, hvor hun viste værker fra de seneste ti år, men folk i Danmark havde tilsyneladende ingen interesse for hendes abstrakte malerier. I næsten 20 år deltog hun ikke på andre udstillinger end to med surrealistisk kunst i 1935 og 1937. Først omkring 1950’erne begyndte der at opstå en interesse for Franciska Clausens abstrakte billedsprog og for hendes rolle i moderne international kunst. Hun modtog Thorvaldsen Medaljen i 1977, og i 1990 indviede Kunstmuseet Trapholt i Kolding en separat afdeling med værker fra Fonden Franciska Clausens Samlinger.


ISLANDSKE KUNSTNERBIOGRAFIER:

Kristín Jónsdóttir (1888-1959)
Kristín Jónsdóttir var den første islandske kvinde, som blev professionel billedkunstner, selvom adskillige døtre fra landets voksende borgerskab havde studeret tegning og maling før hende som en del af en god opdragelse. Kristín Jónsdóttir var datter af en landmand i Eyjafjördur i Nordisland, og efter et ophold i Reykjavík fra 1907 til 1908, hvor hun gik i skole og formentlig fik noget undervisning i tegning, besluttede hun at studere kunst. I 1909 tog hun til København for at studere på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder som en forberedelse til Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor hun gik fra 1911 til 1916. Hun tog sin afsluttende eksamen som den første islandske kvinde, men kun et år senere fik Júlíana Sveinsdóttir sit diplom fra det samme akademi.
Mens Kristín Jónsdóttir stadig var studerende, udstillede hun sine værker i Island og deltog i Forårsudstillingen på Charlottenborg i København. Hendes første soloudstillinger efter studiet var i Nyja Konstgalleriet i Stockholm i efteråret 1916 og i Christian Larsens Kunsthandel i København i 1917. Hendes værker fik positiv kritik, især hendes islandske landskabsmalerier. Landskaber var Kristín Jónsdóttirs favoritmotiv i begyndelsen af hendes karriere, ligesom det var tilfældet for andre islandske malere på samme tid. Kristín Jónsdóttir malede også motiver fra hverdagen, særligt arbejdende kvinder, og på dette felt var hun en pioner i Island, da hun i 1914 malede hårdt arbejdende kvinder, der bearbejder saltfisk.
Efter akademitiden boede Kristín Jónsdóttir i København og deltog på den danske kunstscene, men hun tog almindeligvis til Island om sommeren for at male. Under disse sommerophold på Island tog hun ofte på maleekspeditioner op i de islandske bjerge. Hun rejste også til Sverige i 1916, hvor hun malede landskabet i Dalarna. I 1921 og 1922 tog hun endvidere til Italien, hvor nye motiver og klare farver inspirerede hende for en tid.
Kristín Jónsdóttir flyttede til Reykjavík i 1924, da hendes mand Valtýr Stefánsson, som hun var blevet gift med i 1918, blev redaktør for en af Islands førende aviser. Efter at hun var blevet mor til to døtre, født i 1923 og 1925, og frue for en stor husholdning i Reykjavík, skildrede Kristín Jónsdóttirs værker i højere grad hendes nære omgivelser og stillebener. Ligesom mange af de islandske malere fra hendes generation understregede Kristín Jónsdóttir i sine tidlige værker en form for strenghed i komposition, farvevalg og motiv under indflydelse fra Cézanne via Jón Stefánsson. Langsomt men sikkert bevægede Kristín Jónsdóttir sig dog væk fra sine tidlige inspirationskilder og skabte en personlig stil, som var kendetegnet af hurtige og bevidste penselstrøg og en gradvist lysere palet. Kulminationen på hendes personlige udtryksform findes i hendes stillebener, som hun malede efter 1930, hvor hendes følsomhed over for komposition, form og farve kom til deres ret.

Júlíana Sveinsdóttir (1889-1966)
Júlíana Sveinsdóttir tilhørte generationen af islandske billedkunstnere, som kom frem i 1920’erne, og hun var en af de første islandske kvinder, der skabte sig en professionel karriere inden for kunst. I modsætning til Kristín Jónsdóttir blev hun aldrig gift og fik ingen børn, og hun boede det meste af sit liv i Danmark. Her deltog hun aktivt i det kunstneriske liv; deltog i udstillinger, var aktivt medlem af kunstnergrupper og udstillingskomiteer, foruden at hun var medlem af Akademirådet.
Júlíana Sveinsdóttir var datter af en tømrer og født på Vestmannaøerne ud for Islands sydkyst. Hun flyttede til Reykjavík i 1905, hvor hun gik i skole og modtog undervisning af maleren Þórarinn B. Þorláksson. I 1909 tog hun til København for at studere kunst og gik til undervisning på private kunstskoler, indtil hun blev optaget på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1912. Júlíana tog sin afsluttende eksamen i 1917, og et år senere debuterede hun på den omtumlede Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie i København. Her tiltrak hendes arbejde ikke kritikernes opmærksomhed, men de islandske landskaber, som hun malede på sine hyppige sommerbesøg på Island, vakte siden hen kritikernes interesse og fik positive anmeldelser.
Júlíana Sveinsdóttirs tidlige malerier var præget af en romantisk naturalisme, og i hendes værker fra tyverne kan påvirkningen fra hendes landsmand Jón Stefánsson ses, idet de karakteriseres af Cézannes ideer omkring komposition og farvebrug. Fra 1940’erne og frem begynder en mere subjektiv fortolkning at gøre sig gældende, baseret på solide former og et ekspressivt farvevalg. Malerierne udtrykker en stærk lyrisk følelse, og takket være disse værker opnår Júlíana Sveinsdóttir en højst særegen position som islandsk landskabsmaler. Selvom Islands natur var Júlíana Sveinsdóttirs hovedmotiv, og særligt naturen på Vestmannaøerne, malede hun også andre landskaber, især omgivelserne omkring hendes sommerhus i Horneby i Danmark. Hun malede desuden mange stillebener, hvor form og farver blev hendes hovedmotiv. Júlíana Sveinsdóttir udviklede tidligt et talent for portrætmalerier og hun blev en dygtig portrætmaler. Gennem sin karriere malede hun endvidere mere end en halv snes selvportrætter, som viser hendes kunstneriske og personlige udvikling.
Som mange danske kunstnere i 1930’erne var Júlíana Sveinsdóttir meget interesseret i Italien og italiensk kunst, og i 1926 tog hun på sin første tur til Italien. Her fik hun lyst til at genindskrive sig på Kunstakademiet i 1927 for at studere mosaikker og freskoer, samtidig med at hun studerede tekstilkunst hos Astrid Holm. For at tjene til livets ophold begyndte Júlíana Sveinsdóttir at producere tekstiler af islandsk uld omkring 1920, og senere opnåede hendes banebrydende arbejde med abstrakte kunsttekstiler international anerkendelse.


