Linien Linien var en sammenslutning af unge abstrakt- surrealistiske kunstnere. Gruppen blev dannet i 1934 af Vilhelm Bjerke Petersen, Ejler Bille og Richard Mortensen. Liniens første udstilling blev afholdt på Charlottenborg, hvor også Hans Ølgaard og Henry Heerup deltog. Linien publicerede et tidsskrift af samme navn, som udkom 12 gange i perioden 1934-35. I det første nummer, der udkom samtidigt med åbningsudstillinigen den 15. januar 1934, præsenterede gruppen sig som en sammenslutning af abstrakt- surrealistiske kunstnere, der vil bestræbe sig for til stadighed at samle den kunst, der må betegnes som nyskabende. "Vort særlige behov i dag kalder vi tiden, den moderne tid eller tidsfølelsen, denne er det, der danner en forbindelseslinie mellem de revolutionære på alle områder. På den måde bliver kunsten ikke noget isoleret fænomen, vi føler den som et led i den almindelige udvikling. Derfor vil dette blads læsere finde artikler af teoretikere indenfor maleri, skulptur, digtning, musik, teater, film, arkitektur, fysik, kemi ..."
Liniens første udstilling omfattede 177 værker og blev set af 2500 besøgende.
Vilhelm Bjerke Petersen sluttede sig dog mere til den rene surrealisme og i 1935 inviterede han Wilhelm Freddie og Harry Carlsson til at deltage istedet for Bille og Mortensen i den store internationale udstilling Kubisme-Surrealisme. Udstillingen, der havde deltagelse af bl.a. Erik Olson, Jean Arp, Max Ernst, Paul Klee, Joan Miro, Salvador Dali og Yves Tanguy, regnes for en af de vigtigste udstillinger, der har været vist i Danmark.
Bille og Mortensen brød samarbejdet med Bjerke Petersen og i 1937 arrangerede de en slags gentagelse af Kubisme-Surrealisme med en international udstilling i Den frie Udstillingsbygning med abstrakte og konstruktive malere som Theo van Doesburg, Piet Mondrian, Wassily Kandinsky og Sophie Taeuber-Arp sammen med de surrealistiske malere Max Ernst, Paul Klee, Joan Miro og Yves Tanguy, samt et stort antal danske malere.
Liniens sidste udstilling blev afholdt i 1939 i Studenterforeningen i København med deltagelse af bl.a. Mortensen, Bille, Egill Jacobsen og Sonja Ferlov.
|