Privatlivspolitik
Kunstrejse Asger Jorn's
Albissola
» Læs mere om
rejsen her
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

 
Sybergland. Fritz Syberg – et livsværk

19. juni – 26. september 2010
Daglig 10-17

Johannes Larsen Museet
Møllebakken
5300 Kerteminde
http://www.johanneslarsenmuseet.dk/

Af Flemming Jespersen


Fritz Syberg
To børn begraver en fugl, 1925
Olie på lærred
Johannes Larsen Museet


Johannes Larsen Museet viser en fornem og gennemarbejdet retrospektiv udstilling med Fritz Sybergs kunst. Udstillingen er en enestående lejlighed til at opleve bredden i Sybergs betydelige værk. Udstillingen omfatter ca. 100 værker, deriblandt en lang række hovedværker. Billederne er udlånt af danske og nordiske kunstmuseer samt private samlere. I forbindelse med udstillingen har Gyldendal udsendt Erland Porsmoses værk om Fritz Syberg, Kunsten, naturen, kærligheden.

I 1902 slog Syberg sig ned på Pilegården ved Kerteminde, og lagde hermed grundstenen til myten om "Sybergland" – det bakkede landskab omkring gården, der er blevet et sindbillede på hele det danske bondeland. Udstillingen har taget navn efter dette land.

I mere end 50 år prægede Fritz Syberg (1962-1939) den danske kunstscene. Først som den talentfulde "bondemaler", siden som førerskikkelsen i "Fynbomalerne", og sluttelig som fornyer af dansk landskabs- og friluftsmaleri, der i 1930’erne udmøntede sig i nye bevægelser og udstillingssammenslutninger som Corner og Den Fynske Forårsudstilling, og han fik afgørende indflydelse på nye talenter som Christine Swane, Sigurd Swane, Olaf Rude, Harald Giersing og Sven Havsteen-Mikkelsen. Da Fritz Syberg døde 77 år gammel, stod han på højden af sit livsværk og var landets højest betalte kunstner.


Fritz Syberg
Sommerhytterne, Korshavn, Fyns Hoved, 1910
Akvarel


Syberg inddelte livet og kunsten i 8-årsperioder, og ved hver overgang lagde han sin kunstneriske stil om og udfordrede derved sig selv til fornyelse. Syberg sagde selv, at han var besat af "malerdjævlen".

1885 – 1893 Bondemaleren
I 1885 maler Syberg sit gennembrudsbillede "Interiør fra en svinegaard", der med sin realisme og æstetik vakte stor opsigt i datidens borgerlige kredse i København; En mødding var ikke et kunstnerisk motiv. Billedet fik imidlertid rosende omtale af den anerkendte kunsthistoriker Julius Lange. I de følgende otte år blev Syberg især bondelandets maler. Blandt udstillingens øvrige mesterværker fra denne tidlige periode hører det lille landskabsmotiv "Rugmark ved Svanninge", 1887 (Statens Museum for Kunst), og de to store sanselige stemningsscener "Aften og Erotik", 1889-91 (Nationalmuseum, Stockholm) og "Foråret", 1891-93 (Den Hirschsprungske Samling). Endvidere ses flere billeder fra de fattige hjem, malet i en socialrealistisk stil. I de unge år maler Syberg næsten udelukkende oliebilleder, og kunstnerisk er han under stor indflydelse af den store franske "bondemaler" Jean-François Millet (1814-1875).

1894 – 1902 Familiemaleren
Anna og Fritz Syberg bliver gift og stifter hjem i 1894 i Svanninge. Familien, mor og børn, bliver de følgende otte år den foretrukne motivkreds for Syberg. Smukke og livgivende billeder af små dagligdags situationer i og omkring hjemmet afløste landskabs- og bondemaleriet. I denne periode arbejder han primært med akvareller og tegninger. Periodens absolutte hovedværk er 18 tegninger til H.C. Andersens eventyr "Historien om en Moder", 1895-98 (Kobberstiksamlingen). Periodens øvrige hovedværker er oliebillederne "Ved Nadverbordet", 1893-95 (Faaborg Museum), "Mor og datter", 1898-99, (Statens Museum for Kunst) og det monumentale værk "Aftenleg i Svanninge Bakker", 1900 (Faaborg Museum).

1902 – 1910 Vitalisten
I sommeren 1902 flytter Syberg-familien til Kerteminde og han bliver nu grebet af den nye isme, vitalisme, en retning med særlig interesse for kroppen og friluftslivet under solens lys. Syberg maler i perioden 1902-1910 talrige strandscener med børnene på Fyns Hoved samt motiver, hvor bondelandet og vejret er vigtige temaer. Blandt periodens mesterværker er "Den første sne", 1905 (Statens Museum for Kunst).

