|
|
|
Kunsthistorisk nedslag - Gustave Courbet 200 år
|
Gustave Courbet. Mit atelier, 1855
|
I år er det 200 år siden, at Gustave Courbet (1819-1877) blev født. Han var den betydeligste maler indenfor den franske realisme omkring 1800-tallets midte. Han var hovedsagelig selvlært og studerede på egen hånd de gamle barokmalere som Caravaggio, Velázquez og Rembrandt på Louvre museet i Paris.
Han var en alsidig maler og hans store produktion spændte over mange genrer som landskaber, figurbilleder, hverdagsscener, stilleben og portrætter. Han foragtede akademiets idealiseren og lod sig i stedet inspirere af banale motiver fra virkeligheden. Hans usentimentale syn på kvindefiguren og anti-intellektualisme brød med borgerskabets gode manerer, og han blev tidens mest udskældte kunstner blandt publikum.
I 1844 udstillede han første gang på Salonen, men senere blev flere af hans billeder vraget af censurkomitéen. I protest åbnede han i 1855 "Pavillon du Realisme" udenfor Salonen. På udstillingen viste han bl.a. det 6 meter lange "Malerens atelier", 1855, der regnes for hans hovedværk. Værket var ment som et angreb på Napoleon 3.s totalitære regime og som en kritik af Salonen, der var den dominerende kunstinstitution i Paris.
Efter 1855 blev hans værker mindre doktrinære og han valgte mere tiltrækkende motiver som landskaber, søstykker eller sensuelle nøgenstudier af kønne piger. Som maler holdt Courbet af materialernes fysiske substans og brugte ofte en paletkniv til at male med. Med sin pastose teknik fik han stor betydning for de impressionistiske malere.
Courbet var interesseret i tingenes håndgribelige virkelighed og ville kun beskæftige sig med det sete. Han afviste historiske og religiøse scenerier fra den klassiske tradition og poetiske motiver fra Shakespeare og Goethe, som Delacroix og den romantiske skole var optaget af. Courbet blev engang bedt om at male engle på et maleri til en kirke, hvortil han svarede "Jeg har aldrig set en engel, vis mig en, og jeg skal male den".
Efter Napoleon 3.s afsættelse i 1870 blev han året efter aktiv i Pariserkommunen, hvor han blev valgt som leder af kunstkommissionen. Kommunen blev imidlertid opløst efter kun 71 dage, og Courbet blev herefter sat i fængsel for sin medvirken til ødelæggelse af Vendômesøjlen i 1871. Courbet mente, at den var helt uden kunstnerisk værdi, men kun tjente til at bevare det tidligere dynastis ideer om krig og erobring. I 1873 flygtede Courbet til Schweiz, hvor han arbejdede de sidste fire år af sit liv.
|
|
|
