Privatlivspolitik
Kunstrejse Cote d'Azur med Matisse Chagall & Fondation Maeght samt Asger Jorn's Albissola » Læs mere om
rejsen her
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

05:2011 : Anne Vilsbøll
03:2011 : Lars Dan
12:2010 : David Lynch
11:2010 : Anselm Kiefer
10:2010 : Svend-Allan Sørensen
05:2010 : Jytte Rex
03:2010 : Anita Jørgensen
02:2010 : Cai-Ulrich von Platen
12:2009 : Margrete Sørensen
09:2009 : Anette Abrahamsson
06:2009 : Jytte Høy
05:2009 : Niels Bonde
04:2009 : Leonard Forslund
03:2009 : Nina Saunders
02:2009 : Svend-Allan Sørensen
01:2009 : Jesper Rasmussen
11:2008 : Kirsten Ortwed
10:2008 : John Olsen
08:2008 : Torben Ebbesen
07:2008 : Christian Vind
05:2008 : Sophia Kalkau
04:2008 : Randi og Katrine
03:2008 : Lars Nørgård
02:2008 : Jasper Sebastian Sturup
01:2008 : Toni Larsen
12:2007 : Søren Elgaard
11:2007 : Anne Marie Ploug
10:2007 : Bjørn Nørgaard
09:2007 : Lise Harlev
07:2007 : Troels Wörsel
06:2007 : Erik A. Frandsen
05:2007 : Kirstine Roepstorff
04:2007 : Sys Hindsbo
02:2007 : Paul McCarthy
01:2007 : Bosch og Fjord
12:2006 : Adam Saks
11:2006 : Signe Guttormsen
10:2006 : Per Bak Jensen
09:2006 : Anders Moseholm
07:2006 : Per Kirkeby
06:2006 : Alechinsky
05:2006 : Cathrine Raben Davidsen
04:2006 : Eske Kath
03:2006 : Hans Voigt Steffensen
02:2006 : Michael Kvium
01:2006 : Kirsten Justesen
12:2005 : Morten Schelde
11:2005 : Bjørn Poulsen
10:2005 : Mona Hatoum
09:2005 : Pontus Kjerrman
08:2005 : Corneille
06:2005 : Peter Land
05:2005 : Martin Erik Andersen
04:2005 : Kirsten Dehlholm
03:2005 : Lars Nørgård
02:2005 : Erik Steffensen
01:2005 : Marco Evaristti
12:2004 : Lisa Rosenmeier
11:2004 : Claus Carstensen
10:2004 : Viera Collaro
09:2004 : Tal R
08:2004 : Hans Christian Rylander
06:2004 : Ib Geertsen
05:2004 : Vibeke Tøjner
04:2004 : Milena Bonifacini
03:2004 : Lone Høyer Hansen
02:2004 : Peter Martensen
01:2004 : Frithioff Johansen
12:2003 : Anette H. Flensburg
11:2003 : Eva Koch
10:2003 : Carl-Henning Pedersen
09:2003 : Thomas Bang
08:2003 : Aksel Jensen
06:2003 : Ingvar Cronhammar
05:2003 : Kathrine Ærtebjerg
04:2003 : Morten Stræde
03:2003 : Nils Erik Gjerdevik
02:2003 : Peter Mandrup
Portræt - David Lynch
David Lynch

David Lynch, untitled, undated
Black and white photograph, 27.9 x 35.3 cm
© David Lynch

Interview. David Lynch udstiller i den nyrenoverede og udvidede kunsthal Gammel Strand. Han kender som få mørkets kræfter. Det bevidner ikke kun hans film, men også hans originale billed- og lydkunst.

Han leger med ilden

Af Lisbeth Bonde

David Lynch (f. 1947) er en varm og lattermild mand. Han har nogle rare, blå øjne, over hvilke hans høje hår svæver som en hvid lammesky. Faktisk minder han lidt om en tegneseriefigur. Men trods sin status som internationalt instruktørikon træder han frem for den, der er så heldig at møde ham, med et sjældent nærvær. En af forklaringerne på denne evne til at give nuet fylde er hans velkendte dyrkelse af transcendental meditation. Hver dag ’dykker han ned’ i underbevidstheden og henter ideer i et enormt reservoir, der er fyldt med fred, energi og viden. Denne idébank løber aldrig tør, og siden han begyndte at meditere i 1973, har den forsynet ham med værdifuldt, kunstnerisk materiale, fortæller han Deres udsendte, som møder ham i Gammel Strand nogle dage før åbningen.