1910 – 1917 Akvareller fra Pisa og Zoo
Syberg rejser med familien til Pisa 1910-1913. I Italien maler han udelukkende akvareller, lyse og mere frie end tidligere. Året efter hjemrejsen fra Italien dør hans hustru Anna Syberg i 1914. Han gifter sig på ny i 1915 med Annas søster Marie, der bor og arbejder i Valby. Syberg opholder sig de næste år hos Marie i Valby, og han finder her sine motiver i Zoologisk Have. Udstillingen viser et fyldigt udvalg af akvarellerne fra Pisa og Zoologisk Have i København.

1917 –1925 Modernisten
I 1917 vender Syberg tilbage til Pilegården og genoptager oliemaleriet med ny inspiration. Især inspireret af sin svigersøn maleren Harald Giersing (1881-1927) - der samme år blev gift med Sybergs datter, Besse - udvikler Syberg en mere fri og modernistisk malerstil med brede hurtige strøg. Syberg kommer samtidig til at leve et mere tilbagetrukket liv, hvor han finder sine motiver tæt ved hjemmet. Han maler en lang række monumentale og meget overbevisende landskabsbilleder, hvoraf flere er repræsenteret på udstillingen. Sidst i perioden maler han "To børn begraver en fugl", 1925 (Johannes Larsen Museet), der som litografi blev ophængt i alle landets skoler i 1937. Billedet regnes sammen med de bedste landskabsscener for periodens mesterværker.

1925 –1934 Den sfæriske tid
Marie flytter ind i Pilegården i 1925 og Syberg fortsætter med at fordybe sig om motiver fra hjemmet og det nære landskab med marker og stor himmel. Han maler de skiftende årstider, vejret og lyset i store formater, og formår til det sidste at udvikle sit maleriske udtryk.


Erland Porsmose: Fritz Syberg - Kunsten, Naturen, Kærligheden
384 sider, rigt illustreret i farver
Gyldendal


Erland Porsmoses værk om Fritz Syberg, Kunsten, naturen, kærligheden er gribende læsning om et 77-årigt kunstnerliv, set og fortolket af en passioneret kunsthistoriker, der er grundigt inde i sit stof: Fynbomalerne.

Fritz Sybergs kunstnerliv begyndte som ca. 16-årig fra 1878, hvor han kommer i malerlære og modtager tegneundervisning på Fåborg Tekniske Skole af Peter Syrak Hansen. Men i 1882 er han malersvend hos denne i "Mesterhuset". Indgangen i dette hjem kunne næsten betegnes som indgangen til Paradis efter Sybergs barndomsliv i helvede – i hvert fald fra hans 6. år, hvor han må begynde at tjene penge til den lille familie med hans mor og lillesøster. Omkring 8-års alderen dukker en ældre, fordrukken stedfader op, der også kunne blive voldelig. Fra 9 til 13-årig var han arbejdsdreng på tobaksgården, derefter ud at tjene på en herregård, men som 14-årig begynder han i malerlære i Fåborg.

Men med indgang til Syrak Hansen familien sker en genfødsel , og man føler hans store lykke ved blot at vandre over markerne og nyde sammen med jævnaldrende. Men han plages åbenbart livet igennem af skyldfølelse overfor moderen, der nu "sejler sin egen sø" sammen med stedfaderen og flere børn med ham for at dø som 47-årig på fattiggården.

Porsmose følger op på Sybergs eget billede om slangen, der ikke kan skifte ham. Syberg får aldrig smidt erindringen om den fattige, forfærdelige barndom væk, selv da han bliver succesfuld, anerkendt og ret velhavende som kunstner. Men spørgsmålet er alligevel, om han ikke fik skiftet det meste af den ham?


