Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

05:2011 : Anne Vilsbøll
03:2011 : Lars Dan
12:2010 : David Lynch
11:2010 : Anselm Kiefer
10:2010 : Svend-Allan Sørensen
05:2010 : Jytte Rex
03:2010 : Anita Jørgensen
02:2010 : Cai-Ulrich von Platen
12:2009 : Margrete Sørensen
09:2009 : Anette Abrahamsson
06:2009 : Jytte Høy
05:2009 : Niels Bonde
04:2009 : Leonard Forslund
03:2009 : Nina Saunders
02:2009 : Svend-Allan Sørensen
01:2009 : Jesper Rasmussen
11:2008 : Kirsten Ortwed
10:2008 : John Olsen
08:2008 : Torben Ebbesen
07:2008 : Christian Vind
06:2008 : Svend Engelund
05:2008 : Sophia Kalkau
04:2008 : Randi og Katrine
03:2008 : Lars Nørgård
02:2008 : Jasper Sebastian Sturup
01:2008 : Toni Larsen
12:2007 : Søren Elgaard
11:2007 : Anne Marie Ploug
10:2007 : Bjørn Nørgaard
09:2007 : Lise Harlev
07:2007 : Troels Wörsel
06:2007 : Erik A. Frandsen
05:2007 : Kirstine Roepstorff
04:2007 : Sys Hindsbo
03:2007 : Henry Heerup
02:2007 : Paul McCarthy
01:2007 : Bosch og Fjord
12:2006 : Adam Saks
11:2006 : Signe Guttormsen
10:2006 : Per Bak Jensen
09:2006 : Anders Moseholm
07:2006 : Per Kirkeby
06:2006 : Alechinsky
05:2006 : Cathrine Raben Davidsen
04:2006 : Eske Kath
03:2006 : Hans Voigt Steffensen
02:2006 : Michael Kvium
01:2006 : Kirsten Justesen
12:2005 : Morten Schelde
11:2005 : Bjørn Poulsen
10:2005 : Mona Hatoum
09:2005 : Pontus Kjerrman
08:2005 : Corneille
06:2005 : Peter Land
05:2005 : Martin Erik Andersen
04:2005 : Kirsten Dehlholm
03:2005 : Lars Nørgård
02:2005 : Erik Steffensen
01:2005 : Marco Evaristti
12:2004 : Lisa Rosenmeier
11:2004 : Claus Carstensen
10:2004 : Viera Collaro
09:2004 : Tal R
08:2004 : Hans Christian Rylander
06:2004 : Ib Geertsen
05:2004 : Vibeke Tøjner
04:2004 : Milena Bonifacini
03:2004 : Lone Høyer Hansen
02:2004 : Peter Martensen
01:2004 : Frithioff Johansen
12:2003 : Anette H. Flensburg
11:2003 : Eva Koch
10:2003 : Carl-Henning Pedersen
09:2003 : Thomas Bang
08:2003 : Aksel Jensen
06:2003 : Ingvar Cronhammar
05:2003 : Kathrine Ærtebjerg
04:2003 : Morten Stræde
03:2003 : Nils Erik Gjerdevik
02:2003 : Peter Mandrup
Portræt - Hans Christian Rylander CV

Livet i kunsten – kunsten i livet

Billedkunstneren Hans Christian Rylander bruger de dage, han har tilbage af sit jordeliv til at føje nyt til sit omfangsrige oeuvre. Han bevæges af verden og af dens til tider usle og urimelige vilkår. Hans kunst er en billedliggørelse af menneskets eksistensbetingelser med begæret som omdrejningspunkt.

Af Lisbeth Bonde

Hans Christian Rylander
Hans Christian Rylander
(Foto: © Hans Ole Madsen)

