Light and Space I efterkrigstidens USA, nærmere bestemt i det sydlige Californien og Los Angeles, eksperimenterede Light and Space bevægelsens kunstnere med mange af de nye industrielle materialer, som fremkom af tidens teknologiske udvikling. I en søgen efter nye kunstneriske muligheder og udtryk indgik de samarbejder med Californiens voksende rumindustri og med forskere ved University of California, hvor en fælles befrugtning af eksperimenter med lys, rum og materialer fandt sted.
Glasfiber, epoxy og tonet glas gjorde det bl.a. muligt at skabe glatte og reflekterende overflader, som banede vejen for en ny kunstnerisk stil, der udvidede traditionelle kategorier om maleri og skulptur, og deres arbejde med rum forandrede hele den måde, vi erfarer kunsten på. De nye materialer, som vandt frem efter 2. Verdenskrig, satte gang i undersøgelser af rum og lys, og Light and Space kunstnerne bidrog på hver deres måde til et radikalt skift i kunsten fra et fokus på objekt og betydning til en opmærksomhed på det at erfare kunsten og rum kropsligt - et skift, der har påvirket generationer af kunstnere og arkitekters arbejde siden.
|