|
TURNER - og tidens natursyn
|
|
Turner og tidens natursyn
4. september 2004 - 9. januar 2005
Tirsdag-søndag 10-17. Onsdag 10-22. Mandag lukket
Statens Museum for Kunst
Sølvgade 48-50
1307 København K
Statens Museum for Kunst
|
Efterårets store udstilling på Statens Museum for Kunst viser en af kunsthistoriens mest markante skikkelser, den engelske maler J.M.W. Turner i selskab med en række af de mest betydelige europæiske malere fra den første halvdel af 1800-tallet, heriblandt landsmanden John Constable, tyske Casper David Friedrich og danske guldaldermalere som Eckersberg og Købke.
|
J.M.W. Turner. Hurra! For hvalfangeren Erebus! Endnu en fisk! Olie på lærred 90 X 120 cm. Udst. 1846. SMK Foto. Tate Britain, London
|
Kaskader af lys fra en døende solnedgang, et stormfuldt hav, dramatiske skyformationer - det er naturens kraftfulde væsen, der optræder i J.M.W. Turners (1775-1851) landskabsmalerier. Men det var ikke blot i sit motivvalg, at Turner stod som den mest vidtrækkende fornyer af det maleriske udtryk i 1800-tallet. Mere end nogen anden i sin tid bidrog han til frigørelsen af det maleriske sprog mod en større åbenhed over for sanseindtryk fra naturen. De hævdvundne krav om det minutiøse og gennemarbejdede billede måtte vige for et mere umiddelbart formsprog og en gryende abstraktion, som dog aldrig lod sig løsrive fra det oprindelige udgangspunkt: naturindtrykket.
|
J.M.W. Turner. Odysseus håner Polyfem, 1829. Olie på lærred, 132 x 203 cm. SMK Foto. National Gallery, London
|
J.M.W. Turner. Vandfaldene ved Tivoli, ca. 1827. Olie på lærred, 60 x 77 cm. SMK Foto. Tate Britiain, London
|
Friluftsmaleriets indtog
Udstillingen gennemgår en af kunsthistoriens mest interessante perioder. Romantikkens intense naturdyrkelse betød, at landskabsmaleriet - fra at rangere som en inferiør billedtype - hurtigt blev en af de mest værdsatte genrer. Kunstnerne rykkede fra atelieret ud i naturen, hvilket gav en mere direkte tilgang til motivet og mindskede forsinkelsen mellem den umiddelbare oplevelse og den maleriske bearbejdning. Turner var blandt de første, der malede ude i naturen, og første del af udstillingen koncentrerer sig om 30 af hans oliemalerier samt et udvalg af hans skitsebøger. Anden del viser, hvorledes Turners samtidige reagerede på de udfordringer, det nye friluftsmaleri stillede dem over for. Her vil publikum møde værker af andre fremtrædende landskabsmalere såsom Turners landsmænd John Constable og Richard Bonington, franskmanden Camille Corot, tyskerne Casper David Friedrich og Carl Blechen, nordmændene J.C. Dahl og Thomas Fearnley foruden danske Eckersberg og Købke.
|
Thomas Fearnley. Turner ferniserer, 1837. Olie på lærred, 23 x 23,5 cm. SMK Foto. Thomas N. Fearnley, Oslo
|
John Constable. Kornmarken, 1826. Olie på lærred, 143 x 122 cm. SMK Foto. National Gallery, London
|
Mellem idealitet og virkelighed
Omdrejningspunktet for udstillingen er kunstnernes kreative proces fra naturindtryk til færdigt billede. Det foldes ud i en række overordnede temaer, som særligt viser kunstnernes til tider meget forskellige måder at gøre brug af friluftsmaleriet på. For Turners vedkommende spænder hans kunst sig fra den nøje iagttagelse til den stort anlagte, næsten abstrakte vision. Han slap aldrig indtrykket fra naturen, men forholdt sig ofte frit til det, han havde iagttaget på stedet. Anderledes konsekvent var Constable, som i en periode malede sine udstillingsbilleder færdige ude i det fri. En kunstner som Friedrich nøjedes med at tegne i naturen for derefter i sit atelier at stykke motiverne i sine oliemalerier sammen af detaljer fra forskellige steder. De enkelte dele var naturtro, mens helheden var malerens helt egen frembringelse. Som sådan vil præsentationen af de forskellige kunstnere sætte Turners kunst i relief og trække paralleller og modsætningsforhold frem i en periode, hvor maleriet gennemgik en rivende udvikling.
|
Caspar David Friedrich. Drivende skyer, ca. 1821. Olie på lærred, 18 x 24 cm. SMK Foto. Hamburger Kunsthalle
|
C.W. Eckersberg. Det russiske linieskib "Asow" og en fregat til ankers på Helsingørs red, 1828. SMK Foto. Olie på lærred, 63 x 51 cm. Statens Museum for Kunst
|
En enestående udstilling
"TURNER og tidens natursyn" er blevet til i et nært samarbejde med Tate Britain i London, hvilket har resulteret i et helt enestående lån fra det britiske museum. Derudover har Statens Museum for Kunst opnået betydelige lån fra en række af verdens førende kunstmuseer og samlinger som National Gallery, Victoria and Albert Museum og Royal Academy i London, Nationalgalerie i Berlin, Hamburger Kunsthalle, Louvre i Paris og Nasjonalmuseet i Oslo. Turner har aldrig før været præsenteret i Danmark med så mange malerier.
|
J.M.W. Turner. Trætoppe og himmel, 1805. Olie på træ, 27 x 73 cm. SMK Foto. Tate Britain, London
|
|
|