FINSKE KUNSTNERBIOGRAFIER:

Helene Schjerfbeck (1862-1946)
Helene Schjerfbeck afbildede frem for alt mennesker, og med tiden begyndte hun udelukkende at fokusere på ansigterne, idet hun mente, at ansigtet viste alt, hvad der var nødvendigt. Allerede tidligt i sin kunstneriske karriere blev hun særligt interesseret i at male børn, hvilket ud over kvinder og arbejderklassen hørte til blandt de temaer, som især den franske realisme og impressionisme var optaget af. Helene Schjerfbeck kom i berøring med disse kunstneriske retninger under sine gentagende rejser til Frankrig i 1880’erne. Efter at have studeret på den Finske Kunstforenings tegneskole fra 1873 til 1877 samt ved Adolf von Beckers private akademi i Helsingfors i 1878, modtog hun et rejselegat, der gav hende mulighed for at tage på en studierejse til Paris. I 1881 fik hun desuden et yderligere rejselegat, som hun brugte på at rejse til Bretagne.
I 1883, 1884 og 1888 udstillede Helene Schjerfbeck på Salonen i Paris, og i 1889 deltog hun endvidere på Verdensudstillingen, ligeledes i Paris, hvor hun vandt en bronzemedalje. I Finland var responsen på hendes impressionistiske stil imidlertid negativ. Her underviste hun fra 1892 til 1899 ved den Finske Kunstforenings tegneskole, men tog stadig på studierejser til udlandet. Fra 1990’erne var Helene Schjerfbeck dog meget plaget af sygdom, særligt på grund af en hofteskade, som hun pådrog sig som barn, og som gjorde hende halt resten af livet.
I 1902 trak Helene Schjerfbeck sig tilbage fra sin post som lærer og flyttede til Hyvinge med sin moder, som hun som ugift kvinde boede sammen med indtil dennes død i 1923. I Hyvinge begyndte hun gradvist at udvikle en ny, modernistisk malestil, som var kendetegnet ved store og rene farveflader. Hun eksperimenterede undertiden med et kunstnerisk udtryk hentet fra den japanske kunst, og særligt den sorte farve kom til at præge hendes værker i starten af det nye århundrede. I 1910’erne tilføjede hun dog flere lyse farver til sin palet, og det skulle blive i 1913, efter en periode hvor hun næsten var gået i glemslen, at hun fik en ny begyndelse som kunstner i form af opmuntrende anmeldelser og mødet med journalisten og kunsthandleren Gösta Stenman. Han købte adskillige af hendes værker og arrangerede hendes første separatudstilling i 1917 i Helsinki, ligesom han kom til at stå bag hendes succes i Sverige i slutningen af 1930’erne, hvor han sørgede for, at hun havde en separatudstilling næsten hvert år.
Allerede fra 1914 begyndte Helene Schjerfbeck at udstille flere steder i Norden, og hun deltog ligeledes i en udstilling om finsk kunst i Skt. Petersborg i 1917. I 1938 startede Stenman med at udbetale Helene Schjerfbeck en fast månedlig løn og betalte desuden i 1944 udgifterne til, at hun kunne flytte til Stockholm, væk fra krigen. I løbet af sin karriere malede Helene Schjerfbeck især mange selvportrætter, hvoraf de første stammer fra 1880 og de sidste fra slutningen af hendes liv i 1940erne.

