Privatlivspolitik
Kunstrejse Cote d'Azur med Matisse Chagall & Fondation Maeght samt Asger Jorn's Albissola » Læs mere om
rejsen her
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

05:2011 : Anne Vilsbøll
03:2011 : Lars Dan
12:2010 : David Lynch
11:2010 : Anselm Kiefer
10:2010 : Svend-Allan Sørensen
05:2010 : Jytte Rex
03:2010 : Anita Jørgensen
02:2010 : Cai-Ulrich von Platen
12:2009 : Margrete Sørensen
09:2009 : Anette Abrahamsson
06:2009 : Jytte Høy
05:2009 : Niels Bonde
04:2009 : Leonard Forslund
03:2009 : Nina Saunders
02:2009 : Svend-Allan Sørensen
01:2009 : Jesper Rasmussen
11:2008 : Kirsten Ortwed
10:2008 : John Olsen
08:2008 : Torben Ebbesen
07:2008 : Christian Vind
05:2008 : Sophia Kalkau
04:2008 : Randi og Katrine
03:2008 : Lars Nørgård
02:2008 : Jasper Sebastian Sturup
01:2008 : Toni Larsen
12:2007 : Søren Elgaard
11:2007 : Anne Marie Ploug
10:2007 : Bjørn Nørgaard
09:2007 : Lise Harlev
07:2007 : Troels Wörsel
06:2007 : Erik A. Frandsen
05:2007 : Kirstine Roepstorff
04:2007 : Sys Hindsbo
02:2007 : Paul McCarthy
01:2007 : Bosch og Fjord
12:2006 : Adam Saks
11:2006 : Signe Guttormsen
10:2006 : Per Bak Jensen
09:2006 : Anders Moseholm
07:2006 : Per Kirkeby
06:2006 : Alechinsky
05:2006 : Cathrine Raben Davidsen
04:2006 : Eske Kath
03:2006 : Hans Voigt Steffensen
02:2006 : Michael Kvium
01:2006 : Kirsten Justesen
12:2005 : Morten Schelde
11:2005 : Bjørn Poulsen
10:2005 : Mona Hatoum
09:2005 : Pontus Kjerrman
08:2005 : Corneille
06:2005 : Peter Land
05:2005 : Martin Erik Andersen
04:2005 : Kirsten Dehlholm
03:2005 : Lars Nørgård
02:2005 : Erik Steffensen
01:2005 : Marco Evaristti
12:2004 : Lisa Rosenmeier
11:2004 : Claus Carstensen
10:2004 : Viera Collaro
09:2004 : Tal R
08:2004 : Hans Christian Rylander
06:2004 : Ib Geertsen
05:2004 : Vibeke Tøjner
04:2004 : Milena Bonifacini
03:2004 : Lone Høyer Hansen
02:2004 : Peter Martensen
01:2004 : Frithioff Johansen
12:2003 : Anette H. Flensburg
11:2003 : Eva Koch
10:2003 : Carl-Henning Pedersen
09:2003 : Thomas Bang
08:2003 : Aksel Jensen
06:2003 : Ingvar Cronhammar
05:2003 : Kathrine Ærtebjerg
04:2003 : Morten Stræde
03:2003 : Nils Erik Gjerdevik
02:2003 : Peter Mandrup
Portræt - Lars Nørgård

Lars Nørgård

Af Lisbeth Bonde

Lars Nørgårds udstilling på Horsens Kunstmuseum fornylig hed ’Dårlige nerver’, og det har han en særlig forklaring på: ”I min barndom i Aalborg brugte vi betegnelsen om alle dem, der trådte ved siden af. Det kunne være kvinder, der havde det ad helvede til i ægteskabet eller stressede og overanstrengte mennesker, men også godtfolk, der afveg fra normerne i provinsbyen. Med denne udstillingstitel signalerer jeg, at vi skal tilbage til mere hudløse tilstande, hvor der står mere på spil,” forklarer Lars Nørgård, som Deres udsendte møder i hans store atelier i en fabriksbygning på Nørrebro i København. Et pragtfuldt, højloftet rum med to etager og en svalegang på første sal, som tillader kunstneren at komme på afstand af malerierne og se dem lidt fra oven. Rummet giver ham mulighed for at arbejde i helt store formater, så han kan udføre sine mange udsmykningsopgaver, som han fortløbende har bestillinger på.

