Winckelmann, J.J.
Johann Joachim Winckelmann blev født 1717 i Stendal, Tyskland. Han blev en af centrale skikkelser i udviklingen af nyklassicismen i 1700-tallet.
Winckelmann var arkæolog og kunsthistoriker med antikken som speciale. Han analyserede den klassiske oldgræske kultur og mente, at der var en sammenhæng mellem samfundets sociale vilkår og kunstens kvalitet. Filosofien var, at den store kunst blev skabt i opgangstider og den dårlige i nedgangstider. Han nåede aldrig selv til Grækenland.
I 1755 flyttede Winckelmann til Rom, hvor han studerede den klassiske kunst og hvor han øvede indflydelse på samtidige nyklassicistiske kunstnere som Anton Raphael Mengs, Pompeo Batoni og danske Johannes Wiedewelt.
Hans kendteste kunsthistoriske bogværker er Gedanken über die Nachahmung der griechischen Werke in der Malerei und Bildhauerkunst (Tanker om efterligning af græske værker i maler- og billedhuggerkunsten) udgivet i 50 eksemplarer i Dresden 1755 og Geschichte der Kunst des Alterthums (Oldtidens kunsthistorie), udgivet i Rom 1764. I sidstnævnte bog fremhævede han skulpturen Apollon Belvedere (Vatikan museet) som det højeste kunstideal. Apollon Belvedere fik senere stor betydning for de nyklassicistiske billedhuggere i Rom, Canova og Bertel Thorvaldsen.
Winckelmann blev myrdet i Triest, Italien i 1768.
|
