|
|
|
Kunsthistorisk nedslag - Jorn i Albissola
|
Dekoration ved trappen, udført i 1967-68, Casa Museo Villa Jorn
|
Tekst og fotos Else og Flemming Jespersen
Asger Jorn boede og arbejdede i den lille by Albissola Marina ved den liguriske riviera i Italien fra 1954 til hans død i 1973. Albissola har en århundredelang håndværkertradition inden for keramikproduktion, som kan føres tilbage til slutningen af 1400-tallet.
De tidlige år
Jorn var født Asger Oluf Jørgensen i Vejrum ved Struer i 1914. Han blev uddannet som lærer på seminariet i Silkeborg i årene 1929-35. Kort efter, i 1936, tog han sammen med sin kæreste Kirsten Lyngborg på sin motorcykel til Paris, hvor han blev optaget på Fernand Légers berømte malerskole. Jorn forklarede selv: "Jeg kunde jo ligesaa godt tage til Paris som til København. Der er jo saadan set lige langt fra Silkeborg, og så er Paris jo trods alt kunstnerisk set mere betydningsfuld end København. Jeg ville have gaaet på Kandinskys skole, men han havde desværre ingen skole. Jeg kendte hans billeder fra reproduktioner, for jeg havde læst de Bauhaus-bøger, der dengang blev udsendt. Men saa var Fernand Léger den mest moderne kunstner i Paris, som havde skole. Og der kom jeg ind."
I 1939 giftede han sig med Kirsten, som han fik 3 børn med. I årene 1937-45 arbejdede Jorn især i Danmark og i 1940-44 stod han bag tidsskriftet Helhesten, som blev det samlende organ for Høstudstillingens abstrakt-ekspressionistiske malere og blev model for det senere Cobra-tidsskrift. I studieårene i 1930erne var han stærkt påvirket af store mestre, som Fernand Léger, Paul Klee, Max Ernst, Wassily Kandinsky og Joan Miro. Men i begyndelsen af 1940erne udviklede han et mere personligt kunstnerisk udtryk - et abstrakt formsprog med fugle og fabelvæsener.
I 1946 vendte han tilbage til Paris, og tog navnet Jorn, som var mere anvendeligt internationalt.
|
Mosaikbelagt sti og trappe, Casa Museo Villa Jorn
|
Cobra og fattigdom
Jorn var drivkraften i Cobra-bevægelsen i årene 1948-51. Gruppen, der mere var et ideologisk samarbejde end en stilretning, bestod af malere og digtere fra Danmark, Belgien og Holland. Initiativtagerne var foruden Jorn, de hollandske malere Constant, Corneille og Appel, og de belgiske poeter Dotremont og Joseph Noiret. De fandt inspiration i bl.a. primitiv kunst, nordisk mytologi, folkekunst og børnetegninger, og deres mål var at fremme samarbejdet mellem kunstarterne og modvirke specialisering.
Året efter gruppens stiftelse - i 1949 - planlagde Jorn og Constant en konference, men den hollandske gruppe holdt sig væk, fordi Jorn og Constants kone Matie havde forelsket sig. De blev senere gift og fik 2 børn. Sammen med interne konflikter i gruppen, både på det personlige og det kunstneriske plan, der især opstod mellem de surrealistisk-orienterede belgier og de spontane malere fra Holland og Danmark, gik Cobra-sammenslutningen hurtigt i opløsning. Cobra havde også store problemer med at slå igennem internationalt, bortset fra gruppens berømte udstilling i 1949 på Stedelijk Museum i Amsterdam, blev der kun arrangeret få udstillinger. Samarbejdet eksisterede kun i tre år, og er måske årsagen til, at Cobra hurtigt gik i glemmebogen. Først efter Jorns store internationale gennembrud i 1960erne, 10 år efter Cobras opløsning, fik bevægelsen ny aktualitet. Interessen for Cobra voksede herefter eksplosivt igennem flere år.