”Det er vitriol i øjnene. Luk endelig ikke op”, skrev Pierre Lübecker en gang forud for en tv-udsendelse om Hans Christian Rylander. I 2004 kunne man se hans kunst på en omfattende og meget krasbørstige kunst på en retrospektiv udstilling på Vejle Kunstmuseum. Den havde først været vist i Storstrøms Kunstmuseum. Det var den største udstilling i 40 år – som dækkede næsten 40 års virke. Desuden kan man jævnligt se spritnye værker af kunstneren på Decembristernes årlige udstillinger i Den Frie Udstillingsbygning. Rylanders ’psykofotografisk surrealistiske’ værker kredser om ensomheden, om menneskets svimlende fortabelse i begæret og om tvivlen, frygten, dekadencen og uroen. Han maler stofligt med pastose lag, og hans lærreder er befolket med ansigter eller kropsfragmenter. Og så er der dyrene - ulven, haren og gribben - der dukker op igen og igen. Og endelig de mange nøgne kvinder. Nu også i 3 dimensioner som skulpturer i hans ’montrer’, hvoraf han til dato har skabt tre. Montrerne er en slags crossover værker, der krydser klinger med installationen og scenekunsten – men publikum holdes på afstand af en glaskube, som gør os til voyeurer og får synsakten til at minde om almindeligt butikskiggeri. Det er tableauer, der umiddelbart fremstår som erindringsfragmenter med sære rekvisitter fra kunstnerens liv. Stærkt subjektive og enigmatiske – men samtidig sært forfaldne og patinerede, som var de ankommet hertil fra fortiden. Flere af dem er endt som kunstværker til offentlige rum rundt om i Danmark. Rylander betragter sig som maler, og når han laver skulpturer eller ’montrer’ er det som en maler, der boltrer sig tredimensionalt.

Udsigt over opstilling af mine værker på Decembristernes udstilling år 2000.
Udsigt over opstilling af værker på Decembristernes udstilling år 2000.

Skulptur, ”Længslen i øjeblikket”, 1991-92
Skulptur - ”Længslen i øjeblikket” - Granit og bronze

Desuden står hans udsmykning til Provianthuset ved Christiansborg næsten færdig. Et værk, som breder sig over 12 hvælv, og som løber gennem hele den næsten 100 m lange vandrehal, har pga. andre, sideløbende udsmykningsopgaver, som rådhuspladsen i Helsinge, Katedralskolen i Nykøbing F, Århus HF-center, indimellem krævet 36 assistenters arbejde, som Rylander har ledet gennem 14 år. Det siger ikke så lidt om kunstnerens organisatoriske evner, at han har kunnet gennemføre et sådant megaprojekt, som man skal til Rubens og Thorvaldsens værksteder for at finde omfangsmæssige paralleller til. Den store udsmykning til Provianthuset er brudstykker af Danmarkshistorien – med tyngdepunkt i junigrundloven i 1849 - filtreret gennem Rylanders helt personlige optik. Her møder vi en række kendte danskeres kontrafejer, her ses kulturens og videnskabens førstemænd som H.C. Ørsted, Niels Bohr og Tycho Brahe – ved siden af Blixen, Rifbjerg, Aarestrup og Holberg, men også Poul Henningsen, J.F. Willumsen og Søren Kierkegaard. kigger på os, og vi kigger tilbage. Og så er der kvinderne. Et særligt – og meget betydningsfuldt – kapitel i H.C. Rylanders billedliv.

Skulptur, ”De ville give hende vinger”, 1998-99
Skulptur - ”De ville give hende vinger” - Bronze, granit, jern og glas

Montre, ”Dele af øjeblikke”, 2002-2003
Montre, ”Dele af øjeblikke”, 2002-2003

Hans Christian Rylander er en tveægget størrelse: På den ene side et ulasteligt klædt borgerdyr, der kender den politiske tankegang og jargon på de bonede gulve i kunstens magtkorridorer og på den anden side et receptivt sind, der skaber kunst på følelser og oplevelser. Han udgør en hel enmandshær, når han iført sine blå overalls går i lag med lærreder og skulpturer i sine rummelige atelierer i sin 900 kvm store gård, Lollikgården, på Bogø.

”I mangel af bedre”, Olie på lærred, 1978 - 80
”I mangel af bedre”, Olie på lærred, 1978 - 80

Som ingen anden kunstner har Rylander sørget for, at millioner af skattekroner er blevet langet over disken til kollegerne. Igennem årene har han påtaget sig det borgerlige ombud at sidde hos, når beslutninger skulle tages, om hvem der skulle modtage de statslige støttekroner. Som formand for KIKUs bestyrelse og senere som formand for efterfølgeren, Center for Dansk Billedkunsts bestyrelse, og som medlem af Statens Kunstfonds repræsentantskab og Statens Kunstfonds Indkøbs- og Legatudvalg har han nydt sine kollegers fulde tillid. Han sover godt, for han har taget det alvorligt, det kunstpolitiske, og har altid været forberedt til fingerspidserne og har allieret sig samvittighedsfuldt med ’fagligheden’. Han er for resten også formand for sammenslutningen Decembristerne. Selv modtager han Statens Kunstfonds livsvarige ydelse og er i sin tid blevet hædret med Eckersbergmedaljen. Det er gået godt, skønt hans kunst ingenlunde er trendy. Snarere er der lange tråde tilbage til 60’ernes ny-figuration i egenskab af Edward Kienholz og George Segals iscenesættelse af menneskefiguren i forskellige miljøer. Og siden da er kunsten gået helt andre veje.

