Privatlivspolitik
Kunstrejse Cote d'Azur med Matisse Chagall & Fondation Maeght samt Asger Jorn's Albissola » Læs mere om
rejsen her
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

 
Picasso – Fred og frihed
11. februar – 29. maj 2011
Tirsdag-fredag 11-22, lørdag.
Søn- og helligdage 11-18.
Mandag lukket
Louisiana Museum for Moderne Kunst
Gl. Strandvej 13
3050 Humlebæk
http://www.louisiana.dk/


Picasso med ugle, Le Fournas, Vallauris 1953

Picasso med ugle, Le Fournas, Vallauris 1953
Foto: © André Villers

Middelhavsmennesket, spanieren i eksil, Pablo Picasso (1881-1973), fastholdt livet igennem sit næsten utrolige kunstneriske overskud og sin tro på menneskets frihed på trods af en verden, hvis historiske begivenheder synes at modsige denne tro. Louisianas store forårsudstilling, føjer nye sider til indblikket i det 20. århundredes måske største kunstner og hans personlige drivkraft. Denne tematiske udstilling viser med omkring 50 oliemalerier og et større antal tegninger, litografiske tryk, keramiske arbejder og anden dokumentation, hvordan Picasso forholder sig til de historiske og politiske begivenheder i koldkrigsperioden efter 1945 og hans store engagement i fredsbevægelser verden over. Megen af hans kunst i hans sidste tre årtier skildrer menneskelige konflikter og krig, men udtrykker samtidig et dybtfølt ønske om fred, international forståelse og samhørighed.
Le Charnier. Paris, 1945

Pablo Picasso. Le Charnier. Paris, 1944-45; dateret 1945
Lighuset
Credit: Museum of Modern Art (MoMA); N.Y.
Mrs. Sam A. Lewisohn Bequest (by exchange) and Mrs. Marya Bernard Fund in memory of her husband Dr. Bernard Bernard and anonymous funds.
Foto: The Museum of Modern Art, New York/Scala, Firenze
Copyright © Succession Picasso / Billedkunst.dk 2010

Udstillingen vises i museets Vestfløj og indledes med en tidslinje, som sætter såvel værkerne som det dokumentariske materiale i en historisk sammenhæng, hvorefter udstillingens temaer udfolder sig i de følgende rum.

Lighuset, der er titlen på et af udstillingens fornemme lån fra Museum of Modern Art, New York, udforsker den menneskelige lidelse og død. På trods af faren vælger Picasso at blive boende i Paris under krigen, og hans internationale berømmelse sikrer, at den tyske besættelsesmagt ikke rigtigt tør røre ham. I den periode tager han fat på det, der udgør et af udstillingens temaer, opstillinger med mere ladede symboler som lys, kranie, kande, ugle og bog. Disse motiver kan ses som stærke meditationer over menneskets forgængelighed, der forener en følelse af håbløshed og melankoli med hans politiske modstandskamp og en anerkendelse af det enkle liv. En lang række dokumentariske effekter – avisforsider, tegninger og filmklip – indgår i denne sektion og vidner om Picassos engagement, aktiviteter og politiske observans bl.a. i relation til det franske kommunistparti, som han bliver medlem af i 1944.

Pablo Picasso. Les Femmes d'Alger (version H), Paris, 24.1.1955

Pablo Picasso. Les Femmes d'Alger (version H), Paris, 24.1.1955
Kvinderne fra Algier
Olie på lærred, 103,2 x 162,3 cm
Nahmad Collection, Switzerland
© Succession Picasso / Billedkunst.dk 2011
I forbindelse med den første fredskonference i Paris i 1949 udvælges Picassos due som motiv på den plakat, der annoncerer konferencen – og siden bliver duen ikon og ledemotiv for de kommende fredskonferencer og et benyttet symbol for fred verden over. Endnu et af udstillingens temaer.

Da den franske nationalistbevægelses krav i 1954 om politisk uafhængighed for Algeriet, som på det tidspunkt var en fransk koloni, fører til den otte år lange Frihedskrig, som afsluttes med Algiers uafhængighed i 1962, maler Picasso en række billeder med temaet Kvinderne fra Algier.

I 1958 udnævnes Charles de Gaulle til Frankrigs regeringschef og året efter til præsident. Picasso er ikke overbevist om, at der med den nye magthaver vil ske politiske eller samfundsmæssige fremskridt, og med serien Frokost i det grønne, endnu et af udstillingens temaer, hylder han Manets motiv som udtryk for en ny liberal ungdomskultur og seksuel frigørelse.

Mens den cubanske krise er på sit højeste i 1962, arbejder Picasso med temaet Sabinerindernes rov. Her låner han kompositionen og mylderet af figurer fra henholdsvis Nicolas Poussins “The Rape of the Sabine Women” (1637-38) og Jacques-Louis Davids “The Intervention of the Sabine Women” (1799) til at fremstille de til alle tider groteske og barbariske imperier: Napoleons, det nazistiske, det samtidige russiske og det amerikanske.

Det sidste store tema hen mod slutningen af Picassos liv er Mødre og musketerer. Han er optaget af kvinden i en hyldest til erotikken og moderskabet og dermed til fred, og han ser i musketer-motivet en evig frygt for det totalitære, racisme og krig.

Pablo Picasso. Mousquetaire à l'épée, 1972

Pablo Picasso. Mousquetaire à l'épée, 1972
Musketer med sværd
Olie på lærred, 162 x 130 cm
Ludwig Museum - Museum of Contemporary Art, Budapest
(Long-term loan from the Peter und Irene Ludwig, Aachen)
Copyright © Succession Picasso / Billedkunst.dk 2011
Idéen til at se nærmere på den politiske resonansbund for Picassos kunst, og det grundlæggende arbejde, der har ført til udvalget her, skyldes professor ved Norwich University College of the Arts, Lynda Morris, som i 2010 kuraterede den første udgave af udstillingen for Tate Liverpool. Senere blev udstillingen vist på Albertina i Wien. Louisianas udstilling er et samarbejde mellem Tate Liverpool og Louisiana.

Louisiana har et særligt forhold til Picasso. Museet har tre fornemme malerier i samlingen samt tegninger og grafiske tryk, og gennem sin 50-årige historie har museet afholdt intet mindre end fire Picassoudstillinger. Den første i 1968 gav et overblik over kunstnerens produktion; den næste i 1981 satte fokus på arvingernes værker, som siden kom til at udgøre den permanente samling i Musée Picasso i Paris; den tredje i 1988/89 viste den sene Picasso og den fjerde i 1996 havde temaet og titlen Picasso og Middelhavet.