Privatlivspolitik
Kunstrejse Cote d'Azur med Matisse Chagall & Fondation Maeght samt Asger Jorn's Albissola » Læs mere om
rejsen her
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier


Anmeldelse af den 50. Venedig Biennale
English version  


Anmeldelse af den 50. Venedig Biennale.
Af Else Jespersen


'Drømme og Konflikter. Beskuerens Diktatur.'
14. juni - 2. november 2003


Venedig Biennalen er den ældste og mest prestigefyldte internationale kunstudstilling for samtidskunsten i verden. Den begyndte i 1895.
Biennalen er tvær-æstetisk og præsenterer ikke kun billedkunsten, men også arkitektur, dans, film, musik, teater. Også i år finder andre festivaler sted parallelt, 1. International Festival for Moderne Dans (12. juni - 18. juli), 47. International Festival for ny Musik (12.-21. september) , og 35. International Teaterfestival (15.-30. oktober).

Meget symptomatisk var det på mange måder en grænsebrydende kvindelig kunstner Su-Mei Tse, bosat i Luxembourg, som vandt dette års pris, Den Gyldne Løve, for det bedste værk.
Hendes værk er på én gang meget filosofisk og sanseligt og bearbejder kategorier som tid, rum og arbejder tværæstetisk i brugen af både lyd (musik) og billede.

Su-Mei Tse, foto
Su-Mei Tse, foto


Den komplekse titel "Drømme og Konflikter. Beskuerens diktatur" understreger godt biennalens kaotiske og flerstrengede indtryk. Hvem gør hvad? Er vi ikke alle beskuere, både tilskuere, kuratorer og kunstnere? Vi kender i hvert fald alle til drømme og konflikter.

Den 50. Venedig Biennale er en meget kompleks, kaotisk og multifacetteret udstilling og det manglende over-blik - eller det manglende centralperspektiv - er et essentiel koncept i biennalen.
Det reflekterer selvfølgelig tendenserne i verden i dag - den ikke-kontrollerbare mangfoldighed og flersidighed i politik, i religion og blandt nationer.
I de flerkulturelle samfund, hvor gamle religioner og ideologier bliver brudt, er nye multi-dimensionale og 'kaleidoskopiske' blikke og tankemåder nødvendige. "Vi må lære at se og tænke med den andens øjne og hjerne", som den amerikanske kunstner Fred Wilson sagde på en konference d. 14. juni.

Konference med Fred Wilson (i gul skjorte) d. 14. juni med udsigt til den danske pavillon
Konference med Fred Wilson (i gul skjorte) d. 14. juni med udsigt til den danske pavillon


Den italienske kurator for biennalen Francesco Bonami siger i kataloget:
"Men det 'store show' i det 21. århundrede må muliggøre tilstedeværelsen af mangfoldighed, forskelligheder og modsætninger indenfor sin egen struktur. Udstillingen 'Drømme og Konflikter. Beskuerens Diktatur' tilbyder beskuerens øje og fantasi en kompleks verden transformeret af kunstnerens øje og fantasi. Den tilbyder en verden, hvor globaliseringskonflikter mødes med de romantiske drømme om en ny modernitet".

De fysiske, geografiske betingelser i Venedig understøtter også det nævnte kaotiske og de-centralistiske aspekt. De fleste udstillinger finder sted i Giardini-parken og på Arsenale-området. Men mange lande lejer eller låner et af Venedigs gamle smukke paladser til deres repræsentation, hvilket gør det meget vanskeligt at nå rundt til alle udstillinger og se de ca. 400 udstillede kunstnere med flere tusinde værker.

I alt 11 kuratorer fra forskellige lande fik fuldstændig frihed til at realisere deres egne udstilling i udstillingen. Resultatet er en udstilling med mange 'identiteter', der viser spændvidden i samtidskunsten.

Venedig Biennalen bliver stadig større og afspejler således en imperialistisk tænkemåde: 'big is good'. Men måske ville netop 'less is big' - filosofien nok gøre underværker her, således at beskueren dog kunne nå at se hele udstillingen på en lille uge.
Udstillingen er som samfundet, kaotisk, multikulturel, antiperspektivisk og næsten umulig at få overblik over, men samtidig utrolig spændende og udfordrende.

