Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

 
Klingen 1917-20



Klingen 1. årgang Nr. 4, 1917-18.
Omslagslitografi
Axel Salto

 

Det danske kunsttidsskrift Klingen blev grundlagt af Axel Salto i 1917. Der blev udgivet i alt 28 numre i perioden oktober 1917 til september 1920. Klingen fik stor betydning for modernismens kunst som forum for tidens nye idéer med artikler af bl.a. Otto Gelsted og Harald Giersing, samt med originalgrafik af Salto, Vilhelm Lundstrøm, Olaf Rude og William Scharff.



Madonna i klippegrotten

Klingen 2. årgang Nr. 6, årgang 1918-19.
Omslagslitografi
Vilhelm Lundstrøm



Axel Salto havde i 1916 været på et længere studieophold i Frankrig, hvor han bl.a. besøgte Matisse og Picasso, og blev orienteret om de nyeste tendenser i tidens kunst. I sommeren 1917 drøftede Salto sine tidsskriftideer med vennen Poul Uttenreitter, der residerede i Kerteminde. Uttenreitter blev Saltos medredaktør fra starten. Han blev senere assisteret af Otto Gelsted, Emil Bønnelycke, Sophus Danneskjold-Samsøe og Poul Henningsen.

Klingen hentede inspiration i en lang række udenlandske modernistiske og avantgardistiske kunsttidsskrifter, der i disse år udkom rundt i Europa, f.eks. det tyske Der Sturm, de franske L’Élan og Sic samt det svenske Flamman.



Buste af en kvinde

Klingen 2. årgang Nr. 10-12, årgang 1918-19. Vilhelm Lundstrøm
Omslagslitografi
Vilhelm Lundstrøm

 

Klingen skulle være et kampblad og startplads for mere eller mindre ukendte talenter. De unge kunstnere var grebet af henrykkelse over de uoverskuelige kunstneriske muligheder, der åbnede sig for dem med et virvar af nye ismer: fauvisme, kubisme, ekspressionisme, orfisme, naivisme, futurisme, dadaisme, konstruktivisme og purisme. Tidsskriftet skulle i følge Salto favne alle dem, der ville medvirke til at køre naturalismen på historiens mødding.

Klingen blev modernisternes og avantgardens talerør og et forum for tidens nye idéer med en lang række artikler, samt originalgrafik af Salto, Vilhelm Lundstrøm, Svend Johansen, William Scharff, Harald Giersing, Olaf Rude, Karl Larsen, Jais Nielsen, Johannes Larsen, Sigurd Swane og Oluf Høst.

Kort efter tidsskriftets første nummer i 1917 åbnede Kunstnernes Efterårsudstilling, der viste bredden og radikaliteten i generationens unge danske billedkunst. Vilhelm Lundstrøm introducerede collagen og Karl Larsen fik et lyngennembrud med maleriet "Trappegang", som regnes for et hovedværk i tidlig dansk modernisme. Året efter vakte Lundstrøm igen opsigt på Kunstnernes Efterårsudstilling med de såkaldte papkassebilleder. Det blev en skandale, og de konservative medier talte om drengestreger. Kunstnerne havde for alvor kastet sig ud i eksperimenter med de nyeste kunstneriske retninger. Det blev startskuddet til flere års debatter, der i høj grad kom til at involvere Klingen.



Studie til Den sidste nadver

Klingen 3. årgang Nr. 10-12, 1919-20.
Omslagslitografi
Svend Johansen

 

Tidsskriftet gav imidlertid underskud i alle årene, så da både Saltos startkapital, og en garanti fra vekselerer William Gasmann var brugt op, gik tidsskriftet ind. Ved tidsskriftets lukning grundlagdes Klingens grafiske Forening. Det var tre af de tidligere redaktører, Axel Salto, Poul Uttenreitter og Poul Henningsen, der var udgivere, og op gennem 1920erne udsendte de grafiske mapper med værker af en række af de kunstnere, der havde bidraget til tidsskriftet.

Ud af samarbejdet omkring tidsskriftet voksede desuden kunstnersammenslutningen "De Fire", bestående af Axel Salto, Svend Johansen, Vilhelm Lundstrøm og Karl Larsen, som frem til midten af 1920erne kaldte sig "De fire (Klingens malere)". Deres idé var at genindføre "den store stil" i dansk kunst inspireret af gamle og moderne mestre som Rafael og Cezanne. De Fire indsatte sig selv i verdensmestrenes kreds og iscenesatte sig selv med lige dele selvfølelse, ironi og ungdommeligt humør. De anså sig selv for landets bedste malere. De kaldte sig "Rafaels guddommelige forbilleder". Gruppens første udstilling blev afholdt i Den Frie Udstillingsbygning i København i 1920, hvor Lundstrøm blandt andet præsenterede sit store maleri "Frokost i det Grønne". De Fire nåede at afholde syv udstillinger, den sidste i 1929. Sammenslutningen førte til et bofællesskab i Sydfrankrig. Herfra hentedes Salto hjem af Bing & Grøndahl for at udføre keramik til verdensudstillingen i Paris 1925. Gennem 1920erne skiftede Saltos kunstneriske fokus fra maleriet til keramik.