Akvatinte
Akvatinteteknikken blev opfundet ca. 1765 af franskmanden Jean-Baptiste le Prince.
Akvatinte er en dybtrykmetode og en ætseteknik hvor pladen drysses med et fint lag harpiks- eller asfaltpulver, som fastbrændes ved at opvarme undersiden med en gasflamme. De områder, der skal stå hvide på papiret afdækkes med asfaltlak eller fedtholdig kridt før første ætsning. Efter kort ætsetid tages pladen op og afdækkes, hvor den ætsede tone ønskes i trykket. Derefter ætses til forskellige niveauer imellem de fastbrændte pulverkorn. Nedætsningens dybde og bredde bestemmes af badets styrke og ætsningstid. Efter ætsningen fjernes kornene. På det færdige tryk ses de punkter der har været bekyttet mod syren, som små hvide prikker, en rasteagtig struktur der næsten er usynlig for øjet.
Sukkerakvatinte
Der er flere varianter af akvatintemetoden, en af de mest udbredte er sukkerakvatinte, også kaldet løftegrund. På en kobberplade med akvatintegrund males motivet med en opløsning af sukker og gummiarabigum tilsat sort pigment. Efter tørring dækkes pladen med asfaltlak eller hårdgrund. Når pladen er tør, lægges den i varmt vand, som løfter sukkeropløsningen fra pladen og blotlægger de bemalede områder, der herefter ætses.
Sukkerakvatinte kaldes for positiv akvatinte, idet penselstrøgene fra bemalingen vil fremstå som penselstrøg i sort eller grå tone.
|
