Barokken
Med barokken sker der en udvidelse af kunsten såvel geografisk som emnemæssigt. Rom er barokkens centrum, men kunsten spredes også til Spanien, Frankrig, England, Centraleuropa og Holland. Barokkens kunstnere arbejdede ikke udelukkende for hoffet og kirken som renæssancens kunstnere, men også for borgerskabet. Stilmæssigt er der flere fællestræk, men naturligvis også store forskelle. Barokkens kunstnere stræbte i deres nye stil efter store kompositioner og dramatiske virkninger med voldsom kontrast mellem lys og skygge. Samtidig fik de genindført korrekte proportioner og sammenhænge, som var gået tabt under manierismens anarki.
Barokken betegner kunsten i 1600-tallet, men der udviklede sig flere stilarter samtidigt, og perioden kan deles op i tre retninger: Barok, Klassicisme og Realisme.
Barokkens kunstnere anvendte forskellige fantasifulde illusionistiske kunstgreb for at skabe liv og bevægelse i værkerne. Flere af kunstnerne tænkte i helheder og arbejdede på tværs af kunstarterne.
Barokkens væsentligste navne var: Peter Paul Rubens (Antwerpen, 1577-1640), Pietro da Cortona (Rom, 1596-1669), Gian Lorenzo Bernini (Rom, 1598-1680), Anthony van Dyck (Antwerpen, Genova, London, 1599-1641), Baciccio (Rom, 1639-1709) og Andrea Pozzo (Milano, Rom, Wien, 1642-1709).
Klassicismens idealer var klarhed, harmoni og balance, og kunstnere nærede stor respekt for traditionen og havde rødder i antikkens kunst. Klassicismen vandt især stor udbredelse i Frankrig, hvor Poussins kunstteorier blev kilden til det franske akademis teoretiske doktriner. Hovedparten af de klassicistiske kunstnerne var også påvirket af den illusionistiske retning og må betegnes som barok-klassicister.
Retningens dominerende og mest indflydelsrige skikkelser var Annibale Carracci (Bologna, Rom 1560-1609), Guido Reni (Bologna, Rom 1575-1642), Guercino (Rom, Bologna 1591-1666), Nicolas Poussin (Rom, 1594-1665), François Duquesnoy (Rom, 1597-1643), Alessandro Algardi (Bologna, Rom 1598-1654), Andrea Sacchi (Rom, 1599-1661), Claude Lorrain (Rom, 1600-1682) og de to franske arkitekter Salomon de Brosse (Paris, 1571-1626) og François Mansart (Paris, 1598-1666).
Inden for 1600-tallets realisme skelnes mellem tre retninger. Den første betydelige retning er caravaggismen i Rom, som spredtes til hele Europa. Den næste i rækken er den spanske polykrome skulptur, som var bemalede træskulpturer med religiøse motiver. Den tredje er det hollandske maleri, som også vandt udbredelse i Frankrig og England.
Blandt de betydeligste realister hører Caravaggio (Rom, 1571-1610), Diego Velázquez (Madrid, 1599-1660), Frans Hals (Haarlem, 1582-1666), Willem Claesz. Heda (Haarlem, 1594-1680), Pieter Claesz (Haarlem, 1597-1660), Salomon van Ruysdael (Haarlem, 1600-1670), Adriaen Brouwer (Amsterdam, Haarlem, Antwerpen, 1605-1638), Rembrandt van Rijn (Amsterdam, 1606-1669), Gerard ter Borch (Haarlem, 1617-1681), Willem Kalf (Amsterdam, 1619-1693), Aelbert Cuyp (Dordrecht, 1620-1691), Jan Steen (Leiden, 1626-1679), Pieter De Hooch (Amsterdam, 1629-1684), Johannes Vermeer (Delft, 1632-1675) og Willem van de Velde (Leiden, London, 1633-1707).
|
