Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier


Nationalpavilloner - Venedig Biennalen
English  

Anmeldelse af udvalgte nationalpavilloner.
Af Else Jespersen

Fred Wilson: Venetiansk kitsch-lampe med brandslukkere i den amerikanske pavillon
Fred Wilson: Venetiansk kitsch-lampe med brandslukkere i den amerikanske pavillon


Den Amerikanske Pavillon
Den amerikanske pavillon var repræsenteret af den sorte kunstner Fred Wilson fra New York. Hans 'multi-media' udstilling var af en meget kompleks struktur, både i form og indhold. Han inkluderede video/film, installation, fotos, tekster, skulpturer, manipulerede kitsch-genstande, og italienske malerier (Veronese, Tintoretto - udlånt af italienske samlere) med slavemotiver.
Som en tekst siger, "Wilson vil også udforske den store repræsentation af forestillinger om afrikanere i venetiansk billedkunst - fra fresco til gamle mestre, fra dekorativ kunst til smykkekunst samt til film".
Da Venedig engang var en central by mellem øst og vest, har den en meget interessant historie set fra en multikulturel synsvinkel. På en humoristisk måde viser Wilson afrikanernes historie i maleri og kitsch, altid marginaliserede, selv i malerier er de placeret i margenen.
Således genfortolker og dekonstruerer han vestens historie. F.eks. viser han os direkte i en sort/hvid-skulptur, hvordan slaverne var de hjælpende hænder og støtte for den hvide mand (tænkeren): den sorte skikkelse bærer den hvide mands afhuggede hænder i sine hænder.

Meget symbolsk dekonstruerer han nogle lamper (kulturen), hvor selve lampeholderen af mange lys er en sort person. Lysene er dog her fjernet fra holderen, og tilkoblet ledninger fra brandslukkere.
For at illustrere den sort-hvide kontrast i kunst og kultur blev uddrag fra Verdis opera Othello, Moren fra Venedig fra 1887, vist både forlæns og baglæns på video. Det drejede sig selvfølgelig om scenen, hvor Othello kvæler Desdemona.

Fred Wilson: Installation
Fred Wilson: Installation


Sort/hvid-farve-modsætningen er konceptet overalt og bliver selvfølgelig brugt på en 'kunstnerisk' farvebevidst måde.
Det er logisk at tro, at Wilsons intention også er at vise, at i kunsten har farver selvfølgelig ingen nivelleringer og diskrimineringer, hvorfor kunsten stadig kan være et 'forbillede' og et 'modbillede' til virkeligheden.
USA valgte til deres repræsentation i Venedig en sort kunstner - en repræsentant for en race og en kultur der har været undertrykt af den hvide race og af den vestlige kultur i århundreder. Et meget sympatisk valg - den politiske situation i verden i dag taget i betragtning.

Den Engelske Pavillon
Kunstneren Chris Ofili er blevet hædret med en af verdens mest prestigefyldte priser indenfor billedkunsten, Turner-prisen. De fem malerier viser en slags symbolsk repræsentation af en sort nationalistisk filosof Marcus Garvey, som i 1920 'skabte' Afrikas eget flag bestående af tre farver, rød, grøn og sort. Rød for blodets farve som mænd må miste for deres befrielse og frihed, sort for farven for den ædle og noble race som vi tilhører, og grøn for den overdådige vegetation i vort moderland.
Malerierne på udstillingen indeholder kun disse tre farver og altid med figuration med et elskende par. De bidrager til debatten om friheden for den sorte race, en vision med referencer til et paradis, 'den utopiske station' hvor alle mødes i kærlighed og frihed.
Den engelske pavillon tager således som den amerikanske pavillon meget eksplicit udgangspunkt i raceproblematikken mellem sorte og hvide.

Karin Mama Andersson: The Black Memories always come open from the South, 2002
Karin Mama Andersson: The Black Memories always come open from the South, 2002


Den Nordiske Pavillon.
I den nordiske pavillon udstiller tre kvinder. Karin Mamma Andersson (Sverige), Kristina Bræin (Norge) og Liisa Lounila (Finland) more.
En af de få malere fra vesten på denne biennale er den svenske Karin Mamma Andersson.
Karin Mamma Anderssons figurative maleri minder os om kanoniske værker fra den klassiske modernisme. Vi finder spor af dem hos Picasso, Munch, Ensor, Picaba, så vel som indflydelse af svensk modernistisk malerisk tradition….Beskueren bliver ført ind i en verden med genkendelige elementer, i scenarier hvor mangfoldige meninger overlapper hinanden.