Sitting Bull
270 x 230 cm, Olie på lærred, 2007
Tilhører Ny Carlsbergfondet

Lars Nørgård er en væsentlig fornyer af maleriet på den danske kunstscene, men når det kommer til hans surreelle og gakkede tegninger, nærmer vi os det geniale. Hvorfra kommer disse absurde ideer? Hvordan ser det sind ud, som genererer fladpandede sømænd, kyllinger med hajfinner, vandrende globusser og juletræer af fiskeben? spørger man sig selv. Allerede i 1980’erne fik kunstoffentligheden et godt øje til Nørgårds maleri, men i 1990’erne mødte et meget bredere publikum hans kunst, da han for DSB udførte en serie plakater med den for ham karakteristiske streg, som fanger hans vilde ideer i flugten. Med sin gakkede og gådefulde humor satte han så at sige fut i togdriften på alle stationer i landet.

Portræt af Christian Lemmerz
80 x 60 cm, Olie på lærred, 1984

Men lad os her lige spole tiden tilbage til begyndelsen, inden vi lander i nutiden, så nye læsere kan være med: Lars Nørgård dukkede op på den danske ’scene’ i begyndelsen af 1980’erne – idet han afbrød et studieforløb i San Francisco, hvor han var ved at uddanne sig som maler. I stedet for en MA blev det derfor kun til en bachelor grad fra Academy of Art College. På et besøg i Danmark i 1981 besluttede han sig til at blive. Det skete, efter at han havde mødt nogle af sine generationsfæller i det famøse Værkstedet Værst, en kunstnerisk rugekasse i Rosenørns Allé med et særdeles frugtbart, eksperimenterende miljø. Det var 1980’ernes pendant til 1960’ernes Eks Skole. Midt i det store, brogede opbud af kunstnere, som i medierne gik under fællesbetegnelsen ’De unge vilde’, skilte Nørgård sig ud som en mere klassisk, figurativ maler med sin genuine motivverden - ikke sjældent serveret med tungen i kinden og et overskud af sort humor. I modsætning til mange af sine generationsfæller, der gik på Kunstakademiet i 1980’erne, har Lars Nørgård aldrig opereret med et teoretisk metaplan – han er en reflekteret og vidende kunstner, en intellektuel og tænksom sjæl, men han er ikke nogen akademikernørd, hvis kunst bliver til på baggrund af læsninger og teoretiseringer. Hans kunst sparkes i gang af hans grænseløse, visuelle fantasi.

Herkules
204 x 160 cm, Olie på lærred, 1985
Tilhører Vestsjællands Kunstmuseum

Lars Nørgård begyndte oprindelig som fotorealist, men opholdet i San Francisco sporede ham ind på den amerikanske, abstrakte ekspressionisme, og det er tråden fra den tid, han har taget op her i det nye årtusind. Inden da gennemløb hans kunst forskellige faser. Han blev i en overgang i 1980’erne sin generations seer og kommentator, hvilket fremgår tydeligt af de velkendte generationsportrætter af kunstnerkollegerne fra Værkstedet Værst. Disse humoristiske og allegoriske generationsportrætter dokumenterede livet i kunstnerkolonien på godt og ondt – på en måde, som kan sammenlignes med den noget ældre tyske kunstner Jörg Immendorffs karikerende, kulturkritiske generationsportrætter i serien ’Café Deutschland’, som har skrevet sig ind i tysk kunsthistorie. I denne såkaldt krøllede periode – ikke ulig Vilhelm Lundstrøms ditto – demonstrerede Nørgård sin sublime evne til hurtigt og træfsikkert at kondensere personers fysiognomiske og fysiske træk. Man mindes også karikaturkunstens Michelangelo, Honoré Daumier, når man fx ser Nørgårds portræt af kunstsamleren og kuratoren John Hunov og fru Birte Inge Christensen posere i Adam- og Evakostume eller kollegerne Dorte Dahlin og Berit Jensen hængt ud som halvnøgne varietépiger. I lighed med de såkaldte bad paintings, hvor det gjaldt om at male så grimt som muligt med en bevidst vrængende attitude, anvendte Nørgård en grøn-brun jordfarvepalet i denne firserfase.

