Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

05:2011 : Anne Vilsbøll
03:2011 : Lars Dan
12:2010 : David Lynch
11:2010 : Anselm Kiefer
10:2010 : Svend-Allan Sørensen
05:2010 : Jytte Rex
03:2010 : Anita Jørgensen
02:2010 : Cai-Ulrich von Platen
12:2009 : Margrete Sørensen
09:2009 : Anette Abrahamsson
06:2009 : Jytte Høy
05:2009 : Niels Bonde
04:2009 : Leonard Forslund
03:2009 : Nina Saunders
02:2009 : Svend-Allan Sørensen
01:2009 : Jesper Rasmussen
11:2008 : Kirsten Ortwed
10:2008 : John Olsen
08:2008 : Torben Ebbesen
07:2008 : Christian Vind
05:2008 : Sophia Kalkau
04:2008 : Randi og Katrine
03:2008 : Lars Nørgård
02:2008 : Jasper Sebastian Sturup
01:2008 : Toni Larsen
12:2007 : Søren Elgaard
11:2007 : Anne Marie Ploug
10:2007 : Bjørn Nørgaard
09:2007 : Lise Harlev
07:2007 : Troels Wörsel
06:2007 : Erik A. Frandsen
05:2007 : Kirstine Roepstorff
04:2007 : Sys Hindsbo
03:2007 : Henry Heerup
02:2007 : Paul McCarthy
01:2007 : Bosch og Fjord
12:2006 : Adam Saks
11:2006 : Signe Guttormsen
10:2006 : Per Bak Jensen
09:2006 : Anders Moseholm
07:2006 : Per Kirkeby
06:2006 : Alechinsky
05:2006 : Cathrine Raben Davidsen
04:2006 : Eske Kath
03:2006 : Hans Voigt Steffensen
02:2006 : Michael Kvium
01:2006 : Kirsten Justesen
12:2005 : Morten Schelde
11:2005 : Bjørn Poulsen
10:2005 : Mona Hatoum
09:2005 : Pontus Kjerrman
08:2005 : Corneille
06:2005 : Peter Land
05:2005 : Martin Erik Andersen
04:2005 : Kirsten Dehlholm
03:2005 : Lars Nørgård
02:2005 : Erik Steffensen
01:2005 : Marco Evaristti
12:2004 : Lisa Rosenmeier
11:2004 : Claus Carstensen
10:2004 : Viera Collaro
09:2004 : Tal R
08:2004 : Hans Christian Rylander
06:2004 : Ib Geertsen
05:2004 : Vibeke Tøjner
04:2004 : Milena Bonifacini
03:2004 : Lone Høyer Hansen
02:2004 : Peter Martensen
01:2004 : Frithioff Johansen
12:2003 : Anette H. Flensburg
11:2003 : Eva Koch
10:2003 : Carl-Henning Pedersen
09:2003 : Thomas Bang
08:2003 : Aksel Jensen
06:2003 : Ingvar Cronhammar
05:2003 : Kathrine Ærtebjerg
04:2003 : Morten Stræde
03:2003 : Nils Erik Gjerdevik
02:2003 : Peter Mandrup
Portræt – Carl-Henning Pedersen CV  


Af museumsleder, mag. art. Hanne Lundgren Nielsen


Carl-Henning Pedersen er med sine 90 år ikke blot én af Danmarks længstlevende kunstnere - han er også én af landets største maleriske begavelser. I knap syvårtier har han med usvækket energi skabt det ene kunstværk efter det andet - og der er intet der tyder på, at han har tænkt sig at holde op.
Tværtimod. Undrer man sig over, hvad der driver værket, kan det med kunstnerens egne




Carl-Henning Pedersen
ord sammenfattes som "glæden ved at sætte en farve ved siden af en anden farve". Den glæde har han bevaret gennem alle årene, og den stråler os stadig i møde fra de mange billeder, der let og ubesværet glider fra hans hånd. Carl-Henning Pedersen er ikke uden grund blevet karakteriseret som eventyrets maler, hans billedverden er befolket med væsener, der synes at være af en anden verden - magiske og fortryllende. De svævende figurer og den blå farveskala er blevet hans varemærke og det karakteristiske ekspressive, fabulerende og poetiske billedsprog er kendt og elsket af et stort publikum.