Ellen Thesleff (1869-1954)
Ellen Thesleffs første billedkunstlærer var hendes far, Alexander August Thesleff, som opmuntrede hende til at vælge en kunstnerisk løbebane. Fra 1885 til 1886 tog hun undervisning hos den finske kunstner Adolf von Becker i Helsinki, hvorefter hun gik på den Finske Kunstforenings syskole. Hun forlod dog allerede skolen igen i 1889, fordi hun var utilfreds med undervisningen, og hun malede derfor fra 1890 til 1891 i kunstneren Gunnar Berndtsons maleatelier. I 1891 deltog Ellen Thesleff desuden i Finske kunstneres første udstilling, og hun rejste i efteråret sammen med en række andre kvindelige kunstnere fra Finland til Paris for at male i Colarossis atelier. Hun vendte tilbage hertil allerede i 1893 og tog i januar året efter via Nice og Monaco videre til Firenze, hvor hun blandt andet mødtes med Helene Schjerfbeck. I løbet af foråret besøgte hun endvidere Rom og Milano, inden hun om sommeren rejste tilbage til Finland.
Italien med Firenze, Rom og Toscanas blå-violette landskab blev den største inspirationskilde for Ellen Thesleffs kunst. Hun tog tilbage hertil flere gange i sit liv, sidste gang i 1939. Derudover rejste hun også til Skt. Petersborg og Warszawa efter at have modtaget senatets kunstnerstipendium i 1895, og hun besøgte gennem årene flere andre af de større byer i Europa, ofte sammen med sin familie. I 1890’erne blev hun især inspireret af den europæiske nyromantik og af tidens symbolistiske kunst, og hun skabte således værker, der kun flygtigt var forankrede i realismen, og som viste hen til en immateriel verden.
I 1900 deltog Ellen Thesleff på verdensudstillingen i Paris med fem værker, som hun fik en bronzemedalje for. Tilbage i Firenze i 1907 mødte hun den engelske teaterfornyer Gordon Craig, der opmuntrede hende til at udføre nogle træsnit til de første numre af teatertidsskriftet The Mask, som han redigerede. I efteråret 1908 var hun med på den finske udstilling på Salonen i Paris og havde sin første soloudstilling i Helsinki, som blev mødt med stor entusiasme. Samme år købte Kunstforeningen i Helsinki, hvor Ellen Thesleff også udstillede flere gange, et af hendes malerier til sine samlinger. Craig forsøgte i 1909 forgæves at få hende med på en udstilling i New York, men hun endte i stedet med at deltage i Kunstnernes efterårsudstilling hjemme i Finland.
Frem til de sidste år af sit liv havde hun løbende såvel gruppe- som soloudstillinger i Finland og andre steder i Norden. Derudover udstillede hun i 1917 sammen med andre finske kunstnere i Dobytshinas kunstgalleri i Skt. Petersborg og deltog på udstillinger med sine grafikværker i Firenze i 1927, Amsterdam og Antwerpen i 1931 og 1932 samt London i 1938. Ellen Thesleff solgte og donerede desuden træsnit til Victoria & Albert Museum i London, til Cleveland Museum i USA samt til Metropolitan Museum i New York i årene 1925 til 1926. Det lykkedes hende omkring midten af 1930’erne at komme med på en udstilling i sidstnævnte by, ligesom hun i denne periode også deltog i udstillinger i blandt andet Prag, Bratislava, Milano, Rom, Budapest og Wien. Ellen Thesleffs kunst, og især hendes sene værker, blev godt modtaget, og da hun var med på Finlands Kunstakademis første treårsudstilling i 1950, blev hun anset for at være udstillingens mest moderne kunstner. Hun forblev ugift og fik ingen børn.

Greta Hällfors-Sipilä (1899-1974)
Greta Hällfors-Sipilä hørte til blandt de unge, finske kunstnere, der var mest engagerede i de nye kunstneriske retninger, som i starten af det 20. århundrede skyllede ind over den finske kunstscene: neo-impressionisme, ekspressionisme, funktionalisme samt forskellige variationer af kubisme. Hun studerede på den Finske Kunstforenings tegneskole i Helsinki fra 1915 til 1917 på et tidspunkt, hvor det blandt andet på grund af 1. Verdenskrig ikke var muligt at studere i udlandet. Der var imidlertid en masse internationale kunstudstillinger i Helsinki i denne periode, herunder med ekspressionisme og kubisme repræsenteret ved kunstnergruppen Der Blaue Reiter, de to svenske Matisse-elever Isaac Grünewald og Sigrid Hjertén, Wassily Kandinsky samt russisk avantgarde.
Greta Hällfors-Sipilä blev begejstret for modernismens frigørelse af formerne og for dens klare farver. Hun begyndte således at eksperimentere med den kunstneriske udtryksmåde i sine værker samt at skildre centrale temaer for storbylivet i tråd med tidsånden. Påvirkningen fra den russiske avantgarde sås tydeligt i hendes forsøg på at skabe en abstraktion af formen og forenkle motivet til de væsentligste linjer. Der findes ligeledes referencer til Chagall og Matisse i hendes malerier, ligesom motivkredsen ofte knytter sig til musikken i form af dansende eller spillende mennesker. Greta Hällfors-Sipilä havde en passion for musikken. Hun var en dygtig pianist og studerede fra 1910erne til 1930erne på musikinstituttet i Helsinki.
Greta Hällfors-Sipilä delte interessen for musikken og for modernismen med sin ven Sulho Sipilä, som hun havde studeret med på den Finske Kunstforenings tegneskole, og som hun blev gift med i 1924. De kom til at gå under henholdsvis navnene Tiva og Halle og boede i centrum af Helsinki tæt ved Johannes Kirken, som skulle blive et gentagende motiv i begge deres billeder. Greta Hällfors-Sipilä udstillede første gang i 1917 og havde derefter løbende udstillinger i Finland frem til 1946. Dette år blev hun på grund af mental uligevægt indlagt på et hospital, hvor hun tilbragte de sidste 28 år af sit liv. Allerede mens hun levede sammen med Sulho Sipilä, havde hun været meget alene, idet parret ikke fik nogen børn, og han fra 1918 ofte var bortrejst på grund af sin stilling som soldat ved det finske militær. Fra 1931 til 1935 deltog Greta Hällfors-Sipilä desuden på en række udstillinger i udlandet. Alligevel modtog hun som kunstner generelt mindre opmærksomhed end sin mand. Det nærmeste hun kom en separatudstilling var en særskilt udstilling sammen med ham i 1929. Hun blev af kunstkritikere mere betegnet som Sulho Sipiläs ”påhæng” end som en selvstændig kunstner, og hendes arbejde fik med tiden kun mindre omtale.