Candida Höfer: Foto i den tyske pavillon
Candida Höfer: Foto i den tyske pavillon


Den Tyske Pavillon.
Den tyske fotograf Candida Höfer udstiller her sammen med Martin Kippenberger. Hun udstiller sine kendte fotos af interiører fra officielle bygninger hovedsagelig fra den vestlige verden, fra kontorer og arkiver, fra museer og parlamenter, fra undergrundsbaner og stationer, fra gamle historiske bygninger til den nyeste avantgarde arkitektur, fra de mere ydmyge 'back-stage' steder til de mest officielle palæer og slotte. Alle offentlige anonyme steder, hvor du aldrig føler dig virkelig hjemme.
Candida Höfer har udstillet to steder i Danmark. I 1995 hos Galleri Tommy Lund i Odense og i 2000 på Det Kgl. Bibliotek i København. I 1996 lavede hun en fotoserie fra bygninger i København.
En kvinde viser her i sin kunst de officielle 'rum' - også 'magtens rum'. Rummene er dog altid tomme, ingen mennesker er at se. Men som beskuer kan man spørge: hvilke personer er nemmest at forestille sig her? Den sorte befolkning, kvinderne …eller den hvide mand?

Jean-Marc Bustamente: Foto og installation i den franske pavillon
Jean-Marc Bustamente: Foto og installation i den franske pavillon


Den Franske Pavillon
Den franske kunstner Jean-Marc Bustamantes udstilling af fotos, installation og maleri har titlen Amazonernes Pavillon.
De fire meget smukke store fotos viser hver en ung kvinde i et landskab. Bustamante siger i et interview: Myten om amazonerne er meget gammel og den er stadig meget relevant i dag. Kvinders skiftende status i samfundet, deres uafhængighed og deres livsstil minder mig om den. For mig er det også en allegori på hvad kunstneren står for i dag…Jeg valgte at fotografere disse kvinder på de samme slags steder, som jeg har brugt siden mit tidligste arbejde: 'overgangssteder' ikke-beskrevne steder, en slags ingenmandsland. Jeg føler der en slags lighed mellem amazonerne og disse landskaber, den samme slags 'modstand', nægtelse mod at blive tæmmet, eller forsøg på det indtil de blev 'det tabte land'.
Jean-Marc Bustamante forbinder her kvinders og kunstneres situation og viser deres ofte marginaliserede situationer og 'landskaber'

Videoinstallation af Valérie Mannaerts i den belgiske pavillon
Videoinstallation af Valérie Mannaerts i den belgiske pavillon


Den Belgiske Pavillon
De to belgiske kunstnere Valérie Mannaerts og Silvie Eyberg (begge fra Bruxelles) blev valgt af den mandlige kurator Thierry de Duve, som siger:

"De kunstnere jeg finder interessante i øjeblikket er hovedsagelig kvinder. Jeg tror, at måske en af grundene er, at kampen for seksuel ligeværdighed stadig langt fra er overstået, og at kvinderne ved det og er mere vitale, mere åbne for fremtiden og mindre optaget af nostalgi og melankoli. Jeg tror også, det er vanskeligere for kvinder end det er for en mand at lave kunst…For at en kvinde er i stand til at lave billeder, må hun først befri sig selv fra sin egen position som et billede. Hvad vi diskuterer her er sikkert en symbolsk transformation af kæmpemæssige dimensioner i vestens kultur, som kunst udforsker hurtigere og stærkere end andre områder i samfundet. Det er interessant at se, hvordan Silvie og Valérie og andre kunstnere arbejder på denne transformation."

