Af Lisbeth Bonde

Kunsten er som et digt /fuld af poesi og ingen mening” skriver Toni Larsen i digtsamlingen ’Tekstbog’ fra 1991. Som billedkunstner og digter er hun i konstant berøring med det irrationelle. Samtidig besidder hun en viden om den bevidsthedsudvidende kraft, som digtet og billedet besidder. Uanset om hun digter, maler eller snitter i linoleumspladen, udviser hun en sikker evne til at forføre sine omgivelser med sine kunstneriske artikulationer.

Toni Larsen arbejder på en knivsæg mellem mening og ikke-mening - med den absurde humor som sparringspartner - og hun kombinerer ordets symbolske betydning og det enkelte bogstavs billedmæssige potentialer med billedets form- og farverigdom. Hyppigt ’botaniserer’ hun yderst på fladen med blomster og blomster-ornamenter i stærke farver – det gælder både, når hun maler, og når hun arbejder med linoleumstryk - og på dette punkt er hun på linje med popkunsten, når den ’botaniserer’, som vi har set det hos både Andy Warhol og herhjemme hos Poul Gernes. Men Toni Larsen adskiller sig fra popkunsten på flere punkter: Som sin ældre kollega Poul Pedersen gør hun en dyd af at spille på tegngivningens flertydighed, så digtet på én og samme gang bliver til et statement og et motiv, som det fremgik af hendes separatudstilling i Møstings Hus i 2004, hvor en lang række linoleumssnit med billeddigte eller digtbilleder – med adresse til jazzmusikere – gav indtryk af denne særlige, gensidigt befrugtende metode. Og det er ikke tilfældigt, at det handlede om jazz. Siden midten af 1990’erne har hun nemlig spillet i bandet ’Splatter Jazz’ (en foreløbig titel, for bandet befinder sig i en fluktuerende tilstand og skifter konstant navn). Det er et 11 mand stort orkester, primært bestående af billedkunstnere, som eksperimenterer med rytmisk musik med utraditionelle instrumenter fra køkken og værksted. De arbejder ud fra et dogme om, at kompositionerne skal opstå undervejs som et kollektivt lydprodukt, en lydcollage i form af et Gesamtwerk, og de artikulerer sig udelukkende vha. improvisationen. Man kan sammenligne det med et billedkunstværk, hvor kunstneren står over for sit lærred - eller sit fysiske materiale, hvis det handler om kunst i tre dimensioner – og ikke har nogen bestemt ide, skitse eller andet forlæg, inden han/hun begynder på en proces, der i høj grad er styret af nogle ubevidste reaktioner. En slags automatkunst. Indimellem lyder koncerterne kakofoniske, andre gange er taget ved at lette af harmonier og velsmurte rytmer.

I 2005 modtog Toni Larsen Ole Haslunds Kunstnerfonds hæderslegat, som motiveredes med følgende ord af kollegaen Jytte Rex: ”Toni Larsen arbejder med en strøm af forvandlinger, hvor billede, lyd og digt samler sig til et billedmusikalsk univers. Et ord kan sætte billedprocessen i gang og indgår som egn eller grafisk billede i billedet. Tiden strækkes ud, fordi Toni Larsen i sine billeder giver sig tid til at lytte efter de første ansporende billedtegn og lader dem folde sig ud på fladen. Hun er en stor og ydmyg fortolker af det sete i et meget personlig billeddigterisk univers.”

Man kan tilføje, at Toni Larsens motiver som regel er enkle, ligesom hendes tekster ofte er minimale og fanger et enkelt billede, som summer som en eftertanke i publikum, som når hun i sit digt ’Rød’ (fra digtsamlingen ’Forstandens Sold’, 1998) skriver: ”Der hviler en rød sol/I mine tanker/Dem spænder jeg for vognen/Og lader den røde/Langsomt rulle med.” I dette digt som i mange andre digte formår Toni Larsen at skabe et stærkt billede vha. sproget, som hun uden videre kan arbejde motivisk med. Jeg mødte kunstneren for at tale med hende om hendes adkomst til kunsten og hendes kunstneriske anliggende. Spørsmål som, hvorfor hun overhovedet var begyndt på at digte og lave billeder, og hvordan hendes kunstneriske opdragelse har været, lå mig på sinde. I atelieret ser vi på begyndelser til hendes nye værker. Bagefter cykler vi sammen gennem byen til hendes lejlighed på Frederiksberg, hvor vi bænker os om spisebordet med en kande te:



”Jeg fordybede mig meget i ord og billeder allerede som barn, hvor jeg tegnede og skrev af karsken bælg. Jeg havde en særlig lydhørhed over for mine omgivelser. Denne lydhørhed eller sensibilitet var lige ved at kamme over og udarte til en mild psykose, da jeg som ung var ved at uddanne mig til sygeplejerske, men jeg lærte at tæmme dæmonerne. Bl.a. hørte jeg stemmer, der i første omgang virkede rædselsvækkende, men da en studiekammerat, der interesserede sig for psykologi tilskyndede mig til at lytte efter, gik det op for mig, at det var en særlig, meget dyb stemme, som jeg dengang mente måtte komme fra Gud. Man kunne umiddelbart tilskrive mine oplevelser en slags ungdomssløvsind, men da jeg blev opfordret til at lytte efter i stedet for at blive bange, fandt jeg ud af, at der var en form for kosmisk latter, der indgød mig trøst og inspiration. Latteren, denne skoggerlatter, der lo højlydt af mig, har fulgt mig lige siden, og jeg har forliget mig fuldstændig med den. Det var heldigt, at jeg ikke fortalte mine forældre om det. For de ville måske have foretaget sig noget. I stedet fik jeg mulighed for at leve det igennem. Det var en stærk oplevelse. Sådanne oplevelser har jeg haft flere af i løbet af mit liv, og det er bl.a. herfra, at min trang til at artikulere mig i skrift og billede stammer. Jeg droppede sygeplejerskeuddannelsen og sporede mig i stedet ind på kunsten. I begyndelsen rejste jeg meget, var således flere gange i Afrika. Jeg arbejdede sammen med Peter Louis Jensen om ’Billedmesse for Vejle’ på Vejle Kunstmuseum i 1980. Det var med til at give mig min kunstneriske start.”



Hvad er det for en gnist eller katalysator, der sætter din kunstneriske proces i gang?

”Det kan være et billede i en avis, fx når jeg ser en dreng, der sidder og holder sig for øjnene og en hel masse huse er styrtet ned omkring ham. Sådan et billede kan give mig et enormt behov for at tage ud på værkstedet og arbejde. Men det indebærer nødvendigvis ikke, at jeg bruger dette billede som motiv. Nogen gange sker der noget helt andet. Det kan også være en radioudsendelse, hvor en samtale giver indblik i en bestemt problemstilling, fx mellem en præst og en politiker, der er uenige. Det giver mig nogen gange lyst til selv at formulere et indlæg. Så satser jeg på, at der sker noget på linoleumspladen, at noget samler sig foran mig. Men jeg har ikke noget specifikt, materielt mål med mit billede sådan at forstå, at jeg vil noget ganske bestemt motivisk. Snarere bruger jeg disse anledninger eller denne inspiration, om du vil, som afsæt for mine egne fabuleringer.”

Ofte ser man nogle tankebobler eller huller, der svæver rundt i dine billeder, eller som kan optræde midt i dine figurers ansigt. Hvordan skal vi forstå dem?

”Det er en anonymitet. En ingenting ting.” Toni Larsen ler. ”Det er et spørgsmål jeg stiller de mennesker, der sidder der. Jeg spørger til mine figurer, fx: Hvis nu jeg placerer jer på denne dobbeltseng, og I har en lidenskab, I er fælles om, hvad vil der så ske? Eftersom det er linoleum, og *jeg arbejder som en snegl, kommer billedet til verden langsomt sammen med ordene. Jeg er nogle *gange flere måneder om at færdiggøre sådan et linoleumssnit, men så skriver jeg om det undervejs. Jeg har tillid til dette udgangspunkt, og jeg ser, hvad der kommer ud af det, så må det tage den tid, det tager. De to personer i dobbeltsengen fører en dialog, som vokser til en historie om ’Linolus og *Linette’ (Toni Larsen peger på to figurer på en lang linoleumsplade). Det er altid båret af en stemning, som jeg både som forfatter og billedkunstner bringer min læser eller betragter i.”