NORSKE KUNSTNERBIOGRAFIER:

Borghild Røed Lærum (1877-1959)
Borghild Røed Lærum var datter av skipper og reder Lars Olsen Røed og Anna Olsen. Hun tok kunstnerisk utdanning på Harriet Backers malerskole i Kristiania vinteren 1900-1901. Senere reiste hun til Paris hvor hun var elev hos Fernand Léger og Marie Wasilieva i årene 1912-14 og hos André Lhote vinteren 1920-21.
Karakteristisk for hennes tidlige maleri er en lyrisk karakter; hun malte gjerne landskapsmotiver med romantiske kveld- og nattestemninger. Sjøboden og Bestemors bryggerhus fra 1901 er gode eksempler på dette. Hun var her inspirert av Harriet Backer, en påvirkning som kom til å prege hennes kunstnerskap. På malerskolen til Backer traff hun også sin fremtidige mann Arne Lærum som hun giftet seg med i 1906. De hadde mange felles interesser, og gjennom ham fikk hun også interesse for Zahrtmannskolens idealer. Hun fikk god kontakt med flere av de norske Zahrtmann-elevene.
I årene frem til 1912, det året hun reiste til Paris for å studere videre hos toneangivende kunstnere, hadde maleriene hennes en romantisk grunnholdning, ofte beslektet med bl.a. Nikolai Astrup. I Paris skjedde det en radikal forandring. Studietiden her fikk stor betydning for hennes videre kunstneriske utvikling. Hun beveget seg bort fra dominerende tendenser innenfor maleriet her hjemme mot et mer internasjonalt orientert formspråk inspirert av kubismen.
Utover 1920-årene malte Borghild Røed Lærum i et finstemt og nyansert billeduttrykk i overensstemmelse med dette tiårets klassisistiske idealer. Fargene dempes i retning av jordfargene som grått, grågrønt og gråbrunt. Hun malte også religiøse komposisjoner, bl.a. altertavlen Kristus i Getsemane til Hvitsten kapell i 1902. For Gran kommune hadde hun to oppdrag; Nattverd i 1933 og Veien til Emmaus i 1934.
Hun hadde en aktiv utstillingsvirksomhet. I 1911 var hun med på De Unges Utstilling i Christiania Kunstforening. I 1920 stilte hun ut i Paris i Salon des Indépendants i Grand Palais. I 1928 viste hun arbeider i London på utstillingen Exhibition of Norwegian Art i The Royal Society of British Artists’ Galleries. I 1932 deltok hun på Bildende kunstnerinners utstilling i Blomqvist i Oslo, en gruppeutstilling sammen med M. Haavardsholm, R. Kaarbø og C. Wankel. Den ble også vist i Stavanger og Bergen Kunstforening. Hun deltok på Høstutstillingen i Oslo i alt 10 ganger i årene 1901-37. Hun hadde en retrospektiv utstilling i Nasjonalgalleriet i 1940 og en portrettutstilling i Kunstnernes Hus i Oslo i 1940.

Charlotte Wankel (1888-1969)
Charlotte Wankel var datter av godseier Reinhold Wankel og Sigrid Ring. Hun vokste opp i en velstående familie. I morens familie var det kunstneriske evner, men faren var sterkt imot at hans datter skulle utdanne seg som maler. Mens hun bodde på Kambo, fikk hun undervisning i tegning av Jacob Sømme. Etter at faren døde i 1907, flyttet familien til Kristiania og hun ble elev hos Harriet Backer og Henrik Sørensen. Etter å ha besøkt familien Stein i Paris, kom hun i kontakt med Matisse og var elev hos han en kort tid våren 1910. Hun debuterte på Høstutstillingen i 1914, og avisomtalene tyder på at hun på dette tidspunktet fortsatt malte nokså naturalistisk.
I begynnelsen av 1920-årene reiste hun tilbake til Paris og var elev hos Pedro Araujo. Fra 1925 til ca.1927 studerte hun hos Amedée Ozenfant og Fernand Léger på Académie Moderne. Tiden i Paris i 1920-årene fikk stor betydning for hennes videre utvikling som kunstner. Inspirert av nye strømninger ble hun selv dristig og malte nonfigurative bilder. Formatene var gjerne beskjedne og koloritten dominert av blågrå, brunt, gul, oker og gammelrosa. Hun var en fin kolorist. I dag ser vi at hun var forut for sin tid, noe som for øvrig gjelder for de norske kunstnerne som deltar på denne utstillingen. Etter at Wankel flyttet hjem til Norge, malte hun av og til figurativt, bl.a. portrettbildet Henrik Sørensen fra begynnelsen av 1930-årene.
Det var Charlotte Wankel som tok initiativet til utstillingen Åtte skandinaviske kubister i Kunstnerforbundet i 1927. Den fikk dessverre en hard medfart i pressen, tiden var ikke moden for det avantgardistiske maleriet i Norge. Hennes separatutstilling i Kunstnerforbundet i 1930 og i Blomqvist i 1934 fikk også negativ kritikk.
I Paris stilte hun ut i L’art d’aujord’hui i 1925, Hun var med på Sommerutstillingen i Kunstnernes Hus i Oslo i 1933 og Fire malerinner i Trondhjems Kunstforening i 1924. I likhet med flere norske kvinnelige kolleger deltok hun på Verdensutstillingen i Paris i 1937. En viktig utstilling var hennes retrospektive utstilling i Nasjonalgalleriet i Oslo i 1940. Samme år deltok hun på en portrettutstilling i Kunstnernes Hus i Oslo. I 1942 deltok hun på Kunst og ukunst i Nasjonalgalleriet, i 1948 på Nordiske Konstnärinnor i Stockholm. Hun ble antatt seks ganger på Høstutstillingen i Oslo i årene 1914-38.
Charlotte Wankel var skuffet over kritikk og motgang i Norge. De siste årene av sitt liv deltok hun ikke i kunstlivet, og hun sluttet å stille ut.