Udstillingen rummer tidlige papirarbejder, manipulerede fotos, malerier, litografier og lydværker af David Lynch, der viser sig som en genuin og eksperimenterende billedkunstner. Men han er jo først og fremmest kendt som en original filminstruktør, der udtrykker sig i et ekspressivt og suggestivt filmsprog. I filmene ’abonnerer’ han på mange andre filmgenrer – pulp, thrillers, 1940ernes cinema noir-film, tegnefilm, moderne krimier og actionfilm mv. - og mikser dem til sit helt personlige filmsprog. Intet menneskeligt synes ham fremmed; i et dunkelt, surreelt univers skildrer han det farlige begær bag den pæne, småborgerlige lillebyfacade og viser os ondskaben for fuld skrue. Vi var mange, der i begyndelsen af 1990erne sad tryllebundne foran skærmen og fulgte den kaffedrikkende og kirsebærtærtespisende FBI-agent Dale Cooper i serien Twin Peaks. I afsnit efter afsnit afslørede denne svigermors drøm lillebyborgernes labyrintiske dobbeltliv i sin jagt på den smukke Laura Palmers morder. Inden da havde kultfilmen Blue Velvet fra 1986 beseglet Lynch’ navn som en bemærkelsesværdig Hollywood-instruktør med en vovet, surreel agenda. Denne film viste ham som en kunstner, der arbejder uhyre bevidst og stilsikkert med billede, rum og lyd, og som trods sin fascination af sindets mørke også kan slippe humoren løs.

David Lynch, This Man Was Shot 0,9502 Seconds Ago, 2004
Print - mixed media
© David Lynch
Photo © Patrick Gries

Filmene viser, at David Lynch har billedkunsten som udgangspunkt, og udstillingen er også interessant derved, at man indimellem kan studere den visuelle fødekæde fra skitse og maleri til film: Lynch har tegnet og malet hele sit liv og gør det fortsat. Han er uddannet fra Pennsylvania Academy of the Fine Arts i Philadelphia. Det var faktisk under sin uddannelse til billedkunstner, at han opdagede de levende billeders enorme potentiale i forhold til maleriets fastfrosne ubevægelighed. Hans første film, Six Men Getting Sick, der kan ses i en særligt indrettet biograf på 3. sal sammen med andre af hans eksperimenterende film, er en stop motion-film, som fremstår som et animeret maleri, der vibrerer levende med mange lag og stofligheder. En sådan film kunne kun en billedkunstner frembringe, vil jeg mene.

JEG så udstillingen The Air is on Fire, da den blev vist første gang i Paris i 2007, i Fondation Cartier, som ejer en stor samling af filmmagerens kunstværker. Selv om mange af værkerne går igen i Gammel Strand, er der tale om en ganske anden udstilling, dels pga. arkitekturen – i Fondation Cartier var der tale om en noget større totalinstallation – dels fordi Lynch har føjet nye værker til siden hen. På førstesalen kan man f.eks. se tre kæmpestore, fortællende og meget dramatiske mixed media-malerier fra 2009, der faktisk ligner karikerede filmstills. De er indrammet i nogle tykke guldrammer og er tydeligvis inspireret af Francis Bacon, som ikke overraskende er et af Lynch’ erklærede forbilleder. Siden har udstillingen turneret til Milano og Moskva, og der er planer om at sende den videre til Sydamerika og USA, oplyser Fondation Cartiers direktør, Hervé Chandès, der også er i byen. Men nu er udstillingen altså tilgængelig for københavnerne - i det smukt moderniserede og udvidede Gammel Strand, som genåbner med dette brag af en udstilling. Pressemedarbejderen finder et afsides mødelokale, hvor interviewet kan finde sted, og kort efter bringer hun os en kop dampende varm café latte. Jeg spørger kaffe-eksperten Lynch, om den smager godt, og svaret er – noget overraskende: »Damn fine cup of coffee« - FBIagent Cooper har øjensynligt en fætter i det virkelige liv.

David Lynch, Do You Want to Know What I Really Think?, 2003
Print - mixed media
Collection of the Fondation cartier pour l'art contemporain, Paris
© David Lynch
Photo © Patrick Gries

- Du er uddannet som billedkunstner, men allerede mens du var under uddannelse, begyndte du at lave film. Hvad var det, som tiltrak dig ved filmen?

»Jeg elskede kameraet fra det øjeblik, jeg fik det i hænderne, men det kostede 200 $ at lave min første film, og det var rigtig mange penge dengang, så jeg troede, at det ville blive min sidste film. Men så kom der en mand, der ville finansiere min næste film. (Det blev The Alphabet, en skrap fremstilling af et mareridtsfremkaldende og undertrykkende skolesystem, produceret i 1968, red.). Og siden er det jo blevet til mange film. Denne ide om et billede, der kunne bevæge sig, var uimodståelig,« smiler David Lynch.

- På udstillingen ser vi bl.a. din kultegning af det vanskabte barn fra filmen ’Eraserhead’. Starter dine film med en skitse eller et billede?

»Nej, som regel starter de med en idé. Jeg får hele tiden ideer. Nogle af dem er rigtig gode, og hvis jeg stadig er forelsket i dem efter 14 dage, forsøger jeg at realisere dem i enten billeder eller film. Når det drejer sig om film, skal forelskelsen være så stærk, at den kan holde i mindst to år, for det er den tid, det tager at dreje en film. Ideerne kommer ofte, når jeg dagdrømmer. Når verden går så hurtigt, er det vigtigt at synke ned og dagdrømme – eller at meditere. Her får jeg også en del ideer. John Lennon var engang irriteret over, at han fik en masse ideer, der forstyrrede ham under meditationen. Yogien Maharishni Mahesh gav ham det råd at gå ud af meditationen og skrive ideerne ned og gå tilbage igen. »På den måde høster du jo dobbelt,« sagde han.

