Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

Kunsthistorie 1940-1970

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


<
Kunstnerindeks
Asger Jorn
Født 1914 Vejrum, Danmark; død 1973 Århus

Folkelig polemiker, succesfuld aktivist og kompleks klatmaler. Asger Jorn er en af de helt store i dansk kunst, måske netop takket være de mange paradokser i sit liv og sin kunst. Han har øvet enorm indflydelse på senere danske malere. Jorns radikalitet gav sig bl.a. udtryk i at sige nej til enhver borgerlig opmærksomhed. Han afslog Eckersberg Medaillen, Guggenheim prisen og sagde nej til at udstille som Danmarks repræsentant på Biennalen i Venedig.

Asger Jorn blev uddannet som lærer på seminariet i Silkeborg i årene 1929-35, men tog allerede i 1936 til Paris, hvor han blev optaget på Fernand Légers malerskole. I 1940-44 stod han bag tidsskriftet Helhesten, som blev det samlende organ for Høstudstillingens abstrakt-ekspressionistiske malere, og blev model for det senere Cobra-tidsskrift.

I 1948 stiftede han Cobra-bevægelsen sammen med en gruppe belgiske og hollandske kunstnere. Jorn blev den store drivkraft bag bevægelsen, som blev opkaldt efter COpenhague, BRuxelles og Amsterdam. Gruppen blev opløst i 1951, men den fik stor betydning i mange år.

Jorn flyttede i 1954 til Albisola i Italien, hvor han startede en betydelig keramisk produktion. Han startede samtidig bevægelsen Mouvement International pour un Bauhaus Imaginiste. I 1955 købte han en beskeden bolig i Paris og frem til sin død i 1973 arbejdede han i sommermånederne i Albisola og vintermånederne i Paris.

Jorn ramte et kunstnerisk højdepunkt omkring 1969-70, hvor han malede det ene mesterværk efter det andet. Billederne blev vist på en enestående separatudstilling i Galerie Jeanne Bucher, Paris i 1970.