Ragnhild Keyser (1889-1934)
Ragnhild Keyser var datter av protokollsekretær i Høyesterett Ove Ludvig Keyser og Karen Helga Ingebretsen. I likhet med mange andre unge kunstnere startet hun sin kunstutdanning på Harriet Backers private malerskole i Kristiania i årene 1916-19. Etterpå reiste hun til kunstmetropolen Paris der hun var først elev av Pedro Araujo i 1922-23 og siden ved Académie Moderne hos Fernand Léger i 1924-26. Utdanningen ble avsluttet på Kunstakademiet i Oslo vinteren 1935-36 hvor hun hadde Georg Jacobsen som lærer.
Keyser var bosatt i Paris i lange perioder fra 1919 til 1927. I begynnelsen av 1920-årene utførte hun en rekke halvkubistiske malerier der landskaper, hus og trær abstraheres og fremstår som i en arkitektonisk helhet. Fra midten av1920-årene malte hun bilder i et konstruktivistisk abstrakt formspråk der motivet kunne være en stol, urne eller bokstabel - av og til også en menneskefigur eller torso. Samtidig arbeidet hun med helt nonfigurative billedkomposisjoner, gjerne i en begrenset koloritt bestående av fargetoner innenfor hvitt, grått, svart og brunt. Hun var her helt på høyde med det nyeste innenfor det nonfigurative maleriet i Paris.
I midten av 1920-årene deltok hun på flere utstillinger i Paris, og tre av hennes fineste arbeider (nå i Yale University Gallery) ble innkjøpt av den amerikanske kunsthandleren Katherine Dreier. Etter at hun for godt slo seg ned i Norge, oppgav hun det abstrakte maleriet og tilpasset seg en mer naturalistisk uttrykksform i takt med det dominerende kunstsynet i Norge. Tiden var ikke moden for det nonfigurative maleriet her hjemme; først i andre halvdel av 1950-årene ble det akseptert. Utstillingen hennes i Blomqvist Kunsthandel i Oslo i 1932 besto hovedsakelig av landskaper. På sett og vis tydeliggjorde utstillingen at det ikke var helt uproblematisk for henne å gå tilbake til landskapsmaleriet etter å ha malt nonfigurativt i mange år. Hun malte ofte sammen med venninnen Ragnhild Kaarbø.
I 1920-årene var hun med på flere sentrale utstillinger i Paris; i 1923, 26 og 27 på Salon des Indépendants, i 1925 L’Art d’Aujourd’hui og i 1926 Galerie D’Art Contemporain. En viktig utstilling i Norge i dette tiåret var Åtte skandinaviske kubister vist i Kunstnerforbudet i Oslo i 1927. Franciska Clausen, Ragnhild Kaarbø og Charlotte Wankel deltok også. Dessverre var norsk presse og publikum ikke like åpen for nye strømninger i kunsten som de var i Paris. Utstillingen fikk en hard medfart i pressen. Muligens var dette en av årsakene til at Keyser etter hvert foretrakk en mer tradisjonell uttrykksform. Dette forhindret henne ikke i å satse internasjonalt. I 1937 deltok hun på Verdensutstillingen i Paris og i 1939 på International Women’s Art Exhibition i London. På Høstutstillingen i Kunstnernes Hus i Oslo stilte hun ut 12 ganger i årene 1924-40.

Ragnhild Kaarbø (1889-1949)
Ragnhild Kaarbø vokste opp i et borgerlig hjem med trygg økonomi. Hennes foreldre Rikard og Anna Elisabeth fikk 13 barn, men to døde allerede da de var små. Hennes far var en foregangsmann på mange områder. Ved siden av gårdsdriften slo han seg opp på fisk. Han drev sildekjøp og salting på egen brygge ved Harstad-sjyen, og det rike sildefisket i 1870-årene ga store inntekter. Etter middelskoleeksamen i 1905-06 gikk Kaarbø på internatskole i Celle i Tyskland der hun fikk undervisning i tysk og estetiske fag, muligens også kunsthistorie. Hun visste tidlig at hun ville bli kunstner. Helt fra hun var ganske liten hadde hun tegnet mye, og impulsene fra skoleåret i Tyskland må ha bidratt til valg av yrke. Hun tok kunstutdanning på Statens håndverks- og kunstindustriskole og hos Harriet Backer i årene 1907-10. Etterpå reiste hun til Paris der hun fikk undervisning hos Kees van Dongen, 1912-14. Like før krigen i 1914 brøt hun opp og reiste hjem til Norge. Her malte hun på egen hånd, delvis i Nordland og delvis i Kristiania. Senere reiste hun til England hvor hun bodde hos en tante i ett år. I England møtte hun en mann som hun forlovet seg med. De var ”hemmelig forlovet” i mange år. Det sies at han var en italiensk musikkprofessor eller kunsthistoriker som underviste ved Universitetet i Edinburgh. Det ble ikke noe giftemål mellom de to. På vei til England for å gifte seg, ombestemte hun seg og brøt forholdet. Valget mellom en rolle som husmor og en selvstendig karriere som kunstner kan ha vært en av årsakene til hennes valg. Et annet moment kan ha vært at han var katolikk mens hun var protestant.
Hun hadde sin første utstilling i Kunstnerforbundet i Oslo i 1918. Her stilte hun ut kvinneportretter, stilleben og landskaper. Utstillingen fikk positiv mottakelse i flere aviser. Samme år reiste hun igjen til Paris hvor hun nå ble elev hos André Lhote og Pedro Araujo. Midt på 1920-tallet, fra 1924-26, studerte hun hos Fernand Léger på Académie Moderne. Dette ga inspirasjon til å bevege seg mot det abstrakte maleriet. Fra midten av 1920-årene malte hun konstruktivistisk inspirert av blant annet sin lærer Léger. Hun malte stilleben eller helt nonfigurativt. Hun var i sitt billeduttrykk beslektet med nordiske kolleger, bl.a. Ragnhild Keyser, Charlotte Wankel og Franciska Clausen.
Etter at hun flyttet tilbake til Norge på slutten av 1920-tallet, bodde hun i Oslo. Somrene tilbrakte hun i Nord-Norge. Utover 1930-årene ble fargene sterkere og kontrastene større sammenlignet med den beherskede koloritten som hun dyrket i Paris. Motivene ble etter hvert figurative. Vinteren 1935-36 sluttet hun seg til kretsen rundt Georg Jacobsen ved Kunstakademiet i Oslo. Hans innflytelse på norske kunstnere var stor.
Ragnhild Kaarbøs senere kunst bygger på direkte naturobservasjon og bare unntaksvis arbeidet hun i en mer abstrakt retning. Hun foretok flere studiereiser til utlandet; til Roma, Firenze, Siena og Tunis. Hun deltok på flere viktige utstillinger i Norge. Hun hadde to separatutstillinger i Kunstnerforbundet i Oslo, i 1918 og 1940. I Bergens Kunstforening hadde hun separatutstilling i 1945. Hun var med på utstillingen Åtte skandinaviske kubister i Kunstnerforbundet i 1927 og en gruppeutstilling sammen med Magnhild Haavardsholm, Borghild Røed Lærum og Charlotte Wankel i Trondhjems Kunstforening og Blomqvist Kunsthandel i Oslo i 1934. Hun deltok på Høstutstillingen i Oslo 16 ganger i årene 1923-48. I Paris var hun med på kollektivutstilling i Salon d’Automne i 1920-21, L’Art d’aijourd’hui i 1925, Galerie d’Art Contemporain i 1926 og Académie Moderne Galerie Aubier i 1927.
Hun stilte ut på Verdensutstillingen i Paris i 1937, International Women’s Exhibition i Riverside Museum i New York i 1939 og Nordiske Konstnärinnor i Stockholm i 1948.