Jysk poesi
270 x 350 cm, Olie på lærred, 1996
Tilhører Statens Museum for Kunst

I sine nye malerier går Nørgård step by step helt ud til kanten i en brydekamp mellem sin umådelige fantasi og sin evne som billedmager. Lærredet udfordrer hele tiden kunstneren, der ofte tager nye indfaldsvinkler og metoder i brug. Eksperimentet fortsætter fra billede til billede i en lang kædereaktion.

Du har sat mange farver i spil i dine nye malerier. Hvilken rolle spiller farven for dig?

”Jeg anvender farven, så den både skaber harmoni og disharmoni. Jeg tilstræber, at der opstår en masse energi – billedet skal nærmest udsende elektriske udladninger. Til det formål veksler jeg bl.a. imellem kolde og varme farver. Hvis du ser på det røde parti dér (Lars Nørgård peger på et område af et meget stort maleri i højformat), så har jeg brugt tre forskellige røde farver, både varme og kolde, hvilket holder maleriet i bevægelse. Desuden arbejder jeg med en variation i stofligheden - i det hele taget går jeg meget op i variationen på fladen. Nogen gange overtager den lille kemiker processen (latter). Jeg skal vide, hvor meget farven skal tørre, inden jeg påfører et tyndt lag oven på et tykt. Jeg gør alt det forkerte, alt det, man ikke må inden for maleri for at få nogle spændende virkninger frem. Jeg skal vide på minuttet, hvornår jeg skal slå til. Arbejdet med disse malerier er derfor enormt intenst. Der er ikke plads til andet, mens det står på, og man kan ikke bare gå hjem midt i det hele.”

Seatrain
100 x 180 cm, Olie på lærred, 2007

Du opererer også med krakeleringer, der kan minde om et stykke geologisk materiale som fx eroderende jordskorper. Disse partier er sælsomme, men også meget smukke. Hvordan laver du dem?

”De er fremstillet på baggrund af vandbaseret oliemaling, som jeg lader tørre. Derefter hælder jeg tynd farve uden på den halvt tørrede farve, og så hænger den ved nogen steder, mens den falder af andre steder, hvorved disse krakeleringer opstår. Der er tale om en lang række på hinanden følgende lykkelige ulykker. Det er som at kaste en spand farve op ad væggen. Enten bliver det smukt, eller også grimt. Det er et spørgsmål om held.”

Milkhouse
230 x 270 cm, Oil on Canvas, 2007

Hvordan kommer du i gang med sådan et kæmpemaleri?

"Tidligere, da jeg endnu malede efter en forudgående idé, startede jeg med at tegne et motiv op. Men på mine nye malerier slynger jeg farven på, og penslen kommer kun lidt i brug. De sorte konturlinjer, som du ser på det færdige billede, kommer først til billedet til allersidst. Inden da skal jeg skabe et skelet eller en ruin at bygge op på. Jeg kan ikke bare sætte farvefelter ind på et hvidt lærred, og jeg har ingen anelse om, hvor billedet ender, når jeg går i gang. Hvert farvet felt har sin egen personlighed – det er et mikrokosmos. Undertiden er det nødvendigt at indsætte nogle mosaikagtige elementer, som forhindrer, at billedet får et fikspunkt eller et centrum. Billedet skal hele tiden vrides væk fra en mening. Hver gang man tror, at nu har man en mening, skal den forsvinde til fordel for en ny mening."

Ligesom fikserbilleder?

”Ja, lige netop! Og når jeg arbejder med kvadratiske billeder – og det sker tit – forsøger jeg hele tiden at fjerne centrum fra midten.”

Men hvad handler disse billeder fundamentalt om? Selv læser jeg dem som en fantastisk metafor for kaos og orden. De rummer lige meget af begge dele. Hvad siger du selv?

