Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

Niki de Saint Phalle - Patriarkens død

Værker fra kunstnerens gave til Sprengel Museum i Hannover.
Niki de Saint Phalle (1930-2002) er en af de mest kendte og alsidige kunstnere i vor tid. Hendes billedunivers har vitale, sensuelle og erotiske elementer, men derudover også politiske, voldelige og dystre træk. I 1952 bliver Niki de Saint Phalle (f. Neuilly-sur Seine) del af den amerikanske kunstnerkoloni i Paris. Hun begynder at male portrætter og fremstiller reliefbilleder og assemblager som er fyldt med forskellige materialer og fundne genstande, som fx sten, glas, legetøj m.v. I 1960 flytter hun sammen med den schweiziske maskinkunstner Jean Tinguely og samarbejdet gør parret verdenskendt som kunstens "Bonnie og Clyde".

Niki de Saint Phalle og Jean Tinguely
Niki de Saint Phalle og Jean Tinguely

I 1961 bliver Niki de Saint Phalle som eneste kvinde optaget i avantgarde kunstnergruppen Nouveau Réalistes. Gruppens medlemmer tæller bl.a. Arman, César, Christo, Yves Klein, Martial Raysse, Daniel Spoerri og Jean Tinguely. Alle i gruppen nærer stor modstand mod alt hvad der gør kunsten til noget eksklusivt og alle materialer og medier kan bruges.
Niki de Saint Phalle er den første kvinde i kunsthistorien der skyder på billeder og maler med geværet. Mellem 1961 og 1963 organiserer hun i alt 12 skydeaktioner. Hun skyder med et gevær på præparerede assemblager, såkaldte Tirs eller skydebilleder, hvorved farveposer sprøjter deres indhold ud over billedet. Billedernes offentlige 'blødninger' og Niki de Saint Phalles optræden i en hvid heldragt opfattes som en skandale og gør hende kendt som en moderne og militant amazone.

Billedtekst: Nana ( Petite Gwendolyn) 1965
Billedtekst: Nana ( Petite Gwendolyn) 1965

Da Niki de Saint Phalle omkring 1965 begynder at udstille livlige plastiske kvindefigurer med meget frodige kropsformer som hun kalder Nanas, er den offentlige reaktion ikke mindre heftig. Det provokerer at en kunstner med 'hellig fallos' i navnet (saint Phalle) fremstiller overdådige kropsformer der tydeligt henviser til præhistoriske modergudinder og kvindelige frugtbarhedssymboler og som virker helt åbenlyst seksuelle. 1966 realiserer Niki de Saint Phalle på Moderna Museet i Stockholm, en monumental liggende Nana med titlen HON (Hun). Skulpturen kan betrædes gennem underlivet og bliver betegnet i medierne som "verdens største luder".

Fra 1979-1997 realiserer Niki de Saint Phalle sit livs- og mesterværk: Tarothaven i Garavicchio i det sydlige Toscana. Denne eventyrlige have med farverige arkitekturskulpturer er inspireret af tarotkortspillets "store Arkana" med dets 22 centrale figurer.
Efter Jean Tinguelys død i 1991 udvikler Niki de Saint Phalle nye mobile billeder, Tableaux éclatés, som en hommage til hans bevægelige jernskulpturer.

Nana Noir 1965
Nana Noir 1965

I november 2000 forærer Niki de Saint Phalle Sprengel Museum i Hannover omkring 400 værker, som giver et enestående overblik over alle facetter af kunstnerens mangfoldige oeuvre. Som én at de første kunstinstitutioner har Kunsthallen Brandts Klædefabrik fået lov til at vise et udvalg af samlingen der vil give publikum mulighed for at få indsigt i de vigtige etaper af hendes livsværk.
I udstillingen Niki de Saint Phalle - Patriarkens død vises ca. 45 værker, heraf en stor del assemblager, skulpturer, hendes såkaldte skydebilleder samt heldragten og geværet. Udstillingen kan ses i Kunsthallen Brandts Klædefabrik, Odense fra 30. marts - 9. juni 2003