Hvorfor arbejder du med ord i dine billeder?

”Jeg har været dybt forundret over, hvor betydningsfuldt det enkelte ord er. Ordet er frit jeg svæver i det når jeg arbejder med det. Margurite Duras romaner. Havet. Ordets indhold. Navnet. Monk, Thelonius Monk. Hvis jeg vil skrive hans navn, er det ikke nok at skrive Monk – bogstaverne i al deres enkelhed giver ikke et tilstrækkeligt indtryk af ham. Jeg må også lave tegnet for Monk, sådan som han spiller på klaveret. Så lever jeg mig ind i hans musik og skriver hans fornavn, sådan som jeg kunne forestille mig, at jeg ville spille klaver, hvis jeg var Monk. Her kommer ornamentikken ind. Ornamentikken er min skråskrift – spejlvendt i linoleumstrykket naturligvis - og så kommer farven til. Det kunne ikke være anderledes end den røde farve. Jeg laver en ornamentik, der på en eller anden måde også visualiserer navnet/ordet. Skriften er ordets billede og er lydens takter. Det er rigtig spændende. Ordet i sig selv indeholder en magi, nemlig dets egen betydning, dets indhold. Da jeg begyndte på dette her, havde jeg en fornemmelse af, at jeg kunne skrive mig igennem hele verden – at jeg kunne blive ved med et ord ad gangen, og så optræder pausen.”



Men du kan til gengæld skrive ord som ’by-paraply’ og ’parasol-skjold’? Det er ord, der ud over at rime også tilføres en mer-betydning, når de optræder sammen. Paraplyer bruges i byer, mens en parasol også skærmer som et skjold”

”Ja, rytmen er god. Disse ord kan jeg skrive på en helt ny måde. Herudover giver skjold også association til satellit-skjold. Jeg skriver med mine sædvanlige bogstaver, men jeg har brugt linoleum, udskåret som flade halvcirkler, der korresponderer med genstandenes former. Jeg har desuden brugt det, jeg har skåret væk, dvs. gralen, som en del af motivet. Det kan man se på min hjemmeside.”

Toni Larsens atelier er fyldt med malerier og store ruller med linoleum. Malerierne og linoleumssnittene har nogle indbyrdes sammenhænge. Motiver går igen, ornamenter og farver knopskyder fra det ene medie til det andet.

Hvad giver maleriet i forhold til linoleumssnittet?

”Et linoleumssnit er irreversibelt og fordrer den ultimative præcision. Uigenkaldeligt og endeligt. Er valg og enkelt. Det er fremkaldelser. En indskydelse som skal transformeres til dette snævre sprog som linoleum betyder, før den kan blive til noget. Jeg tager som regel udgangspunkt i en tegning, som jeg er fortrolig med. Så bliver jeg ved med at tegne, indtil stregerne er så præcise, at de skal skæres fri. Her er det håndværket, der tager over. Hele tiden dette mellemrum mellem det indre billede som jeg skal tro så meget på at jeg orker den omstændelige proces, de indirekte passager. Er trykket for mig en tanke, et digt - er maleriet drama, tungt af alle tilføjelserne. Langt mere materielt. Med spor af personlig karakter, hvordan holder hun om penslens skaft, historien, romanen og med hvilken fysisk tyngde. Et mål af råstyrken. Livsenergien som en fysisk manifestation. Stort at se maleriet udfolde sig og transformere det muliges kaos. Fra al ting til noget. Jeg synes at et godt tryk udstråler poetisk kraft. Et godt maleri er mere som et hus af kød og blod. Måske kræver maleriet i sin tilblivelse en meget større opmærksomhed og hurtighed, det modtager gerne, hvor trykket er afvisende og kan virke hæmmende for direkte tale.”