Det er interessant, at det her er en mandlig kurator, der taler feminismens 'sag', der er absolut relevant i Venedig Biennalen.
At tælle deltagelsen i biennalen i forhold til kønsrepræsentationen er meget vanskeligt på grund af de fremmedartede navne fra østen. Men ved at se på de mere kendte vestlige navne på ' plakat-projektet' i Utopia Station er der stadig en vej at gå til Utopia.
Også blandt de 11 kuratorer findes mandlig dominans ( 3 kvinder i alt).

Carlos Amorales: Maquiladora Factury, 2001-2003, i den hollandske pavillon
Carlos Amorales: Maquiladora Factury, 2001-2003, i den hollandske pavillon


Den Hollandske Pavillon
Pavillonen præsenterer en udstilling ved navn We Are The World af fem kunstnere af forskellig kulturel oprindelse, men alle bosatte i Holland.: Carlos Amorales (født i Mexico City), Alicia Framis (født i Barcelona), Meschac Gaba (født i Cotonou, Benin) samt Jeanne van Heeswijk og Erik van Lieshout, begge født i Holland.

I en katalogtekst hedder det:
"Det centrale tema i den hollandske pavillons udstilling er problemet med kulturel ligeværdighed indenfor den nutidige sociale og politiske struktur, hvori det multikulturelle samfund, især i Holland, bliver stærkt diskuteret. Landet, der altid har været et stærkt ikon på et tolerant samfund, med dets bestræbelser på integration af dets hurtigt voksende ikke vestlige kulturer, viste sig at føre til en dybt splittet nation med frustrerende og sommetider endog xenofobiske følelser centreret omkring det såkaldte multikulturelle drama."
Således diskuterer to hollandskfødte kunstnere sammen med tre 'indvandrede' kunstnere under titlen fra sangen We Are The World, der associerer fællesskab og solidaritet, de multikulturelle problemer og de visioner om mere tolerance i en verden, hvor gamle grænser hver dag brydes og flyttes.

Den Spanske Pavillon
Navnet på den spanske pavillon var blevet overdækket af kunstneren, som om den var under renovering. Omkring en meter fra døren var bygget en stor mur - og et tomt snavset badeværelse og nogle redskaber efterladt af håndværkerne forvirrede beskueren. Her var ingen indgang, men på den anden side bygningen stod to spanske 'politibetjente' og checkede publikums nationalitet, idet kun spanske statsborgere fik lov til at komme ind - fortalte de.
Den spanskfødte kunstner Santiago Sierra, bosat i Mexico City, leverede her et af de mest radikale politiske budskaber om nationalisme og diskrimination, selvfølgelig på en ironisk måde i en performance-lignende kunstform.

Patricia Piccinini: Game Boy Advanced, 2002. Skulptur i den australske pavillon
Patricia Piccinini: Game Boy Advanced, 2002. Skulptur i den australske pavillon


Den Australske Pavillon
Her introducerede Patricia Piccinini i sine skulpturer os til den mest tænkelige afskyelige, skrækkelige og afskrækkende 'utopiske vision' for fremtiden. Børn der legede med anatomisk deforme skabninger som kimærer og børn med syge og gamle ansigter. Hendes kunst fremprovokerer det store etiske og politiske spørgsmål om den genetiske manipulation i forskningen i dag. Her bliver vi også konfronteret med vore egne fordomme om normalitet. I fremtiden bliver vi måske nødt til at omjustere og revidere dette begreb. Men hvor går dog grænsen, spørger vi. Det er måske en mareridtsdrøm?

Athanasia Kyriakakos: Drømme-installation i den græske pavillon
Athanasia Kyriakakos: Drømme-installation i den græske pavillon


Den Græske Pavillon
De to unge kunstnere Athanasia Kyriakakos (født i USA, bor i Athen) og den græske arkitekt Dimitris Rotsios har skabt en site-specifik installation med video projektioner på nogle 'vægge'. Videoerne viser mennesker der fortæller os om bekendelser og beskrivelser af drømme i over 200 interviews. Publikum inviteres til at klatre ind i installationen ikke uden fare for at miste balancen - ligesom at bevæge sig i en drøm, hvor de 'normale' parametre er ude af 'balance' og ødelagt. Titlen Intron er navnet på et DNA-molekyle som ikke synes at have nogen funktion (videnskaben kan ikke dokumentere nogen), men alligevel har - som drømme har. Fra et land med den græske mytologi baseret på drømmeanalyse finder vi en 'drømme-installation' med en græsk titel fra den biologiske videnskab. Spørgsmålet må selvfølgelig stilles: Er det et symptom på noget?

