|
|
|
Kunsthistorisk nedslag - Dadaisme 1916
|
|
Marcel Duchamp, Fontæne
Signeret og dateret: R. Mutt 1917
Foto: Alfred Stieglitz
|
Det er i år 100 år siden at Dadaismen fik navnet Dada af den tyske forfatter Hugo Ball, som drev Cabaret Voltaire i Spiegelgasse 1 i Zürich sammen med hustruen, kunstneren Emmy Hennings. Bevægelsen dyrkede det meningsløse og tilfældige i protest mod alle bestående sociale og æstetiske normer. Dadaismen blev et fundament for den efterfølgende surrealisme, og dens indflydelse på det 20. århundredes kunst er betydelig. Jubilæet bliver fejret i hele verden i år. I Zürich afholdes der mere end 150 arrangementer forskellige steder i byen, herunder Cabaret Voltaire.
Den anarkistiske bevægelse blev udviklet under Første Verdenskrig i byer som Zürich, Paris, Berlin, Køln, Hannover, Barcelona og New York. Krigens rædsler gjorde, at dadaisterne var stærkt kritiske over for establishment inden for den politiske og sociale verden, samt for den etablerede kunstverden, som de betragtede som en del af det borgerlige samfund.
Dada betyder på fransk en gynge- eller kæphest, på tysk er det et tegn på absurd naivitet og på rumænsk betyder det ja, ja. Blandt de vigtigste dadaister i Zürich var foruden Hugo Ball og Emmy Hennings, den rumænske digter Tristan Tzara, den rumænske maler og billedhugger Marcel Janco, den tyske maler og filmkunstner Hans Richter samt den tysk-franske billedhugger og maler Jean Arp og hans kommende hustru, den schweiziske maler, designer og danser Sophie Tauber. I Berlin virkede John Heartfield, Hannah Höch, Raoul Hausmann og George Grosz. I Kön Jean Arp og Max Ernst, og i Hannover var dadaismen repræsenteret ved Kurt Schwitters.
I New York etablerede sig også en gruppe dadaister, herunder de fransk fødte Marcel Duchamp og Francis Picabia og den amerikanske maler og fotograf Man Ray, samt den amerikanske præcisionist Morten Schamberg. Duchamp skabte en række readymades, færdigfabrikerede genstande, herunder Cykelhjul (1913), Flasketørrestativ (1914) og pissoirkummen Fontæne (1917), som blev præsenteret som kunstværker. Han fjernede dermed genstande fra deres normale sammenhæng, og ændrede på afgørende vis billedkunstens konventioner.
Omkring 1921 flyttede flere af de fremtrædende dadaister til Paris og i 1922 blev bevægelsen opløst.
|
|
|