Jorn boede i 1946-50 i en lille lejlighed i udkanten af Paris sammen med sin familie, men dyb fattigdom og underernæring skabte alvorlige helbredsproblemer. Efter en tid brød han fysisk sammen, og i april 1951 blev han indlagt på tuberkulosesanatoriet i Silkeborg.
I slutningen af 1951 blev han erklæret uden for livsfare og fik tilladelse til at male igen. "Livshjulet", dateret januar 1953, blev et af hans første motiver, som en markering af hans tilbagevenden til livet. Jorn har selv beskrevet sit arbejde med dette billede: "Jeg fik atelier i lighuset ude på sanatoriet, og det at ligene kom ind det ene sted, og jeg kom ind det andet sted, det gjorde, at vi kom op og slaas om hvem der skulle vinde. Og saa malede jeg altsaa livshjulet. Det er jo et gammelt motiv, som man finder i kirkerne. For neden ser man jorden, og op af den voxer børn, og foroven forelsker de sig, der er et elskende par og en gravid kvinde, og saa falder de ned i den anden side og dør, og saa har man de døde nede i jorden igen, saa livet ligesom fremvoxer af døden". Under opholdet på sanatoriet udgav han også bogen "Held og Hasard" med 79 linoleumssnit.
I 1953 fik Jorn chancen for at arbejde med keramik hos pottemager Knud Jensen i Sorring ved Silkeborg. Her skabte han i samarbejde med Knud Jensen, dekorerede fade, krukker og figurer. Knud Jensen drejede formerne efter Jorns skitser, og Jorn dekorerede dem med lerfarver. Silkeborg Kunstmuseum betalte for Jorns ophold hos Knud Jensen, og efterfølgende donerede Jorn omkring 30 keramiske værker til museet.
|
Ægformet fad med to fugle, 1953, Brændt ler, 33 x 26,6 cm
Museum Jorn
|
Efter det lange sygdomsophold i Silkeborg, forlod han igen Danmark i september 1953. Han tog i første omgang til Schweiz på et rekreationsophold i en landsby uden for Lausanne, hvor han havde lejet en hytte. I begyndelsen af 1954 søgte han et sted, hvor han og familien kunne slå sig ned mere permanent. Under rekreationsopholdet i Schweiz fik han forbindelse til to italienske kunstnere, Enrico Baj og Sergio Dangelo, og bevægelsen Arte nucleare i Milano.
De to milanesiske malere anbefalede Jorn at bosætte sig i keramikbyen Albissola ved Den italienske Riviera, hvor keramikken kunne blive en mulig indtægtskilde. Jorn havde i flere år været optaget af pottemagerfagets historie. Han havde tidligere mødt Picasso og set hans keramik i 1946 i Sydfrankrig, hvor Picasso havde omdannet den gamle pottemagerby Vallauris til centrum for kunstkeramik.
|
Casa Jorn i Albissola
|
Et nyt liv
Jorn ankom til Albissola i begyndelsen af april 1954. Han var helbredssvækket og fattig og måtte i den første tid bo i et telt i kunstneren Aligi Sassus have. Kort efter stillede den ældre og ansete kunstner Lucio Fontana sit primitive sommeratelier, i en mørk baggård, til rådighed som midlertidig bolig, hvor der også blev plads til Jorns familie. Senere lejede han en mindre nedlagt butik i Albissola som bolig. I 1955 erhvervede han desuden et mindre loftlokale i 13. arrondissement i Paris, begge steder var helt uden faciliteter. I årene fremover tilbragte han somrene i Albissola og vintrene i Paris.
|
Lucio Fontanas sommeratelier i Pozzo Garitta, Albissola (ved den grønne dør)
|
Albissola blev et vendepunkt og tilbagevenden til livet for Jorn. Her genvandt han hurtigt kræfterne. Han koncentrerede sig i det første år om keramikken, og maleriet trådte til gengæld lidt i baggrunden. Omgivet af det håndværksmæssige og kunstneriske højt udviklede miljø i Albissola, formgav han nu mere frie og udtryksfulde ekspressive skulpturelle værker med farvestrålende glasurer. Jorn lod sig bl.a. inspirere af den italienske keramiker Lucio Fontanas udtryksfulde værker.
