Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

 
Kunsthistorisk nedslag - Fransk kunst på Ordrupgaard


Paul Cézanne - Badende kvinder

Paul Cézanne
Badende kvinder, (ca. 1895)
Foto: Anders Sune Berg

 

Museets franske samling blev grundlagt på få år - i perioden 1916-1918 - af forretningsmanden og kunstsamleren Wilhelm Hansen og hans hustru, Henny. Som følge af Landmandsbankens krak i 1922 måtte man skille sig af med knap halvdelen af samlingen, som dog senere blev genetableret. Værkerne repræsenterer en kunstretning, der gik imod kunstautoriteterne og i løbet af det 19. århundrede udviklede et nyt modernistisk maleri, i hvis skitseagtige karakter, lyset, de rene farver og et symbolsk indhold spiller hovedrollerne.



Ingen kender Ordrupgaards franske samling bedre end Anne-Birgitte Fonsmark, som i mere end 25 år har stået i spidsen for museet. I en ny bog om Ordrupgaards franske samling beskriver Fonsmark 90 hovedværker fra samlingen, heriblandt værker af det 19. århundredes allerstørste kunstnere som Monet, Degas, Renoir, Cézanne, Gauguin og Matisse.

Værkerne sættes ind i en kunsthistorisk kontekst, og bogen fortæller den fængslende historie om stifterparret, Wilhelm og Henny Hansen, der i 1918 lod Ordrupgaard opføre, og om samlingens tilblivelse. Forsikringsdirektør og etatsråd Wilhelm Hansen var særdeles målrettet i sin samleriver, og det er takket være hans bedrifter, at Ordrupgaard i dag kan vise en af Nordeuropas vigtigste samlinger af fransk kunst. De mange tilbagevendende ophold i Paris havde givet Wilhelm Hansen et godt kendskab til fransk kunst. De fleste værker blev erhvervet på store kunstauktioner i Paris i perioden 1916-18, mens første verdenskrig rasede. Historien er dog ikke uden dramatiske hændelser, som for eksempel i skæbneåret 1922, hvor konkursen truede som resultat af Landmandbankens krak, så der måtte sælges ud af samlingen. Men allerede i 1923 begyndte han at genskabe samlingen.

Wilhelm Hansens ambition var at følge i fodsporene på betydelige danske samlere som brygger Carl Jacobsen og tobaksfabrikant Heinrich Hirschsprung. Jacobsen havde tidligere købt stort ind af fransk kunst, men hans indkøb var langt fra Wilhelm Hansens smag. Deres interesser lå i hver sin ende af spektret. Hvor bryggeren foretrak sten, bronze og gips, som Parisersalonen viste, var Hansen til modernistisk malerkunst. Samlingen blev Danmarks første fremvisning af modernistisk, fransk kunst. En samling, der rummer det 19. århundredes avantgardekunstnere, dem der gik forrest i fornyelsen af en kunst, der sad fast i datidens akademismer. Kunstnere, der gjorde oprør og ville frigøre sig fra konventionernes lænker. Tolv af hver, var Wilhelm Hansens ambition. Romantikkeren Eugéne Delacroix, landskabskunsten med Barbizon-skolens kunstnere omkring Théodore Rousseau, realismens giganter med Honoré Daumier og Gustave Courbet, impressionismens oprørere med Édouard Manet, Edgar Degas, Berthe Morisot, Eva Gonzalés, Pierre-Auguste Renoir, Camille Pissarro, Alfred Sisley, Claude Monet og Paul Cézanne for ikke at tale om Paul Gauguins opbrud fra det hele med sit farvestærke, fladedyrkende maleri.




Titel: Fransk kunst på Ordrupgaard
Forfatter: Anne-Birgitte Fonsmark
200 sider, rigt ill.
Forlag: Strandberg Publishing




Gustave Courbet
Vildsporet, jagtscene med rådyr, (Franche-Comté, 1866)
Foto: Anders Sune Berg




Édouard Manet
Strømpebåndet eller "Ved toilettet". (1878-79)
Foto: Anders Sune Berg




Berthe Morisot
Ung pige i det grønne. (Mlle Isabelle Lambert). (1885)
Foto: Anders Sune Berg

 

Paul Gauguin

Paul Gauguin
De blå stammer. Din tur vil komme, min skønne! (1888)
Foto: Anders Sune Berg

 


Paul Cézanne
Badende kvinder, (ca. 1895)
Foto: Anders Sune Berg

 


Edgar Degas
Tre danserinder. (Ca. 1898)
Foto: Anders Sune Berg

 


Claude Monet
Waterloo Bridge, gråvejr, (1903)
Foto: Anders Sune Berg