Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

05:2011 : Anne Vilsb√łll
03:2011 : Lars Dan
12:2010 : David Lynch
11:2010 : Anselm Kiefer
10:2010 : Svend-Allan S√łrensen
05:2010 : Jytte Rex
03:2010 : Anita J√łrgensen
02:2010 : Cai-Ulrich von Platen
12:2009 : Margrete S√łrensen
09:2009 : Anette Abrahamsson
06:2009 : Jytte H√ły
05:2009 : Niels Bonde
04:2009 : Leonard Forslund
03:2009 : Nina Saunders
02:2009 : Svend-Allan S√łrensen
01:2009 : Jesper Rasmussen
11:2008 : Kirsten Ortwed
10:2008 : John Olsen
08:2008 : Torben Ebbesen
07:2008 : Christian Vind
06:2008 : Svend Engelund
05:2008 : Sophia Kalkau
04:2008 : Randi og Katrine
03:2008 : Lars N√łrg√•rd
02:2008 : Jasper Sebastian Sturup
01:2008 : Toni Larsen
12:2007 : Søren Elgaard
11:2007 : Anne Marie Ploug
10:2007 : Bjørn Nørgaard
09:2007 : Lise Harlev
07:2007 : Troels Wörsel
06:2007 : Erik A. Frandsen
05:2007 : Kirstine Roepstorff
04:2007 : Sys Hindsbo
03:2007 : Henry Heerup
02:2007 : Paul McCarthy
01:2007 : Bosch og Fjord
12:2006 : Adam Saks
11:2006 : Signe Guttormsen
10:2006 : Per Bak Jensen
09:2006 : Anders Moseholm
07:2006 : Per Kirkeby
06:2006 : Alechinsky
05:2006 : Cathrine Raben Davidsen
04:2006 : Eske Kath
03:2006 : Hans Voigt Steffensen
02:2006 : Michael Kvium
01:2006 : Kirsten Justesen
12:2005 : Morten Schelde
11:2005 : Bj√łrn Poulsen
10:2005 : Mona Hatoum
09:2005 : Pontus Kjerrman
08:2005 : Corneille
06:2005 : Peter Land
05:2005 : Martin Erik Andersen
04:2005 : Kirsten Dehlholm
03:2005 : Lars N√łrg√•rd
02:2005 : Erik Steffensen
01:2005 : Marco Evaristti
12:2004 : Lisa Rosenmeier
11:2004 : Claus Carstensen
10:2004 : Viera Collaro
09:2004 : Tal R
08:2004 : Hans Christian Rylander
06:2004 : Ib Geertsen
05:2004 : Vibeke T√łjner
04:2004 : Milena Bonifacini
03:2004 : Lone H√łyer Hansen
02:2004 : Peter Martensen
01:2004 : Frithioff Johansen
12:2003 : Anette H. Flensburg
11:2003 : Eva Koch
10:2003 : Carl-Henning Pedersen
09:2003 : Thomas Bang
08:2003 : Aksel Jensen
06:2003 : Ingvar Cronhammar
05:2003 : Kathrine Ærtebjerg
04:2003 : Morten Stræde
03:2003 : Nils Erik Gjerdevik
02:2003 : Peter Mandrup
Portr√¶t ¬Ė Carl-Henning Pedersen  


Af museumsleder, mag. art. Hanne Lundgren Nielsen


Carl-Henning Pedersen er med sine 90 √•r ikke blot √©n af Danmarks l√¶ngstlevende kunstnere - han er ogs√• √©n af landets st√łrste maleriske begavelser. I knap syv√•rtier har han med usv√¶kket energi skabt det ene kunstv√¶rk efter det andet - og der er intet der tyder p√•, at han har t√¶nkt sig at holde op.
Tværtimod. Undrer man sig over, hvad der driver værket, kan det med kunstnerens egne




Carl-Henning Pedersen
ord sammenfattes som "gl√¶den ved at s√¶tte en farve ved siden af en anden farve". Den gl√¶de har han bevaret gennem alle √•rene, og den str√•ler os stadig i m√łde fra de mange billeder, der let og ubesv√¶ret glider fra hans h√•nd. Carl-Henning Pedersen er ikke uden grund blevet karakteriseret som eventyrets maler, hans billedverden er befolket med v√¶sener, der synes at v√¶re af en anden verden - magiske og fortryllende. De sv√¶vende figurer og den bl√• farveskala er blevet hans varem√¶rke og det karakteristiske ekspressive, fabulerende og poetiske billedsprog er kendt og elsket af et stort publikum.