Albissola har været centrum for eksperimenterende keramisk kunst i to perioder i det tyvende århundrede. Først med futurisme i 1920erne, og derefter med forskellige retninger i 1930erne, 40erne og 50erne, herunder Spatialisme (Lucio Fontana), Arte nucleare (Enrico Baj) og Informel kunst (Asger Jorn).
|
Terrasse med indmuret keramik og krukker, Casa Museo Villa Jorn
|
Jorn arbejdede det første år på det velansete keramikværksted Mazotti. Virksomheden blev ledet af den farverige Tullio Mazotti, som sidst i 1920erne og 30erne havde haft forbindelse med bevægelsen den anden futurisme. Mazotti havde også mødt Picasso i Villauris i 1947 og 1948, og set hans keramik. Jorns samarbejde med Mazotti blev kortvarigt, det ophørte allerede i efteråret 1955 på grund af uenigheder om Mazottis kunstneriske linje. Jorn gik i stedet over til et andet værksted i Albissola, kendt som Manifattura di Bianco. Her virkede han indtil Giovanni Poggi åbnede sit eget værksted Ceramiche San Giorgio i foråret 1958.
|
Keramik, indmuret ved trappen til køkkenet, Casa Museo Villa Jorn
|
Jorn havde store ambitioner, da han i 1953 forlod Danmark. Det var hans klare mål at blive en international anerkendt kunstner. Han samarbejdede med andre kunstnere tværs over landegrænser og indtog med sit store netværk en vigtig formidlerrolle i Albissola. Han oprettede Mouvement International pour un Bauhaus Imaginiste (fantasiens Bauhaus), Situationistisk Internationale og Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme, og arrangerede flere kunstnerkongresser og udstillinger, herunder Det internationale keramikmøde "Incontro internazionale della ceramica" i sommeren 1954, der foruden Jorn havde deltagelse af Karel Appel, Enrico Baj, Corneille, Sergio Dangelo og Roberto Matta.
I november 1955 udstillede Jorn sine keramiske værker i en soloudstilling på Kunstindustrimuseet i København. Han ville med udstillingen udfordre dansk kunsthåndværk, som han havde oplevet året forinden på triennalen i Milano. Det smagfulde og grå danske kunsthåndværk interesserede ikke Jorn. Han mente, at det var kedsommeligt og ligegyldigt. Udstillingen på Kunstindustrimuseet blev en økonomisk fiasko, selvom den fik en fin modtagelse af pressen. Kunstindustrimuseet købte, som de eneste, et enkelt værk på udstillingen.
I Italien fik han kontakt med den kendte kunsthandler Carlo Cardazzo, der drev Galleria del Naviglio i Milano. Cardazzo havde kunder til hans kunst, og Jorn blev efterhånden bedre bemidlet.
|
Keramisk relief, indmuret i køkkenet, 1963, Casa Museo Villa Jorn
I et brev til arkitekt Jørn Utzon, tilbød Jorn noget tilsvarende til operahuset i Sidney
|
Albissola - Paris
Jorn blev inspireret af lyset og farverne i Italien, og ville fange solen i sin keramik. Jorn mente, at alting var gråt i Danmark. Store dele af den italienske kunst kendetegnes da også ved lyset, stærke farver og stor raffinement. To italienske kunstnere fik særlig betydning for Jorn i 1950erne - Enrico Baj og Lucio Fontana, og begge udvekslede værker med Jorn i Albissola.