Den danske Pavillon med 'den blinde pavillon' øverst.
Den danske Pavillon med 'den blinde pavillon' øverst.


Den Danske Pavillon
Den dansk/islandske kunstner Olafur Eliassons behandling af den danske pavillon "The Blind Pavilion" på d. 50. Venedig Biennale indtager en markant anderledes position og udgør en markant forskel både i forhold til andre pavilloner og til tidligere danske bidrag, idet selve pavillonen, huset om man vil, her er transformeret og de-konstrueret til en visionær utopisk station eller 'ø' midt i det traditionelle pavillon-landskab. Her findes det mest radikale cross-over eksperiment mellem arkitektur og kunst på hele biennalen. Pavillonen er blevet omdannet til et hus med mange niveauer og udtrykker visioner og utopier om nye måder at se og sanse omverdenen og sig selv på - (akkurat som filosoffen Thomas More gjorde i bogen Utopia fra 1516).

Olafur Eliasson og Kulturminister Brian Mikkelsen i Olafur Eliassons Den blinde Pavillon
Olafur Eliasson og Kulturminister Brian Mikkelsen i Olafur Eliassons Den blinde Pavillon


Temaet for Venedig-biennalen er Dreams and Conflicts. The Dictatorship of the Viewer (Drømme og konflikter. Beskuerens diktatur).
Det er kendt, at netop Olafur Eliasson beskæftiger sig meget med receptions-problematikken, altså den måde, hvorpå en tilskuer til et kunstværk oplever dette værk.
Med titlen Drømme og Konflikter er det også nærliggende at associere over i en freudiansk drømmeterminologi, hvor huset i drømme er symbol på en person. (Trapper har også deres helt egne symbolske betydning). Som i drømme er der forskydninger og brud, åbninger og lukninger, ja, det er næsten som når Alice i Eventyrland går fra en 'hule' til en anden (her er også jordhulen bygget af sorte mursten fabrikeret af ren jord), og her er 'spejlkabinettet', der viser flere jeg'er. Her er skakter og cylindre, der åbner op og lukker i. Ja, her er virkelig åbnet op for alle mulige fantasifulde tilgange og fortolkninger - som man gør med en drøm.

Den blinde Pavilion med 'kaleidoskopiske' vægkonstruktioner
Den blinde Pavilion med 'kaleidoskopiske' vægkonstruktioner


Lad os tage en tur rundt i 'drømmehuset'.
Fysisk bevæger vi os rundt fra gulvplan over f.eks. 'rumskibet' eller grotten med direkte indgang fra midt på søjletrappen over tagterrassen til den øverste cirkelrunde spejlpavillon på taget, der giver mulighed for flygtige kig ud i Giardini-haven samt kig indad i rummet - på sig selv.
Olafur Eliasson har kaldt denne pavillon for 'Den blinde pavillon', fordi på ét punkt i midten mødes de sorte glasplader, således at alt bliver sort. Man bliver 'blind'.
Vi bevæger os rundt i forskellige materialer og forskelligt lys, fra stål, jern og glas til træ og jord og fra dagslys til kunstigt lys.
Lyset og farver er 'sine qua non'. I rummet med det gule neonlys (mono-frekvens lys), fjernes farverne. Vi kigger undrende på os selv, vort tøj og hinanden. Vi er selv 'kunstværket' i det ellers nøgne rum. Vi bliver 'blinde' overfor flere farver. Komplementærfarven giver et lilla efterbillede i næste rum.
I 'camera-obscura'-rummet projicerer et skjult kamera det smukke netværk i trætoppen i det store træ uden for pavillonen ned på en øje- og cirkelformet plade.
Vandet er også tilstede: I bunden af en specialbygget cylinder ses det glitrende stroboskoplys spille på vandets overflade.

Olafur Eliassons stroboskoplys på vand i cylinder
Olafur Eliassons stroboskoplys på vand i cylinder


I huset er vinduer erstattet af andre løsninger, enten af et kaleidoskop, eller et 'skævt' vindue uden glas med udsigt til en grøn busk, som til et naturens kunstværk.