”Skitsebillede”, Acryl og olie på lærred, 1990-2003
”Skitsebillede”, Acryl og olie på lærred, 1990-2003

For et øjeblik tvinger den urolige mand sig til at sidde stille i sin sofa med udsigt til skov og hav. På spørgsmålet om, hvorfra hans vrimlende, kunstneriske univers hidrører, svarer han:

”Peter Laugesen skrev til et af mine skupturprojekter, der i øvrigt nu står i Nykøbing Falsters Katedralskole. ’På tilgroede stier inden tilståelsen’ hedder værket, der udløste dette digt hos digteren. Rylander læser langsomt og med sin gammelkøbenhavnske diktion, der minder om en skuespiller fra 50’erne:

jeg leder efter drømme, skyld og lugte,
efter kranier, væsker, smukke sten i dalen.
Jeg leder efter ord for det der tavser.
Jeg leder efter snavs og skum og gylp.
Jeg leder ikke efter en skid. Jeg leger bare.

Men det er ikke helt rigtigt. Det er rigtigt, at jeg leder, og jeg leder hele tiden efter noget i mit eget liv, der kan inspirere til nye ting. Man siger, at jeg arrangerer alting. Jeg leder i det kaos, jeg har inde i hovedet og her i mit hus. Jeg leder efter inspiration for tanken og for formen. Så er der den store historie, fortællingen, men den kommer af sig selv, for den stammer fra mit liv. Den skulptur, jeg udstiller på Decembristerne: ’Atta – Atta (maskerede øjeblikke forråder nuets variationer)’, er inspireret af tysk teaters slemme dreng, Christoph Schlingensief, hvis forestilling af samme navn, havde premiere i februar 2003 på Volksbühne i Berlin. I lighed med forestillingens dobbeltbundne titel, der henviser til lederen af World Trade-terrorbombningen, Mohamed Atta, samt til tysk barnesprog, ’ata gehen’, at gå en tur og rengøringsmidlet ’Ata’ er min figur en dualistisk, hermafroditisk og mentalt selvdestruerende. Det er en historie om kønnet, magten og sårbarheden og om drømmen, der som et beskyttende lag lægger sig imellem eksistensen og os. Denne tvekønnede figur, der har en hov i stedet for en fod, udstråler magt og styrke, men kan i virkeligheden ingenting. Den vender sig bort og kigger ind i væggen. Det er altså ofte noget litterært, som er igangsættende for mine arbejder – det er ikke altid, at jeg leder i mit eget liv.”

”Farvetuber”, Acryl og olie på lærred, 2003
”Farvetuber”, Acryl og olie på lærred, 2003

Er det specielt billedskabende litteratur, du bruger?

”Ikke nødvendigvis, snarere uddrager jeg citater, som minder om noget, jeg selv har tænkt.”

Hvad bruger du din kunst til? Er den et erkendelsesredskab eller en sjælens og følelsernes ’rensningsanlæg’?

”Det er begge dele. Selvfølgelig får jeg fred, når jeg er ved at afslutte et værk. Alligevel kommer uroen over mig igen, fordi noget nyt uvægerligt er på vej, når det andet er ved at være færdigt.”

”Forsøg på at undgå tilfældet”, Acryl og olie på lærred, 2003
”Forsøg på at undgå tilfældet”, Acryl og olie på lærred, 2003

”Det er en skrøbelig tid, den er som en syg”, Olie på lærred, 1985
”Det er en skrøbelig tid, den er som en syg”, Olie på lærred, 1985

Hvorfor har du brug for at sætte disse monumenter og male disse billeder? Jeg mener, du kunne have siddet nu som skolelærer på slutløn og modtaget din pension om føje tid? Hvorfor alle disse anstrengelser, der var ved at taget livet af dig sidste år, hvor du fik en blodprop i hjertet som en alvorlig påmindelse om livets skrøbelighed?