Havets bl√• fugle og r√łdt hoved, 1967. Olie p√• l√¶rred
Havets bl√• fugle og r√łdt hoved, 1967. Olie p√• l√¶rred
Historien om, hvordan Carl-Henning Pedersen blev maler, er mindst lige s√• eventyrlig som de billeder, han maler. Da han kommer til verden den 23. september 1913 i K√łbenhavn, er der intet der tyder p√•, at han skal blive en betydelig billedkunstner. Hans fader er jord- og betonarbejder, og moderen arbejder som reng√łringskone. Hjemmet er fattigt, og i perioder med arbejdsl√łshed er familien henvist til husvildebarakker. Moderen d√łr, da Carl-Henning Pedersen er 10 √•r, og han l√¶rer meget tidligt at klare sig selv.

Som ung arbejder han som m√¶lkeassistent og engagerer sig samtidig i kommunistisk ungdomsarbejde. I det kommunistiske milj√ł h√łrer han om den Internationale H√łjskole i Helsing√łr. Han s√łger om optagelse i 1933 og m√łder her den unge Else Alfelt (1910-1974), der er levende optaget af maleriet og p√• det tidspunkt allerede har malet i 10 √•r. De danner hurtigt par, og det er frem for alt Else Alfelts fortjeneste, at Carl-Henning Pedersen bliver introduceret til den moderne billedkunst. Han ser sine f√łrste abstrakte billeder p√• H√łjskolen og studerer billedkunst p√• biblioteket. Fascinationen f√łrer sluttelig til, at han selv begynder at male. Det er i 1935, han er blevet gift med Else, og de har lejet et lille atelier. Allerede √•ret efter bliver fire af hans abstrakte v√¶rker optaget p√• Kunstnernes Efter√•rsudstilling. M√łdet med Else Alfelt er afg√łrende for den retning Carl-Henning Pedersens liv tager, han havde ganske vist tidligere overvejet at blive arkitekt eller komponist, men det er i billedkunsten, han finder sin bestemmelse.

Som Mikael Wivel skriver i sin nye bog om Carl-Henning Pedersen, kan det godt v√¶re, at det mere eller mindre var en tilf√¶ldighed, der gjorde ham til maler, "men da han f√łrst havde taget sin beslutning ¬Ė set Lyset, s√• at sige ¬Ė var der ikke l√¶ngere noget, der blev overladt til tilf√¶ldighederne. Allerede i 1938 havde han fundet sin form og sin bestemmelse, og den billedverden, han fra da af begav sig ind i, har v√¶ret hans lige siden. Han er ikke veget en tomme, men har tv√¶rtimod uddybet, videreudviklet og beriget sin oprindelige vision." (MW, s. 11)

Grå Fuglehest, 1938. Olie på lærred
Grå Fuglehest, 1938. Olie på lærred
I Carl-Henning Pedersens optik er mennesket grundl√¶ggende et skabende v√¶sen. Alle kulturer skaber et udtryk for det liv, de lever, og det er i dette udtryk, vor menneskelighed kommer tydeligst frem. I en tekst fra udstillingskataloget til Kunstnernes Efter√•rsudstilling, 1948 skriver Carl-Henning Pedersen under overskriften "At v√¶re spontan" f√łlgende opfordring til sine kollegaer: "V√¶r spontan, s√• alt hvad der er i dig, kommer frem i billedet. Forst√•r du at handle ud fra fantasiens skabende evne - forst√•r du ogs√•, at kunst ikke kan skabes gennem bevidste konstruktioner. Vil du ha' det levende frem, som er i dig, m√• du skabe ud fra dine inderste bev√¶ggrunde". (MW, s. 107)

Det spontane maleri bliver til i det √łjeblik penslen s√¶ttes p√• l√¶rredet. Billedet m√• f√łlge sin egen indre logik, sin egen tilbliven. Ved en overfladisk betragtning synes det uafh√¶ngigt af den ydre verden, fordi kunstneren ikke s√łger at afbilde det sete, men derimod det oplevede: "Al √Ügte kunst kommer fra menneskets sind", skriver Carl-Henning Pedersen. "Sindet omformer de oplevelser, vi henter i naturens verden, i vor egen verden. Livet str√łmmer ustandseligt og ophober sine oplevelser." (Citeret fra MW, s. 106).