Den markante brug af glas og spejle (en kombination af et materiale, der både er delvis spejlende og delvis transparent) opbygget i polygone flersidede cylindre i 'rumskibet' og i konvekse og konkave opstillinger bl.a. i den cirkelformede pavillon på taget giver muligheder for det såkaldte 'kaleidoskopiske og antiperspektiviske blik', eller for mangesidige blikke på sig selv og den anden.
Spejlfunktionen som identitetsdannelse er jo også en velkendt psykologisk proces, men når der opereres med mange spejle, 'afspejler' det logisk også de flerfacetterede identiteter nutidens mennesker bærer rundt på - netop i det stadig mere multikulturelle samfund med grænseforskydninger på mange led.
Blikket decentraliseres. Centralperspektivet er borte. Synsvidden udvides så at sige 'fysisk', men forhåbentlig også psykologisk og mentalt.
Olafur Eliasson er inspireret af både land-art (Robert Wilson) og af lys-kunsten (James Turell). Se interview http://www.kopenhagen.dk/interviews/eliasson0603.htm

Olafur Eliasson: Et blik i et kaleidoskop - et 'kaleidoskopisk' blik
Olafur Eliasson: Et blik i et kaleidoskop - et 'kaleidoskopisk' blik


Paradoksalt eller logisk nok er udstillingstitlen Den blinde Pavillon. Forskning i blikket og synssansen er et af de markante ærinder bag Olafur Eliasson's filosofiske værk. At gå i det labyrintiske værk er på en måde som at fare vild, at gå i blinde og at miste orienteringen. (Byen Venedig byder ganske ufrivilligt på denne oplevelse!)
Hensigten med den ydre fysiske provokation af vor synssans og synsvinkler er selvfølgelig også en provokation til at åbne vore indre synsvinkler, vor horisont om man vil, og vore blikke på os selv og omverdenen.

I kataloget, der ikke er et katalog, findes et langt uddrag fra "Desorientering og sanseligt galskab - udkast til et nyt samfund i det ydre rum" af Charles Fourier m.fl., der udmærket belyser Olafur Eliassons værk: Fremtidens hus er et labyrinthus:
"Helt af sig selv vil der opstå labyrinter her og der på rumstationen…De er begge eksperimentelle zoner for undersøgelse og udvikling af de frigørende kræfter, som kommer fra arkitektonisk forvirring. De to labyrinthuse er formet af et stort antal uens formede kamre, vindeltrapper, diskrete kroge, udefinerede områder, bugtede gange og blindgyder. Når grupper eller enkeltpersoner kommer ind i et af labyrinthusene, bevæger de sig prøvende og udforskende frem gennem rummene. Man kommer gennem et lyddæmpende rum beklædt med lydabsorberende materiale; et rum med øredøvende larm; et ekkorum med elektronisk frembragt ekko; et rum for reflektioner og eksperimenter med psykisk resonans; et rum for abstrakte fantasier om livet som vil komme; et rum for erotiske forsøg; et rum for tilfældige situationer; etc. Et forlænget ophold i husene har en forfriskende og hjernevaskende virkning og bliver hyppigt anvendt for at slette alle spor af indgroede vaner."

Endvidere er det også nærliggende at se hans hus som en 'hilsen' og hyldest til Venedig, med dens trapper op og ned, med vandets klukken og lysets refleksioner heri.

Arkitektonisk har Brummers gamle nyklassicistiske bygning fra 1930'erne således undergået en ydre og indre transformationsproces. Den ydre trætrappe er ført op mellem ydervæg og søjler, og man ser, at søjlerne på den øverste flade er beklædt med sylespidse pigge, der forhindrer fugle i at slå sig ned!

Olafur Eliassons udstilling vidner om en yderst reflekterende og filosofisk kunstner. Hans fantasi afspejler et mangefacetteret sind, og hans mange tilgange og synsvinkler på traditionen, på pavillonen i Venedig, på katalog-kategorien etc, inspirerer os som beskuere, således at vore 'blinde pletter' forhåbentligt bliver seende.