SVENSKE KUNSTNERBIOGRAFIER:

Hilma af Klint (1862–1944)
Hilma af Klint börjar delta i spiritistiska seanser vid 17 års ålder. Omkring 1880 studerar hon på Tekniska skolan i Stockholm och hon skolas även i porträttmåleri. 1882 – 1887 studerar Hilma af Klint vid Konstakademien. Därefter arbetar hon som porträtt- och landskapsmålare i sin ateljé på Hamngatan 5 i Stockholm.
En liten krets av ockult intresserade kvinnor träffas regelbundet och för bok över budskapen de får. Hilma af Klint blir förutspådd av ett andligt väsen att hon skall utföra mediumistiska målningar och 1906 gör hon den första serien som innehåller 26 målningar. Hon fortsätter årligen med serier som innehåller ett stort antal målningar, men målar inte mellan åren 1908 – 1912. 1908 flyttar Hilma af Klint tillsammans med modern till Brahegatan i Stockholm och samma år träffar hon för första gången den österrikiske naturvetaren, filosofen och Goethe-forskaren Rudolf Steiner, teosofen som grundar Antroposofiska sällskapet. 1917 invigs hennes ateljé på Munsö och 1918 flyttar hon tillsammans med modern, som avlider två år senare, ut till ön. Efter moderns död flyttar Hilma till Helsingborg tillsammans med moderns sjuksköterska Thomasine Andersson, som också hon är intresserad av antroposofi. Under åren 1920 – 1930 vistas Hilma af Klint med sin trogna livskamrat Thomasine Andersson årligen i Dornach i Österrike. Hilma möter där åter Rudolf Steiner och tar del av hans konstsyn. 1935 flyttar Hilma af Klint till Lund och 1940 avlider Thomasine Andersson. 1944 flyttar Hilma af Klint åter till Stockholmstrakten och bor hos sin kusin i Djursholm. Hilma af Klint avlider nästan 82 år gammal.
Hilma av Klint börjar alltså efter tjugo års verksamhet som konstnär arbeta med ett abstrakt formspråk. Impulserna hämtar hon från samtidens ockulta källor och hon arbetar med ett symbolspråk. Det andliga är den viktiga utgångspunkten för Hilma af Klints skapande liksom för samtidens Vassily Kandinsky och Piet Mondrian.
Hilma af Klint skapar över 1000 verk, men visar aldrig sina abstrakta målningar offentligt eftersom hon inte tror att samtiden är mogen att förstå hennes verk. I sitt testamente skriver hon att hennes livsverk inte får visas förrän tjugo år efter hennes död. Det tar ytterligare drygt tjugo år innan Hilma af Klints målningar kan ses på utställningar. Utställningen The Spiritual in Art, Abstract Painting 1890 -1985 som börjar att visas i Los Angeles 1986 kan sägas vara hennes genombrottsutställning. Hilma af Klints konst har sedan kontinuerligt ställts ut på många ledande museer och konsthallar. Hennes bilder har idag en given plats i konsthistorien.
Hilma af Klints konst förvaltas av Stiftelsen Hilma af Klints Verk.

