Post-Painterly Abstraction Omkring 1958, under indflydelse af de to abstrakte ekspressionistiske malere Barnett Newmann og Helen Frankenthaler, samt af Ellsworth Kelly, skabte Morris Louis, Kenneth Noland, Frank Stella, Jules Olitski og Larry Poons denne nye maleriske retning. Fælles for disse kunstnere er fornægtelsen af den abstrakte ekspressionismes maleriske kvaliteter, som den ekspressive og personlige penselskrift, som de erstattede med en mere kølig og distancerende metode. Morris Louis hældte farven direkte ned på det vandret liggende lærred. Selve farven var ikke bare på, men faktisk inde i lærredets væv, da han anvendte et ubehandlet bomuldslærred, der opsugede farven. Det fik maleren og beskueren til at opfatte billedet på en ny måde, som et objekt. |