Vandets Fuglehest, 1938. Vandfarve og oliekridt på papir
Vandets Fuglehest, 1938. Vandfarve og oliekridt på papir
Carl-Henning Pedersens ekspressive og spontane maleri er rundet af det moderne abstrakte maleri - men ingenlunde forestillingsl√łst. Den billedverden, som han har dyrket fra f√łrste f√¶rd, er karakteriseret ved at rumme en r√¶kke figurer som sammens√¶ttes i stadig nye konstellationer: fugle, sole, heste, skibe.

Vandets Fuglehest, 1938 er ganske karakteristisk for Carl-Henning Pedersens motivkreds, hvor fuglen spiller en helt afg√łrende rolle. Ikke alene som et dekorativt element, men som "symbol p√• selve inspirationen, p√• tankens flugt og p√• livets lette lykke¬Ē (MW, s. 96). Han har allerede f√• √•r efter debuten fundet frem til en fast motivkreds, der foruden fuglen omfatter hesten, solen, skibet, og som Wivel skriver: "Symbolikken synes at v√¶re klar nok: Solen st√•r for det livgivende princip, og fugle og heste og skibe for fremdrift og frihed.

Fuglen letter og flyver gennem luften; der er intet, der binder den ¬Ė den er tankens og inspirationens inkarnation. Hesten har alle dage og hos alle de folkeslag, der har kendt den, st√•et for styrke, dynamik og ut√łjlet seksualitet ¬Ė den er kraftens, handlingens og forplantningens inkarnation. Og skibet med sine sejl styrer ud over havet mod fjerne kyster og fremmede lande ¬Ė det er mulighedernes og overlevelsens inkarnation. Symbolerne er s√•ledes ikke tilf√¶ldigt valgte, men n√łje overvejede og skal ses som udtryk for en st√¶rk drift mod frihed hos maleren selv. Denne drift er ogs√• nedlagt i de mennesker, han maler, og i de huse de bebor ¬Ė f√¶lles for dem er en higen efter v√¶gtl√łshed og sv√¶vende eksistens. Det tr√¶kker opefter i dem, og enkelte af dem har allerede sluppet jordforbindelsen for at give sig det kosmiske i vold. Der er ingen vej tilbage." (MW, s. 96)

Helheste, 1943. Blæktegning
Helheste, 1943. Blæktegning
Indtil Else Alfelts d√łd i 1974 lever parret t√¶t sammen i et inspirerende livs- og arbejdsf√¶llesskab. Men Carl-Henning Pedersen er ogs√• at finde i de grupperinger, der i √•rene f√łr anden verdenskrig lancerer den moderne, abstrakte kunst i Danmark. Carl-Henning Pedersen deltog aktivt i Liniens aktiviteter - en sammenslutning af kunstnere, der i √•rene 1934-39 udgav et toneangivende kunsttidsskrift og pr√¶senterede den moderne abstrakte malerkunst p√• en r√¶kke udstillinger. Da Linien gik ind, meldte han sig i 1942 i H√łstudstillingens r√¶kker og bidrog med en r√¶kke artikler og tegninger til sammenslutningens blad, Helhesten.
Helhesten gav et kalejdoskopisk billede af de emner, som den moderne abstrakte kunst lod sig inspirere af. Det var naturligvis samtidens internationale kunstnere, Klee, Picasso og Kandinsky, men i lige s√• h√łj grad det, der lidt misforst√•et betegnes som 'primitiv' kunst: afrikanske skulpturer og masker, skandinaviske helleristninger, buddhistiske skulpturer, gr√łnlandske dansemasker, forhistoriske og etnografiske genstande fra fjerne lande og tider. Dertil kommer psykoanalysen, b√łrnetegninger og den folkelige kunst - alt hvad der gik bagom den klassiske kunsts akademiske, till√¶rte udtryk og besk√¶ftigede sig med det oprindeligt billeddannende, det umiddelbare, det uspolerede.