Agnes Cleve (1876–1951)
Agnes Cleve studerar periodvis vid Valands målarskola i Göteborg under åren 1897 – 1912. Carl Wilhelmson undervisar och Agnes Cleve målar till en början likt sin lärare. Hon gifter sig med en advokat 1901 och får två barn 1902 och 1905. Tillsammans med maken reser hon både till Tyskland och Italien och besöker otaliga museer. Äktenskapet upphör 1912. Agnes Cleve träffar i början av tiotalet konstnären och den blivande äkte mannen John Jon-And.
1914 far de till Paris tillsammans och studerar för Henri le Fauconnier på Académie de la Palette. Då är Agnes 38 år och frånskild med två barn. Dottern skriver i ett brev till modern: ”blir verkligen ledsen om mamma ska sätta sig in i det kubistiska.” 1915 gifter sig Agnes Cleve om sig med den yngre kollegan John Jon-And (1889 – 1941) och lämnar Göteborg för Stockholm. Hon föder ytterligare ett barn. Agnes Cleve far tillsammans med maken till New York 1916.
Makarna Cleve –Jon-And lär känna konstnärsparet Gabrielle Münter och Wassily Kandinsky som båda vistas i Sverige. Gabrielle Münter bor i Skandinavien under fem år, framförallt i Sverige och sommaren 1917 tillbringar hon i västsverige. Hon målar en dörrspegel hos Agnes Cleve och John Jon-And på deras gård i Hurdan i Bohuslän. Vänskapen med Kandinsky och Münter är av stor betydelse för konstnärsparet. 1917 ställer Agnes Cleve ut tillsammans med Jon-And på Gummessons i Stockholm och bosätter sig på sommarstället Hurdan. 1919 ställer konstnärsparet åter ut och den här gången på Den Frie Udstillingsbyggning i Köpenhamn. De reser på studieresor till Nordafrika, Spanien, Italien, Frankrike och England. 1927 blir Stockholm åter bostadsorten. 1929 ställer Agnes Cleve ut första gången separat på Gummesons konsthall. 1931 visar Agnes Cleve sin konst på Göteborgs konsthall med Jon-And och Gösta Chatham och ett år senare på Konstnärhuset i Stockholm. 1937 deltar Agnes Cleve i en utställning med kvinnliga konstnärer på Stedjeliks Museum i Amsterdam. Hon deltar i ytterligare utställningar och fortsätter att resa. Den första stora museiutställningen av Agnes Cleves verk visas 1988 på Norrköpings konstmuseum.

Sigrid Hjertén (1885–1948)
Sigrid Hjertén utbildar sig i Stockholm och är färdig teckningslärare 1908. Hon arbetar med textil och ställer ut en flossamatta som uppmärksammas av Isaac Grünewald (1889-1946), blivande kollega och make. Isaac Grünewald uppmanar henne att bli målare och Sigrid Hjertén reser till Paris. Hon studerar på Académie Matisse 1909 – 1911 tillsammans med bl.a. Isaac. Under åren i Paris umgås Sigrid med såväl en skandinavisk som internationell krets av författare och konstnärer. Efter två år i Paris reser hon till Sverige bland annat för att besöka en läkare för smärtor i magen. Till Isaac skriver hon: ”Hur skall Du ta min nyhet, jag har just varit hos doktorn och min magkatarr var ett barn. Svimma inte, det gjorde inte jag.” Det blir giftermål i november 1911 och Sigrid Hjertén tillhör den stora mängd svenska kvinnor som väntar eller redan har barn vid bröllopet. Konstnärsparet är under en längre tid bosatt på Katarinavägen i Stockholm.
Från 1912 till 1920 är Sigrid Hjertén flitig utställare. Hon får som enda kvinna delta i gruppen De 8 och ställer exempelvis ut med Isaac i Oslo 1915 och deltar i Der Sturms utställning Schwedische Expressionisten i Berlin. 1916 är det dags för Valand i Göteborg och hon deltar i Den Fries samlingsutställning i Köpenhamn. Under åren 1917 och 1918 reser hon till Danmark, Gilleleje och Fanø. Båda åren är hon aktuell med deltagande i utställningar på Liljevalchs: Föreningen svenska konstnärinnor med bl.a. Gabrielle Münter och Vera Nilsson samt den stora expressionistutställningen med de tre Matisseeleverna, Sigrid Hjertén, Isaac Grünewald och Leander Engström. 1920 bosätter sig familjen i Frankrike även om Isaac mest vistas i Sverige. Sigrid Hjerténs mentala hälsa börjar svikta och hon återvänder till Sverige 1932. Hon blir sjukare och vistas mestadels på mentalsjukhus.1937 blir det skilsmässa och Isaac gifter om sig med en akademielev. 1948 avlider Sigrid Hjertén efter en misslyckad lobotomioperation.
Sigrid Hjertén och Isaac Grünewald får under främst 1910-talet möta hård och ibland skoningslös kritik för sitt måleri. Sigrid anses av många dessutom som lydig efterapare av mannen och maken och hennes teknik och färgsättning avvisas inte bara som feminin utan som ”dumt kokett” jämfört med Isaacs, som är ”intelligent kokett”. 1936 är året för Sigrid Hjerténs stora separatutställning, som också blir hennes verkliga genombrott och under de senaste decennierna har hennes måleri erövrat ytterligare mark från Isaac Grünewald och de övriga Matisseeleverna.