”Jeg har altid skullet male og tegne. Jeg kan ikke lade være. Men jeg er ud af en borgerlig familie, og man forlangte af mig, at jeg tog en uddannelse, så jeg blev folkeskolelærer. Maler kunne man ikke være! Jeg husker, at jeg besøgte Anna Klindt Sørensen, da hun sad på et plejehjem som 85-årig og hun boede på et plejehjem i Nordjylland. Hun spurgte: ”Hans Christian, er du kommet ud af seminariet?”, Rylander ler højlydt. ”Hun var vidne – fordi jeg havde gået og malet hos hende og Gudrun Poulsen og Gudrun Lorentzen – til mine trængsler på seminariet. De tog mig i øvrigt med til Ebba Carstensen. Vi skulle se hendes nye billeder. Jeg var på det tidspunkt 20 år og skulle lege med hendes barn. De stærke damer sad og drak snaps, og så spørger Ebba Carstensen pludselig: ”Kan drengen tåle kakave?” (Rylander gnækker højlydt). Jeg lærte at bruge farven af disse kunstnere. Men jeg slap ud af skolen – Københavns Seminarium, hvor jeg læste om aftenen for at kunne male om dagen!”

Når du siger sjælens og følelsernes rensningsanlæg, så må jeg tilføje, at hele mit liv langt fra har været nogen dans på roser. Det var svært for mig at gense værkerne i Storstrøms Kunstmuseum, fordi jeg ikke havde set billederne i mange år, og fordi de alle repræsenterer nogle smertepunkter i mit liv. Mit liv og værk hænger uløseligt sammen. Jeg lever midt i værket, bor så at sige midt i min kunst. Jeg maler det, jeg oplever.”

Skulptur - ”Fra tilgroede stier inden tilståelsen”, 1997
Skulptur - ”Fra tilgroede stier inden tilståelsen”, 1997

Montre - ”En celle, et længslens og frygtens rum, et skrøbeligt sted”, 2000
Montre - ”En celle, et længslens og frygtens rum, et skrøbeligt sted”, 2000

Kan du hæfte nogle overskrifter på de smertepunkter?

Hans Christian Rylander vrider sig. ”Det har altid været kærlighedsforhold eller mislykkede kærlighedsforhold, det drejede sig om. Mit første ægteskab holdt ikke. Mit andet endte med min kones død som følge af narkomisbrug. Der kom luft under vingerne med hende – hun forstod mig og kunne trylle ting frem – såsom sten til mine skulpturer - men det nyttede jo ikke noget, for hun tog det hele med sig. Det varede 12 år, men før hun forsvandt for altid, lavede hun en masse forsvindingsnumre. Pludselig var hun væk! Vi havde siddet i stuen, og så sagde hun, at hun skulle ud i køkkenet. Og dér efterlod hun en seddel om, at nu tog hun væk. Hun kunne blive væk i månedsvis og så finde på at ringe fra Reykjavik og indtale en besked på telefonsvareren, om at hun netop havde købt en rød frakke, som hun var sikker på, at jeg kunne lide. I den smerte – for vores forhold var fyldt med kærlighed – i den smerte måtte jeg leve i mange år. Den smerte genså jeg i billederne på udstillingen. Min mor – en meget stærk og voldsom dame – døde samtidig. Jeg begyndte derefter at lave de store, frie Provianthusbilleder. Og så er det ærgerligt, at jeg er blevet så gammel! For nu er tiden der til det. Energien, gode forhold og en god kone – som jeg mødte for to år siden.”

Hvordan med helbredet?

”Jeg har i nogen grad tabt pusten efter min blodprop sidste år. Men det er muligvis af skræk! Men jeg tæller timerne og udnytter tiden til det yderste. Og nu er jeg færdig med Provianthuset. Næsten.”

Hvad mangler du?

”Provianthuset brændte for 14 år siden, og dengang hang det ikke sammen med Christiansborg. Det gør det i dag. I første omgang havde jeg jo lavet det hele, også en række skulpturer, der skulle stå i nicherne. I dag er den politiske situation en ganske anden end for 14 år siden. Man ønsker ikke at gøre en historisk bygning som Christiansborg til et museum for en nulevende kunstner, hedder det, og det kan jeg på sin vis godt forstå.”

”Fjernt fra det brugbares orden”, Olie på lærred, 1980-81
”Fjernt fra det brugbares orden”, Olie på lærred, 1980-81

Hvordan er det politiske klima i forhold til kunsten for øjeblikket?

”Under den socialdemokratiske regering sagde man, at man vandede græsrødderne og lod blomsterne visne. Enhver, som havde et sæt farveblyanter, blev nærmest betragtet som kunstner. Nu skal alt væk, som ikke kan klare sig på markedskræfternes betingelser ifølge regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, der mener, at Kunstfonden er overflødig – og i øvrigt alle andre støtteordninger. Kunstnernes opgave er ifølge Dansk Folkeparti – og dermed regeringen – at arbejde på at bevare nationalarven og støtte det særligt danske. Kunstnerne behøver følgelig ikke at tage til udlandet. Så derfor: Vupti: Man afskaffer Center for Dansk Billedkunst.”