”Jeg synes også, de afspejler hele mit eget liv, som er lige dele kaos og orden (latter). Malerierne har en kolossal betydning for mit velbefindende – jeg er ikke særlig rar at omgås, hvis jeg ikke har malet et stykke tid. Dermed ikke være sagt, at det er terapi for mig, men der er tale om et eksistentielt vigtigt felt. Mit maleri er et fuldkomment drug, og det er meget vanskeligt at holde ferie fra det.”

30 x 24 cm, Pen on Acid-free Paper, 2005

30 x 24 cm, Pen on Acid-free Paper, 2005

Lars Nørgård kommer fra en familie fra den højere middelklasse i Aalborg. Som barn tegnede han uophørligt. Hans mormor, der malede, tilskyndede ham til at gå kunstens vej. Der var musik i hjemmet. Faren spillede trompet og moren klaver, men ”i hver sit værelse, for min far spillede drikkeviser, og min mor spillede Beethoven.” Efter en del vagabondering blev han uddannet på Skolen for Brugskunst, hvor han fik afgang et år før tid, men han foretræk den frie kunst:

”For mig er maleriet det eneste medie, der giver adgang til disse uendelighedsoplevelser, som uophørligt lader nye aspekter dukke op. Billedet tager sig hele tiden forskelligt ud og giver mig konstant nye oplevelser. Når jeg ser på det billede (Lars Nørgård peger på et større maleri i atelieret, red.), så opdager jeg pludselig noget, som jeg aldrig har set før – på trods af, at jeg selv har malet det. I modsætning til skulpturen, filmen eller musikken, der også kan rumme disse uendelighedsoplevelser, kræver maleriet ikke den store mandsopdækning. Én mand alene kan skabe hele dette uendelighedsforløb, og hvis jeg ikke bryder mig om det, kan jeg bare skære det i stykker eller male det hele over og starte forfra. Der er et moment af ikke-løsning, af gåde, ligesom i tegningerne. Men når jeg har forladt de komiske tegninger, som jeg i en lang årrække malede ind i maleriet, så skyldes det, at jeg ikke mener, at det holder at projicere en vittighed fra et A-4 ark op til de monumentale formater, som mange af mine malerier har i dag.”

30 x 24 cm, Pen on Acid-free Paper, 2005

30 x 24 cm, Pen on Acid-free Paper, 2005

Lars Nørgård tegner, især i Den blå Lagune på Island eller i Israel, hvor han jævnligt opholder sig, når han er i behandling for sin psoriasis. Han får stadig tegnepapirer leveret fra USA – han foretrækker det amerikanske B-format, som han blev fortrolig med i sin ungdom i San Fransisco. Han tegner i et rasende tempo, og tegningerne kommer i grupper på op til 25 om dagen. Han kan mærke, når han åbner øjnene om morgenen, om det vil blive en god dag med tegninger. Det kræver, at tavlen er visket ren. Han tegner især, når han er undervejs og ikke er bundet af dagligdagens mange forpligtelser. Nørgård plejer at have ca. 150 tegninger med fra et månedlangt ophold. Siden 1990’erne har han skabt så mange tegninger, at man kunne fylde væggene i et stort museum fra gulv til loft. I hans seneste udstilling med tegninger i et af Statens Museum for Kunsts nye Fokusrum indgik 202 tegninger. Elementer af tegningerne kan stadig spores i hans malerier: Fartstriber og snurretoppe – hyppigt forekommende figurer – kan identificeres i begge medier. Der er tale om en pendulering mellem effekter og elementer fra tegningerne, som integreres i maleriet.

En musikalsk oplevelse
200 x 275 cm, Oil on Canvas, 1997
Tilhører ARoS Aarhus Kunstmuseum

Ser du tilbage med vemod på de sjove og hårde år i Værkstedet Værst?

