Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

Kunsthistorie 1940-1970

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


<
Kunstnerindeks
Pierre Soulages
Født 1919 Rodez, Aveyron, Frankrig

I den overordnede kunsthistorie har Pierre Soulages traditionelt været placeret indenfor det nonfigurative gestuelle maleri i 1950’erne. Men Soulages bryder sig ikke om kategoriseringer, han har altid ment, at det spændende ved kunstnere ikke er fællestræk men individuelle særpræg.

I 1950’erne begyndte Soulages som hovedregel at male med lærredet liggende på gulvet. Til brug for de store lærreder lavede han selv en ”bro”; et bræt på to fødder, han kunne skyde lærredet ind under og selv stå på, for at være midt i sit værk under skabelsesprocessen. Senere kom malerier malet med langskaftede koste, hårde stive børster og til alle tider også diverse spatler og paletknive.

Allerede i 1960’erne blev Soulages’ malemåde mindre agiteret end i det foregående årti. De tidligere værker, der syntes opbygget af lange brede ”stave”, samledes til stadigt større mørke felter, tætte ensartede masser. Omkring 1970 kom sorte tegnlignende formationer på hvid grund, som i de tidlige nøddebejdser, men i stor forenklet udgave, samt enkelte værker i ekstreme bredformater.

I 1979 opstod en helt ny type maleri, der åbnede Soulages’ øjne for mange nye muligheder. Disse malerier medførte en revurdering af hele Soulages’ værk, et andet gennembrud. Resten af 1979 –og ofte siden – arbejdede Soulages med disse helt sorte malerier. Lærredet er dækket af et tykt lag sort maling, bearbejdet med hårde børster eller skrabere, så der opstår en reliefstruktur i overfladen. Disse malerier skal laves i løbet af højst to-tre dage, inden malingen størkner. De males horisontalt. Soulages retter opmærksomheden mod lysets reflekser i den materie, han bearbejder, og maleriernes farve veksler for den fordomsfri beskuer fra sort til sølv og alle grå nuancer derimellem. Farven forandres, når lyset forandrer sig, eller når beskueren bevæger sig. De er ikke monokrome, men monopigmentære.

Kort efter ’opdagelsen’ af disse malerier opfandt Soulages udtrykket outrenoir, noget sort ud over den sorte materie. Outrenoir-maleriet, der er umuligt at reproducere, skaber helt nye relationer mellem materie, lys, tid, rum og beskuer og bevæger sig i et særligt mentalt felt, hvor alle disse ingredienser sammenblandes. Et andet ofte anvendt udtryk i forbindelse med disse malerier er noir-lumière, sort-lys eller mørke-lys, som snarere beskriver det særlige, optiske fænomen, der knytter sig til værkerne.

Ligeledes begyndte Soulages i 1979 for alvor at lave polyptyka; værker bestående af flere lærreder, typisk to, tre, fire eller fem, hængt op ved siden af hinanden med en given, indbyrdes afstand. Et polyptykon er en velegnet værktype til outrenoirmaleriet. Der etableres en spændende relation mellem maleriet som objekt i rummet, omgivelserne, der inddrages, og beskueren, der grundet det store format opfordres til at bevæge sig foran og i værket.