Baj var jævnaldrende med Jorn og var medstifter af "Mouvement International pour un Bauhaus Imaginiste" i 1953. Baj arbejdede både som maler og keramiker, men det var som maler, han gjorde størst indtryk på Jorn.
Den ældre Fontana arbejdede i 1954 på samme keramiske værksted som Jorn. Han havde siden 1935 været dybt engageret i arbejdet med keramik hos Mazotti. Fontana udfoldede sig voldsomt og ekspressivt som keramiker. Hans farvestærke og stoflige keramik kendes ved dyre- og planteformer og er belagt med glasurer i pink, sorte, grønne, røde og gyldne farver. Disse værker gjorde et stort indtryk på den yngre og endnu uerfarne Jorn. I 1948 skabte Fontana sine første perforerede lærreder, og fra slutningen af 1950erne sine meget berømte, monokrome lærreder i raffinerede pastelfarver med opskæringer.
Fontanas indflydelse på Jorn som keramiker, ses mest tydeligt i det store relief til Århus Statsgymnasium. Her har Jorn udfoldet sig vildt og voldsomt, kørt henover det våde ler med en scooter og prikket huller i leret, og flået og slået det.
Jorn arbejdede ikke kun i Albissola, men arbejdede i vinterhalvåret i Paris, hvor han havde tæt kontakt til flere kunstnerkolleger, bl.a. Jean Dubuffet, Henri Michaux, Roberto Matta, Wilfredo Lam og Walasse Ting.
Jorn og de europæiske spontan-abstrakte malere havde i 1940erne og 1950erne, paralleller til den abstrakte ekspressionisme i Amerika, herunder Jackson Pollock og Willem de Kooning, der havde rødder i surrealismens automatisme og intuition. Jorns malerier adskiller sig dog fra det amerikanske maleri ved at ironisere, for eksempel i hans modifikationer, overmaling af gamle malerier.
|
Bænk i haven, Casa Museo Villa Jorn
|
Arkitektur og billedkunst
Jorn fandt allerede i 1937, under hans første Pariserophold, interesse for samspillet mellem arkitektur og billedkunst. Under Verdensudstillingen i Paris arbejdede han som assistent for arkitekt Le Corbusier, der opførte sin Pavillon des temps nouveaux, en let teltkonstruktion i udkanten af udstillingsområdet. Jorn fik til opgave, at udføre forstørrelse af en børnetegning på 2 x 3 meter. Dekorationen var placeret ved indgangen til pavillonen. Mødet med Le Corbusier fik afgørende betydning for den unge kunstnerspire, der ligesom Le Corbusier ønskede at flytte noget med sit arbejde og skabe forandringer i verden.
Under krigen, hvor han boede i Danmark, fik han flere gange lejlighed til at arbejde i samspillet mellem arkitektur og maleri. I vinteren 1941-42 malede han en billedserie Årstiderne til arkitekt Marinus Andersens lejlighed i København, og i 1942 udførte han glasmosaik til Raschs Vinhandel, som var indrettet af Marinus Andersen. I 1944 medvirkede han til udsmykning af en ungdomsgård i Husum. Ligeledes i 1944 totaludsmykkede han kunstsamleren Elna Fonnesbech-Sandbergs sommerhus i Tibirke. Han malede på alting, indenfor på vægge, dørfyldninger og køkkenlåger, og udenfor malede han dekorationer under halvtaget. Jorn modellerede endvidere relieffer på husets facade, der var inspireret af Max Ernsts relieffer fra sidst i 1930erne i hans eget hus i Frankrig.
Jorns arkitektursyn kom senere til udtryk i hans hjem i Albissola, hvor huset blev et udtryk for hans arkitektoniske vision: kollektivt dekoreret, komplekst, forskelligartet og organisk voksende som selve livet.
|
Mosaik med fragmenter af keramik, indmuret i huset, Casa Museo Villa Jorn
|
Casa Jorn som kunstværk
I sommeren 1957 kunne han endelig erhverve et hus på en lille bjergtop oppe over Albissola og skabe et hjem for familien.
