|
|
|
|
7. december 2005 - 12. februar 2006
Tirsdag, torsdag, fredag 13-17, onsdag 10-20
Lørdag-søndag 11-17. Mandag lukket
Ordrupgaard
Vilvordevej 110
2920 Charlottenlund
http://www.ordrupgaard.dk
|
Soulages foran Polytyque E, 1985 Foto: Roman Menstig
|
Pierre Soulages er en af de største kunstnere i vores tid, og fra et udgangspunkt i efterkrigsårenes nonfigurative maleri står han i dag som en af de førende eksponenter for hele den store, vestlige kunsttradition. Med sin egenartede blanding af en arkaisk kraft og den mest raffinerede forfinelse er hans værk som et kondensat af hele den europæiske kunsts historie. Det er et værk, man ikke kan undgå at blive grebet af.
Soulages beundrer Gauguin – som han beundrer Manet og Courbet og andre af sine store landsmænd. Og ingen, der beskæftiger sig med det 19. århundredes franske kunst, kan undgå at se Soulages’ værk i forlængelse af dette maleris grundlæggende udfordring – at skildre lyset. Som sine store forgængere er Soulages fascineret af lyset – det lys, der opstår for hans øjne under arbejdet med det fysiske stof – det lys, der moduleres under arbejdet med maleoverfladens varierende strukturer. Men han rækker videre end disse maleres arbejde med lyset, når han gribes af den immaterialitet, der opstår under mødet med materien.
Men alt dette er i grunden blot udenomsværker. For Soulages er først og fremmest Soulages – og ikke andet. Et langt liv er levet, mange billeder malet – alligevel er udstillingen ikke retrospektiv, ej heller kronologisk opbygget. Med sin præsentation af 20 hovedværker er den slet og ret en række nedslag i en stor kunstners værk skabt i en periode på 60 år. Den kan opfattes som en realisering – eller praktisering – af hans idéer om treenigheden mellem værket, skaberen og betragteren – afprøvet i Ordrupgaards nye sal til særudstillinger. Soulages er optaget af arkitektur, og hans udstilling er konciperet til dette særprægede rum, der er skabt af en af vor tids største arkitekter, Zaha Hadid. Samspillet mellem kunst og arkitektur er centralt.
|
Maleri 81 X 65 cm 22. september 1961
Tilhører kunstneren
|
Uddrag fra Andrea Rygg Karbergs katalogtekst
OUTRENOIR-MALERIET – SET I LYSET AF DET ØVRIGE VÆRK
I den overordnede kunsthistorie har Pierre Soulages traditionelt været placeret indenfor det nonfigurative gestuelle maleri i 1950’erne. Men Soulages bryder sig ikke om kategoriseringer, han har altid ment, at det spændende ved kunstnere ikke er fællestræk men individuelle særpræg.
Soulages har altid fokuseret på den konkrete materie og hans organisering af denne frem for et eventuelt motiv. Hans titler er faktuelle – altid bestående af Maleri højde x bredde, dato. Værkerne skal kunne skelnes fra hinanden, uden at titlerne dikterer beskuerens oplevelse. Beskueren opfordres hermed til at se på maleriet selv, idet den ubundne oplevelse er vigtig for Soulages.
Soulages maler intuitivt, men undervejs træder hans behov for at indføre en orden i kaos altid i kraft. Soulages er ikke den, der tager åregamle malerier frem og maler videre på dem i en uendelighed, hans maleproces strækker sig ofte over et døgn eller to. Og så er maleriet færdigt.
Når Soulages har afsluttet et maleri, vender han det mod væggen – og tager det frem lang tid efter, uger, måneder eller år efter, hvor han så betragter det som beskuer for at afgøre, om det skal brændes eller leve.
”Hvilke overvejelser spiller ind? Ingen formelle overvejelser. Det lever eller lever ikke. Og det, der fører mig til min beslutning, er alene maleriets følelsesmæssige virkning på mig, og det, maleriet fremprovokerer i mig.”
|
Maleri 202 X 143 cm 22. november 1967
Tilhører kunstneren
|
Soulages tegner aldrig, han maler – med store redskaber, store hånd- og armbevægelser, store former og ofte store formater. Fra begyndelsen følte Soulages lede ved de små pointilist-pensler. Han anskaffede sig derfor helt utraditionelt nogle store solide murmalerpensler, hvis strøg på lærredet tiltalte ham mere.
I sine tidligste år som maler eksperimenterede han tilsvarende med andre materialer end oliemalingen. Særligt glad var han for en brun nøddebejdse til at bejdse træ med, som han malede med på papir. Papiret lå vandret for at nøddebejdsen ikke skulle flyde. De forskelligartede typer af kompositioner, der opstod i denne intense fase, er siden dukket op i malerier igen og igen.
Fra 1953 begyndte Soulages selv at fabrikere nye karakteristiske redskaber, såkaldte lames, der hver består af et stykke gummi fastspændt mellem to stykker træ på et langt skaft. Gummistykkets bredde og hårdhed varierer fra skraber til skraber, så Soulages kan afsætte tilsvarende varierende felter i malingen. Disse redskaber kan påføre, blande og fjerne maling i én og samme bevægelse. Med dem sammensmelter Soulages i sit maleri begreber som form, farve, kontur og linje, der ikke længere kan skelnes fra hinanden.
|
Maleri 202 X 327 cm 17. januar 1970
Tilhører kunstneren
|
I 1950’erne begyndte Soulages som hovedregel at male med lærredet liggende på gulvet. Til brug for de store lærreder lavede han selv en ”bro”; et bræt på to fødder, han kunne skyde lærredet ind under og selv stå på, for at være midt i sit værk under skabelsesprocessen. Senere kom malerier malet med langskaftede koste, hårde stive børster og til alle tider også diverse spatler og paletknive.