Havets blå fugle og rødt hoved, 1967. Olie på lærred
Havets blå fugle og rødt hoved, 1967. Olie på lærred
Historien om, hvordan Carl-Henning Pedersen blev maler, er mindst lige så eventyrlig som de billeder, han maler. Da han kommer til verden den 23. september 1913 i København, er der intet der tyder på, at han skal blive en betydelig billedkunstner. Hans fader er jord- og betonarbejder, og moderen arbejder som rengøringskone. Hjemmet er fattigt, og i perioder med arbejdsløshed er familien henvist til husvildebarakker. Moderen dør, da Carl-Henning Pedersen er 10 år, og han lærer meget tidligt at klare sig selv.

Som ung arbejder han som mælkeassistent og engagerer sig samtidig i kommunistisk ungdomsarbejde. I det kommunistiske miljø hører han om den Internationale Højskole i Helsingør. Han søger om optagelse i 1933 og møder her den unge Else Alfelt (1910-1974), der er levende optaget af maleriet og på det tidspunkt allerede har malet i 10 år. De danner hurtigt par, og det er frem for alt Else Alfelts fortjeneste, at Carl-Henning Pedersen bliver introduceret til den moderne billedkunst. Han ser sine første abstrakte billeder på Højskolen og studerer billedkunst på biblioteket. Fascinationen fører sluttelig til, at han selv begynder at male. Det er i 1935, han er blevet gift med Else, og de har lejet et lille atelier. Allerede året efter bliver fire af hans abstrakte værker optaget på Kunstnernes Efterårsudstilling. Mødet med Else Alfelt er afgørende for den retning Carl-Henning Pedersens liv tager, han havde ganske vist tidligere overvejet at blive arkitekt eller komponist, men det er i billedkunsten, han finder sin bestemmelse.

Som Mikael Wivel skriver i sin nye bog om Carl-Henning Pedersen, kan det godt være, at det mere eller mindre var en tilfældighed, der gjorde ham til maler, "men da han først havde taget sin beslutning – set Lyset, så at sige – var der ikke længere noget, der blev overladt til tilfældighederne. Allerede i 1938 havde han fundet sin form og sin bestemmelse, og den billedverden, han fra da af begav sig ind i, har været hans lige siden. Han er ikke veget en tomme, men har tværtimod uddybet, videreudviklet og beriget sin oprindelige vision." (MW, s. 11)

Grå Fuglehest, 1938. Olie på lærred
Grå Fuglehest, 1938. Olie på lærred
I Carl-Henning Pedersens optik er mennesket grundlæggende et skabende væsen. Alle kulturer skaber et udtryk for det liv, de lever, og det er i dette udtryk, vor menneskelighed kommer tydeligst frem. I en tekst fra udstillingskataloget til Kunstnernes Efterårsudstilling, 1948 skriver Carl-Henning Pedersen under overskriften "At være spontan" følgende opfordring til sine kollegaer: "Vær spontan, så alt hvad der er i dig, kommer frem i billedet. Forstår du at handle ud fra fantasiens skabende evne - forstår du også, at kunst ikke kan skabes gennem bevidste konstruktioner. Vil du ha' det levende frem, som er i dig, må du skabe ud fra dine inderste bevæggrunde". (MW, s. 107)

Det spontane maleri bliver til i det øjeblik penslen sættes på lærredet. Billedet må følge sin egen indre logik, sin egen tilbliven. Ved en overfladisk betragtning synes det uafhængigt af den ydre verden, fordi kunstneren ikke søger at afbilde det sete, men derimod det oplevede: "Al Ægte kunst kommer fra menneskets sind", skriver Carl-Henning Pedersen. "Sindet omformer de oplevelser, vi henter i naturens verden, i vor egen verden. Livet strømmer ustandseligt og ophober sine oplevelser." (Citeret fra MW, s. 106).