Jorn købte huset af en ældre kvinde, signora Parzano, og fik en lempelig afdragsordning. Han skulle betale et mindre månedligt beløb i nogle år. Efter at have betalt det sidste afdrag gav Jorn hende et maleri, der var betydeligt mere værd, end hvad han havde betalt for huset. Jorn erhvervede ejendommen som en ruin, taget var ødelagt, og døre og vinduer manglede. Huset blev istandsat med hjælp af hans ven, håndværkeren Umberto Gambetta. I 1959 fik Jorn også mulighed for at købe nabohuset, der lå nær ved hans eget.
Jorn var nu ejer af de to ældste huse i Albissola. Efter sigende var to paver opvokset i hans hus. Den ene var Sixtus IV (1414-1484), født i nabobyen Celle. Sixtus IV var den første af renæssance-paverne. Han stod bl.a. bag opførelsen af Det Sixtinske Kapel i Vatikanet, der senere blev udsmykket af Michelangelo. Den anden pave var hans nevø, Julius II (1443-1513), som ikke alene var opvokset, men også født i Jorns hus. Julius II blev kendt som den store mæcen for flere af højrenæssancens største kunstnere, herunder Michelangelo, Rafael og Bramante.
Jorn var stærkt historisk interesseret, så det må have gibbet i ham, da han blev bekendt med, at to af de allervigtigste paver var opvokset i hans hus i 1400-tallet.
På Jorns tid lå ejendommen isoleret fra byen, og der var heller ikke anlagt vej op ad bjergskråningen, kun en stejl marksti førte op til Jorns hus. Langsomt begyndte byen at brede sig op ad bjergskråningen. Jorn forsøgte forgæves at bremse denne udvikling. I 1964 udfærdigede han et udkast til et gavebrev. Han ville skænke sin ejendom til Albissola Kommune mod, at det omkringliggende område blev fredet. Gavebrevet blev dog aldrig realiseret. Der var øjensynligt en større kommerciel interesse i at udstykke området til byggegrunde end i at omdanne området til en naturpark.
|
Dekoration ved badehuset, Casa Museo Villa Jorn
|
Jorn fandt stor inspiration i disse gamle middelalderhuse. Han oplevede dem som en malerisk skitse, der aldrig bliver færdig, så sent som i 1972, blev der muret fire keramiske værker ind i baderummet.
Jorn arbejdede impulsivt med dekoration af huset, helt uden arbejdstegninger. Han skabte en form for gesamtkunstwerk. Han malede på væggene, murede kakkelstumper op på husets ydervægge og anlagde terrasser og stier, der slynger sig op ad bjergsiden. Han brugte udelukkende billige materialer, som natursten, kakler og affaldsstumper fra byens keramikfabrikker. Jorn ophævede skellet mellem god og dårlig smag, og havde en lyst til at nedbryde grænserne mellem arkitektur, skulptur og maleri.
|
Vægmaleri i huset, Casa Museo Villa Jorn
|
Jorn har engang sagt: "Jeg arbejder med hele huset som et levende, foranderligt kunstværk...nej, kunstværk lyder alt for højtideligt. I virkeligheden er det ikke andet end en stimulerende spøg, som det glæder mig at iscenesætte. Hvad skal vi kalde det? Malerisk arkitektur?"
Inspirationen kom fra den catalanske arkitekt Antoni Gaudi og fra den arabiske og orientalske arkitektur. Et af Gaudis hovedværker er Güel-parken i Barcelona. Her er det lykkedes at forene natur, arkitektur og skulptur. Det er som at træde ind i et tredimensionalt maleri. Samme oplevelse har man i Jorns fantasifulde og farverige univers på bjergskråningen i Albissola.