Fritz Syberg
Marker uden for Pisa, 1911
Akvarel


Se blot på de mange fotos af ham især i bogens sidste halvdel, hvor Syberg jo fremtræder som en velklædt, selvbevidst aristokrat ( p 256, p 289). Se også hans malede selvportræt fra 1910 (p 214). Han bliver på et tidspunkt Fynbomalernes højest betalte kunstner, køber gården Pilegården, rejser meget (lige 3 år i Pisa med kone og 6 børn!), holder barnepige, køber senere bil med chauffør! Men når han maler, er han selvfølgelig praktisk påklædt, - han er jo også udendørsmaleren par excellence. Men hvid jakke på stranden ved Fyns Hoved i 1909 (p 152). Men som ældre blev den ydre fremtoning stadig mindre betydningsfuld, ja, hans dyrkede det asketiske både i påklædning og husholdning, når det angik hans egen person. Han "investerede" sine mange penge (han blev tidens højst betalte kunstner) primært i sine børn, købte boliger til dem, udbyggede Pilegården osv. til bl.a. komponistsønnen Franz, som den altid hengivne, kærlige far han var. Der var ikke så meget tale om en evig fattig selvforståelse som Porsmose skriver (p 232), men om en måske ubevidst løsning på det dilemma, at han faktisk var velhavende men ønskede på stoisk vis at leve "et spartanskhedens ideal" (p 232). Der var således mere tale om selviscenesættelse i den daglige og jordnære husførelse. Der trækkes indlysende paralleller til HC Andersen, grimme ælling - smukke svane-udviklingen, men dog med en noget større rigdom end digteren: Syberg fik ægteskab(er) og syv børn, hvoraf af alle oven i købet klarede sig godt i tilværelsen, ja de fleste blev kunstnerisk udøvende.

Det er de Millet-inspirerede billeder, der præsenterer virkeligheden på godt og ondt, der betyder Sybergs gennembrud. De "folkeejede" billeder, dem vi alle genkender, er jo de smukke fynske landskabsmalerier, både fra Svanninge bakker og fra Fyns Hoved med de badende børn især. Men det faldt ikke altid i god smag i den københavnske kunstnerkreds med disse træskomalende bondemalere, men som det beskrives, var bondemalerne og realismen og naturalismen netop banebrydende for den såkaldte vitalisme, der kom som et sundt (!) oprør mod symbolismens "tankespind". I et større perspektiv bliver det provinsens eller landets opgør med hovedstaden og storbyen.

Syberg malede logisk også moder-barn motivet flere gange, og hans "symbolistiske" bidrag i 90’erne blev hans fortolkning af HC Andersens "Historien om en moder". Denne historie, der i den grad forener dyb lykke med dyb ulykke, spørger Porsmose forståeligt nok om årsagen til. Hvorfor maler han denne tragiske historie på sit egen livslykkes højdepunkt i 1895, hvor det første barn netop er født? Man fristes til at tro, at det netop er det meget pragmatiske og praktiske aspekt, at nu findes modellerne (en moder og et lille barn) for øjnene af ham. Dog en noget morbid situation, som Porsmose siger: "Anna er en ung mor, yndig og engageret, men snart efter er det, som om hendes modelarbejde i "Historien om en Moder" slår over også i portrætterne. Som en sfinx kan Anna stirre fjernt og tomt for sig, tilsyneladende modløs og paralyseret af bekymringer" (p 133). Hvor går grænsen mellem etik og æstetik? Hvor går grænsen mellem kunst og virkelighed, er man fristet til at spørge? Var det en ubevidst besværgelse af dødens komme til hans egen lille familie i en tid, hvor børnedødelighed stadig var ret stor? Mistede hans egen mor et barn (i slægtstavlen antydes, at der blev født endnu et barn efter de to døtre sammen med "stedfaderen").

Det er til Porsmoses store ros, at han indlæser Anna Syberg så meget, som han gør. Han beklager, at hun ikke malede mere, end hun nu gjorde, bl.a. flere ikke-blomstermotiver og opstillinger (p 211). Han roser hendes fremragende figurskildring, hvilket han har helt ret i. Ligeledes har han de feministiske briller på, når han omtaler den mandlige presses konstante fastholdelse af de kvindelige kunstnere som dårligere end mænd (p 242).

Fotoet af Anna og Syberg i Pilegårdens have er tankevækkende (p 190). Hun sidder med let bøjet hoved, mens hun lytter til "mesterens" kommentarer til hendes billede på staffeliet. Skulle hun mon ikke løfte hovedet lidt, hvis hun skulle se på billedet? Hun har en anspændt mine. Kropssprog siger meget.

Porsmose påpeger det mandsdominerende træk hos de mandlige fynbomalere, altså Fritz Syberg, Johannes Larsen og Peter Hansen, da de skal udstille på Den Frie i 1899, hvor Syberg er hovednavnet og får en strålende anmeldelse. Porsmose skriver p 140: "Under disse forhold lå det naturligvis lige for, at trekløveret måtte forsøge at få malervennerne ind på Den Frie, mens det foreløbigt åbenbart ikke var muligt at forestille sig de kvindelige fynbomalere i denne sammenhæng." (Der var ellers kvindelige kunstnere med, men fra København!). Når det netop var fynboernes læremester Zahrtmann, der bl.a. forestod ophængningen, og når man kender hans meget mandschauvinistiske holdning til kvinder og maleri, ja, så må man nok "tilgive" fynbomalerne, at de ikke havde mod til at fremføre forslag om repræsentation af deres kvinder derhjemme fra provinsen!