Dine linoleumssnit er næsten lige så farverige som dine malerier! Det har man igennem årene kunnet konstatere, når man besøger dine udstillinger

Nogle malere arbejder stærkt koloristisk uden at være særlig poetiske. Jeg arbejder med poesien i koloritten, det er en ’splejset’, nærmest ikke-nærværende form for kolorit. At jeg bruger mange ord er også ensbetydende med, at jeg indimellem netop ikke anvender farver, fordi jeg lader ordene bære farven.”

Hvad er forskellen på at skrive/skære ord i billeder og skrive dem, som du gør, når du skriver digte og udgiver dem i bogform?

”Forskellen er blevet stadig større. Når jeg skriver er focus rettet mod sproget jeg er langt mest figurativ og fortællende i mine tekster. Her er det ordene som er byggesten, igennem ordene finder jeg en anden sammenhæng, en ny orden, en ny forståelse. Men det er den samme tilfredsstillelse som i arbejdet med maleri og linoleum, at se molekylerne rette sig ind, bogstavatomerne nå noget, finder hvile i sig selv. I mine bøger har jeg tænkt meget på bogen som objekt at det er godt at man ved at holde den i sine hænder også har en fornemmelse af dens indhold, at det man ser er det der er. Mine billeder rummer et ord ad gangen, måske to eller tre ord. Det drejer sig om ordets billedlige fremtoning, altså ordet som ikon. Forstandens sold, fx er gode ord, som jeg kan plante i et billede. Der sidder to figurer i en dobbeltseng– en mandlig og en kvindelig – fx omtalte Linolus og Linette – de har en stor passion, nemlig linoleum. De sidder de’r, og de har ingen særlige ansigtstræk. Indimellem kan de fremsige lovelines til hinanden, som jeg skriver ind i billedet. De giver hinanden blomster, som har navne som dalia, buttelaia, erica, saxofreia, hvis de passer ind i billedet, når jeg går i gang med at trykke det. Det vil vise sig. Det er en ny serie, og jeg ved endnu ikke, hvad de to figurer vil gøre ved hinanden. De siger noget til hinanden, og som det fremgår, skriver han noget på hende. Hun er blevet modtagelig som en linoleumsplade.”





Det er blevet en morsom kærlighedshistorie!

”Ja. Det er spændende at se, hvad der videre vil ske!” (latter)

Du opererer ofte med store tomme partier. Hvad vil du opnå med dette?

”Jeg kan godt lide det store, tomme rum, og der skal til enhver tid være plads til ingenting. Der opstår ofte noget sfærisk eller transparent, som giver en form for dybde, selv om jeg altid tilstræber at arbejde ude på fladen. Blomsterne er ret kompakte og stiliserede, som jeg strøer ud på fladen. De falder som snefnug.”

Kan man nærme sig dine værker som en form for haiku-digte?

”Ja, de kan ofte være båret af en impuls, og det må bære eller briste. Elementerne med den form for tilstedeværelse, som hånden tager om og griber. Jeg opererer ikke med noget hierarki. Noget viser sig. En form findes.”

Det handler altså ikke om at koncentrere eller studere objekter i al deres kompleksitet, men snarere om at standse strømmen et øjeblik og fange de spor, som tilværelsen sætter undervejs?

”Ja, det handler om at forholde sig åbent. Men sporene skal både præciseres og bearbejdes, for ellers kan det være lige meget. Så kan man tage hvad som helst.”

Er kunsten noget andet end alt det andet?

”Ja, det forholder sig i kunsten som i livet, at nogen gange er man mere åben for kommunikation end andre, og nogle er mere skolede i at se end andre. Det er et spørgsmål om at se det, man ser og have bevidstheden med, så man ser, at man ser, imens man ser det.”

Artiklen har været bragt i Weekendavisen

www.tonilarsen.dk