|
|
|
Agnes Slott-Møller - Skønheden er til evig glæde
|
|
Skovgaard Museet. OBS! Udstillingen vises på Viborg Stiftsmuseum
26. september 2008 – 18. januar 2009
www.skovgaardmuseet.dk
Fyns Kunstmuseum
7. februar – 17. maj 2009
www.museum.odense.dk
Vejen Kunstmuseum
13. juni – 13. september 2009
www.vejenkunstmuseum.dk
|
Agnes Slott-Møller, Cum fratre sororem. Prins Buris
og Liden Kirsten, 1908. Olie på lærred, 202,7 x 220,5 cm.
Fyns Kunstmuseum/Odense Bys Museer.
Foto. Inferno Reklamefotografi.
|
Agnes Slott-Møller (1862-1937) var en af sin tids mest markante malere. Hun var oppe på barrikaderne i kampen for sin kunst og insisterede på at have en kunstnerisk karriere, selvom hun var kvinde. Kompromisløst udlevede hun sin kunstnerdrøm, uafhængig af omgivelsernes holdning. Hun iscenesatte sig selv og sin kunst og overskred normerne for god opførsel for kvinder på den tid.
Den usædvanlige billedkunstner Agnes Slott-Møller blev først rost og siden meget udskældt for sine historie- og folkevisemalerier. Hun voksede op i en tid, hvor mange følte, der var en fare for, at dansk kultur og sprog kunne forsvinde efter nederlaget ved Dybbøl Mølle i 1864. Livet igennem stod hun fast i troen på en genrejsning af en national stolthed ved at male historiske billeder. Det var hendes kunstneriske projekt. Et projekt hun med tiden blev alene om at dyrke.
I sine folkeviseskildringer udtrykte hun sig dog langt mere nuanceret og emotionelt. Her skildrede hun de mere poetiske sider af livet, kærligheden og uforløste længsler. Dette billedunivers synes at stå i skærende kontrast til det stridbare liv, hun førte, og kan måske opfattes som udtryk for hendes drømme og indre sjæleliv.
Agnes Slott-Møller fastholdt livet igennem stædigt og konsekvent sin ungdoms idealer og stil, hvilket medvirkede til, at hendes tidlige anerkendelse afløstes først af overbærenhed og derefter af en regulær tilsidesættelse i takt med, at hendes kunstsyn blev forældet. I dag kan hendes billeder dog stadig kan give os indblik i livet og kærligheden og hvordan det nationale kan udtrykkes i kunsten.
Agnes Slott-Møllers udsædvanlige livsprojekt placerede hende i periferien af dansk kunst, hvor hun stort set har befundet sig siden. Dette har Skovgaard Museet valgt at ændre med denne meget omfattende udstilling og en bog, som udkommer i forbindelse med udstillingen i samarbejde med Fyns Kunstmuseum, Vejen Kunstmuseum og Øregaard Museum.
|
Agnes Rambusch (gift Slott-Møller)
og Harald Slott-Møller
Kammerater eller Ude, 1886.
Olie på lærred, 87 x 129,5 cm
Privateje. Foto: Ole Akhøj
|
De unge år
Agnes Slott-Møller blev uddannet på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder i 1878-85 og på Kunstnernes Studieskole hos P.S. Krøyer i vinteren 1885-86. Kvinder havde endnu ikke adgang til Kunstakademiet.
I foråret 1888 blev hun gift med maleren Harald Slott-Møller og senere samme år tog de på en længere studietur til Italien. De fulgte kunsthistorikeren Julius Langes råd: "I skal tage til Italien, der gror Kunstens gamle Hovedstamme og den skal I først lære at kende". På det tidspunkt valfartede alle kunstnere til Paris, hvor modernismen blomstrede. I Verona, Padova, Firenze, Assisi og Siena studerede de værker af de tidlige renæssancekunstnere som Giotto, Cimabue, Duccio di Buoninsegna og Simone Martini. Mødet med den italienske middelalderkunst fik afgørende indflydelse på hendes kunstneriske udvikling.
De lagde hjemvejen over Paris, hvor der blev afholdt Verdensudstilling. Her mødtes de med en lang række af de førende danske kunstnere P.S. Krøyer, Michael Ancher, Laurits Tuxen og Theodor Philipsen samt Marie Triepcke (Krøyer), som hun knyttede et livslangt venskab med.
I Danmark holdt Agnes Slott-Møller sig orienteret om især engelsk kunst gennem illustrerede kunsttidsskrifter som The Studio. Her så hun billeder af de såkaldte Prærafaelitter, som gjorde et stærkt indtryk på hende. Hun søgte en kunst, der kunne give andet end de gentagne portrætbilleder, interiører og populære Skagensbilleder. I den engelske Arts and Crafts-bevægelse og hos Prærafaelitterne oplevede hun en kunst, der ikke kun drejede sig om staffelimaleriet, men som også inddrog vægdekoration, fresker, glasmaleri, gobeliner, billedskæring og illustrationer. I 1896-99 arbejdede ægteparret Slott-Møller hovedsagelig i London, hvor de så udstillinger af de prærafaelitiske kunstnere Rossetti, Holman Hunt og Sir Edward Burne-Jones.
|
Agnes Slott-Møller
Agnete, 1892.