Hvis vi går tilbage til dine malerier: Du har tilsyneladende ophævet centralperspektivet? Dine figurer er store som små, men uden nogen hierarkisk struktur endsige dybdevirkning. En kvinde kan ligge og flyde ud i al sin nøgne skønhed i front i billedet – hun kan være malet i meget stor skala – mens fx Søren Kierkegaards ansigt, der ifølge almindelige perspektivlove skulle være mere i front, er malet ganske lille. Ud fra hvilke principper disponerer du din billedflade?

”Jeg fortæller historier om de store følelser og deres ret. Men jeg prioriterer ikke. At nogle elementer fylder mere end andre er ikke ensbetydende med, at de er vigtigere. De er kompositoriske greb, som jeg bruger til at disponere billedfladen med.”

Triptykon ”En bøddel af en slags - En brud af en slags - En elsker af en slags”, 1997
Triptykon ”En bøddel af en slags - En brud af en slags - En elsker af en slags”, 1997

Man kan ikke lade være med at læse noget symbolsk ind i dine objekter?

”Ja, de spiller en symbolsk rolle, men man kan tolke dem på mange niveauer, og ingen af dem er ’den rigtige’. Som Villy Sørensen skriver i sin Nietzsche-biografi: ”Han – Nietzsche - må tænke over livet efter den grundsætning, at ingen natur gør spring.” Vi lever efter den grundsætning, at vi skal udvikle os og få fred med os selv og vores omverden. Vi søger mod harmoni, parallelitet, mod symmetri. Men det kan jo være en spændetrøje, især når tiden går, og man bliver ældre. Samtidig er man jo nødt til at rette sig efter den orden. Tiden bliver der jo mindre af. En blodprop i hjertet er et incitament til at nå noget, jeg endnu ikke har skabt. Ønsket om at skabe en kunst, der bevæger hjertet, der genopfrisker sjælen, fryder sanserne og giver mod på livet øges med alderen. Det er jo det, det drejer sig om. Det bliver stadig vigtigere at skabe et værk, som nogen vil modtage som noget særligt. Det stræber jeg efter. Jeg bilder mig ind, at jeg beskæftiger mig med evige spørgsmål: Altså spændingen mellem antipati, der ikke skjules og loyalitet, der ikke svigter. Jeg maler mennesket i forhold til sig selv, til omverdenen og menneskets mægtige problem med at skaffe fred i forhold til sig selv som medmenneske. Løgstrup siger et sted, at vi skal indrette vores samfund, som om vi elskede medmennesket. Men selv al den stræben har jo ikke medført, at vi lever i den bedste af mulige verdener. Jeg føler, at der mangler noget, og jeg insisterer på at nå det. Min kunst er ikke kunst på kunst, der forholder sig til virkeligheden.”

”Med Anders i Rom”, Olie på lærred, 1977
”Med Anders i Rom”, Olie på lærred, 1977

Men du har tydelig affinitet til Albrecht Dürer, Leonardo og Hans Holbein d.y. i dine værker.

”Ja, jeg stjæler med arme og ben. Det er klart. Men jeg forholder mig ikke til tidens polemik eller tidens kunst. Den er jeg udenfor. Men en sådan entydig størrelse som tiden findes ikke. Den er langt fra entydig. Snarere lever vi i flere tidsbegreber. ”

Det slår mig, at ingen af de personer, som optræder i dine malerier – det kan være selvportrætter, kvinder, dyr eller kendte koryfæer – har nogen kontakt med hinanden. Der er ingen dialog?

”Jeg vil med Albert Camus sige: ”Mennesket fødes alene, det dør alene, indimellem horer det og læser aviser¨,” slutter Hans Christian Rylander.

Fra renovering og udsmykning af Helsinge Rådhusplads, ”De talte om skæbnens uforsigtighed bl.a.”, Blev færdiggjort i 1999.
Fra renovering og udsmykning af Helsinge Rådhusplads, ”De talte om skæbnens uforsigtighed bl.a.”, Blev færdiggjort i 1999.

Fra renovering og udsmykning af Helsinge Rådhusplads, ”De talte om skæbnens uforsigtighed bl.a.”, Blev færdiggjort i 1999.
Hans Christian Rylanders CV