Fritz Syberg foran Villa Hjulben efterĂĄret 1937
Foto H.P. Smith


Syberg underviste adskillige kvinder i sit liv. Det begyndte tidligt, idet han som 23-årig i 1885 underviste de unge døtre på Erikshåb, godsforvalterboligen til herresædet Gelskov. En af disse havde et særligt talent, nemlig Alhed Warberg, senere gift med Johannes Larsen. Det drejede sig ikke kun om maleriet, men også om åndelig og intellektuel dannelse, og Syberg havde evnen til at suge til sig og videregive sin viden. Senere skulle Poppelhuset i Svanninge komme til at fungere som en art studieskole for unge kvindelige kunstnere. Kvinder var jo nægtet adgang til både Kunstakademiet og Zahrtmanns Frie Studieskole i København, men der fandtes dog Vilhelm Kyhns malerskole for kvinder (1863-95). Her i Svanninge underviste han (1897-98) bl.a. Johannes Larsens lillesøster Christine (senere gift m. Sigurd Swane) og også Skagensmaleren Viggo Johansens datter Ellen (1898-99). Denne kunstpædagogiske virksomhed kulminerede i oprettelsen af en malerskole for kvinder i København, som dog lukkede i 1902.

Syberg underviste kvinderne både af nød og af lyst! Hans forhold til kvinder er et interessant kapitel for sig. Han har uden tvivl besiddet en stor "kvindeappetit". Porsmose kredser om emnet og det vises i breve mellem ægtefolkene, at Anna har været jaloux. Syberg krævede at være forelsket i sine modeller – vist et ret almindeligt malerfænomen. Fra århundredeskiftet opstår vitalismen som en reaktion mod symbolismen "overjordiskhed" og viktorianismens kropsforskrækkelse, og dette "program" passede sikkert Syberg udmærket, naturmenneske som han var. Porsmose skriver: "Solen, havet, det blændende lys, lykken, den nøgne menneskekrop og figurer i bevægelse, ungdom, reproduktion og livsfornyelse er i det hele taget yndlingsmotiver i den vitalistiske kunst" p 167). Men kvinder var altså mere en blot muligheder for reproduktion af arten (selvom han var dygtig hertil!) for ham, han krævede også åndeligt modspil, hvilket han selvfølgelig også fik i bl.a. ægteskabet med Anna og i sin undervisning.

Efter Annas tragiske død efter en nyrestensoperation i 1914 tager han ret hurtigt kontakt til hendes storesøster Marie i København, som året forinden var blevet skilt fra kunstneren Karl Schou og som selv var telegrafistinde. Han skriver direkte til Johannes V. Jensen kort før brylluppet med hende foråret 1915: "I har Lov at sige, at gammel ’Liebe’ ruster ikke – i øvrigt i mere end én Betydning, da det der nu er sket ligesaa godt kunne være sket for 26 Aar siden."

Altså han har både været forelsket i Marie og Anna som ung i 1888! Det er dog skæbnens - i dette tilfælde utroligt lykkelige ironi, at Anna netop havde en storesøster, der nu kunne indgå ægteskab med Syberg og være både moster og ’stedmoder’ for hans syv børn, hvor den yngste kun var ét år.

Sybergs handelstalent omtales flere steder (bl.a. p 143). Som Porsmose anfører var lanceringen af begrebet Fynbomalerne som var Sybergs idé, et klogt markedsføringstalent. Han var ubetinget den dynamiske kraft blandt kunstnerne i etableringen af Faaborg Kunstmuseum. Han besad en pionérånd, især når det gjaldt nye kunstnersammenslutninger og udstillingssteder, idet han var med i initiativgrupperne til både Den Frie, Grønningen, Corner og til slut Den fynske Forårsudstilling i Odense.

Syberg inddelte på et tidspunkt sit eget liv i 8-års perioder. Dette var et ’livskneb’, da det skulle mane til refleksion og fornyelse. Skæbnens herlige ironi er her, at han forregnede sig! Han troede hele tiden, at han skulle dø tidligere, end han gjorde. I 1921 skriver han, at han regner med 5-10-15 år endnu, "saa er Herligheden forbi, men ogsaa det er godt…" (se p 289). Han fik så 18 år mere!

Porsmoses værk om Syberg er en kraftpræstation, og et ’must’, hvis man vil ind under huden på Syberg og dermed på en vigtig periode i dansk kunstliv. Det er historien om ’den tyske baron’, der elskede dansk natur – og danske kvinder! Han forstod via sit maleri og sin intelligens - trods psykiske kriser – at være ’herre i sit eget hus’. En sådan selvbevidsthed og stoicisme er langt mere ’adelig’ end noget slægtstræ kan vise.