"Kataloget"
Til udstillingen er udgivet et 'katalog', der viser sig at være en 'hybrid' og en cross-over mellem tekster og billeder, af bog og plakater. Her er linier, der består af ord, og ord der danner billeder.

'Bogen' er selv et kunstværk uden begyndelse og afslutning og sidetal…..og spiralryggen ligesom den grafiske opsætning, hvor planer uafbrudt forskydes - mellem foto og tegninger, mellem tekster indbyrdes og mellem tekst og billeder og mellem kunst og videnskab, illustrerer en form for uendelighed. Her leges med sproget, der skrives lineært og cirkulært og i en kaleidoskopisk opsætning, her skrives forlæns og baglæns og betydningerne er flertydige. Parafraser, citater og metaforer væves sammen i et inter-netværk med 'loops' og links for her at referere til digital teknologi.
Med folde-ud-sider til gamle familieportrætter og til smukke iskrystaller og landskaber - måske fra Island, bliver det også et album, der fortæller meget om kunstnerens forskellige sider og hans liv og inspirationer.

At Olafur Eliasson også i 'kataloget' vil referere til Venedig-situationen er tydelig, bl.a. med de lange tekster om den amerikanske forfatter Henry James, der overværede den første Venedig-Biennale. Et sted gengives en tekst fra Olafur Eliassons invitation til forfatteren Svend Åge Madsen om at bidrage i 'bogen' samt om hans koncept til publikationen:
"Det er min plan, at publikationen skal indeholde et udvalg bestående af omkring 10 kortere tekster (1-10 sider), der hver især dækker forskellige aspekter af det idegrundlag som er beskrevet nedenfor: Hver enkelt af de 10 tekster vil blive formmæssigt integreret i en større fiktionstekst. Den første linie af hver af de 10 'lodrette' tekster vil udgøre en integreret del af en længere 'vandret' tekst, der løber gennem bogen som en enkelt linie….Min grundidé tager overordnet set udgangspunkt i det faktum, at vores evne til at orientere os (psykisk og fysisk) konstant forandrer sig og udvikler sig. I særdeleshed ønsker jeg at reflektere over betingelserne for vores orienteringsevne, når vi bliver konfronteret med delvist eller fuldstændigt fravær af de kilder, der støtter vores orienteringsevner. Det kunne være i form af manglende sanser, manglende hukommelse eller forventninger, manglende tidsfornemmelse, manglende følelser, manglende balance, intet overblik, mani, afasi eller simpelthen det at fortabe sig i detaljer. …Hvordan orienterer vi os (ikke) under sådanne stressede forhold?"

Bogens tekster består således af forfatteren Svend Åge Madsens 'røde tråd' - den lange tekstlinie, der snor sig over alle siderne og ofte indskriver sig i eller sammenskriver sig med andre skønlitterære, filosofiske og videnskabelige tekster - her i hel 'bogstavelig' betydning...

Udstilling og katalog indgår således i en art Gesamtkunstverk, i en totaloplevelse, hvor begreber som flertydighed, multiplicitet, og desorientering er nøgleord:
Citatet om Desorientering fra 'bogen' beskriver passende den herskende følelse efter beskuerens møde med Olafur Eliassons kunst:

"Desorientering gør omgivelser til mere end blot noget der skal tilbagelægges. Når man er desorienteret, og således ikke ved, hvor man er, kan man være mere åben og modtagelig for de landskaber og sociale situationer, man nu engang befinder sig i. Der er således ikke nogen overordnet orden som godtgør en position eller et sted… . Nye sociale forbindelser vil opstå, når man møder andre folk på opdagelse; folk som heller ikke aner, hvor de er, og som ikke bekymrer sig om det. De fleste på rumstationen har mistet enhver ide om 'kendte rammer' og savner dem ikke - opmærksomheden er rettet mod det endnu ikke kendte; det nedenunder, det bagved eller det næste sekund. Labyrinterne sørger for at skabe situationer præget af nærvær og opmærksomhed over for sociale og sanselige muligheder og de rumlige og stemningsmæssige kvaliteter, som omgivelserne besidder. Livet i det nye samfund kan aldrig blive for desorienteret."