- Hvor får du dine uhyggelige visioner fra?

»Ikke alle mine film rummer uhygge. Om Blue Velvet og Twin Peaks siger folk ganske vist, at jeg viser de skjulte ting under overfladen. Men det var ikke noget bevidst valg. Mange af ideerne kommer fra verden, der jo er fyldt med skræmmende ting. Jeg sammenligner mine ideer med at blive forelsket i en pige. Hun er måske ikke lige sådan en, du ville tage med hjem og præsentere for dine forældre, men ikke desto mindre er du forelsket i hende, og du ved, at du må leve din passion ud! Vi lever i en absurd verden, hvor der foregår så uhyre mange mærkelige ting. Sex og vold, barbequeing, sport, fester etc. Enormt mange problemer og dele af virkeligheden eksisterer side om side. Det forholder jeg mig til både i mine kunstværker og i mine film, der ikke rummer noget bestemt budskab.«

David Lynch, Pete goes to his girlfriend's house
© David Lynch

- Hvordan vil du beskrive forskellen på at male og lave film?

»Der er nogle bestemte, uskrevne regler i maleriet, som går igen i film: Komposition, måden øjet bevæger sig på, farver og former etc. går igen i begge medier. Men maleriet har sin egen verden, og jeg oplever det som meget frydefuldt at bevæge mig rundt helt alene i atelieret og male. Der opstår en dialog mellem maleriet og mig, uden at nogen blander sig. Når jeg laver film, er der jo tale om teamwork. Men jeg har en lignende pingpong-oplevelse, når jeg skriver manuskripter. Også dette foregår i enrum. Der er aktion og reaktion på stoffet, her organiserer jeg ideerne og fylder huller ud og disponerer om. Jeg forsøger så at overføre ideerne til filmen, men man kan ikke improvisere så frit, når man filmer. At male er tavst, og når maleriet er færdigt, er det blevet en selvstændig, en særlig ting. Såvel processen som udtrykket i film og maleri er forskelligt.«

- Man fornemmer tydeligt, at du prioriterer de forskellige lokationer og settings i dine film meget højt. Rummene skal have en særlig ambience, som man også genfinder i mange af dine malerier. Hvad betyder stedets ånd for dig?

»Når jeg skal filme, bruger jeg meget tid på at finde de rigtige lokationer, som afspejler personernes karakterer og stemning. Nogle gange har jeg været så heldig at finde lokationer, der er bedre, end jeg havde forestillet mig, og som giver flere ideer til historien, mens jeg i andre tilfælde må give op og bygge scenografien selv sammen med de professionelle scenografer. Det kan jeg i øvrigt rigtig godt lide. Denne scenografiske måde at arbejde på har ganske rigtigt også påvirket mange af mine malerier.«

- Lyden spiller også utrolig meget. Her på udstillingen har du tilført lyd, en drønende, uhyggelig, maskinel lyd, så man kan sige, at malerierne ikke længere er tavse. Hvad betyder lyd for dig?

»Ja, lyden indhyller værkerne i en særlig stemning. Musik giver folk utrolig meget og udvider maleriernes virkning.«

David Lynch, untitled, undated
Marker on paper, 7.6 x 7.6 cm
Collection of the Fondation cartier pour l'art contemporain, Paris
© David Lynch

- I den store katalogbog, som ledsager udstillingen, skriver den tyske teoretiker Boris Groys, at ”en kunstner altid er en fange i sin personlige histories fængsel.” På hvilken måde har din personlige historie – du er vokset op i det bjergrige Montana i en middelklassefamilie med en far, der var videnskabsmand og en mor, der var engelsklærer – i øvrigt med finske aner – påvirket din kunst?

»Man har måske svært ved at tro det, når jeg siger, at min familie var utrolig harmonisk og kærlig. Da jeg som 14-årig fik mit første atelier, betalte min far halvdelen af huslejen og tilskyndede mig til at forfølge mine drømme. Først troede jeg, at jeg skulle være videnskabsmand ligesom ham, men jeg brændte ikke rigtig for det. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at man kunne være kunstner som voksen. I mine øjne hørte det at tegne og male barndommen til. Indtil jeg en dag fik en ny ven, Toby Keeler, hvis far var billedkunstner. Da jeg så hans atelier, bredte euforien sig inden i mig, og jeg fik lov til at indrette et lille atelier bag hans. Senere kom min gode ven Jack Fisk til.« (Som Lynch har arbejdet sammen med i mange år, red.).

David Lynch har fået lidt mælkeskum på overlæben, og jeg drejer samtalen ind på kaffetemaet igen: »Jeg elsker kaffe, men før i tiden kunne jeg sjældent få den kaffe, jeg kan lide. En bekendt rådede mig derfor til at begynde at importere kaffe, og efter nogen overvejelse startede jeg så mit eget kaffefirma og importerer bønner fra bl.a. Mexico og Sydamerika.«

David Lynch. Kunstforeningen Gammel Strand. København. Til 16. januar 2011

Artiklen har tidligere været bragt i Weekendavisen