Olie på lærred, 65,5 x 74 cm.
Privateje. Foto: Ole Akhøj
|
Folkevisernes Danmarksbilleder
I de middelalderlige folkeviser fandt Agnes Slott-Møller et fundament for sit kunstneriske livsprojekt: At vække en stemning af national stolthed og national bevidsthed hos beskueren. I 1923 skrev hun: ”Vilde man i ét samle Alt det Folkevisen har givet os Billeder af, kunde man maaske sige, at vi i Folkevisen for første Gang møder Billedet af Danmark; Folkevisens Danmarksbillede, beaandet og levendegjort af Poesien, er det ældste Billede af vort Fædreland vi ejer. - ; jo klarere det bliver, des kærere bliver det os, der udgaar en Kraft fra det, hver gang vi berører det.” (Agnes Slott-Møller, Folkevisebilleder, København 1923, s. 158)
Maleriet Agnete fra 1892 giver udtryk for en eksistentiel splittelse, som prægede tidens tanker om det moderne menneske. Det kan også opfattes som udtryk for Agnes Slott-Møllers egne, personlige overvejelser som kvinde og de valg, hun måtte træffe livet igennem. Mange af hendes værker maner nemlig til en eftertænksomhed, som bygger på en personlig identifikation med figurerne, og lægger sig dermed tæt op ad folkevisernes grundtemaer: kærlighed, længsel og smerte.
Motivet stammer fra middelalderens folkevise om Agnete og Havmanden. Agnete forelsker sig i en havmand og følger ham til havets bund, hvor hun føder syv børn. Men hun længes tilbage til sin tidligere tilværelse og vender tilbage for et kort besøg. Det sætter hende i et svært dilemma, for hun får vanskeligt ved at vælge mellem sine to liv. Resultatet er skæbnesvangert.
|
Agnes Slott-Møller, Den døende fæstemand, 1906.
Olie på lærred i forgyldt udskåret ramme
81 x 133,5 cm. Privateje. Foto: Misfeldt Reklamefotografi
|
Motivet til Den døende Fæstemand er hentet fra slutningen af folkevisen om Hr. Oluf, der ligger for døden og ønsker at møde sin fæstemø, Liden Kirsten, en sidste gang, inden han dør. Skibet, symbolet på døden, er klar til at føre ham bort. Til det sidste er Liden Kirsten i hans tanker, og han sørger for, at hun får del i hans rigdom, selvom de ikke er blevet forenet i ægteskab. Visen udtrykker elskoven, passionen og troskaben hinsides døden samt den store afskedssmerte – elementer der appellerede stærkt til Agnes Slott-Møllers egne forestillinger om en idealverden.
Agnes Slott-Møllers maleri er præget af præcise gengivelser af et utal af detaljer og en opdeling af billedfladen i særlige, fortællende rum. Inspirationen til værkets komposition og farvetone fandt Agnes Slott-Møller på en rejse til Venedig, hvor hun stiftede bekendtskab med renæssancemaleren Vittore Carpaccios billeder af Legenden om Sankt Ursula fra slutningen af 1400-tallet. Hun blev betaget af farvetonen, den måde, hvorpå alle detaljerne var nøjagtigt, men ”tørt” skildret, så personerne blev hovedsagen, og ikke mindst af værkernes fortælleevne og dramatik. Hun vendte hjem med ønsket om at udtrykke sig ”ligesaa klart, følelsesfuldt og letfatteligt”. (Agnes Slott-Møller, Folkevisebilleder, København 1923, s. 101)
|
Agnes Slott-Møller
Ebbe Skammelsen i Bryllupsgården, 1910.
Olie på lærred, 134 x 207 cm.
Privateje. Foto: Ole Akhøj.
|
Historiemaleriet
Agnes Slott-Møller fandt et pejlemærke for sin udvikling som kunster i litteraturkritikeren Georg Brandes (1842-1927) tanker om individets rolle i samfundet. Hans idéer om kunstnernes evne til at sprænge traditionernes snærende bånd havde en særlig tiltrækning på Agnes Slott-Møller. Her fik hun modet til at se sig selv som et individ med en højere moralsk mission; med et projekt, der drejede sig om den ”store Folkeopdragelse, der var alle de nye bestræbelsers Maal”. Hun ville genrejse nationen med motiver ”der kunne mane og opdrage Beskueren”.
Interessen for den danske historie udtrykt gennem musik, litteratur og billedkunst havde Agnes Slott-Møller fået allerede i barndomshjemmet, og hun fortsatte hele livet igennem med indgående historiske studier af især oldtiden og middelalderen. Hun skulle vide, før hun kunne forestille sig middelalderens verden. Motiverne til sine værker fandt hun således i Danmarkshistoriens og folkevisernes skildringer af helte og konger. |
Agnes Slott-Møller, Dansk tragedie: Hagbarth og Signe, 1916-17.
Inspireret af Adam Ochlenschlägers tragedie.
Olie på lærred, 240 x 425 cm. Odense Teater.
Foto: Ole Akhøj.
|
|
|
