Die Brücke Kunstnersammenslutningen Die Brücke blev grundlagt i Dresden 1905 af de tyske ekspressionistiske malere Ernst Ludwig Kirchner, Erich Heckel, Karl Schmidt-Rottluff og Fritz Bleyl. Senere tilsluttede flere kunstnere sig, bl.a. Emil Nolde, Max Pechstein og Otto Mueller. Gruppen var især påvirket af van Gogh, Gauguin og Munch, samt af primitiv kunst. Det store manifest, med vigtige bidrag af Kirchner, blev udsendt i 1906. Gruppens navn, der blev valgt af Schmidt-Rottluff, skulle symbolisere en bro til fremtidens kunst.
Den første udstilling blev afholdt i Dresden i 1906, derefter blev der arrangeret årlige udstillinger i prominente gallerier i Dresden. Der blev endvidere afholdt vandreudstillinger, der turnerede rundt i Tyskland, Schweiz og Skandinavien. Kunstnerne arbejdede med såvel maleri som grafik, og i årene 1906-1911 udgav de hvert år en Brücke-Mappe med træsnit, som nåede ud til et bredt publikum.
I 1910 flyttede Die Brücke til Berlin, hvor de skildrede det hektiske gadeliv. I Berlin begyndte kunstnerne imidlertid at gå forskellige veje og gruppen blev opløst i 1913.
Die Brücke har flere fælles træk med den samtidige fauvistiske bevægelse i Frankrig, bl.a. den dristige brug af stærke kontrastfarver og den forenklede tegning.
Brücke Museum i Berlin rummer en stor samling af gruppens værker.
|