Rokoko
Rokokoen blomstrede fra omkring 1710 til 1770, hvor den blev afløst af nyklassicismen. Stilen var både en videreførelse og en reaktion mod barokken. Den byggede videre på barokkens dekorative tendenser. Men i kontrast til barokken tunge, mørke og svulstige udtryk nu i en let og elegant stil med brug af lyse raffinerede farver. Endvidere kunne den indeholde erotiske undertoner, hvorfor den også blev karakteriseret som frivol. Rokokoen havde sit hovedcenter i Paris, hvor kunstnerne under Ludvig XIVs hof udsmykkede de kongelige paladser. Stilen spredtes hurtigt til hele Europa. Blandt rokokoens betydeligste kunstnere hører Jean-Antoine Watteau (Paris, 1684-1721), Giovanni Battista Tiepolo (Venedig, Madrid, 1696-1770), Canaletto (Venedig, London, 1697-1768), Francesco Guardi (Venedig, 1712-1793), Francois Boucher (Paris, 1703-1770), Jean-Baptiste-Siméon Chardin (Paris, 1699-1779), Jean-Honoré Fragonard (Paris, 1732-1806), William Hogarth (London, 1697-1764), Joshua Reynolds (London, 1723-1792) og Thomas Gainsborough (London, 1727-1788 |