I Albissola havde han bedre arbejdsmuligheder end i Paris, hvor pladsen var trang. Han havde også fået sin ven, maleren Wilfredo Lam, der var begyndt at arbejde med keramik til at købe et hus, tæt ved sit eget.
Det interesserede ikke Jorn at udstille i Albissola. Han betragtede Albissola som ren turistby. Han ønskede heller ikke at medvirke ved keramikudsmykningen af byens berømte strandpromenade, der blev anlagt i 1963. Den 700 meter lange strandpromenade er udført i mosaik og er i dag en af Albissolas største turistattraktioner. Kunstnerne fik hver tildelt en strækning på strandpromenaden, bl.a. Lucio Fontana, Wilfredo Lam, Giuseppe Capogrossi, Agenore Fabbri, Emanuele Luzzati og Aligi Sassu.
Jorn åbnede sit hjem for sine venner i byen. Der blev ikke kun arbejdet, men også hygget med god mad og Jorns egen vin "Cantina Jorn", og der blev spillet og sunget. Jorn selv spillede på violin, cello, guitar og blæseinstrumenter, men kun for morskabs skyld. Han havde aldrig lært at spille. Jorn var en populær skikkelse i Albissola, og i 1960 udnævnte kommunen ham til æresborger. Lidt modstræbende modtog han anerkendelsen. Han var ellers kendt for at afslå alle borgerlige priser. I 1964 afviste han eksempelvis at udstille som Danmarks repræsentant på Biennalen i Venedig, og afslog Guggenheim-prisen og Eckersberg Medaillen.
|
Stalingrad, stedet som ikke er, eller modets gale latter 1957-60, 1967, 1972.
Olie på lærred, 296 x 492 cm.
Museum Jorn
|
Gennembruddet
Jorn skabte i perioden 1956-1972 sine betydeligste værker. I sommeren 1956 påbegyndte han to store malerier, som begge blev hovedværker. Det ene var gennembrudsbilledet "Lettre á mon fils" (Brev til min søn). Det andet var "Le fou rire", senere ændret til "Stalingrad, le non-lieu où le fou-rire du courage" (Stalingrad, stedet som ikke er, eller modets gale latter).
"Lettre á mon fils" blev vist på verdensudstillingen i Bruxelles i 1958 og tilhører i dag Tate, London. Stalingrad blev vist på verdensudstillingen i Seattle i 1961, og har siden 1966 tilhørt Museum Jorn i Silkeborg. Udgangspunktet for sidstnævnte billede var hans italienske ven, Umberto Gambettas frygtelige beretninger fra Stalingrad. Umberto havde deltaget i slaget om Stalingrad på tysk-italiensk side, og endte som russisk krigsfange i 1943. Først efter krigens afslutning, sidst i 1940erne, kunne han vende hjem til Italien. Maleriet havde en helt særlig betydning for Jorn, og han vendte flere gange tilbage til billedet for at tilføje nye strøg. Selve handlingen optog ham mere end det færdige resultat. Sidste gang han malede på billedet var i december 1972. Maleriet Stalingrad kan også ses som en pendant til Picassos "Guernica".
Jorn fik sit internationale gennembrud i 1958 med deltagelse i flere internationale udstillinger, bl.a. "50 ans d´art moderne" i Bruxelles og separatudstillingen i ICA, Institute of Contemporary Art, i London. Flere europæiske gallerier og kunstsamlere fik nu for alvor øje på hans kunst, der udviklede sig i rivende hast. Hans billeder var nu langt stærkere og mere spontane end de var i Cobra-årene 1948-51. Der opstod også en voksende efterspørgsel efter hans kunst på det kommercielle marked. Men i stedet for at imødekomme markedets ønsker, kastede Jorn sig i stedet over helt nye eksperimenter. I 1959 malede han de første modifikationer, overmalede trommesalsbilleder, som han havde fundet på loppemarkeder. Typisk for Jorn, så forsøgte han med den nye stil at skuffe kunstmarkedets forventninger til hans kunst.
|
Det store relief, hovedfeltet med en rokkelignende maske, 1959, 3 x 16 meter.