Allerede i 1960’erne blev Soulages’ malemåde mindre agiteret end i det foregående årti. De tidligere værker, der syntes opbygget af lange brede ”stave”, samledes til stadigt større mørke felter, tætte ensartede masser. Omkring 1970 kom sorte tegnlignende formationer på hvid grund, som i de tidlige nøddebejdser, men i stor forenklet udgave, samt enkelte værker i ekstreme bredformater.
I 1979 opstod en helt ny type maleri, der åbnede Soulages’ øjne for mange nye muligheder. Disse malerier medførte en revurdering af hele Soulages’ værk, et andet gennembrud. Soulages har ofte fortalt om den skelsættende maleseance, der i bakspejlet har antaget en næsten mytisk karakter:
”Jeg stod og malede en januardag i 1979, og den sorte farve havde erobret lærredet. Det forekom mig at være meningsløst, uden håb. Jeg havde slidt i det i flere timer. Jeg havde anbragt en slags sort masse, fjernet den, tilføjet lidt af den og fjernet den igen. Jeg rodede fortabt rundt i en sump. Ind imellem var der lige ved at være styr på det hele, men så slap det fra mig igen. Det fortsatte i timevis, men eftersom jeg blev ved, tænkte jeg ved mig selv, at der måtte være ved at opstå noget særligt i denne proces, som jeg ikke var bevidst om, fordi jeg var for opfyldt af, hvad det sorte indtil da havde været i mine tidligere malerier. Dette nye stak dybt i mig, for jeg fortsatte sådan, indtil jeg blev helt og aldeles udmattet. Jeg gik ind for at sove. Og da jeg et par timer senere vendte tilbage for at iagttage det, jeg havde lavet, så jeg en ny virkemåde i maleriet: det hvilede ikke længere på faste farveakkorder eller farvekontraster, på lys og skygge, på sort og farve eller på sort og hvidt. Men mere end følelsen af noget nyt, rørte det, jeg følte, ved noget hemmeligt og væsentligt i mig. I øvrigt svarede disse malerier endnu bedre til den opfattelse af kunst, jeg har haft, siden jeg begyndte at male.”
|
Maleri 324 X 362 cm 1985 (Polyptyque A)
Tilhører kunstneren
|
Resten af 1979 – og ofte siden – arbejdede Soulages med disse helt sorte malerier. Lærredet er dækket af et tykt lag sort maling, bearbejdet med hårde børster eller skrabere, så der opstår en reliefstruktur i overfladen. Disse malerier skal laves i løbet af højst to-tre dage, inden malingen størkner. De males horisontalt. Soulages retter opmærksomheden mod lysets reflekser i den materie, han bearbejder, og maleriernes farve veksler for den fordomsfri beskuer fra sort til sølv og alle grå nuancer derimellem. Farven forandres, når lyset forandrer sig, eller når beskueren bevæger sig. De er ikke monokrome, men monopigmentære. Soulages afbilder ikke længere lys, som i de tidligere malerier, hvor den sorte maling var en kontrastdanner, der fik det hvide til at lyse. Han inddrager her det fysiske naturlige lys omkring sig som en vigtig del af værket. Malerierne kan også spejle stærke farver i omgivelserne.
Kort efter ’opdagelsen’ af disse malerier opfandt Soulages udtrykket outrenoir, noget sort ud over den sorte materie. Outrenoir-maleriet, der er umuligt at reproducere, skaber helt nye relationer mellem materie, lys, tid, rum og beskuer og bevæger sig i et særligt mentalt felt, hvor alle disse ingredienser sammenblandes. Et andet ofte anvendt udtryk i forbindelse med disse malerier er noir-lumière, sort-lys eller mørke-lys, som snarere beskriver det særlige, optiske fænomen, der knytter sig til værkerne.
Ligeledes begyndte Soulages i 1979 for alvor at lave polyptyka; værker bestående af flere lærreder, typisk to, tre, fire eller fem, hængt op ved siden af hinanden med en given, indbyrdes afstand. Et polyptykon er en velegnet værktype til outrenoirmaleriet. Der etableres en spændende relation mellem maleriet som objekt i rummet, omgivelserne, der inddrages, og beskueren, der grundet det store format opfordres til at bevæge sig foran og i værket.
|
Maleri 300 X 235 cm 9. juli 2000
Tilhører kunstneren
|
|
Soulages maler stadig, 85 år gammel, og veksler mellem flere forskellige malemåder. Han bruger få redskaber ad gangen, højst et eller to til hvert værk. Han klæber papirarbejder på lærred i en form for collager, han dupper penslen vinkelret ind på lærredet, han vender tilbage til outrenoirmalerier, hvor han med en stav trækker dybe riller, han blander alle sine teknikker og finder nye. Det er i det hele taget vanskeligt at lægge en linje i Soulages værk, selv om det her er forsøgt via generaliseringer og udelukkelser at inddele værket i forskellige perioder med hver deres karakteristika. Man kan aldrig være sikker på en kronologisk fremadskridende logik. Snarere udvikler værket sig cyklisk, således at tidligere tiders former ofte dukker op igen i ny bearbejdning.
|
|
Udstillingens kurator er mag.art. Andrea Rygg Karberg, der i 2002 skrev kunsthistorisk speciale om kunstneren. Hun har skrevet katalogets introduktion såvel som en præsentation af Soulages’ mangeårige forhold til Danmark, gående tilbage til udstillingen Levende farver på Charlottenborg i 1950 og frem til den store retrospektive udstilling i Århus Kunstbygning i 1982 – kulminerende med udsmykningsopgaven til foyeren i Århus Musikhus.
|
|
|