Vandets Fuglehest, 1938. Vandfarve og oliekridt på papir
Vandets Fuglehest, 1938. Vandfarve og oliekridt på papir
Carl-Henning Pedersens ekspressive og spontane maleri er rundet af det moderne abstrakte maleri - men ingenlunde forestillingsløst. Den billedverden, som han har dyrket fra første færd, er karakteriseret ved at rumme en række figurer som sammensættes i stadig nye konstellationer: fugle, sole, heste, skibe.

Vandets Fuglehest, 1938 er ganske karakteristisk for Carl-Henning Pedersens motivkreds, hvor fuglen spiller en helt afgørende rolle. Ikke alene som et dekorativt element, men som "symbol på selve inspirationen, på tankens flugt og på livets lette lykke” (MW, s. 96). Han har allerede få år efter debuten fundet frem til en fast motivkreds, der foruden fuglen omfatter hesten, solen, skibet, og som Wivel skriver: "Symbolikken synes at være klar nok: Solen står for det livgivende princip, og fugle og heste og skibe for fremdrift og frihed.

Fuglen letter og flyver gennem luften; der er intet, der binder den – den er tankens og inspirationens inkarnation. Hesten har alle dage og hos alle de folkeslag, der har kendt den, stået for styrke, dynamik og utøjlet seksualitet – den er kraftens, handlingens og forplantningens inkarnation. Og skibet med sine sejl styrer ud over havet mod fjerne kyster og fremmede lande – det er mulighedernes og overlevelsens inkarnation. Symbolerne er således ikke tilfældigt valgte, men nøje overvejede og skal ses som udtryk for en stærk drift mod frihed hos maleren selv. Denne drift er også nedlagt i de mennesker, han maler, og i de huse de bebor – fælles for dem er en higen efter vægtløshed og svævende eksistens. Det trækker opefter i dem, og enkelte af dem har allerede sluppet jordforbindelsen for at give sig det kosmiske i vold. Der er ingen vej tilbage." (MW, s. 96)

Helheste, 1943. Blæktegning
Helheste, 1943. Blæktegning
Indtil Else Alfelts død i 1974 lever parret tæt sammen i et inspirerende livs- og arbejdsfællesskab. Men Carl-Henning Pedersen er også at finde i de grupperinger, der i årene før anden verdenskrig lancerer den moderne, abstrakte kunst i Danmark. Carl-Henning Pedersen deltog aktivt i Liniens aktiviteter - en sammenslutning af kunstnere, der i årene 1934-39 udgav et toneangivende kunsttidsskrift og præsenterede den moderne abstrakte malerkunst på en række udstillinger. Da Linien gik ind, meldte han sig i 1942 i Høstudstillingens rækker og bidrog med en række artikler og tegninger til sammenslutningens blad, Helhesten.
Helhesten gav et kalejdoskopisk billede af de emner, som den moderne abstrakte kunst lod sig inspirere af. Det var naturligvis samtidens internationale kunstnere, Klee, Picasso og Kandinsky, men i lige så høj grad det, der lidt misforstået betegnes som 'primitiv' kunst: afrikanske skulpturer og masker, skandinaviske helleristninger, buddhistiske skulpturer, grønlandske dansemasker, forhistoriske og etnografiske genstande fra fjerne lande og tider. Dertil kommer psykoanalysen, børnetegninger og den folkelige kunst - alt hvad der gik bagom den klassiske kunsts akademiske, tillærte udtryk og beskæftigede sig med det oprindeligt billeddannende, det umiddelbare, det uspolerede.

