KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1600-1770

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


Johannes Vermeer
Født 1632 Delft, Holland; død 1675 Delft

Johannes Vermeer (Jan Vermeer van Delft) var en af de største hollandske malere i 1600-tallet, og hans genialitet overgås kun af Rembrandt van Rijn. Han boede og arbejdede hele livet i Delft, hvor han sandsynligvis var elev af Carel Fabritius. Der kendes meget lidt til hans liv, og man kender kun 35 malerier, der med sikkerhed er udført af ham. Hans lille produktion kan muligvis forklares ved, at han havde en stor familie at forsørge, og at han derfor også var beskæftiget hos sin far, der var kroejer og kunsthandler.

Johannes Vermeers objektive realisme var i opposition til Rembrandts subjektive og følelsesladede linie. Hans kunst var velovervejet og han beherskede suverænt den enkle og harmoniske komposition og behandlingen af det klare hollandske lys. Vermeers strenge "konstruktivistiske" stil opnåede ikke stor anerkendelse og popularitet i sin levetid, og efter sin død blev han næsten glemt. Men i midten af 1800-tallet blev han genopdaget og værdsat.

Hans mesterværker befinder sig bl.a. i Rijksmuseum, Amsterdam; Mauritshuis, Den Haag; Kunsthistorisches Museum, Wien; Städelsches Kunstinstitut, Frankfurt; Gemäldegalerie, Dresden.