Inden anden verdenskrig lukkede gr√¶nserne i Europa n√•ede Carl-Henning Pedersen at foretage en mindre dannelsesrejse til Paris, hvor han ops√łgte nogle af de v√¶rker, han havde set reproduceret i b√łger. Det fort√¶ller en del om Carl-Henning Pedersens viljestyrke og engagement, at han drog af sted til fods og med ganske f√• penge p√• lommen. P√• vejen tilbage gik turen gennem det krigserkl√¶rede Tyskland, hvor nazisterne under titlen "Entartete Kunst" udstillede bl.a. ekspressionistiske malerier, som de fandt skadelige og degenererede. Mange af disse v√¶rker blev siden br√¶ndt i Berlin, og uvurderlige kunstskatte gik tabt. Rejsen bestyrkede dog Carl-Henning Pedersen i hans egne bestr√¶belser, og han vendte hjem til et Danmark, der i krigs√•rene lukkede sig om sig selv og afskar kunstnerne fra den internationale kunstscene. Det s√¶tter dog ingenlunde en stopper for aktiviteten, men farveskalaen √¶ndres og krigens r√¶dsler er direkte n√¶rv√¶rende i en r√¶kke malerier fra f√łrste halvdel af 40'erne.

Den gule hest og morgenr√łden, 1941. Olie p√• l√¶rred
Den gule hest og morgenr√łden, 1941. Olie p√• l√¶rred
Ole Sarvig har beskrevet denne periodes billeder som "visioner af en forladt måneklode eller en havbund med mærkelige tilbageblevne slotsagtige byer, fuglelignende skikkelser og gigantiske fosteragtige væsener." (Præsten i sit Tempel, 1950).
Bragte krigen m√łrke, bringer befrielsen til geng√¶ld lys og optimisme ind i maleriet. Efterkrigs√•rene √•bner for en lysere palet, der fortrinsvis best√•r af gult og bl√•t. I 1950 markerer Carl-Henning Pedersen sig nationalt med en retrospektiv udstilling i Den Frie Udstillingsbygning, og internationalt er han med i Cobra, da bev√¶gelsen med Asger Jorn i spidsen dannes i 1948. Bev√¶gelsen eksisterede kun tre √•r, f√łr den spr√¶ngtes. Men det var tre √•r, der satte spor. Carl-Henning Pedersens vision om, at kunstens udspring ikke er akademisk og till√¶rt, men spontant og individuelt, fandt genklang blandt de √łvrige Cobra-kunstnere.

Legen om det gyldne træ, 1948. Olie på lærred
Legen om det gyldne træ, 1948. Olie på lærred
Carl-Henning Pedersens udstiller ofte op igennem 1950'erne, og han konsoliderer i disse √•r sin position som en af Danmarks f√łrende kunstnere. I 1950 modtager han Eckersbergs Medalje og i 1958 Guggenheimprisen for et af sine legendebilleder, Mennesket og havet, der blev vist i New York. Det internationale gennembrud kommer i 1962, hvor han er Danmarks officielle repr√¶sentant p√• Biennalen i Venedig. √Öret efter h√¶dres han med Thorvaldsens Medalje. I takt med anerkendelsen √łges rejseaktiviteten, og han har gennem sit lange kunstnerliv arbejdet i bl.a. Gr√¶kenland, Italien, Schweiz, Norge, Island, Frankrig, Tyskland og USA, samt Tyrkiet, Indien, Nepal, Tunis, Marokko, √Ügypten, Israel, Kina, Martinique, Peru, Bali og Guadaloupe.
På rejserne males der også, men i mindre formater og med akvarel, pastel- og oliekridt samt tusch som de fortrukne materialer. I disse medier har han rendyrket en teknik som er ganske formidabel. Oliekridtet mestrer han som ingen anden kunstner.

Blå fugl, 1948. Oliekridt
Blå fugl, 1948. Oliekridt
1950'erne og 60'erne er ikke blot karakteriseret ved stor rejse- og udstillingsaktivitet, det er ogs√• en periode, hvor kunstneren udvider sit formsprog og eksperimenterer med helt nye materialer og udtryksformer. I 1954 flytter han og Else Alfelt til en st√łrre lejlighed p√• Esplanaden, hvor pladsforholdene giver mulighed for at male i st√łrre formater. Helt bogstaveligt maler han en serie billeder, der i st√łrrelse netop svarer til gulvarealet i stuen! Det drejer sig om legendebillederne, der hver is√¶r best√•r af 4 l√¶rreder p√• 2,4 x 1 m. L√¶rrederne blev rullet ud p√• gulvet, og s√• gik han rundt p√• dem med bare f√łdder og malede!

