Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

 
Kunsthistorisk nedslag - Franciska Clausen


Foto af Franciska Clausen Bingers Kunsthal, 1932
Foto: Kenneth Stjernegaard


Nu udkommer den første monografi i 35 år om en af Danmarks vigtigste kvindelige kunstnere, Franciska Clausen. Franciska Clausen (1899-1986) er især kendt for at være en del af den internationale kunstneriske avantgarde i begyndelsen af det 20. århundrede. Mindre kendt er det, at hun også udfoldede sig som designer, surrealist, portrætmaler med mere. Kunsthistoriker Inge Lise Mogensen Bech fortæller om købmandsdatteren fra Aabenraa, der som ung gennemførte omfattende kunststudier i blandt andet München, København, Berlin og Paris. Hun beskriver også Franciska Clausens tiltagende skuffelse over den manglende anerkendelse, hun mødte i Danmark, da hun kom hjem efter at have været en del af den internationale kunstelite. Men primært stiller bogen skarpt på de mange forskellige facetter af Franciska Clausens kunstneriske virke. Som andre kvindelige kunstnere i tiden måtte Franciska Clausen kæmpe med både økonomiske og sociale udfordringer, men også overvinde de fordomme og den regulære modstand mod kvinder, som særligt den danske kunstscene bød på. Hendes historie er en inspirerende fortælling om at insistere på sin kunstneridentitet og sit kald trods modgang.

Bogen er udgivet af Strandberg Publishing, og udkommer op til den store retrospektive udstilling, som åbner på ARoS den 8. oktober 2022.



Franciska Clausen
Cercle et Carré (Cirkel og firkant), 1930
Olie på lærred, 66 x55,5 cm
SMKFoto: SMK Foto/Jakob Skou-Hansen


Ingen dansk kunstner har spillet så central en rolle i 1920ernes europæiske avantgardekunst som Franciska Clausen. Som ganske ung drager hun ud i Europa og opsøger de kunstneriske kraftcentre i Berlin og Paris. Francisca Clausen blev født i 1899 i Åbenrå. Byen var på daværende tidspunkt en del af det tyske rige og hed Ostseebad Apenrade. I 1920 kom byen og det øvrige Sønderjylland tilbage til Danmark. Hendes familie var velstående, og hun fik en tryg barndom.

Under krigen i 1916 startede Franciska Clausen som elev på Grossherzogliche sächsische Hochschule für bildende Kunst i Weimar. Skolen blev tre år efter, under navnet Bauhaus, et af de absolut førende kunstskoler i Europa. Opholdet i Weimar varede kun i et enkelt semester, da situationen var ustabil på grund af krigen. Efter krigens afslutning i 1918 drog Franciska Clausen til München, hvor hun modtog undervisning på Frauenakademie. Året efter gik hun på Kunstakademiets malerskole i København hos professor Sigurd Wandel. I september 1921 var hun tilbage i München, hvor hun blev optaget på Hans Hofmanns private malerskole. Hofmann blev senere en af de helt store skikkelser indenfor det abstrakt-ekspressionistiske maleri i Amerika. Franciska Clausen fortsatte herefter sine studier hos Laszlo Moholy-Nagy og Alexander Archipenko i Berlin, inden hun startede hos Fernand Léger i Paris i februar 1924. I 1932 vendte hun hjem til Danmark, hvor hun oplevede en ringe interesse for hendes abstrakte malerier.

Franciska Clausen var ukendt i den danske kunstverden og deltog kun i et par udstillinger i de næste 20 år. Hun opgav til dels det abstrakte billedsprog og ernærede sig primært som portrætmaler i Sønderjylland.



Franciska Clausen
Fisken, 1926
Olie på lærred, 64 x 89 cm
Fonden Franciska Clausens Samlinger
Deponeret på Kunstmuseet Brundlund Slot
Foto:Kenneth Stjernegaard


I 1932 vendte hun hjem til Danmark, hvor hun oplevede en ringe interesse for hendes abstrakte malerier. Franciska Clausen var ukendt i den danske kunstverden og deltog kun i et par udstillinger i de næste 20 år. Hun opgav til dels det abstrakte billedsprog og ernærede sig primært som portrætmaler i Sønderjylland. I løbet af 1950erne opstod en ny interesse for Franciska Clausens abstrakte kunst. Hun genoptog arbejdet med det abstrakte formsprog og deltog på flere betydelige udstillinger. Som ældre oplevede Franciska Clausen endelig en fortjent anerkendelse af sin pionerindsats i sine unge år, og museerne begyndte at købe hendes malerier.

Franciska Clausen fortsatte samtidig arbejdet med portrætmaleriet; blandt de sidste opgaver hører et portræt af dronning Margrethe 2. i 1977 og et meget rost portræt af dronning Ingrid i 1980. Franciska Clausen modtog også en række hædersbevisninger, bl.a. Thorvaldsen Medaillen i 1977.



Franciska Clausen
De kolde skuldres land, 1932
Olie på lærred, 92 x 65 cm
Fonden Franciska Clausens Samlinger
Deponeret på Kunstmuseet Brundlund Slot
Foto: Kenneth Stjernegaard