Aktionskunst Aktionskunst opstod i opposition til de klassiske discipliner indenfor billedkunsten, som plastik og maleri. Gennem kunstneriske aktioner ophæves skellet mellem kunstneren og publikum og mellem de forskellige kunstarter. Allan Kaprow lancerede Happening i 1958 i New York med 18 happenings in 6 parts og i 1960erne ophævede Fluxus-bevægelsen grænserne mellem musik, teater og billedkunst. I Østrig brød Otto Mühl og Hermann Nitsch med seksuelle og religiøse tabuer i aktioner af flere dages varighed. I Tyskland fornægtede Joseph Beuys de traditionelle medier som maleri og skulptur for at arbejde med aktioner og social skulptur. Beuys var drevet af en tro på menneskets muligheder, og det udmøntedes i udsagnet: Ethvert menneske er en kunstner.
Aktionskunsten blev i 1970erne afløst af performance, som igen adskiller kunstner og publikum.
|