Jordens Frugter, 1957. Tempera på lærred
Jordens Frugter, 1957. Tempera på lærred
Fra 1960¬íerne stammer ogs√• en r√¶kke malerier, hvor farven er tonet ned til et n√¶sten monokromt udtryk i sort-hvide toner eller i en gul-hvid farveskala, 'pointilistiske' billeder, hvor malingen mures op i sm√• korte str√łg, intense l√¶rreder med malingen st√¶nket ind over fladen samt en r√¶kke mindre bronzefigurer, der h√łrer til kunstnerens forholdsvis sj√¶ldne 3-dimensionale arbejder.

Fuglenes verden, 1961. Olie på lærred
Fuglenes verden, 1961. Olie på lærred

Gule fugle i blå verden. 1965. Olie på lærred
Gule fugle i blå verden. 1965. Olie på lærred
Guggenheimprisen blev fulgt af et kontant bel√łb, der i slutningen af 1950¬íerne resulterede i, at Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt kunne k√łbe et hus ved Bovbjerg med udsigt over havet. De indretter her et stort atelier, der i 60'erne danner rammen om deres kunstneriske udfoldelser, frem for alt de store mosaikudsmykninger. I denne periode arbejdede de begge med monumentale udsmykningsopgaver - Carl-Henning Pedersen med mosaikken ¬íKosmisk Hav¬í til H.C. √ėrsted Instituttet i K√łbenhavn og Else Alfelt med mosaikken ¬íKloder i gyldent rum¬í til Th. Langs Seminarium i Silkeborg.
Udsmykningsopgaverne er f√łrst og fremmest karakteriseret ved deres enorme formater og arbejdskr√¶vende proces. Til H.C. √ėrsted Instituttet udformer han i perioden 1961-65 en overd√•dig mosaik. Alene formatet p√• 13 x 2,5 m stiller nye krav til arbejdsprocessen, det spontane og hurtige m√• vige pladsen for det strukturerede og langsommelige. Trods disse begr√¶nsninger - eller m√•ske snarere udfordringer - form√•r Carl-Henning Pedersen at overf√łre det bedste fra sin billedverden til det nye medie - og med Kosmisk Hav viser han et mesterligt greb om stoffet.

Del af mosaikken Kosmisk Hav, 1961-65. Foto: Finn Rosted
Del af mosaikken Kosmisk Hav, 1961-65. Foto: Finn Rosted
Kosmisk Hav fuldendes i 1965, og allerede √•ret efter p√•begynder han en ny monumental udsmykning - den, der siden er blevet kaldt for Europas st√łrste keramiske udsmykning. Fabrikant og kunstsamler Aage Damgaard 'hyrer' Carl-Henning Pedersen til at udsmykke sin nye skjortefabrik, Anglig√•rden i Birk ved Herning. I den indre, cirkelformede g√•rd udf√łrer Carl-Henning Pedersen den f√łrste i r√¶kken af store keramiske dekorationer. Formatet er p√• 1000 m2 og dekorationen best√•r af 15 billeder adskilte af ornamentale b√•nd. I mods√¶tning til Kosmisk Havs abstrakte udtryk er det de velkendte figurationer: fugle, himmelheste, stjernesole og gudelignende v√¶sner, der befolker v√¶ggene.
Anglig√•rden blev Carl-Henning Pedersens f√łrste m√łde med Herning, men bestemt ikke det sidste. Den gode kontakt til Aage Damgaard f√łrte ad kringlede veje til oprettelsen af Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i 1976 - side om side med Anglig√•rden, der nu rummer Herning Kunstmuseum. Forinden har kunstneren gennem flere √•r forhandlet med K√łbenhavns kommune, der gerne ville modtage en st√łrre samling af Carl-Henning Pedersens v√¶rker kvit og frit, men t√łvede med at ville skabe et egentligt museum til samlingen. Da Carl-Henning Pedersen efter flere √•rs forhandlinger mister t√•lmodigheden og tr√¶kker sit tilbud tilbage, er Herning ikke sen til at melde sig p√• banen. Det er i starten af 1970'erne og da Else Alfelt d√łr i 1974 √¶ndres planerne, s√•ledes at museet i dag ogs√• rummer en st√łrre samling af Else Alfelts v√¶rker - og museet b√¶rer begge kunstneres navne.

Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Birk
Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Birk
Museets oprindelige cirkul√¶re bygning og den pyramideformede bygning, der kom til i 1993, er som den indre g√•rd dekoreret med keramiske fliser. Museet danner sammen med Herning Kunstmuseums runde bygning og skulpturparken samt de geometriske haver et us√¶dvanligt arkitektonisk anl√¶g, der i 2003 suppleres med en 12 m h√łj obelisk, p√• hvis sider Carl-Henning Pedersen har udf√łrt endnu en keramisk udsmykning. Det er ikke mindst Birkomr√•det og museernes fornemme samlinger, der har givet Herning status som √•rets by i 2003, en by med h√łjt til loftet og plads til kunsten. Carl-Henning Pedersen har en ikke ringe andel i denne udn√¶vnelse, og det er fuldt fortjent, at han b√¶rer titlen som byens √¶resborger.

√Üresborger bliver han n√¶ppe i Ribe, sk√łnt han der har udf√łrt en af moderne kunsts st√łrste udsmykningsopgaver. Udsmykningsprogrammet til Ribe Domkirke, der best√•r af kalkmalerier, glasmalerier og mosaikker, er en sj√¶lden stor opgave at f√• som moderne kunstner. At Statens Kunstfond lod valget falde p√• Carl-Henning Pedersen kan forekomme naturligt taget hans erfaring med udsmykning i betragtning, men ogs√• kontroversielt, n√•r man medt√¶nker hans afstandstagen til trossp√łrgsm√•let i kristen forstand. Og kontroversielt var det. Da det i 1982 blev kendt, at Carl-Henning Pedersen skulle forest√• udsmykningen, m√łdte han en flodb√łlge af kritik fra s√•vel fagfolk som fra menigmand. Kritikken ulmede i l√łbet af de 5 √•r kunstneren arbejdede p√• projektet og den br√łd ud i lys lue, da offentligheden kunne besigtige det f√¶rdige v√¶rk. Man fandt udsmykningen for lidt bel√¶rende og opbyggelig, for dekorativ og substansl√łs - ja vel egentlig for ukristen. Kritikken handler nok s√• meget om den moderne kunsts anvendelighed som kirkekunst, som om Carl-Henning Pedersens konkrete udsmykning. At han ogs√• selv oplevede projektet som problematisk antydes dog i dagbogen, hvor han undervejs i forl√łbet skriver: "Kirkemaler bliver jeg nu ikke!" - og han har da heller ikke siden givet sig i kast med lignende opgaver.

Ribe Domkirke. Foto: Finn Rosted
Ribe Domkirke. Foto: Finn Rosted
Da Else Alfelt d√łr i 1974, er det ikke blot et farvel til den elskede livsledsager, men ogs√• til Carl-Henning Pedersens n√¶rmeste kritiker og arbejdskollega. De fik 40 √•r sammen og Carl-Henning Pedersen har n√¶ppe kunnet forvente at opleve endnu et langt og inspirerende parl√łb med en kvinde. Men sk√¶bnen ville det anderledes. I 1975 m√łder han under et ophold i Jerusalem den norske kunstner og arkitekt Sidsel Ramson. F√• √•r efter gifter de sig og m√łdet med Sidsel Ramson markerer et vendepunkt i hans liv, malerierne er i 80'erne og 90'erne blevet stadig friere og mere gl√łdende i farven. Parrets faste base har gennem mange √•r v√¶ret deres pragtfulde landsted i Molesmes, Frankrig. Her befinder kunstneren sig i sit rette element, t√¶t p√• himmelhv√¶lvet og magien: ¬ĒJeg maler m√•ske ikke landskaber, men s√• himlen. Og for at g√łre det, m√• man opholde sig under himlen, f√łlge himlens skiftende lys, f√łle det magiske ved at opholde sig p√• denne jordklode under himlen, og lade sin fantasi udfolde sig i himmelrummet, - hvor skulle ellers "Den bl√• fugl" flyve eller "Den vingede hest"? (Carl-Henning Pedersen: Himlens Port, 1985).

Lykkens Pamfilius, 1993. Olie på lærred
Lykkens Pamfilius, 1993. Olie på lærred
I et udstillingskatalog (Sophienholm, 1970) filosoferer Carl-Henning Pedersen over kunstens betydning. Han skriver: "Tid er det eneste, vi ikke har nok af. Tiden tabes, men gennem kunstens værker erobres den tilbage (…) kunsten holder os levende". En mere passende hyldest til den 90-årige kunstner kan man næppe finde.

Hvor intet andet er n√¶vnt, tilh√łrer de gengivne v√¶rker Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i Herning. Fotograf: Gunnar Pedersen.

Vil du læse bogen Mikael Wivel: Carl-Henning Pedersen - Så bestil bogen her