Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

Kunsthistorie 1905-1940

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


<
Kunstnerindeks
Wassily Kandinsky
Født 1866 Moskva, Rusland; død 1944 Neuilly-sur-Seine, Frankrig

Den russiske maler og kunstteoretiker Wassily Kandinsky var en af den abstrakte kunsts betydeligste skikkelser og en af de mest indflydelsesrige kunstnere i det tyvende århundrede.

Kandinsky voksede op i Odessa i Rusland. Han havde studeret jura og økonomi på universitetet i Moskva, inden han i 1896 i en alder af 30 år rejste til den bayerske hovedstad München for at gå på malerskole. Forinden havde han set en impressionistisk udstilling i Moskva, hvor især Monet gjorde et stort indtryk på ham.

I München kom han under stor indflydelse af den dominerende kunstneriske retning Jugendstilen, som han blandede med elementer fra russisk folklore. I 1901 startede han kunstnersammenslutningen Phalanx, der blev et forum for Jugendstilen i München. Sammenslutningen arrangerede 12 udstillinger i årene 1901-04, og der blev endvidere oprettet en Phalanx-skole, som Kandinsky blev leder af. En af Kandinskys elever, Gabriele Münter, blev hans livsledsagerske indtil 1914.

I 1910 skabte Kandinsky det første rent abstrakt ekspressionistiske billede i et frit og spontant udtryk, og i 1911 malede han, inspireret af en Arnold Schönberg-koncert, visuelt atonale disharmonier i mesterværket Impression III (konzert). Kandinsky oversatte endvidere Schönbergs musikteorier til russisk.

Samme år startede han den ekspressionistiske gruppe Der Blaue Reiter sammen med vennen Franz Marc. Kandinsky har selv fortalt om hvordan navnet opstod: Vi holdt begge af blåt, Marc til heste og jeg til ryttere. Så navnet kom faktisk af sig selv. Gruppen, der stod i opposition til den anden betydelige ekspressionistiske gruppe Die Brücke, arbejdede ikke med nogen bestemt dogme eller stil, men stræbte efter et nyt kunstnerisk udtryk, hvor farven og de åndelige værdier var i centrum. Gruppen var større og løsere sammensat end Die Brücke. Gruppens øvrige medlemmer bestod af August Macke, Alfred Kubin og Paul Klee, sidstnævnte var dog kun løst tilknyttet gruppen.

I 1912 udgav Kandinsky det indflydelsesrige manifest Über das Geistige in der Kunst, om det åndelige i kunsten, som nærmest blev en bibel for unge kunstnere. I bogen beskriver Kandinsky sin farveteori med tæt reference til musikken. Kandinsky var også optaget af Rudolf Steiners antroposofi og for parapsykologiske spørgsmål.

Første Verdenskrig 1914-18 bragte imidlertid Der Blaue Reiter i opløsning ved at sprede kunstnerne i forskellige retninger og ved at kræve nogle af dem som ofre; August Macke faldt i krigen i 1914 og Franz Marc i 1916. Kandinsky vendte tilbage til Rusland, hvor han i krigsårene og under revolutionen næsten ingenting malede. Han engagerede sig i undervisning og administration for den russiske stat.

I 1921 vendte Kandinsky tilbage til Tyskland med ophold i Berlin det første år. Han bosatte sig derefter i Weimar, hvor han blev tilknyttet Bauhaus-skolen som lærer sammen med bl.a. Paul Klee. Kandinsky kom i 1920’erne stilmæssigt under påvirkning af konstruktivismen, billederne blev mere geometriske og mindre spontane og lyriske.

I 1933 flytter Kandinsky til Paris. Han fik kontakt til Abstraction-Création og blev tilknyttet det anerkendte Galerie Jeanne Bucher. Kandinsky blev venner med Jean Arp, Joan Miró og Alberto Magnelli, men blev også mere isoleret.