Vera Nilsson (1888-1979)
Vera Nilsson utbildar sig till teckningslärare i Stockholm åren 1906 – 1909, studerar därefter för Carl Wilhelmson på Valand i Göteborg och får efter viss övertalning tillåtelse av sina föräldrar att åka till Paris 1911. Henri Matisse har just slutat att undervisa på sin skola där bl.a. Sigrid Hjertén studerat. Vera Nilsson söker sig därför till Académie de la Palette där kubisten Henri Le Fauconnier bedriver undervisning. 1912 ser Vera Nilsson en betydelsefull utställning i Köln i vilken expressiviteten i van Goghs och El Grecos måleri fångar hennes intresse. Kubismen blir för Vera Nilsson en ”konstruktionssak” kombinerat med ett expressionistiskt uttryck.
Många nordiska konstnärer bor och verkar i Köpenhamn under eller i anslutning till första världskriget. Vera Nilsson har precis som Siri Derkert sin debutställning i Köpenhamn tillsammans med konstnärskollegan Mollie Faustman. Året är 1917.Den danske recensenten skriver att konstverken är originella och saknar alla efterhärmande kvaliteter som vanligen konst av damer äger. Vera Nilsson bryter mot gängse uppfattning om hur konst av kvinnor ska se ut. I Köpenhamn umgås hon med Astrid Holm som bedriver en målarskola.
1918 sverigedebuterar Vera Nilsson på utställningen Yngre svenska konstnärer på Liljevalchs i Stockholm och hon anses av en betydande kritiker som den enda konsekventa expressionisten i utställningen. Kritiken bemöter hennes konstnärliga verksamhet med respekt under åren, men hennes barnskildringar möter motstånd. 1919 reser Vera Nilsson till Spanien. 1922 föds dottern Catharina och blir från tidig ålder fram till konfirmationen ett vanligt motiv i moderns verk. 1920-1925 bor arbetar Vera Nilsson på Öland och i Paris och deltar i två stora samlingsutställningar i Göteborg och i Stockholm. 1927- 1928 vistas hon som Ester Lindahl-stipendiat i Italien tillsammans med dottern. 1928 bosätter sig Vera Nilsson på Söder i Stockholm. Det var hennes första egna fasta bostad. Siri Derkert och Vera Nilsson träffas under 1930-talet och blir vänner och hjälper varandra på olika sätt.
1933 vid 45 års ålder har Vera Nilsson sin första separatutställning på Konstnärshuset i Stockholm och 1934 visas utställningen även på Konsthallen i Göteborg. Vera Nilsson har under sin långa verksamma tid endast fyra separatutställningar. Hon fortsätter att resa bl.a. till flera länder i Afrika. Vera Nilsson utför också flera offentliga utsmyckningar och 1954 väljs hon in i Akademien för de Fria Konsterna som första kvinna under 1900-talet. 1979 arbetar hon med Fredskortet (KVINNOR STOPPA UTRUSTNINGARNA är texten på kortet, som säljs till förmån för Internationella Kvinnoförbundet för Fred och Frihet).

Siri Derkert (1888–1973)
Som 16-åring börjar Siri Derkert på Caleb Althins målarskola i Stockholm. Hon söker in på Konstakademien ett flertal gånger innan hon lyckas och studerar vid akademin åren 1911 – 1913. Vid 25 års ålder anländer hon till Paris i november 1913 och möter kubismen. Hon studerar, roar sig och reser (bl.a. till Alger) innan hon återvände till Sverige 1916. Våren 1914 möter hon den finske målaren Valle Rosenberg (1891-1919) även han väl insatt i det nya och de blir ett par. 1915 föder Siri Derkert sonen Carlo. Siri Derkert och Valle Rosenberg vistas tillsammans med sonen i Italien. Hon reser ensam hem till Sverige och sonen placeras så småningom i fosterhem. Siri Derkert försöker ställa ut sina verk utan framgång och försörjer sig genom att skapa, som en del av sin modernism, scenkostymer, modeteckningar till klädkollektioner och modeillustrationer åren 1918 – 1921. Debuterar gör hon i Köpenhamn 1919 på Den Frie Udstilling tillsammans med Ninie Bergsten och Anna Petrus och Politikens recensent är uppskattande. Hon ställer ut 30 målningar och utställningen går vidare till Lund i Sverige. Många av Siri Derkerts målningar från den tiden är försvunna eller förstörda.
Siri Derkert föder flickorna Liv 1918 och Sara 1920 i Köpenhamn och de placeras i fosterhem. Konstnären Bertil Lybeck är barnafadern som Siri formellt gifter sig - men inte lever med.
Under 1910-talet målar hon sina kubistiska verk och föder i hemlighet sina tre barn. Och 1921 ställer Siri Derkert ut kubistiska målningar på Liljevalchs konsthall tillsammans med Föreningen Svenska Konstnärinnor. Hennes kubism beskrivs som ”lindrig” och ”milt kubistisk” och hon uppskattas för sin färgbehandling men omdömen som ”koketta” och ”konstslöjd” förekommer också om hennes verk. Men hon undslipper den förgörande kritik som nästan undantagsvis alltid drabbar Sigrid Hjertén. I tidningarna försöker man analysera begreppet kvinnokonst och förklara varför kvinnor inte lyckas inom det konstnärliga fältet utifrån tidstypiska värderingar kring manligt och kvinnligt.
Siri Derkert återförenas med barnen under 1920-talet och levde med dem i Simpnäs, en stuga vid havet. Hon tecknar och målar barnen hon har omkring sig och den svenske konkretisten och kritikern Otto G. Carlsund skriverv om en utställning 1932 ”Siri Derkerts barn är ej, som andras barn, vackra barn, utan mer som Vera Nilssons barn, fula barn”. 1930 flyttar Siri Derkert till Lidingö.
Siri Derkert blir väl känd hos svenska folket när hon arbetar med sitt vinnande förslag till tunnelbaneutsmyckning vid Östermalm i Stockholm på 1960-talet. TV-aktuellt gör inslag från arbetet där Siri Derkert sandblästrar i betong på teman: kamp för fred, kamp för kvinnans frigörelse och kamp mot miljöförstöring. Hon är också den första kvinnan som fick representera Sverige på Biennalen i Venedig 1962.


Bidragydere:
Sanne Kofod Olsen, Leena Ahtola-Moorhouse, Signe Endresen, Dagný Heiðdal, Lisbeth Larsson, Hilde Mørch, Iréne Winell-Garvén.