Her præsenteres kort i alt fire sektioner i biennalen: Giardini, Arsenale, Utopia Station og Recycling the Future.

Performance i udstillingen Delay and Revolutions i Giardini
Performance i udstillingen Delay and Revolutions i Giardini


Giardini - Pavillonerne

De nationale pavilloner, som landene selv har bygget og ejer, er den ældste og mest prestigefyldte del af biennalen. Omkring 32 lande fra hele verden, men mest fra Europa, er repræsenteret her af en eller flere kunstnere valgt af kulturministerierne. De ældre nationers 'overherredømme' bliver her tydeligt manifesteret i beliggenheden på Giardini-arealet og i pavillonernes arkitektur. I en verden, hvor nye grænser opstår mellem nationerne, indsniger en følelse af 'anakronisme' sig, meget tydeligt ved den czekoslovakiske pavillon (delt i den tjekkiske og den slovakiske) og den tidligere jugoslaviske, der nu hedder Serbien og Montenegro.
På Giardini har den danske pavillon en særdeles central placering - tæt ved indgangen, men også i en 'overført' betydning: den 50. Venedig Biennale med den dansk/islandske kunstner Olafur Eliassons radikale 'de-konstruktion' af pavillonen eller 'huset' har en meget central placering - også i Venedig-biennalens historie.

Arsenale: Kinesisk computer-installation med computerkunst. Gu Dexin: A1.A2...A8, B1.B2...B8, 2001-2003
Arsenale: Kinesisk computer-installation med computerkunst.
Gu Dexin: A1.A2...A8, B1.B2...B8, 2001-2003


Arsenale
Arsenale, der blev inddraget i 1980, er nogle meget store bygninger, der har tilhørt den venetianske flåde. Her vises et meget stort antal kunstnere udvalgte af i alt 6 forskellige kuratorer. Det føltes næsten som at 'zappe' at gå gennem denne lange 'kanal' med mange indtryk. Området er delt i 6 områder med hver deres titel valgt af kuratoren: 1. Clandestine (kurator: Franscesco Bonami), 2. Fault Lines. Contemporary African Art and Shifting Landscapes ( kurator Gilane Tawadros), 3. Individual Systems (kurator: Igor Zabel), 4. Z.O.U. /Zone of Urgency (kurator: Hou Hanru) 5. The Structure of Survival. (kurator Carlos Basualdo) og 6. Contemporary Arab Representations. (kurator: Catherine David).

En af de første kunstnere i den første sektion var den danske videokunstner Eva Koch, der i en meget flot præsentation i et stort rum viste en stor interaktiv videoinstallation fra 2001, der involverer i alt 6 projektioner på to modsatte vægge. Se også VILLAR på www.evakoch.net Den 4. sektion Den asiatiske Del gav en følelse af 'ny energi' fra denne del af verden, f.eks. den kinesiske kunstner Gu Dexin med sin computer-kunst med 16 bærbare computere.

Michael Elmgreen & Ingar Dragset på Utopia Station
Michael Elmgreen & Ingar Dragset på Utopia Station


Den Utopiske Station.
http://www.e-flux.com/projects/utopia/index.html Den Utopiske Station var kurateret af Molly Nesbit, USA, Hans-Ulrich Obrist, Østrig og Rirkrit Tiravanija, Argentina/USA/Thailand. Her blev følelsen af pluralisme og 'desorientering' forøget kraftigt.
Her var opbygget forskellige planer og plateauer, her var runde bænke, hvor man kunne lytte til konferencer og se performances.

En interessant forskel mellem de tre nævnte områder var den 'øgede' brug og præsentation af digitale medier, computere, fra Giardini med medier som installationer, fotos, video/projektioner, tegninger, malerier, (med faldende antal i nævnte rækkefølge) og ingen computere, over Arsenale med computer-kunst til den Utopiske Station, hvor computere var placerede rundt omkring - og endog tillod 'interaktivitet' og brug af publikum.
Også som del af den Utopiske Station i 'e-flux-rummet' findes den utopiske måde at producere, se og samle kunst: 120 kunstnere har bidraget med hver deres plakat til internettet, der gratis kan downloades og udprintes.
I Utopia Station var også programmeret flere live performances og paneldiskussioner (bl.a. et med titlen The View from Asia).