Inden anden verdenskrig lukkede grænserne i Europa nåede Carl-Henning Pedersen at foretage en mindre dannelsesrejse til Paris, hvor han opsøgte nogle af de værker, han havde set reproduceret i bøger. Det fortæller en del om Carl-Henning Pedersens viljestyrke og engagement, at han drog af sted til fods og med ganske få penge på lommen. På vejen tilbage gik turen gennem det krigserklærede Tyskland, hvor nazisterne under titlen "Entartete Kunst" udstillede bl.a. ekspressionistiske malerier, som de fandt skadelige og degenererede. Mange af disse værker blev siden brændt i Berlin, og uvurderlige kunstskatte gik tabt. Rejsen bestyrkede dog Carl-Henning Pedersen i hans egne bestræbelser, og han vendte hjem til et Danmark, der i krigsårene lukkede sig om sig selv og afskar kunstnerne fra den internationale kunstscene. Det sætter dog ingenlunde en stopper for aktiviteten, men farveskalaen ændres og krigens rædsler er direkte nærværende i en række malerier fra første halvdel af 40'erne.

Den gule hest og morgenrøden, 1941. Olie på lærred
Den gule hest og morgenrøden, 1941. Olie på lærred
Ole Sarvig har beskrevet denne periodes billeder som "visioner af en forladt måneklode eller en havbund med mærkelige tilbageblevne slotsagtige byer, fuglelignende skikkelser og gigantiske fosteragtige væsener." (Præsten i sit Tempel, 1950).
Bragte krigen mørke, bringer befrielsen til gengæld lys og optimisme ind i maleriet. Efterkrigsårene åbner for en lysere palet, der fortrinsvis består af gult og blåt. I 1950 markerer Carl-Henning Pedersen sig nationalt med en retrospektiv udstilling i Den Frie Udstillingsbygning, og internationalt er han med i Cobra, da bevægelsen med Asger Jorn i spidsen dannes i 1948. Bevægelsen eksisterede kun tre år, før den sprængtes. Men det var tre år, der satte spor. Carl-Henning Pedersens vision om, at kunstens udspring ikke er akademisk og tillært, men spontant og individuelt, fandt genklang blandt de øvrige Cobra-kunstnere.

Legen om det gyldne træ, 1948. Olie på lærred
Legen om det gyldne træ, 1948. Olie på lærred
Carl-Henning Pedersens udstiller ofte op igennem 1950'erne, og han konsoliderer i disse år sin position som en af Danmarks førende kunstnere. I 1950 modtager han Eckersbergs Medalje og i 1958 Guggenheimprisen for et af sine legendebilleder, Mennesket og havet, der blev vist i New York. Det internationale gennembrud kommer i 1962, hvor han er Danmarks officielle repræsentant på Biennalen i Venedig. Året efter hædres han med Thorvaldsens Medalje. I takt med anerkendelsen øges rejseaktiviteten, og han har gennem sit lange kunstnerliv arbejdet i bl.a. Grækenland, Italien, Schweiz, Norge, Island, Frankrig, Tyskland og USA, samt Tyrkiet, Indien, Nepal, Tunis, Marokko, Ægypten, Israel, Kina, Martinique, Peru, Bali og Guadaloupe.
På rejserne males der også, men i mindre formater og med akvarel, pastel- og oliekridt samt tusch som de fortrukne materialer. I disse medier har han rendyrket en teknik som er ganske formidabel. Oliekridtet mestrer han som ingen anden kunstner.

Blå fugl, 1948. Oliekridt
Blå fugl, 1948. Oliekridt
1950'erne og 60'erne er ikke blot karakteriseret ved stor rejse- og udstillingsaktivitet, det er også en periode, hvor kunstneren udvider sit formsprog og eksperimenterer med helt nye materialer og udtryksformer. I 1954 flytter han og Else Alfelt til en større lejlighed på Esplanaden, hvor pladsforholdene giver mulighed for at male i større formater. Helt bogstaveligt maler han en serie billeder, der i størrelse netop svarer til gulvarealet i stuen! Det drejer sig om legendebillederne, der hver især består af 4 lærreder på 2,4 x 1 m. Lærrederne blev rullet ud på gulvet, og så gik han rundt på dem med bare fødder og malede!

