KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1970-2010

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010   


Zaha Hadid
Født 1950 Bagdad, Irak; død 2016 Miami, Florida

Zaha Hadid var arkitekt og designer. Efter at have taget en arkitektuddannelse i London i 1972 blev byen hendes base, hvor hun drev firmaet Zaha Hadid Architects. Hun hentede især inspiration i den tidlige russiske avantgarde, der opererede i skæringspunktet mellem kunst og design.
Hun blev kendt som bølgens eller kurvens mester. Med sit frigjorte formsprog har hun markeret sig som en af de mest nytænkende arkitekter, der viser en opfattelse af rum og form som bevægelser og forløb. Ved at afkode og fortolke omgivelserne arbejdede hun med en dekonstruktiv strategi, der resulterer i meget opsigtsvækkende konstruktioner.

Blandt Zaha Hadids hovedværker hører Vitra Brandstation, Weil am Rhein, Tyskland (1993), som blev hendes første realiserede bygning. Det er en ekspressiv konstruktion, hvor tag og vægge er skæve og strækker sig i alle retninger; Bergisel Skihop, Innsbruck, Østrig (2002); Rosenthal Center for Contemporary Art, Cincinnati, USA (2003); hovedsædet for BMW, Leipzig, Tyskland (2004); Guangzhou Opera House, Kina (2005); Phaeno Science Center, Wolfsburg, Tyskland (2005) og Maxxi - National Centre of Contemporary Arts, Rom, Italien (2009).

I 2004 modtog Zaha Hadid som den første kvinde nogensinde Pritzker prisen - den højeste udmærkelse inden for international arkitektur.