I den Utopiske Station deltog i alt fem unge danske kunstnere og grupper, Olafur Eliasson, Michael Elmgreen & Ingar Dragset, Jakob Kolding, Pia Rönicke og Superflex.

Som en væsentlig installation for Utopia Station havde Elmgreen & Dragset bygget et bur med 6 store hvide terninger med et farvet bogstav på hver af terningens 6 sider. Uanset hvordan terningerne vendte, var det muligt at læse ordet UTOPIA eller et anagram for det. I biennalens første tre dage legede en abe med terningerne. Herefter blev buret åbnet for publikum til at lege videre...

Superflex-bod med Guarana-drikken
Superflex-bod med Guarana-drikken


Den danske gruppe Superflex er velkendt for deres meget 'sociale' kunstprojekter. Filosofien bag disse nye progressive kunstprojekter er baseret på den franske filosof Nicholas Bourriauds 'relational aesthetic' - se også http://www.highlala.com/projects/socarch.html
I haven der grænsede op til Utopia Station-bygningen havde de bygget en bod, hvor de producerede og solgte Guarana-drikken og promoverede ideen om dette 'mod-økonomiske' projekt.
Guarana-projektet er udviklet i samarbejde med et kooperativ af brasilianske bønder, der dyrker guarana-frugten, der presset frembringer en drik med koffeinlignende effekt, men meget sund.
De bruger de kapitalistiske mekanismer, idet de selvfølgelig viser nye veje ved at tildele mere udbytte til bønderne, som blev underbetalt af de multinationale selskaber. Se også http://www.guaranapower.org/
Projektet er et såkaldt proto-type-projekt med det formål at skabe debat og skabe visioner om, hvordan virkeligheden også kan se ud. Kunstnere er en del af samfundet, de er ikke kun i stand til at afspejle samfundet, men også til at påvirke og forandre det.


Melati Suryodarmo, performance
Melati Suryodarmo, performance


Recycling the Future
En anden del af biennalen er præsentationen af fremtidens kunstnere fra ialt 43 kunstakademier og blandt studerende fra mange dele af verden.
Gennem åbningsdagen d. 12. juni (for pressen) deltog den tyske Hochschule für Bildende Künste Braunschweig med performance-installationer med kunstneren Marina Abramovic's klasse.
Det Kgl. Danske Kunstakademi var også repræsenteret i dette projekt, men ikke nemme at finde, og her blev beskueren i hvert fald lidt desorienteret.
I programmet skulle de udstille mellem Giardini og Arsenale. Her viste det sig at en stor afskærmning af en gammel monumental statue var kunstværket selv. Konceptet og ideen var genialt og tydeligt at vise 'renovationen' og de-konstruktionen af den ældre kunst.
Men også i haven bag Utopia Station deltog de danske studerende - sammen med bl.a. elever fra Stockholm i forskellige 'on-going' projekter. De danske og svenske elever her var inviteret af den amerikanske kunstner Martha Rosler fra New York, som var hendes utopiske 'bidrag' i Utopia Station-delen.

Nogle konklusioner?
Konkluderende om den 50. Venedig Biennale kan siges, at kunsten igen tilsyneladende er blevet meget politisk. Men politisk på både et socialt og individuelt niveau. Et politiske hovedtema var den multikulturelle mangfoldighed og de deraf følgende drømme og konflikter i verden i dag, hvor gamle grænser løbende overskrides. De politiske temaer angik således forhold mellem nationer, religioner, racer og køn. - men også indenfor kunstens egen verden i form af cross-over-æstetiske eksperimenter, der nedbryder grænserne mellem kunstarterne selv - og således udvider grænserne for, hvad kunst egentlig er og kan.

Og hvordan håndterer vi som individer disse forandringer? Kunstnerne og deres værker inviterer beskueren til åbenhed og tolerance, til at se med et kaleidoskopisk, dobbeltperspektivisk blik på den anden - og på sig selv.