Carl-Henning Pedersen
Født 1913 København, Danmark; død 2007 København
Carl-Henning Pedersen mente ikke, at billedkunst skal hæves til et stade, hvor det bliver vanskeligt eller uforståeligt for almindelige mennesker. Han mente, at kunst er en kapacitet, som alle mennesker har i sig. Vi tegner og maler alle som børn, men holder op på et eller andet tidspunkt. Evnen ligger altså begravet et eller andet sted. Men hvorfor holder vi op?
Fra den første begyndelse brugte Carl-Henning Pedersen barnetegningens energi. Hans dyr og mennesker i landskaber er bevidst rå og utilpassede, fordi han lige præcis aldrig har villet underkaste sin kunstneriske selvstændighed nogen skoling. Udgangspunktet for hans billeder er og bliver ham selv.
Gennem besættelsestiden arbejdede Carl-Henning Pedersen sammen med en kreds af mennesker, der havde centrum i Nationalmuseet. Hans billedverden var tydeligt inspireret af de figurer, der kom hjem fra Oceanien i de år. Han videreudviklede denne helt unikke figurverden efter krigen, og var medstifter af den bevægelse, der mere end nogen anden opsamlede energien og kraften fra spontaniteten og fantasien, og gjorde den til en stærk kunstnerisk manifestation. Det var Cobra-bevægelsen, med Carl-Henning Pedersens ven og kampfælle Asger Jorn i spidsen.
Cobra-bevægelsen eksisterede kun tre år før den sprængtes. Men det var tre år, der satte spor. Carl-Henning Pedersens vision om at kunstens udspring ikke er akademisk og tillært, men spontant og individuelt, fandt anerkendelse i det tiår, der fulgte den. Han modtog de første internationale priser i slutningen af halvtredserne, og derfra var kursen lagt. Han udviklede sin billedverden, sit maleri, og svang det op i størrelse, bl.a. med store udsmykningsopgaver.
I begyndelsen af 1980erne blev Carl-Henning Pedersen udpeget af Statens Kunstfond til at udsmykke Ribe Domkirke, en af Danmarks ældste og smukkeste kirker. Det skulle vise sig at være et kontroversielt valg. At kombinere det moderne, ekspressionistiske maleri med "Det ædleste kirkerum fra Romansk tid" fandt man i sig selv problematisk, og at pege på en kunstner som Carl-Henning Pedersen, der ikke var troende i traditionel forstand, gjorde ikke forargelsen mindre. Det blev et af kunstnerens vigtigste arbejder med stor betydning, idet der i dansk kirkekunst er et "før" og et "efter" denne udsmykning. Udsmykningen har hentet motiver fra en række frie religiøse tolkninger og er i tre dele, der består af freskoer i hvælvet, fem glasmalerier og syv store mosaikker.
|
|
Privatlivspolitik