”Ja, det gør jeg, men det er jo en klassiker at se tilbage på sin ungdom med vemod. Vi var på den ene side marginaliserede, rebelske og punkede, og på den anden side stod vi skoleret, når fx kunstsamleren John Hunov var i farvandet og ville købe et billede (latter). Idealismen holdt ikke en meter. Så gik man ned i Dan Turéll for at prale med sit salg. I dag lever vi meget spredt og ses kun ved festlige lejligheder som fødselsdage, bryllupper og barnedåb Så er det imidlertid vældig sjovt at mødes. Men vi taler aldrig mere om kunst og penge.

Men jeg har meget svært ved at håndtere tiden. At årene går, er ganske enkelt forfærdeligt. Jeg tegner ofte ure og betragter livet som ét langt målebånd. Jeg henter en saks og klipper et lille stykke af til nytår. Det er det rene selvpineri, men nødvendigt for mig. Tidsaspektet ligger også i selve maleprocessen.”

En lystløgners drøm om femørens fald
200 x 300 cm, Olie på lærred, 1998

Ja, og dine malerier må være ikke så lidt tidskrævende?

”Ja, og de er også meget vanskelige for mig. Et temmelig kompleks maleri kræver en temmelig omstændelig proces. Hvis jeg ville lave et pænt og overskueligt, konstruktivt maleri, der er i pagt med tidsånden, kunne jeg bare gøre det. Men det går ikke. Jeg gør det hele tiden svært for mig selv og for beskueren at trænge ind i billedet. Det skal være vanskeligt at håndtere. Lige så snart jeg kender min egen form og teknik, mister jeg interessen. Det er svært at rumme alle disse former i hovedet. Der skal være en dybere mening med billederne, når man som kunstner bruger hele sit liv på dem. I modsætning til Per Kirkeby, der forbinder sit maleri med natur, så er mit maleri baseret på processer i mit indre. Jeg kan ikke formidle mit budskab med ord. Og for nu at sammenligne med mine generationsfæller Claus Carstensen og Peter Bonde, der i 1980’erne prædikede om, at det enkelte værk ikke havde nogen selvstændig betydning, så mener jeg, at det har det netop. Man skal kunne tage ét billede ud, og det skal også om 25 år have en fuldgyldig mening.”

På den måde er du en klassisk kunstner, der tager kunstinstitutionen og værkbegrebet alvorligt?

”Ja, i høj grad!!”

Velouria
270 x 230 cm, Olie på lærred, 2007
Tilhører Horsens Kunstmuseum

I sine seneste værker bevæger Nørgård sig ad to hovedspor: Elementer af figuration dukker op her og der, samtidig med at han hele tiden bryder billedet op, så det bliver fremmedgjort og abstrakt. Billedets mange planforskydninger, den centrifugale kraft og elementerne, der slår gnister op imod hinanden, når de mødes på fladen - alt dette giver energi. Der er både dybde og flade, dynamik og stilstand, kolde og varme områder i billedet, der samler sig til en kompleks, men visuelt stimulerende og underholdende helhed. I denne seneste fase er Lars Nørgård vendt tilbage til sin ungdoms abstrakte ekspressionisme, som han bøjer i sin egen, personlige retning. Det er stadig den amerikanske, abstrakte ekspressionisme, som inspirerer – Pollock, de Kooning, Rauschenberg, Lichtenstein og sidst, men ikke mindst, den for tiden stadig mere aktuelle maler Philip Guston, som rumsterer som en art klangbund for kunstneren. På dansk grund er han en energisk enegænger, hvis malerier også næres af beatmusikken fra 1960’erne og 1970’erne, navnlig Captain Beefhearts kompositioner, der er karakteriseret af mærkelige miks og surreelle og gådefulde tekster, en musik, der vrider, vrænger og vender tingene – i lighed med Nørgårds maleri. Lars Nørgård er hele tiden i gang, og det er til tider svært for ham at forlade atelieret, fordi der er så meget tryk på. Han må rundt om hjørnet og få sig en øl for at sluse sig selv ud af maleprocessen, før han kan gå hjem til familien. Den bedste arbejdsdag er søndag, for så kan han male uforstyrret i mange timer ad gangen. Jeg skynder mig væk, så jeg kan give ham fred til at gå i gang med sit næste billede.

Artiklen har tidligere været bragt i Weekendavisen