Privatlivspolitik
Kunstrejse Asger Jorn's
Albissola
» Læs mere om
rejsen her
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

 
Robert Capa – Historiens Ansigter

15. september - 30. december 2006

Alle dage 10-16

Arbejdermuseet
Rømersgade 22
1362 København K
http://www.arbejdermuseet.dk



Robert Capa, Photo credits: Robert Capa. Copyright © 2001 by Cornell Capa / Magnum Photos
Robert Capa
Photo credits: Robert Capa. Copyright © 2001 by Cornell Capa / Magnum Photos



"Hvis dine billeder ikke er gode nok, så er du ikke tæt nok på" - Robert Capa (1913-1954).

Allerede i 1938 blev den ungarsk-amerikanske fotograf Robert Capa omtalt som verdens bedste krigs-fotograf. Hans fotografier fra den spanske borgerkrig lagde grunden til hans berømmelse. Særligt det berømte og omdiskuterede fotografi af ”En ung loyalists død” vakte opmærksomhed. Her har Capa fanget selve dødsøjeblikket. Selvom fotografiets ægthed har været diskuteret, er det blevet et symbol for krigens heroisme og tragik - langt ud over sin tid.

Capa (oprindeligt Endre Friedman) var ungarer, men fik senere amerikansk statsborgerskab. På grund af den politiske udvikling i Ungarn blev hjemlandet usikkert for den unge venstre-orienterede jøde, og i 1931 rejste han til Berlin. Her læste han statskundskab og arbejdede sideløbende ved billedbureauet Dephot, som i 1932 sendte ham ud på hans første opgave.

Emnet for Capas første fotoreportage var den landflygtige sovjetiske politiker Lev Trotskij’s foredrag i Idrættens hus i København den 27. november 1932. Det var Trotskij’s første offentlige optræden efter forvisningen fra Sovjet-unionen. De socialdemokratiske studenter havde arrangeret foredraget om den Russiske Revolutions historie, senere kendt som ”Københavnertalen”. Indenfor var salen pakket med 2.000 tilhørere, udenfor demonstrerede Danmarks kommunistiske Ungdom. Capa’s første reportage blev i øvrigt lettere kaotisk, fordi der kun var tilladelse til at fotografere de første tre minutter. Resten var solgt til det amerikanske filmselskab FOX’s Ugerevy.

Cerro Muriano, Córdoba front, Spain, 5 September 1936, The Falling Soldier, Photo credits: Robert Capa. Copyright © 2001 by Cornell Capa / Magnum Photos
Cerro Muriano, CĂłrdoba front, Spain, 5 September 1936, The Falling Soldier
Photo credits: Robert Capa. Copyright © 2001 by Cornell Capa / Magnum Photos


Efter Hitler’s magtovertagelse flygtede Capa fra Tyskland og boede fra 1933 i Frankrig, hvor han bl.a. fotograferede Folkefrontens demonstrationer. Som fotograf dækkede han bl.a. politik og mode, men det blev krigens billeder, som lagde grunden til hans berømmelse. Capa dækkede den Spanske Borgerkrig ad flere gange og rejste i 1938 til Kina, hvor kommunister og nationalister stod sammen i krigen mod de japanske invasionsstyrker. Styrken i hans reportager var krigens handlinger, men ikke mindst også krigens følelser, aftegnet f.eks. i ansigterne på soldater, ofre og flygtninge.

Capa’s intensitet havde sin baggrund i en evne til at befinde sig i afgørende brændpunkter i samtidens historie på det rigtige øjeblik. På D-dagen, den 6. juni 1944, gik han med meget ringe chance for overlevelse i land med første angrebsbølge på Omaha Beach i Normandiet. Han flygtede tilbage hurtigst muligt og sendte filmrullerne til LIFE, som han arbejdede for. Desværre blev medarbejderen i filmfremkaldelsen så nervøs, at han ødelagde alle optagelserne på nær 11; de fortæller os til gengæld om invasionens rå virkelighed. På disse mørke og uskarpe billeder smelter mænd og materiel sammen, i nok nogle af Capas bedste fotos.

Omaha Beach, juni 1944, Photo credits: Robert Capa. Copyright © 2001 by Cornell Capa / Magnum Photos
Omaha Beach, juni 1944
Photo credits: Robert Capa. Copyright © 2001 by Cornell Capa / Magnum Photos


Uden for krigen holdt Capa til i celebre kredse i New York, Paris og Hollywood. Han var blandt andet venner med forfatteren Ernest Hemingway og filminstruktøren John Huston og havde en affære med skuespillerinden Ingrid Bergman. Og han undlod ikke at portrættere sine venner til siderne i de samme blade, som bragte hans krigsreportager: LIFE, VU, Picture Post m.fl.

Efter Anden Verdenskrig rapporterede Capa fra staten Israels oprettelse, og i 1947 tog han til Sovjetunionen sammen med forfatteren og vennen John Steinbeck for at skildre det russiske folks hverdag bag jerntæppet.

Vietnamkrigens forgænger var allerede i gang i Fransk Indokina, og Capa tog på ny til fronten. Dette blev hans sidste reportage. Han blev dræbt af en landmine på en rismark ved Thai-Binh den 25. maj 1954.

Inden da nåede han at præge både sin samtid og sin eftertid med koncentrerede billeder af verdenshistorien. Capas instinkt for det handlingsmættede øjeblik og mod til at trodse farerne har givet os fotografier, som viser historien i det øjeblik, den bliver skabt. Hans bedste billeder har formet vores opfattelse af det 20. århundredes idealisme og destruktion, hele tiden med fokus på det enkelte menneske, fanget af verdenshistorien.

I 1947 grundlagde Capa og tre andre fotografer billedbureauet MAGNUM Photos, drevet af fotograferne selv. MAGNUM runder snart 60 ĂĄr og er producent bag udstillingen pĂĄ Arbejdermuseet.