Århus Statsgymnasium
|
Keramisk hovedværk
I 1958-59 udførte han sit keramiske hovedværk, det store relief på 3 x 27 meter til Aarhus Statsgymnasium. Værket, der har reliefvirkninger på op til 50 centimeter, er uden tvivl det tyvende århundredes betydeligste monumentaludsmykning i Danmark. Det keramiske værk består af ikke mindre end 1.200 håndlavede fliser. Jorn ønskede at udføre arbejdet hos Tullio Mazzotti, men han afviste at påtage sig opgaven. I stedet anbefalede Mazzotti at bruge Ceramiche San Giorgio. Selve arbejdet blev gennemført på 4 måneder og udført i gården bag Ceramiche San Giorgio. Jorn arbejdede dagligt på værket med sine medhjælpere fra kl. 4 om morgenen til middag. Jorn kørte bl.a. henover relieffets våde ler, og aftryk af dækkene kom til at danne et rytmisk mønster.
|
Det store relief, venstre felt, 1959, 3 x 10,5 meter.
Århus Statsgymnasium
|
Jorn var ikke begejstret for Johan Richter og Arne Gravers modernistiske og retlinede arkitektur og ønskede ikke at tilpasse sit værk til arkitekturen. I stedet udfordrede han den funktionalistiske arkitektur med et organisk, ekspressivt og dramatisk relief med bølgende former og linjer. Værket, nærmest sprænger det stilrene rum.
Ved opsætningen af værket viste det sig, at relieffet var omkring 10-15 cm. for højt, da man ikke havde taget højde for fugerne mellem fliserne. Men resolut savede Jorn blot relieffet til.
Ved indvielsen den 5. november 1959, var Jorn så nervøs for, hvordan modtagelsen ville blive, at han bad sin ven, englænderen Guy Atkins, om at holde med sin bil udenfor med motoren gående for at sikre en hurtig flugt. Det blev der heldigvis ikke brug for. Det store relief aftvang tværtimod stor respekt hos alle fremmødte.
|
Det store relief, højre felt, 1959, 3 x 2,2 meter.
Århus Statsgymnasium
|
Det monumentale og dramatiske værk tilførte bygningen en masse energi. Men det dynamiske værk kom også til at stå meget alene i det stilrene hus. Jorn havde fra starten ønsket en langt mere omfattende udsmykning af statsgymnasiet, herunder glasarbejder, facadeudsmykning og en labyrint i haven. Disse planer måtte han imidlertid opgive.
Jorn havde en trang til at provokere og skubbe til vores opfattelse af, hvad der er smukt og grimt. For at bryde den stilrene arkitektur, foreslog han, at der blev opsat billige kulørte fliser efter hans farvevalg på en lang kedelig gang. På statsgymnasiet findes desuden den store billedvævning "Den lange rejse" fra 1958, udført af Jorn og Pierre Wemaëre.
|
Gården bag Ceramiche San Giorgio, hvor det store relief blev udført i 1959
|
Åben indstilling til kunsten
Jorn havde en åben indstilling til kunsten og de forskellige udtryksmidler. Han bevægede sig i alle årene fra den ene udtryksform til den anden. Skiftede fra at male til at lave keramik, collager, tegninger og grafik. Alt var i bevægelse. Parallelt med sit arbejde med billedkunsten havde Jorn en omfattende skribentvirksomhed.
Han skrev, som han malede. Spontant og med hop i tankegangen, så læseren ofte tabte tråden. Han udgav 14 bøger, alle illustreret med egne træsnit. Han skrev desuden mere end 200 artikler om alt muligt, men han var tavs om sin egen kunst, hans fortolkninger var ikke mere interessante end andres. Derved bevarede han det hemmelighedsfulde og gådefulde aspekt. Han mente, at værkerne skulle være frie og åbne for beskuerens egne fortolkninger og sagde: "Ethvert kunstnerisk område, som bliver invaderet af ord, bliver kvalt".
