Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

 
Kunsthistorisk nedslag - Gauguin


Les Miserables, 1888
Selvportræt med portræt af Emilie Bernard
Olie på lærred 45 x 50 cm.
Van Gogh Museum, Amsterdam (Vincent van Gogh Stichting)


Flemming Friborgs store GAUGUIN-biografi, udgivet af Strandberg Publishings, placerer Paul Gauguin (1848-1903) som en central figur i det kunstneriske miljø omkring impressionismen, som han både var en del af og skilte sig ud fra.

Med sin tilsyneladende 180-graders vending fra børsmægler og "pengefikseret borgerdyr" til kunstner og boheme, rummer hans person både samtidens største fantasmer og kampe og dens værste tilbøjeligheder.




Vinhøsten. Menneskelig elendighed, 1888
Olie på sækkelærred af jute 73 x 92 cm.
Ordupgaard


Gauguin - Mennesket, monsteret og myten er den første egentlige biografi om kunstneren af en dansk forfatter. Bogen præsenterer en række pointer, som enten er nye i beskrivelsen af Gauguins sammensatte karakter som kunstner og menneske, eller som rykker ved de traditionelle forestillinger om hans liv og værk. Et eksempel er hans korte ophold i København 1884-1885 hos hans danske kone Mettes familie. Opholdet repræsenterer en krise i både familieliv og kunstnerdrøm, og samtidig er det sandsynligvis her, at hans drømme om et tropisk paradis grundlægges ved mødet med den vilde blanding af kulturer på Nationalmuseets etnografiske samling.

Friborg peger på, at Tahiti-tiden ikke bør stå alene i eftertidens billede af kunstneren, men at årene 1888-91 rummer vigtige nøgler til hans værk. Kapitlet "Oceanien - en sauvage" viser, hvordan tidens forestilling om det primitive menneske for Gauguin bliver en nøje iscenesat position af ham selv som outsider og geni udenfor alle kunstgrupperinger og Europa - mens vestlige værdier og "fremskridtet" er ved at smadre hans paradis.




Tu Matete (Markedet), 1892
Olie på lærred 73 x 92 cm.
Kunstmuseum Basel


Paul Gauguin er en usædvanlig skikkelse i den moderne kunst. Han forkastede den europæiske malertradition til fordel for en kunst baseret på enkle former og farver fra primitive folkeslag. Gauguin blev født i Paris, men tilbragte sin barndom i Lima i Peru. Som ung arbejdede han i handelsflåden og fra 1872 som succesrig børsmægler i Paris. I fritiden beskæftigede han sig med hobbymaleri og mødte i 1874 den impressionistiske maler Pissarro. Samme år så han den første impressionist-udstilling og begyndte at samle på kunst.




Aita tamari vabine Judith te parari, 1893-94
Olie på lærred, 116 x 81 cm.
Privatsamling
Photo Josse / Scala, Florence


Gauguin fik antaget et maleri på Salonen i 1876 og deltog senere på de fire sidste impressionistudstillinger i 1880erne. I 1883 stoppede han som børsmægler for at hellige sig kunsten, men uden succes og han måtte sælge sin kunstsamling på en auktion. I 1884 flyttede han med sin danske hustru Mette Gad til København. Han udstillede i Kunstforeningen, Gl. Strand i 1885, men mødte ingen interesse og rejste samme år tilbage til Frankrig.

I 1886-90 arbejdede han hovedsagelig i Pont-Aven i Bretagne. Her blev han inspireret af bøndernes enkle kunst og udviklede et personligt, ekspressivt og symbolsk billedsprog, der afgørende brød med impressionismen. Der samlede sig en hel gruppe symbolistiske malere omkring Gauguin, der fik betegnelsen Ecole de Pont-Aven med bl.a. Émile Bernard, Henry Moret og Paul Sérusier. I 1888 havde han et kort, men frugtbart samarbejde med van Gogh i Arles, men de kom i totterne på hinanden og det udviklede sig til et katastrofalt skænderi, og i et anfald af sindssyge skar van Gogh sit ene øre af. Van Gogh døde to år efter i 1890.




Hvor kommer vi fra? Hvad er vi? Hvor går vi hen?, 1897
Olie på lærred 139 x 375 cm.
Museum of Fine Arts, Boston


Gauguin forlod Frankrig i 1891 og slog sig ned på Tahiti. Han blev fascineret af den primitive kultur og Tahitis fabelagtige skønhed. Her skabte han med de simpleste former og farver nogle af sine betydeligste billeder. De var skabt af drømme og ekstase. Gauguin sagde:

"Arbejd frit og som en rasende, og du vil gøre fremskridt. Men fremfor alt, lad være med at overarbejde dit billede. En stor følelse kan omsættes øjeblikkeligt, drøm over den og søg den simpleste form."

Trods hans kunstneriske succes kom han ikke ud af fattigdommen, og i 1893 tvang sygdom ham til at vende tilbage til Frankrig.

I 1895 kom han uventet til penge, da en onkel døde. Samme år vendte han tilbage til Tahiti, hvor han to år efter udførte sit store hovedværk "Hvor kommer vi fra? Hvad er vi? Hvor er vi på vej hen?", som i dag befinder sig på Museum of Fine Arts, Boston. Samme år forsøger han at begå selvmord efter nyheden om sin yndlingsdatters død. I 1901 flyttede han til Marquesas-øgruppen, hvor han arbejdede de sidste år. Gauguin opnåede aldrig den store anerkendelse og døde i dyb fattigdom i 1903. Samme år afholdes en stor mindeudstilling på nystiftede Salon d´Automne´s åbningsudstilling i Paris, som viste 227 af hans værker. Udstillingen blev det store vendepunkt for hans anseelse.




Nature morte med "Håbet", 1901
Olie på lærred 66 x 77 cm.
Privatsamling
© 2021. Christie's Images, London / Scala, Florence


Gauguins farverige og revolutionerende værk blev en stor inspirationskilde for modernismens største mestre Matisse og Picasso.