Jordens Frugter, 1957. Tempera på lærred
Jordens Frugter, 1957. Tempera på lærred
Fra 1960’erne stammer også en række malerier, hvor farven er tonet ned til et næsten monokromt udtryk i sort-hvide toner eller i en gul-hvid farveskala, 'pointilistiske' billeder, hvor malingen mures op i små korte strøg, intense lærreder med malingen stænket ind over fladen samt en række mindre bronzefigurer, der hører til kunstnerens forholdsvis sjældne 3-dimensionale arbejder.

Fuglenes verden, 1961. Olie på lærred
Fuglenes verden, 1961. Olie på lærred

Gule fugle i blå verden. 1965. Olie på lærred
Gule fugle i blå verden. 1965. Olie på lærred
Guggenheimprisen blev fulgt af et kontant beløb, der i slutningen af 1950’erne resulterede i, at Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt kunne købe et hus ved Bovbjerg med udsigt over havet. De indretter her et stort atelier, der i 60'erne danner rammen om deres kunstneriske udfoldelser, frem for alt de store mosaikudsmykninger. I denne periode arbejdede de begge med monumentale udsmykningsopgaver - Carl-Henning Pedersen med mosaikken ’Kosmisk Hav’ til H.C. Ørsted Instituttet i København og Else Alfelt med mosaikken ’Kloder i gyldent rum’ til Th. Langs Seminarium i Silkeborg.
Udsmykningsopgaverne er først og fremmest karakteriseret ved deres enorme formater og arbejdskrævende proces. Til H.C. Ørsted Instituttet udformer han i perioden 1961-65 en overdådig mosaik. Alene formatet på 13 x 2,5 m stiller nye krav til arbejdsprocessen, det spontane og hurtige må vige pladsen for det strukturerede og langsommelige. Trods disse begrænsninger - eller måske snarere udfordringer - formår Carl-Henning Pedersen at overføre det bedste fra sin billedverden til det nye medie - og med Kosmisk Hav viser han et mesterligt greb om stoffet.

Del af mosaikken Kosmisk Hav, 1961-65. Foto: Finn Rosted
Del af mosaikken Kosmisk Hav, 1961-65. Foto: Finn Rosted
Kosmisk Hav fuldendes i 1965, og allerede året efter påbegynder han en ny monumental udsmykning - den, der siden er blevet kaldt for Europas største keramiske udsmykning. Fabrikant og kunstsamler Aage Damgaard 'hyrer' Carl-Henning Pedersen til at udsmykke sin nye skjortefabrik, Angligården i Birk ved Herning. I den indre, cirkelformede gård udfører Carl-Henning Pedersen den første i rækken af store keramiske dekorationer. Formatet er på 1000 m2 og dekorationen består af 15 billeder adskilte af ornamentale bånd. I modsætning til Kosmisk Havs abstrakte udtryk er det de velkendte figurationer: fugle, himmelheste, stjernesole og gudelignende væsner, der befolker væggene.
Angligården blev Carl-Henning Pedersens første møde med Herning, men bestemt ikke det sidste. Den gode kontakt til Aage Damgaard førte ad kringlede veje til oprettelsen af Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i 1976 - side om side med Angligården, der nu rummer Herning Kunstmuseum. Forinden har kunstneren gennem flere år forhandlet med Københavns kommune, der gerne ville modtage en større samling af Carl-Henning Pedersens værker kvit og frit, men tøvede med at ville skabe et egentligt museum til samlingen. Da Carl-Henning Pedersen efter flere års forhandlinger mister tålmodigheden og trækker sit tilbud tilbage, er Herning ikke sen til at melde sig på banen. Det er i starten af 1970'erne og da Else Alfelt dør i 1974 ændres planerne, således at museet i dag også rummer en større samling af Else Alfelts værker - og museet bærer begge kunstneres navne.

Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Birk
Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Birk
Museets oprindelige cirkulære bygning og den pyramideformede bygning, der kom til i 1993, er som den indre gård dekoreret med keramiske fliser. Museet danner sammen med Herning Kunstmuseums runde bygning og skulpturparken samt de geometriske haver et usædvanligt arkitektonisk anlæg, der i 2003 suppleres med en 12 m høj obelisk, på hvis sider Carl-Henning Pedersen har udført endnu en keramisk udsmykning. Det er ikke mindst Birkområdet og museernes fornemme samlinger, der har givet Herning status som årets by i 2003, en by med højt til loftet og plads til kunsten. Carl-Henning Pedersen har en ikke ringe andel i denne udnævnelse, og det er fuldt fortjent, at han bærer titlen som byens æresborger.

Æresborger bliver han næppe i Ribe, skønt han der har udført en af moderne kunsts største udsmykningsopgaver. Udsmykningsprogrammet til Ribe Domkirke, der består af kalkmalerier, glasmalerier og mosaikker, er en sjælden stor opgave at få som moderne kunstner. At Statens Kunstfond lod valget falde på Carl-Henning Pedersen kan forekomme naturligt taget hans erfaring med udsmykning i betragtning, men også kontroversielt, når man medtænker hans afstandstagen til trosspørgsmålet i kristen forstand. Og kontroversielt var det. Da det i 1982 blev kendt, at Carl-Henning Pedersen skulle forestå udsmykningen, mødte han en flodbølge af kritik fra såvel fagfolk som fra menigmand. Kritikken ulmede i løbet af de 5 år kunstneren arbejdede på projektet og den brød ud i lys lue, da offentligheden kunne besigtige det færdige værk. Man fandt udsmykningen for lidt belærende og opbyggelig, for dekorativ og substansløs - ja vel egentlig for ukristen. Kritikken handler nok så meget om den moderne kunsts anvendelighed som kirkekunst, som om Carl-Henning Pedersens konkrete udsmykning. At han også selv oplevede projektet som problematisk antydes dog i dagbogen, hvor han undervejs i forløbet skriver: "Kirkemaler bliver jeg nu ikke!" - og han har da heller ikke siden givet sig i kast med lignende opgaver.

Ribe Domkirke. Foto: Finn Rosted
Ribe Domkirke. Foto: Finn Rosted
Da Else Alfelt dør i 1974, er det ikke blot et farvel til den elskede livsledsager, men også til Carl-Henning Pedersens nærmeste kritiker og arbejdskollega. De fik 40 år sammen og Carl-Henning Pedersen har næppe kunnet forvente at opleve endnu et langt og inspirerende parløb med en kvinde. Men skæbnen ville det anderledes. I 1975 møder han under et ophold i Jerusalem den norske kunstner og arkitekt Sidsel Ramson. Få år efter gifter de sig og mødet med Sidsel Ramson markerer et vendepunkt i hans liv, malerierne er i 80'erne og 90'erne blevet stadig friere og mere glødende i farven. Parrets faste base har gennem mange år været deres pragtfulde landsted i Molesmes, Frankrig. Her befinder kunstneren sig i sit rette element, tæt på himmelhvælvet og magien: ”Jeg maler måske ikke landskaber, men så himlen. Og for at gøre det, må man opholde sig under himlen, følge himlens skiftende lys, føle det magiske ved at opholde sig på denne jordklode under himlen, og lade sin fantasi udfolde sig i himmelrummet, - hvor skulle ellers "Den blå fugl" flyve eller "Den vingede hest"? (Carl-Henning Pedersen: Himlens Port, 1985).

Lykkens Pamfilius, 1993. Olie på lærred
Lykkens Pamfilius, 1993. Olie på lærred
I et udstillingskatalog (Sophienholm, 1970) filosoferer Carl-Henning Pedersen over kunstens betydning. Han skriver: "Tid er det eneste, vi ikke har nok af. Tiden tabes, men gennem kunstens værker erobres den tilbage (…) kunsten holder os levende". En mere passende hyldest til den 90-årige kunstner kan man næppe finde.

Hvor intet andet er nævnt, tilhører de gengivne værker Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i Herning. Fotograf: Gunnar Pedersen.

Vil du læse bogen Mikael Wivel: Carl-Henning Pedersen - Så bestil bogen her

Carl-Henning Pedersens CV