Om udvikling og kvalitet har Jorn engang udtalt: "Kunstnerisk udvikling har aldrig været et resultat af kunstnerisk kritik og kvalitativ udvælgen, men af kvantitativ overflod. Derfor er enhver kunstnerisk censur, ligegyldigt hvor udmærket den måtte være, en hæmsko for kunstens udvikling".
|
Mosaikbelagt trappe, Casa Museo Villa Jorn
|
De sidste år
Jorns kunstneriske udvikling har disse paralleller til Monet, Miró og Picasso. Ligesom dem formåede han med en spontan og improviserende penselføring at udvikle et mere og mere frit og radikalt kunstnerisk udtryk helt frem til de sidste år, hvor farverne nærmest eksploderede. Jorn ramte måske et kunstnerisk højdepunkt omkring 1968-71, hvor han malede det ene mesterværk efter det andet. Flere af disse billeder blev vist på en enestående separatudstilling i Galerie Jeanne Bucher i Paris i 1970. Lederen af Kestner-Gesellschaft i Hannover, Wieland Schmied, var meget begejstret for udstillingen og inviterede Jorn til at udstille. Udstillingen på museet i Hannover blev afholdt i februar-marts 1973 og blev Jorns sidste udstilling.
I 1970-71 arbejdede han i Albissola på et stort keramisk relief til Kulturhuset i Randers. Og i 1972 kastede han sig endelig over "rigtige" skulpturer. I Albissola skabte han 24 terrakottaskulpturer, hvoraf 23 blev støbt i bronze i Milano. I efteråret udførte han, som noget af det allersidste, en serie marmorskulpturer i Carrara.
I den sidste tid arbejdede han desuden på en bog om sagnfiguren Didrik.
|
Keramisk relief ved indgangen til havestuen, 1970-71, Casa Museo Villa Jorn
|
I januar 1973 blev han indlagt på Århus Kommunehospital for at gennemgå en række radiumbehandlinger. På sygehuset blev Jorn gift med Nanna Enzenberger, som han havde mødt i 1970, og fik en søn med.
I marts sluttede behandlingerne, og Jorn bestemte sig for at rejse til Albissola i håb om at genvinde kræfterne. Men i Albissola forværredes hans tilstand og et ambulancefly måtte transportere ham hjem. Den 1. maj 1973 døde Jorn 59 år gammel af lungekræft. Han blev begravet på Grötlingbo kirkegård på Gotland, som en tribut til hans passion for skandinavisk kunst og kultur.
Ved hans død var Jorn uden tvivl den betydeligste europæiske spontan-abstrakte maler. Han var repræsenteret på 31 internationale kunstmuseer. Jorns værker og ideer har haft stor indflydelse på førende ny-ekspressionister, som danske Per Kirkeby og tyske Georg Baselitz.
|
Skulptur, Bronze, 1972
Museum Jorn
|
Casa Museo Villa Jorn
Da Jorn ved sin død testamenterede huset til Albissola kommune, var det med en klausul om, at hans ven Umberto og hans kone Teresa kunne blive boende i huset resten af deres liv. De havde boet sammen med Jorn og hans familie i alle årene, og var husholder, når den rastløse kunstner rejste rundt i verden eller arbejdede i Paris. Og først efter disses død i henholdsvis 1998 og 1999 kunne kommunen gå i gang med at skabe det museum, Jorn havde ønsket sig. Casa Museo Villa Jorn åbnede for offentligheden i 2014 efter en større restaurering.
Litteratur:
Troels Andersen: Asger Jorn en biografi. Forlag: Sohn. Udgivet i samarbejde med Museum Jorn, 1994.
Lars Morell: Asger Jorn i Albissola. Forlag: Asger Js venner, 2014.
|
|
|
