Nyklassicisme
Nyklassicismen opstod dels som reaktion mod den kunstfærdige og mondæne rokoko, og dels som følge af datidens store interesse for antikkens kunst. I 1748 begyndte de store udgravninger ved Pompeji, og efter den franske revolutions udbrud i 1789 opstod et ønske om at genskabe klassisk romerske værdier. Nyklassicismen var tæt forbundet med romantikken, og hovedparten af malerne arbejdede med elementer fra begge retninger.
Nyklassicismen blev domineret af de to store franske malere Jacques-Louis David (Paris, Rom, 1748-1825) og hans elev Jean-Auguste-Dominique Ingres (Paris, Rom, 1780-1867), der gjorde nyklassicismen til en revolutionær stil.
Billedhuggeren Antonio Canova (Rom, 1757-1822) og de øvrige anført af Bertel Thorvaldsen (Rom 1770-1844) var ikke nyskabende på samme måde, men fremstod mere som vogtere af de klassiske idealer fra antikken.
Den franske revolution fremkaldte talrige fantasifulde og visionære arkitektoniske projekter, der udtrykte tidens håb om en ny verden. Blandt de mest originale nyklassicistiske arkitekter hører de franske Étienne-Louis Boullée (Paris 1728-99) og Claude-Nicolas Ledoux (Paris 1736-1806) samt britiske Sir John Soane (London 1753-1837) og tyske Karl Friedrich Schinkel (Berlin 1781-1841).
Inden for dansk kunst var billedhuggeren Johannes Wiedewelt (1731-1802) sammen med malerne Nikolai Abildgaard (1743-1809) og Davids elev C.W. Eckersberg (1783-1853) de førende eksponenter for bevægelsen.
|
